Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Øvrighed

Oprindelig forfatter OFen

Når kongemagten af kirken ophøjes til „øvrighed”, opstår der problemer. I Det ny Testamente kan „øvrighed” være dels den romerske stat, der havde overherredømmet i middelhavsområdet, dels de undertvungne landes lokale selvstyre. De første jødisk-kristne menigheders forhold til den romerske øvrighed synes at have været godt, og de kristne opfordres til lydighed imod den. Således af Paulus: „Øvrigheden er Guds tjener, dig til gavn.” Det er nødvendigt at underordne sig og at betale told og skat. Øvrigheden bærer ikke sværdet forgæves.

 Denne billedkvader af gotlandsk kalksten stammer fra en portal i Sdr. Kirkeby Kirke på Falster. Den er fra 1150-1200 og er nu i Nationalmuseet. Billedet viser Kristus omgivet af Peter og Paulus, som har fået nøglerne og evangeliet. Dette motiv, som forekommer hyppigt i kirkekunsten, kaldes lovens overgivelse (Traditio Legis). Også i Danmark findes flere eksempler på det i romansk granitskulptur og kalkmaleri. Motivet tilkendegiver, at paven som Kristi efterfølger og statholder er kirkens enerådende leder og kristenhedens lovgiver, altså en klar markering af gejstlighedens magt over verdslige anliggender.

Denne billedkvader af gotlandsk kalksten stammer fra en portal i Sdr. Kirkeby Kirke på Falster. Den er fra 1150-1200 og er nu i Nationalmuseet. Billedet viser Kristus omgivet af Peter og Paulus, som har fået nøglerne og evangeliet. Dette motiv, som forekommer hyppigt i kirkekunsten, kaldes lovens overgivelse (Traditio Legis). Også i Danmark findes flere eksempler på det i romansk granitskulptur og kalkmaleri. Motivet tilkendegiver, at paven som Kristi efterfølger og statholder er kirkens enerådende leder og kristenhedens lovgiver, altså en klar markering af gejstlighedens magt over verdslige anliggender.

I århundrederne efter Kristi fødsel fik den romerske kejser stadig større indflydelse på lovgivningen i Romerriget, så man sluttelig formulerede den sætning, at kejserens vilje har lovskraft, og at kejseren er hævet over loven. I 313, under kejser Konstantin den Store accepteredes kristendommen i Romerriget, og under Theodosius den Store (379-95) blev kristendommen enerådende statsreligion. Heraf fulgte, at kirken udvikledes på grundlag af den romerret, som kejseren udformede.

Det vestromerske Riges svækkelse og undergang i 476 belærte kirken om ulemperne ved tilknytningen til kejsermagt og verdslig øvrighed. For fremtiden skulle kejsere og konger være i kirken, ikke over kirken. Romerkirkens største kirkelærer Augustin bekræftede, at øvrighedens befalinger skulle adlydes. Hvis disse er i overensstemmelse med den nedarvede, lokale sædvaneret, opstår ingen problemer. Men det kan der gøre, hvis befalingerne er nye i den forstand, at de griber ind på et område, som loven ikke regulerede, og problemer kan ikke undgås, hvis øvrighedens befalinger er i strid med lovens bud eller med Guds bud og kirkens ret.

Annonce

 Den prægtigste udgave af „lovens overgivelse” på en dansk middelalderkirke findes over Slesvig Domkirkes sydindgang, Petersportalen. Også her giver Kristus Peter nøglen, mens Paulus får et langt skriftbånd med en indskrift, som er svær at læse, men som synes at befale, at en tyran skal fordrives fra verden. Lammet ved Kristi fod er normalt for dette motiv, det samme er tilstedeværelsen af en eller flere kirkestiftere. Her ses til venstre en konge med en model af en kirke med to tårne.

Den prægtigste udgave af „lovens overgivelse” på en dansk middelalderkirke findes over Slesvig Domkirkes sydindgang, Petersportalen. Også her giver Kristus Peter nøglen, mens Paulus får et langt skriftbånd med en indskrift, som er svær at læse, men som synes at befale, at en tyran skal fordrives fra verden. Lammet ved Kristi fod er normalt for dette motiv, det samme er tilstedeværelsen af en eller flere kirkestiftere. Her ses til venstre en konge med en model af en kirke med to tårne.

Set med kirkens øjne er sagen klar. Kongen er kirkens hjælper, dens fuldmægtig og forlængede arm. Hvad kongen påbyder i fredens og retfærdighedens navn skal adlydes. Kongen er da en retfærdig konge. Handler kongen i strid med den opgave, kirken tildeler ham, er han en uretfærdig konge, som ikke skal adlydes, og som kan bandlyses og udstødes af kirken. Mindre klar er sagen, hvis de befalinger, som kongen udsteder med kirkens godkendelse, strider imod landets nedarvede lov.

Udviklingen i kirkens forhold til den lokale ret i det vesteuropæiske område i perioden fra 700-tallet til 1000-tallet viser nogle karakteristiske træk. Først og fremmest det, at kirken gik varsomt frem. Hvis man gjorde god gammel ret til uret, ville man skabe forvirring og vække modstand; derfor lempede man sig frem. Indledningsvis har man kortlagt den gældende ret ved at nedskrive den. Udfra indholdet har man sondret imellem de gode regler, som kirken kunne anerkende, og onde regler, som i hvert fald på længere sigt skulle afskaffes og ændres. Det er klart, at disse bestræbelser i høj grad var afhængige af kejserens eller kongens magtposition og et godt forhold imellem kirken og den verdslige øvrighed.

 Ørnetæppet, et byzantinsk tæppe af silke, som Knud den Helliges jordiske rester blev svøbt i, da de i 1100 eller 1101 blev taget op af graven og nedlagt i et prægtigt, gyldent helgenskrin i Sankt Knuds Kirke. Hermed opnåede Erik Ejegod at styrke kongemagten for sig og sine, og kirken nåede et skridt nærmere til et selvstændigt ærkesæde. Men selv om apparatet omkring helgenkåringen var helt i orden, blev Sankt Knud ikke genstand for den forventede folkelige tilbedelse. Folket huskede ham som en hård konge, ikke som en helgen.

Ørnetæppet, et byzantinsk tæppe af silke, som Knud den Helliges jordiske rester blev svøbt i, da de i 1100 eller 1101 blev taget op af graven og nedlagt i et prægtigt, gyldent helgenskrin i Sankt Knuds Kirke. Hermed opnåede Erik Ejegod at styrke kongemagten for sig og sine, og kirken nåede et skridt nærmere til et selvstændigt ærkesæde. Men selv om apparatet omkring helgenkåringen var helt i orden, blev Sankt Knud ikke genstand for den forventede folkelige tilbedelse. Folket huskede ham som en hård konge, ikke som en helgen.

Den effektive kongemagt kunne med kirkens støtte kræve sine befalinger overholdt, selv om de var i strid med den gamle ret. Men netop effektiviteten var et problem for det omkring-rejsende konge- og kejserdømme.

Karl den Store, der i 800 af paven kronedes som romersk kejser, blev i de følgende århundreder kirkens ideal af en retfærdig fyrste og ophøjedes til helgen. Han værnede kirken, som i Frankerriget var svag og afhængig af ham; men han overskred ikke fuldmagtens grænser. Hans befalinger til håndhævelse af freden og retfærdigheden udstedtes i Guds navn. Og han havde politisk magt til begge dele.

Kejser Karls befalinger, som han gentog atter og atter, beskytter kirken, de faderløse, de værgeløse og husfreden. Til dem føjedes ofte en regel om pligt til at adlyde befaling om hærtog. Bag denne ligger tanken om den retfærdige krig imod de vantro, Guds og kirkens fjender. Disse standardbefalinger gav sig ikke ud for at være love, men alligevel blev de nedskrevet i fortsættelse af de egentlige lovtekster, som rummede den nedarvede ret.

 Af skelettets kranium i Knud den Helliges helgenskrin er kun issepartiet bevaret. Det er her tegnet af Magnus Petersen i forbindelse med en undersøgelse i 1874. I 1985 blev kalotten undersøgt af anatomer, som påviste et svært kraniebrud, en spalte i venstre tinding, som kan være tilføjet med et sværd. Det viste ikke tegn på heling, og kan derfor være det sår, som forvoldte kongens død.

Af skelettets kranium i Knud den Helliges helgenskrin er kun issepartiet bevaret. Det er her tegnet af Magnus Petersen i forbindelse med en undersøgelse i 1874. I 1985 blev kalotten undersøgt af anatomer, som påviste et svært kraniebrud, en spalte i venstre tinding, som kan være tilføjet med et sværd. Det viste ikke tegn på heling, og kan derfor være det sår, som forvoldte kongens død.

De følgende århundreders kejsere og konger kunne ikke leve op til kejser Karl den Stores forbillede. Deres befalinger kunne ikke stå alene, men blev afhængige af folkets samtykke. Dermed ændres fredshåndhævelsen. Fra at være befalinger, øvrigheden krævede adlydt, blev fredsreglerne noget, bisper og fyrster aftalte indbyrdes med virkning for deres egne undersåtter. På kirkens initiativ skabtes den såkaldte gudsfred i en periode, da et stort antal lensmænd og lokale fyrster i det frankiske og tyske rige styrkede deres magt på bekostning af den verdslige centralmagt.

Vi er hermed tilbage ved det store kirkemøde i Ingelheim i 948. Kirken dekreterer fred i faste, påske og pinse i overværelser af konger. I 1000-tallet indskærper kongerne fredsreglerne i deres respektive riger, som Knud den Store gjorde det i England, og som Knud den Hellige gjorde det i Danmark i det sidste år, før han blev dræbt i en kirke – hvilket var et groft brud på kirkefreden.

 Røntgenbilleder af skeletdele fra Knud den Helliges helgenskrin. Til venstre kraniekalotten med brud i venstre tinding. Til højre korsbenet også med brud fremkaldt ved et kraftigt stød, f.eks. med et spyd, som må have perforeret urinblære og tarme.

Røntgenbilleder af skeletdele fra Knud den Helliges helgenskrin. Til venstre kraniekalotten med brud i venstre tinding. Til højre korsbenet også med brud fremkaldt ved et kraftigt stød, f.eks. med et spyd, som må have perforeret urinblære og tarme.

Som det fremgår, er Knuds edikt om overholdelse af kirkens højtider og de retmæssige fastetider i tråd med udviklingen i Vesteuropa. Det samme er tiende- og skattekrav, krav på befordring og underhold af kongen og hans følge – som gavebrevet af 1085 jo forudsatte. Heller ikke kongens krav om eneret til skove og almindinger mangler forbilleder. I Flandern udvikledes en grevelig højhedsret over grevskabet, og efter 1066 gennemførte kongemagten i England konsekvent det synspunkt, at al jordbesiddelse er len, i sidste instans af kongen, der er ejer af hele riget. Følgen herafer, at jord, som ingen lovligt besidder, tilhører kronen. Den engelske udformning af lensretten kan meget vel ligge bag danske kongers krav om overejendomsret til riget, selv om lensretten i øvrigt passede til danske forhold som en hund i et spil kegler.

 Ifølge indskriften på denne søjle i Kristi Fødselskirke i Betlehem, et af kristenhedens helligste steder, forestiller dette „Sankt Knud, Danernes Konge”. Omkring 1150 blev kirken udsmykket med malerier af de navnkundigste helgener. Blandt dem den norske kong Olav (1015-28) og den danske Knud den Hellige, som er afbildet med helgenglorie og et korsprydet skjold. Med kirkens ophøjelse af disse konger til helgener anerkendtes deres riger som selvstændige politiske enheder.

Ifølge indskriften på denne søjle i Kristi Fødselskirke i Betlehem, et af kristenhedens helligste steder, forestiller dette „Sankt Knud, Danernes Konge”. Omkring 1150 blev kirken udsmykket med malerier af de navnkundigste helgener. Blandt dem den norske kong Olav (1015-28) og den danske Knud den Hellige, som er afbildet med helgenglorie og et korsprydet skjold. Med kirkens ophøjelse af disse konger til helgener anerkendtes deres riger som selvstændige politiske enheder.

Men når man i dansk historieskrivning har udnævnt Knud den Hellige til selvstændig lovgiver, er det ikke muligt at finde et eneste forbillede herfor i europæisk middelalder. At kong Knud skulle efterligne Moses eller de mest magtfuldkomne romerske kejsere lyder ikke sandsynligt. Knud har holdt sig inden for opskriften, fred og retfærdighed. Men freden gjorde han en bjørnetjeneste, og retfærdigheden måtte folket opfatte som den sorteste uret. Alligevel – eller derfor – kunne han bruges som helgen.

Hvad magter en kongemagt, som ikke har lovgivningsmagt? Den magter, hvad Knud forsøgte, hvis kongen i forståelse med kirken farer med lempe. Så meget lærte Knuds yngre broder Niels af eksemplet fra Sankt Albani Kirke i Odense. Med i købet må kongen så tage den karakteristik, der blev Niels til del: „En fredelig og ligefrem mand, aldeles ikke en hersker.”

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Øvrighed i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307101