Blodgildet i Roskilde 1157

„Da samledes Sven, Knud og Valdemar til møde efter gensidigt at have stillet gidsler og idet de på forstandige folks råd arbejdede for fred, tilstræbte de at standse striden i riget.” Således beretter Roskildekrøniken om det møde i 1157 i netop Roskilde, hvor det lollandske forlig skulle bekræftes. Ifølge det skulle hver af de tre råde frit over sin part af riget. Men ildevarslende hedder det, at det hele var et forræderisk forbund og en falsk fred.

Som indbyder til mødet stod Knud, kongen over Sjælland og Fyn. Hans medkonger Sven og Valdemar mødte begge, og den 9. august skulle et gilde besegle aftalerne. Det fik et skæbnesvangert forløb og huskes som blodgildet i Roskilde. Saxos beskrivelse er et af højdepunkterne i hans værk: „Da tusmørket faldt på, og der som sædvanligt blev bragt kerter ind, kom en af Svens krigsmænd ved navn Ditlev tilbage efter kort i forvejen at være gået bort fra gæstebudet, og nu stod han ganske tavs og spejdede efter lejlighed til at begå udåden. Da han havde stået således en liden stund uden at sige noget, som om han var falden i staver, bredte Knud sin kappe ud på gulvet og bød ham tage sæde på den ved siden af sig. Han takkede for den store ære, kongen viste ham, men gik ud og kom straks efter ind igen og betydede ved et næsten umærkeligt nik Sven, at han skulle komme hen til ham. Da Sven ikke så dette hemmelige vink, sagde Knud til ham, at Ditlev kaldte på ham. Sven rejste sig op og gik hen til ham, og Ditlev hviskede noget til ham, hvorpå alle Svens mænd stak hovederne sammen med dem, og gav deres ord med i laget, men således at ingen af dem, der sad længere borte, kunne høre, hvad de sagde. Nu var det, som om det gik op for Knud, at der var svig på færde …”

Saxos fortælling har flere træk fælles med den foregående om drabet på Knud Lavard: den troskyldige helt, som uden mistænksomhed går i fælden, trods alskens advarsler og tegn på svig. En tysk sanger søgte at advare Knud Lavard, men helten var ikke modtagelig for forblommede advarsler. Efter forstilt venlighed og falske kys blev han dræbt.

Også Valdemars troskyldighed er større end hans mistænksomhed. Han undrer sig over de mange væbnede mænd, Sven bragte med sig fra Skåne, og tror på en tynd forklaring. Under gildet gav en tysk sanger sig til at kvæde om Svens flugt og landflygtighed på en hånlig måde. Gæsterne bebrejder ham, men Sven beder ham fortsætte, da han med fornøjelse mindedes de overståede ulykker. Knud aner forræderiet, omfavner Valdemar og kysser ham, men vil ikke sige hvorfor. Derefter overfaldes de begge. Krigsfolkene gik med dragne sværd løs på Knud og Valdemar: „Valdemar sprang imidlertid hurtigt op fra sit sæde, viklede sin kappe om hånden og afbødede ikke blot med den de hug, der rettedes mod hans hoved, men gav også Ditlev, der styrtede voldsomt ned på ham, et sådant stød for brystet, at han styrtede til jorden. Valdemar faldt også selv og blev hårdt såret i låret, men han kom straks på benene igen, og uden at ænse sit sår brød han igennem de skarer, der stillede sig i vejen for ham, og løb ud ad døren; en, der på et mørkt sted kom imod ham og greb fat i kvasterne i hans bælte for at holde ham tilbage, sled han sig løs fra. Imidlertid slog nogle vinduerne op, for at mørket ikke skulle hindre dem i at fuldbyrde deres niddingsværk. Ditlev sprang op fra gulvet og kløvede hovedet på Knud, der ikke havde andet end hånden til at bøde for sig med.”

Knud udånder i armene på den sjællandske storbonde Asser Rigs søn, Absalon, som tror den døde er Valdemar, hans fostbroder. Denne er dog sluppet bort i ly af mørket.

Ser man bort fra Saxos digteriske broderinger, stemmer forløbet godt overens med, hvad den holstenske præst Helmold beretter i sin Slaverkrønike, som er nedskrevet inden 1163: Valdemar væltede lyset og slap med Vor Herres hjælp bort i mørket uden at få mere end et eneste sår.

Som tak for sin redning skænkede Valdemar siden landsbyen Vitskøl til oprettelse af et cistercienserkloster. I gavebrevet beretter Valdemar selv om blodgildet i Roskilde; hvorledes „nogle troløse mænd, som nød et festligt måltid og førte venlig tale med mig, pludselig med dragne sværd søgte at gennembore mig våbenløse mand, jeg som ikke befrygtede noget sådant”.

At det lykkedes Valdemar at overleve dette overfald og siden at undslippe til Jylland trods ihærdig forfølgning, er et sådant tilfældighedernes spil, at datiden kun kunne se resultatet som Guds indgriben til fordel for den Valdemar, der skulle få tilnavnet den Store.

Hans forfølger, kong Sven, fik tilnavnet Grathe efter den hede syd for Viborg, hvor det den 23. oktober 1157 kom til et afgørende slag imellem på den ene side Valdemar og de jyder, der nu flokkedes om ham, og på den anden side Sven og hans skånsk-sjællandske hær. Jyderne gik af med sejren; Sven måtte flygte, men blev genkendt af nogle bønder, som dræbte ham. Valdemar 1. var nu eneste overlevende konge. Efter drabet på Knud Magnussen i Roskilde var kongeslægtens Niels-linie sat ud af spillet, eftersom Knuds sønner var mindreårige børn. Valdemar sikrede sig støtte fra Knuds tilhængere ved i 1157 at ægte hans halvsøster Sophie. Striden om tronfølgen imellem Niels' og Erik Ejegods grene af kongeslægten, der havde varet siden 1134, var slut.

Hvorledes måtte hele dette forløb tage sig ud i Frederik Barbarossas øjne? Som lensherre havde han og rigsdagen i Merseburg i 1152 tilkendt Sven Grathe kongeriget. I strid hermed havde Knud og Valdemar ladet sig kongehylde i Viborg i 1154.

Året efter kom det til et sensationelt brud imellem kejser og pave. Frederik Barbarossa faldt ud af rollen som pavens undersåt og retfærdig fyrste. Årsagen til dette brud var, at nogle tyskere tog en ærkebiskop til fange, som var på rejse fra Rom igennem Burgund. Han var på vej til Lund og hans navn var Eskil.

Baggrunden for Eskils rejse var følgende: før sit valg til pave havde Hadrian 4. som kardinal og under sit engelske fødenavn Nicolaus Breakspeare været i Norden som pavelig udsending. Han besøgte Eskil i Lund, og de to synes at være blevet venner. Da Eskil hørte om Hadrians valg til pave, drog han den lange vej til Rom for at gratulere. Det var på vejen hjem herfra, han i 1156 faldt i tysk fangenskab. Om kejseren stod bag, og hvorfor, ved vi ikke. At kejseren ønskede Lundesædet underlagt Hamburg-Bremen og derfor betragtede Eskil som en fjende af kejserriget, er en oplagt mulighed. Nu forlangte paven Eskil løsladt, men kejseren hjalp ham ikke. Dette betragtede Hadrian som et angreb på pavemagten. Bruddet var en kendsgerning.

Pave Hadrian 4. forfulgte dette overgreb og sendte to betroede legater til Burgund, hvor kejseren i september 1157 holdt rigsdag i Besançon. I overværelse af en stor forsamling af fyrster oplæstes pavens brev til kejseren. Det indeholdt en skarp kritik af behandlingen af ærkebiskop Eskil. Kejseren havde herved fornærmet den pavemagt, som havde kejserkronet ham og tildelt ham verdslig øvrighed som paveligt beneficium, et ømfindtligt ord, som kan betyde både „gunst” og „forlening”. Alle i forsamlingen forstod det på den sidstnævnte måde: paven betragtede kejseren som sin lensmand og undersåt. De forsamlede fyrster blev rasende over, hvad man betragtede som en uhørt provokation. Pavens udsendinge havde risikeret deres liv, hvis ikke kejseren havde lagt sig imellem.

På den fjerne danske scene var Knud Magnussen blevet dræbt i Roskilde måneden før denne rigsdag, og måneden efter dræbtes kejserens danske lensmand Sven Grathe. Ærkebiskop Eskil blev herefter løsladt af sit tyske fangenskab. Da Eskil havde været Svens modstander, kan dennes død være en forklaring. En anden forklaring, eller begge tilsammen, kan være pavens reaktion på kejserens behandling af Eskil.

Det følgende år, 1158, var kejseren fuldt optaget af at styrke kejserriget i Norditalien. Imens udbyggede sakserhertugen Henrik Løve sin magt i Nordtyskland. Og i Danmark var Valdemar 1. foreløbig ubestridt enekonge.

Men sikker i sadlen kunne kong Valdemar ikke være. Som Lothar 3. i sin tid havde krævet hævn for drabet på sin danske lensmand Knud Lavard, således risikerede Valdemar, at Frederik Barbarossa krævede ham til regnskab for tabet af sin lensmand Sven Grathe.