Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kongen, kirken og kejseren

Oprindelig forfatter Redaktionen

Før indgangen til Getsemane Have skærtorsdag aften sagde disciplene til Jesus: „Herre! Se her er to sværd.” Men han svarede dem „Det er nok” (Lukas 22, 38).

Middelalderen igennem blev disse ord tillagt en overvældende betydning. Pave Gelasius (492-495) udformede en teori, hvorefter de to sværd symboliserede den magt, Kristus overdrog sin kirke, henholdsvis den åndelige og den verdslige øvrighedsmagt. Kirken råder over begge sværd og betror det ene til den verdslige øvrighed. Dette betroelses- eller fuldmagtsforhold markerer kirkens højhed over verdslig øvrighed, som dermed ikke direkte, men indirekte og afledt, stammer fra Gud. Kirken står nemlig Gud til ansvar også for udøvelsen af verdslig øvrighed, derfor er der tale om et over- og underordnelsesforhold.

På denne baggrund må man forstå pavens holdning til verdslig øvrighed uden for kejserriget, til kongerne i Frankrig, England, Danmark osv. Derfor ønskede pave Gregor 7., at Sven Estridsen skulle overgive sig og sit rige i pavemagtens varetægt og støtte sig til dens myndighed, og derfor fik andre konger lignende henvendelser om at anerkende paven som lensherre. Med pavens ord: disse ønsker udspringer af behovet for støtte „med hensyn til krigsfolk og det verdslige sværd mod ugudelige mennesker og Guds fjender”.

Annonce

Med striden om retten til at udnævne bisper (investiturstriden) imellem kejser og pave var samarbejdet forbi. I et andet brev fra pave Gregor til kong Sven hedder det, at „de romerske bispers [dvs. pavernes] lov har gjort sig mere gældende i landene end kejsernes; deres ord er udgået til jorderigets ende, og hvor kejseren befalede, dér befalede også Kristus. Men nu er kongerne og jordens herrer blevet til foragtere af kirkens lov, skønt de snarere skulle have værnet om retfærdigheden og forsvaret den …” Men da paven ved, at Sven Estridsen og hans standhaftige folk viser kirken den skyldige ærbødighed, forsikrer han om sin beskyttelse for kongen og riget.

 På et i 1985 afdækket romansk kalkmaleri i Mårslet Kirke syd for Århus ses Kristus og to disciple med sværd ved indgangen til Getsemane Have. I middelalderen blev de to sværd symbolet på åndelig og verdslig magt.

På et i 1985 afdækket romansk kalkmaleri i Mårslet Kirke syd for Århus ses Kristus og to disciple med sværd ved indgangen til Getsemane Have. I middelalderen blev de to sværd symbolet på åndelig og verdslig magt.

 Skitse af kalkmaleri i Mårslet Kirke syd for Århus.

Skitse af kalkmaleri i Mårslet Kirke syd for Århus.

I brevet markeres forskellen imellem pavernes og kejsernes lov, en forskel, som investiturstriden forøgede; eller med andre ord: splittelsen imellem kirken og kejseren fik begge parter til at forstå betydningen af lov og ret som styringsmiddel og redskab for magtudøvelse.

At sværdteorien for paven var et effektivt våben under investiturstriden er oplagt. På grundlag af teorien skærpede Gregor 7. kirkens standpunkt: at adlyde Gud er at adlyde kirken, og det betyder igen at adlyde paven. Denne skærpede holdning fik også virkninger i kongerigerne. I England forfægtede ærkebiskoppen af Canterbury, Anselm, pavens standpunkt over for kong Vilhelm 2., en strid, der endte med Anselms flugt og eksil i Rom. I Frankrig fremstod Bernhard af Clairvaux som pavens fortaler. Han blev 1115 abbed for det nygrundlagte kloster Clairvaux, som under hans ledelse blev et kirkeligt kraftcenter med 68 klosteraflæggere af cistercienserordenen, som også skulle få stor betydning i Danmark. Her styrkedes kirken ved oprettelsen af ærkebispesædet i Lund i 1103, både i forhold til kongedømmet og til kejserriget. Ærkebisperne i Lund svigtede ikke kirkens sag, når det kom til et reelt valg imellem den fælles kirke og den danske kongemagt.

Men sværdteorien forudsætter pavemagtens enhed. Et skisma i form af splittelse inden for kirkesamfundet eller i form af en pave og en modpave, som de fandtes fra 1130 til 1137, rokker ved sværdteorien og baner vejen for den udlægning, at det verdslige sværd stammer direkte fra Gud og ikke betros verdslig øvrighed via pavemagten.

Af Gregor 7. s brev til Sven Estridsen fremgik, at kejserens befalinger blev adlydt frem for kirkens lov, som visse konger foragtede. Da kirkens lov bygger på Guds lov, var det foragt for Gud, for det står skrevet, at man skal adlyde Gud mere end mennesker. Gregors mål var en kirke, som var uafhængig af verdslig øvrighed, en kirke med en stående hær af munke og nonner, og med et præsteskab, der helst skulle være underkastet klostertugten og i hvert fald skulle forsage ægteskabet. Men bag Gregors ord om forholdet imellem kejserens befalinger og kirkens lov ligger en erkendelse af, at den sidste ikke var et effektivt redskab i den stående strid.

Kirkeretten eller den kanoniske ret (kanon er græsk og betyder regel) havde i den katolske kirke udviklet sig til et uoverskueligt virvar af bestemmelser, der var stykket sammen af vedtagelser, dekreter og afgørelser truffet igennem århundreder af kirkelige organer med paven i spidsen. Tidligt begyndte man forskellige steder at udfærdige samlinger af kirkeretligt indhold, men de var i reglen af lokalt tilsnit og derfor ufuldstændige og indbyrdes forskellige – nu og da indbyrdes modstridende, hvad intet retssystem kan bære.

Investiturstriden åbnede mange gejstliges øjne for kirkerettens svagheder. En af dem, magister Gratian, der var munk i Bologna, udarbejdede omkring 1140 en oversigt over „samstemmende og modstridende kanoniske retsregler”, en titel der illustrerer kirkerettens kaotiske tilstand.

 I Sattrup Kirke i Sydslesvig ses på en granitkvader en væbnet rytter i fuld galop. Billedet er fra begyndelsen af 1100-tallet, da kendskab til rytterhære Lidbredtes fra Frankrig og Det tyske Rige til Skandinavien. Den hjelmklædte rytter har sværd, skjold og en lang lanse – et farligt offensivt våben, når rytteren, som denne, bruger stigbøjler.

I Sattrup Kirke i Sydslesvig ses på en granitkvader en væbnet rytter i fuld galop. Billedet er fra begyndelsen af 1100-tallet, da kendskab til rytterhære Lidbredtes fra Frankrig og Det tyske Rige til Skandinavien. Den hjelmklædte rytter har sværd, skjold og en lang lanse – et farligt offensivt våben, når rytteren, som denne, bruger stigbøjler.

Gratian samlede og systematiserede den kanoniske ret, han harmoniserede hele materialet under nøje hensyntagen til reglernes praktiske anvendelighed. Resultatet, som er kaldt „Gratians dekret”, falder i tre dele, hvoraf den første omhandler kirkens retsregler og embeder, den anden kirkens domsmagt og den tredje reglerne om de kirkelige handlinger. „Dekretet” var en munks private arbejde, men det vandt snart almindelig anerkendelse som den autentiske og autoritative samling af kirkens retsregler. Gratian skabte ikke ret, men sammenskrev allerede gældende ret på en måde, som dannede skole i middelalderens retsvidenskab. Som kirkeretten var fælles og overnational, således blev retsvidenskaben det samme.

For forholdet imellem gejstlig og verdslig øvrighed blev Gratians dekret af afgørende betydning. Kirkens krav om domsmagt i kirkelige sager forudsætter et regelsæt, som både er overskueligt og uden indbyrdes modsætninger. Gratians dekret levede op til begge disse krav. Som sværdteorien prioriterer gejstlig øvrighed over den verdslige, således kræver Guds og kirkens lov forrang frem for lokal og verdslig ret.

Dekretets betydning for danske gejstlige i middelalderen fremgår af mange testamenter, hvor dekrethåndskrifter rangerer blandt klenodier. Adskillige sætninger i fortalen til Jydske Lov er hentet fra Gratians dekret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kongen, kirken og kejseren i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307111