Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Leding og hird

Oprindelig forfatter OFen

Et tydeligt militært formål har i hvert fald ledingen, som er pligten til at bidrage til rigets forsvar til søs. Det danske ledingsvæsen menes at være lige så gammelt som riget selv, hvilket jo bekræfter den nære sammenhæng imellem forsvar imod ydre fjender og en rigsomfattende organisation i kongemagtens regi. Med ledingen blev det muligt at mobilisere de våbenføre mænd, landene efter planen skulle stille, og at transportere dem ad søvejen til det sted, kongen befalede. At herredet i hvert fald fik betydning for ledingsvæsenet, fremgår af den omstændighed, at herredernes grænser gennemgående blev trukket således, at de alle havde adgang til havet eller til sejlbare vandløb.

Ledingen blev et vigtigt grundlag for kongens magtposition i samfundet. Dens eksistens er dokumenteret i et kongeligt gavebrev fra 1085; men organisationen må have fungeret længe før. Ikke nødvendigvis permanent, men hver gang det lykkedes en dansk konge at samle et rige af en eller anden størrelse, har betingelsen herfor været kontrollen over ledingen og dens udbud.

 Isøre er navnet på tangen vest for Isefjordens udmunding i Kattegat. Stedet er en godt beskyttet naturlig havn, som lå centralt placeret i forhold til landene i middelalderens Danmark. Derfor blev Isøre benyttet som samlingssted for landenes stormænd, således også et par gange forud for hyldning af konger. Også ledingsflåden brugte nu og da Isøre som mødested før tog imod venderne.

Isøre er navnet på tangen vest for Isefjordens udmunding i Kattegat. Stedet er en godt beskyttet naturlig havn, som lå centralt placeret i forhold til landene i middelalderens Danmark. Derfor blev Isøre benyttet som samlingssted for landenes stormænd, således også et par gange forud for hyldning af konger. Også ledingsflåden brugte nu og da Isøre som mødested før tog imod venderne.

Sven Estridsen må have haft kommandoen over ledingsflåden – eller rettere, han har opnået den ved kongehyldningen i de respektive lande. Når landstingets høvdinger anerkendte kongen, har de forpligtet sig til at håndhæve ledingspligten i de underafdelinger af herredet, kaldet „skiben” og „havne”, som i fællesskab skulle udruste, proviantere og bemande ledingsskibene. Hvis hvert herred blot skulle stille ét skib, var flåden på knap 200 skibe, for så mange herreder var der.

Annonce

For en dansk kongemagt, der i fordums tid normalt kun havde støtte af en hird, som lønnedes af afkast af kongeslægtens egne jordegodser, og af byttet fra heldige krigstog, betød ledingsorganisationen en oplagt mulighed for effektiv rigssamling og rigsstyre. At vikingetiden bød på indsigt i andre rigers mere avancerede forvaltning, er allerede nævnt. Er ledingsorganisationen effektiv, og er kongemagten repræsenteret lokalt og decentralt, f.eks. ved en hirdmand eller en jarl på en kongsgård, kan apparat og inddeling bruges til andre former for kongelig politik. Omfattede denne politik begunstigelse af kirken, sikring af freden og håndhævelse af retfærdigheden, ville kirkens støtte styrke kongemagten yderligere. Men hermed er ikke sagt, at det danske rige nu var en given størrelse: udefra truede den norske konge; og forholdet til den tyske konge- eller kejsermagt og dennes forhold dels til de hamburgske ærkebisper, dels til pavestolen, udstak langtfra nogen entydig politisk kurs for en dansk kongemagt. Også indefra kunne riget trues, trods et tilsyneladende etableret ledingsvæsen; de danske landes selvstændighed flyttede som nissen med ind i krigshærens organisation. Hæren var, trods alle andre inddelinger, stadig opdelt efter landene; og de havde deres egne høvdinger. Med dem kunne en konge forhandle, men ikke uden videre kommandere.

 På et kalkmaleri fra ca. 1200 i Vellev Kirke ved Randers giver kong Herodes ordre til barnemordet i Betlehem. Således har en dansk konge og hans hirdmand sandsynligvis set ud i 1100-1200-tallet. Her efter akvarel af Eigil Rothe i Nationalmuseet.

På et kalkmaleri fra ca. 1200 i Vellev Kirke ved Randers giver kong Herodes ordre til barnemordet i Betlehem. Således har en dansk konge og hans hirdmand sandsynligvis set ud i 1100-1200-tallet. Her efter akvarel af Eigil Rothe i Nationalmuseet.

Forud for landstingenes valg af konge er utvivlsomt gået forhandlinger imellem landenes høvdinger for at enes om valg af samme konge. Historieskriveren Sven Aggesen, der i slutningen af 1100-tallet bl.a. skrev de danske kongers historie, beretter om den skik, at alle danerne strømmede til Isøre ved indsejlingen til Isefjorden „for at sætte deres konger på tronen”. Bag dette ligger nok høvdingernes indbyrdes forhandlinger. Herefter fulgte landstingenes bekræftelse af kongevalget, som historikerne med et ord, der kan misforstås, kalder „kongehyldning”. Bruges dette ord om kongevalg i middelalderen, må man ikke blot være opmærksom på ordets oprindelse af „huld”, som betyder troskab, men også på, at ordet dækker en gensidighed i forholdet konge – landsting. At hylde betød ikke blot, at folket forpligter sig til troskab imod kongen, men også at kongen „hyldede folket til sig”, dvs. gjorde folket velsindet imod sig. Dermed bliver hyldningen en gensidig forpligtelse på linie med alle andre eksempler på troskabsed i middelalderen. Troskaben er betinget af, at kongen holder landets love og sit eget kongeløfte. Ellers kan troskaben opsiges.

 Et spant fundet i 1983 under udgravning af en havneplads fra tidlig middelalder ved Fribrødre Å på Falster. Siden 1981 har man hér udgravet så mange mere eller mindre ødelagte og udslidte dele fra mange forskellige skibe, at der ikke kan være tvivl om, at man har bygget og repareret skibe på stedet. De fleste af disse er bygget efter nordisk tradition, men andre viser slaviske træk, hvad fund af lerkarskår også gør. Ved sejlbare åer andre steder rundt om i Danmark er der gjort lignende fund, om end i mindre omfang. De er utvivlsomt spor af de vinterhavne, der har været ledingsflådens nødvendige forudsætning, og de har kun krævet enkle anlæg ud over skibsbyggernes redskaber og håndelag.

Et spant fundet i 1983 under udgravning af en havneplads fra tidlig middelalder ved Fribrødre Å på Falster. Siden 1981 har man hér udgravet så mange mere eller mindre ødelagte og udslidte dele fra mange forskellige skibe, at der ikke kan være tvivl om, at man har bygget og repareret skibe på stedet. De fleste af disse er bygget efter nordisk tradition, men andre viser slaviske træk, hvad fund af lerkarskår også gør. Ved sejlbare åer andre steder rundt om i Danmark er der gjort lignende fund, om end i mindre omfang. De er utvivlsomt spor af de vinterhavne, der har været ledingsflådens nødvendige forudsætning, og de har kun krævet enkle anlæg ud over skibsbyggernes redskaber og håndelag.

Samme gensidighed fandtes i forholdet imellem kongen og hans hirdmænd. Ved sin ansættelse lover hirdmanden kongen troskab og får til gengæld sit underhold og løn i penge eller naturalier. Forholdet var frit opsigeligt fra begge sider. Enhver fri mand, uanset stand og afstamning, kunne optages i hirden. Alligevel har flertallet af hirdmænd sikkert tilhørt høvdingeslægter; men langtfra alle har været danske. Blandt de 17 hirdmænd, der i 1086 dræbtes i Odense Sankt Albani Kirke sammen med Knud den Hellige var mindst fire tyskere og et par fra Flandern. Man anslår, at Knuds hird var på et halvt-hundrede mand; under alle omstændigheder en ringe brøkdel af ledingsopbudet. Under kong Niels (1104-1134) reduceredes den samlede hird betydeligt; ifølge Saxo til seks-syv skjolde. Bag dette ligger ændrede funktioner: flokken af hærmænd blev spredt ud over landene som kongens lokale ombudsmænd. Denne udvikling afspejles i hirdens vedtægter, som blev nedskrevet i 1180'erne.

Det har til sidste generation af historieskrivere været god latin at fastslå, at Danmark i den periode, der begynder med midten af tusindtallet omdannes fra et primitivt germansk bondesamfund til en „middelalderstat”, der var opbygget på det „frie” bondesamfund, kongemagten og kirken. I denne stat dukkede de karakteristiske stridigheder op imellem verdslig og gejstlig magt; men tendensen gik tydeligt i retning af en kongelig „enevælde”, som fik sin legitime myndighed fra kirken.

Formelt indførtes enevælden i Danmark i januar 1661. Om den reelt blev indført før, er et af de emner, der behandles i det følgende.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Leding og hird i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307083