Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kirke og konge

Oprindelig forfatter OFen

En markant materiel fremgang i hele det vesteuropæiske omrade er fra midten af tusindtallet baggrunden for den kulturelle og politiske udvikling. Øget befolkningstal, bedre dyrkningsmetoder, større landbrugsareal, byernes opkomst og vækst, intensiveret handel og udvidet pengeøkonomi er i vekslende grad årsager til og følger af fremgangen. Fra at være splittet og truet blev Vesteuropa et styrket og selvstændigt kulturområde. Politisk styrkedes rigerne som enheder på bekostning af det lokale aristokratis magt og rettigheder. Efter Frankerrigets opløsning i 800-tallets sidste halvdel var freden forbi og med den også den retfærdighed, som Karl den Store havde håndhævet. Stormændene kørte deres eget løb, og fejden var deres middel til at holde på magten. Resultatet nærmede sig alles kamp imod alle. Følgen blev en svækkelse af rigerne – en situation, som vikingerne drog fordel af.

I mangel af bistand fra konger og lensmænd måtte kirken på egen hånd søge at sikre et minimum af den fred, som ifølge Bibelen og den kristne lære er den uomgængelige betingelse for al jordisk ret og retfærdighed.

Romansk ligsten af granit, indmuret i Vejlby Kirke nord for Århus. Foruden det store kors er der forneden en dyrefigur, foroven tv. månen og th. solen. I den romanske kirkekunst er sol og måne næsten fast tilbehør til fremstillingen af Kristi død på korset. Med solen som livets, månen som dødens symbol findes sol-måne motivet på adskillige romanske gravsten.

Romansk ligsten af granit, indmuret i Vejlby Kirke nord for Århus. Foruden det store kors er der forneden en dyrefigur, foroven tv. månen og th. solen. I den romanske kirkekunst er sol og måne næsten fast tilbehør til fremstillingen af Kristi død på korset. Med solen som livets, månen som dødens symbol findes sol-måne motivet på adskillige romanske gravsten.

Men fred på jorden blev aldrig middelalderens virkelighed i Europa. Fred var undtagelsen i samfund, hvor hævn i form af vold og drab er retshåndhævelse. På denne baggrund påtager kirken sig den opgave at udbygge freden stykkevis og trin for trin fred for kirkens personer, for Gudshuset og kirkegården, på helligdage og i helg, helligperioderne i forbindelse med kirkens højtider – samt fred for de personer, som i bogstavelig forstand var værgeløse, som ingen påtog sig at værge, og som ikke kunne eller måtte værge sig selv: enker, faderløse, pilgrimme, dvs. alle, der var berøvet den tryghed, som fællesskabet i familie, slægt og bygd betød. Derfor var begrebet „privat” middelalderen inderligt fremmed og almindeligt frygtet. „Privatus” betyder at være berøvet noget, og det værste, mennesket kunne berøves, næst livet, var fællesskabets gode.

Annonce

Kirken skabte begrebet „gudsfred”, første gang i det frankiske rige. Den er karakteriseret ved, at våbenstilstand råder og fejderetten begrænses. Kirken dekreterede gudsfred, ukrænkelighed for sig selv, for de fattige og svage, herunder bønder og kvinder. Gudsfreden udbredtes i tusindtallet fra stift til stift, og krænkelse af den, fredsbrud, fordømtes som kætteri, der medførte udstødelse af kirken.

Men kirken ville ikke stå alene med fredsbudskabet og kravet om dets efterlevelse. Kirken krævede, at de, som sad inde med verdslig magt, ikke blot selv respekterede gudsfreden, men også håndhævede den over for deres undergivne på godser, i len og i riger. Verdslige fyrster gengældte fredsbrud med verdslige straffe. Fredshåndhævelsen bliver hermed i kirkens øjne den verdslige øvrigheds fornemste opgave, ja eksistensberettigelse. I fællesskab udformer kirke og konger fredsreglerne og foreskriver følgerne af fredsbrud. Vedtagelsen af sådanne regler på kirke- og rigsmøder er middelalderens første skridt på vejen til det, en sen eftertid kalder „lovgivning”. F.eks. i angelsaksiske, gejstlig-verdslige vedtagelser fra kongerne Æthelred 2.s og Knud den Stores tid findes klare bestemmelser om hellige tider og deres virkninger. På kontinentet sker der i tusindtallet en styrkelse af freden, som må medregnes såvel blandt årsager som virkninger, når århundredets fremgang skal beskrives.

I Bibelen hedder det i Salmernes Bog (85,11): „Troskab og sandhed mødes, retfærdighed og fred kysser hinanden.” Det udlægger kirkefaderen Augustin (354-430) således: „Øv retfærdighed og du får fred, så retfærd og fred vil kysse hinanden. Hvis du ikke elsker retfærdighed, får du ikke fred. De to elsker hinanden og kysser hinanden, så den, der over retfærdighed, også vil finde den fred, som kysser den.”

I sit hovedværk „Om Gudsriget” betoner Augustin, at sikring af freden er den allervigtigste opgave for al jordisk øvrighed: „Hvor der ikke findes sand retfærdighed, findes heller ikke ret … Uden retfærdighed intet samfund. Retfærdighed er den dyd at yde enhver sit.” I disse sætninger kombinerer Augustin Bibelens og romerrettens retfærdighedsbegreber; hans værk blev et autoritativt skrift med meget stor udbredelse. Begrebsparret „fred og retfærdighed” (pax & justitia) blev middelalderens etikette på indholdet af den opgave, kirken overdrog den verdslige øvrighed i et europæisk samfund, der i øvrigt havde meget lidt tilfælles med Augustins verden. Både gudsfreden og landefreden blev indeholdt i pligten til at håndhæve fred og retfærdighed. Sad fyrsten denne pligt overhørig, mistede han sin ret til at regere.

Det nedarvede retssystem byggede på den forurettedes gengældelse ved hævn og fejde, dvs. ved fredsbrud. Problemet for kristne kejsere og konger lå i, at hævn ikke kunne forbydes, før øvrigheden var så udbygget overalt i riget, at den kunne sætte sin egen magt i stedet. For uden magten forsvinder retfærdigheden – og med den freden.

Tympanon fra Anst Kirke imellem Kolding og Ribe, 1150-75. Det halvcirkelformede portalfelt over romanske kirkers døråbning kaldes tympanon. Den dannes af en enkelt sten og smykkes, især i Jylland, ofte med relieffer, som her på sydportalen, hvor Kristus troner imellem apostlene Peter, med himmeriges nøgle og Bibelen, og Paulus, også med bibel i hånd.

Tympanon fra Anst Kirke imellem Kolding og Ribe, 1150-75. Det halvcirkelformede portalfelt over romanske kirkers døråbning kaldes tympanon. Den dannes af en enkelt sten og smykkes, især i Jylland, ofte med relieffer, som her på sydportalen, hvor Kristus troner imellem apostlene Peter, med himmeriges nøgle og Bibelen, og Paulus, også med bibel i hånd.

Forholdet imellem kirkelig og verdslig øvrighed kan på denne baggrund sammenlignes med et fuldmagtsforhold, hvor ingen kan betvivle fuldmagtsgiverens højhed over fuldmægtigen. Billedligt benyttede man sig af forskellige symboler på dette: Kirken var solen, riget af denne verden var månen; kirken himlen, riget jorden; kirken sjælen, riget kroppen osv. F.eks. brugte pave Gregor 7. (1073-85) i et brev til Vilhelm Erobreren sol-måne-billedet som et bevis for pavens højhed over kongemagten. Ingen er over solen. Men med dobbeltheden sol-måne osv. markeredes såvel eksistensen af begge magter som behovet for et samarbejde til gavn for menneskehedens frelse.

Men netop under Gregor 7. forstyrredes rollefordelingen. Den sædvane, at den tyske konge besatte bispeembederne (investitur) var for pavemagten et utåleligt overgreb, som blev forbudt under trussel om bandlysning. Kongen, Henrik 4., reagerede ved at anfægte lovligheden af Gregors eget valg til pave. Pavens svar var bandlysning af Henrik. Resultatet blev den såkaldte investiturstrid, en konfrontation imellem kirken og den tyske kongemagt, som svækkede den sidstnævnte afgørende.

Hvilken betydning har den europæiske strid imellem kirke og kongemagt for udviklingen i Danmark? Det er atter Adam af Bremen, der kan hjælpe med at svare på det. Herom skriver han samtidshistorie bl.a. på grundlag af samtaler om nordiske forhold med Sven Estridsen, der i værkets begyndelse beskrives som nulevende, men som siden omtales i fortid, altså efter 1076. En anden af Adams hovedpersoner er ærkebiskop Adalbert, der døde 1072. I fremstillingen repræsenterer de to verdslig og gejstlig øvrighed, og Adams synsvinkel er naturligvis det hamburgske ærkebispedømmes. Ærkebispen står som kirkens øverste lokale embedsmand over de barbariske konger; men der er ingen principiel modsætning imellem gejstlig og verdslig magt. Det fælles mål er Gudsrigets fremme, udadtil ved udbredelse af kristendommen i missionsmarken blandt hedenske folk; indadtil ved håndhævelse af freden og retfærdigheden, som her ikke truedes af hedninger, men af manglende sammenhold imellem lande, bygder og godsrige slægter, som nok kunne godtage den nye og heldbringende tro, men som ikke dermed uden videre lod sig regere af en konge, som i fredens navn mente at kunne forbyde dem at udøve deres lovlige ret til fejde.

I denne situation har konge og kirke brug for hinandens støtte. Kirken kalder kongens magtanvendelse for lovlig, fordi han håndhæver fred og retfærdighed og beskytter kirken, gejstligheden og de værgeløse. Svigter han denne opgave, vil kirken støtte en anden, som bedre kan klare opgaven. Derfor må kirken foretrække et valgkongedømme frem for et arvekongedømme. Også de danske landes stormænd måtte være imod kongeembedets arvelighed, som ville fjerne deres indflydelse på kongevalg og kongehyldning.

Midt i disse problemer stod man, da den barnløse Hardeknud døde i 1042. Han var den sidste af Jelling-kongeslægtens mandslinie. Sven, der jo var søn af Knud den Stores halvsøster Estrid og hendes ægtefælle Ulf Jarl, krævede den danske trone som arving i kvindelinien. Uden at vi ved hvorfor, fungerede den norske konge Magnus den Gode ikke desto mindre også som dansk konge lige til sin død i 1047. Sven har dog i mellemtiden fastholdt sit krav, som han skal have fået bekræftet på landstinget i Viborg. I denne kongehyldning kombineres arve-og valgkongedømme; begyndelsen til den sædvane at vælge en tronarving til konge. Efter Magnus' død må Sven have vundet anerkendelse i resten af det danske rige; men det hindrede ikke, at Magnus' farbroder Harald Hårderåde igennem mange år ved krigstog forsøgte at hævde sin arveret til den danske trone. Flere kilder kalder Sven en stadig taber i disse kampe; men imod det taler den omstændighed, at Sven i det lange løb formåede at bekræfte såvel sin kongemagt som rigsenheden.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Fenger: Kirke og konge i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=307081