Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kan vi forstå fortiden

Oprindelig forfatter JJe

En anden nyorientering, der også vil sætte sig spor i dette værk, vedrører selve forståelsen af fortidens tankegang og handlesæt. I de seneste år har adskillige forskere givet udtryk for alvorlig tvivl om vore muligheder for at tilegne os fortidens tankegang på grundlag af de bevarede skriftlige kilder, der jo er historikerens vigtigste arbejdsredskab. Vore forfædres sprogbrug kender vi, og med sprogfolkenes hjælp kan vi også tolke de ord, der ikke mere lever i det sprog, vi selv taler.

Men kan vi være sikre på, at vi fuldt ud forstår, hvad fortidens mennesker lagde i disse ord og begreber? Næppe altid. Når man f.eks. ser, hvor forskelligt begrebet 'frihed' opfattes rundt om i verden i dag, kan man komme i tvivl om, hvad det var for en slags frihed, biskop Thomas af Strängnäs havde i tankerne, da han for 500 år siden skrev Frihed er det bedste guld. Den frihed, som bispen hyldede så varmt, ville vi måske snarere kalde 'retssikkerhed'. Hvor svært det end er, vil vor tids historiker i langt højere grad end sine forgængere lægge vægt på at anskue fortidens mennesker ud fra deres egne forudsætninger og søge at forstå deres tankegang og dermed også de værdinormer, der bestemte deres handlinger.

Historikeren har to forpligtelser. Den første er at erkende den historiske virkelighed, dvs. – sagt med jævne ord – at finde ud af hvordan det var og hvad der skete. Det kan være vanskeligt, fordi de kilder, der står til hans rådighed, ofte er utilstrækkelige, upålidelige eller misvisende. Gennem sin uddannelse er historikeren imidlertid udrustet med en videnskabelig metode, den historiske kildekritik, der har lært ham at prøve kilderne mod hinanden og at betragte ethvert vidnesbyrd fra fortiden med årvågen kritik. Konklusionerne af sådanne undersøgelser vil selvsagt kunne anfægtes, men den videnskabelige analyse giver i det mindste historikeren en mulighed for at nærme sig den historiske virkelighed.

Annonce

Langt vanskeligere at håndtere er historikerens anden forpligtelse: at udrede de historiske sammenhænge. Det er ikke nok, at han beretter, hvad der er sket i fortiden. Han må også forklare, hvorfor det var, som det var, og gik som det gjorde. Ved besvarelsen af disse spørgsmål betjente tidligere tiders historikere sig hovedsageligt af deres intuition, den sunde fornuft om man vil. Nutidens historikere vil nok være mere tilbøjelige til at påpege lovmæssigheder i den historiske udvikling, og de vil – måske ofte i lidt for høj grad – lade sig lede af de moderne politiske og økonomiske videnskabers problemformuleringer og resultater. I sidste instans er det imidlertid også for deres vedkommende intuitionen, der er udslaggivende, når spørgsmålet hvorfor? skal besvares.

Selv om historikeren skriver sit værk på grundlag af den historiske viden og indsigt, han har erhvervet sig, vil det dog tillige være et produkt af hans personlige holdninger, videnskabssyn og fordomme, der igen har nøje sammenhæng med den tid, han lever i, og det miljø han færdes i. Ældre historikere moraliserede gerne, når de fremlagde deres tolkninger for læserne. Den slags er ikke god tone i seriøs historieskrivning i dag. Man forklarer, men revser hverken fortiden eller samtiden. Det giver fremstillingen et objektivt skær, som imidlertid er en fiktion. Al historieskrivning rummer et budskab til læseren eller i det mindste en tendens, om end ofte ubevidst fra forfatterens hånd og på det nærmeste usynligt for den samtidige læser. At skrive 'objektiv' Danmarkshistorie er ikke muligt og vil aldrig blive det.

Man taler ofte om Historiens dom. Udtrykket er ikke heldigt, for historikeren må som oftest arbejde med mangelfulde og ufuldstændige præmisser, der ikke ville slå til i en retssal. Vil man bruge udtrykket, må man i det mindste gøre sig klart, at Historien ikke er en højesteret, der afsiger endelige og uomstødelige kendelser. Historiens dom kan altid appelleres, og den bliver det igen og igen.

Denne Danmarkshistorie har 17 forfattere. De er valgt, fordi de hver for sig besidder en stor og alsidig viden om de perioder, de skriver om, og de har alle dokumenteret deres evne til at fremlægge denne viden i en populær form. De er også alle dybt forankrede i den forskningstradition, der gennem det sidste hundrede år har givet studiet af Danmarks historie et solidt fagligt grundlag. Men derudover er de meget forskellige, både i deres samfundssyn og i den ideologiske holdning til deres fag. Dette vil selvsagt kunne mærkes ved læsningen af værket, hvor forskellene mellem de enkelte bind vil understrege den store bredde og spændvidde i dansk historisk videnskab. Denne spændvidde skal vi være lykkelige for.

Olaf Olsen

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Kan vi forstå fortiden i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305739