Ludvig Holberg, vor store komediedigter, var professor i historie og anså selv sin Dannemarks Riges Historie (1732-35) for sit vigtigste værk. „Jeg holder den historiske videnskab næst Guds ord for det nyttigste af alle, når det bliver læst med de rette øjne. Jeg lærer at kende mig selv. Ja jeg lærer at spå. Thi man kan af forbigangne ting dømme om tilkommende og derfor i visse måder holde enhver grundig historiker for en profet”. – Vore dages historikere opfatter sig næppe som profeter. Men historien spiller stadig en afgørende rolle i vor bevidsthed og præger vor opfattelse af nutiden og vore ønsker for fremtiden. Derfor er det vigtigt, at hver ny generation korrigerer og supplerer Danmarks historie med den historiske forsknings nyeste resultater.

.

Egtvedpigens dragt. En kopi af den berømte bronzealderdragt er med henved 25 års mellemrum – i 1930'erne, 1961 og 1987 – blevet fotograferet på levende model. Selvom dragten er den samme, afslører modellerne billedernes alder. – Ligesom gengivelsen af bronzealderpigen er præget af tidspunktet for rekonstruktionen, vil enhver skriftlig fremstilling af historiske emner indeholde elementer, der afspejler historikerens egne, tidsbestemte forudsætninger. Dem kan ingen frigøre sig helt fra.

.

Udgravning af kulthus fra bronzealderen ved Sandagergaard i Hornsherred. Kendskabet til Danmarks forhistorie er i de sidste 25 år øget kolossalt ved nye fund og iagttagelser. De fleste nyfund er fremkommet ved anlægsarbejder. Nedlægningen af rør til naturgasanlægget i 1980erne afslørede henved 1700 fortidslevn og gav anledning til 250 arkæologiske udgravninger. Det ejendommelige kulthus var et af de vigtigste nyfund.

.

Dette bind – det første af 17 – indleder en revideret udgave af den store Danmarkshistorie på oprindelig 16 bind, som Gyldendal og Politikens Forlag udsendte i årene 1988-91. Dette værk var fra første til sidste ord skrevet helt fra nyt, og det var meget anderledes end alle sine forgængere.

Det var det allerede af den grund, at der dengang var gået mere end et kvart århundrede, siden der sidst var udkommet en stor ny Danmarkshistorie med samme ambitiøse mål: at give en alsidig og alment tilgængelig fremstilling af vort lands fortid, baseret på den historiske forsknings seneste landvindinger. Målt med historiens alen var disse 25 år en kort tid. Alligevel måtte beretningen om Danmarks historie fra stenalderen til edb-alderen afvige stærkt fra den, der blev fortalt i 1960'erne.

Og når vi nu i 2002, fjorten år senere, fremlægger værket i en ny og lidt større udgave, er historien ikke blot blevet disse fjorten år længere, men der er også erhvervet megen ny viden, og der er foretaget adskillige nye tolkninger og vurderinger.

Dette er der mange årsager til. En af dem er, at der i den sidste menneskealder har været en kolossal grøde i den historiske forskning. Endnu i 1960'erne var der så få, der skrev om Danmarks historie, at enhver, der besad den fornødne interesse og energi, kunne overkomme at læse alle nye videnskabelige bidrag. Dette er ikke længere muligt.

Hvert år trykkes der hundreder af bøger og tidsskriftartikler med danmarkshistorisk indhold. De fleste er grundige studier, der belyser enkelte sider eller episoder af historien, fremlægger nye kilder eller tolker historiske begivenheder på en ny måde. Herved ændres og udbygges vort kendskab til fortiden i stort og småt. For den nye Danmarkshistorie er det en vigtig opgave at overskue denne store litteratur, uddrage de mest betydningsfulde resultater fra den og præsentere dem for læserne på en klar og instruktiv måde.

Endnu mere afgørende for nyorienteringen i vort værk er det dog, at både forfatterne og læserne stiller andre spørgsmål til historien, end man gjorde i 1960'erne. Det er en følge af de gennemgribende forandringer i det danske samfund siden da. Vort livsmønster har ændret sig påfaldende, vi har accepteret nye normer i forholdet mellem menneskene, og vore øjne er blevet åbnet for problemer, som vi ikke tidligere skænkede megen opmærksomhed.

I en sådan bølge af forandringer må også synet på historien blive et andet. Mennesket vil nemlig altid betragte historien i sin egen tids spejl – det er jo lige ved hånden. Nye strømninger i samfundet vil derfor medføre, at man anskuer fortiden fra nye synsvinkler. Et aktuelt eksempel er kvindebevægelsen, der i sine mål er nutids- og fremtidsrettet, men som også har givet anledning til en mangfoldighed af undersøgelser af kvindernes vilkår i ældre tider. I den politiske og kulturelle samfundsdebat er indsigt i historien et uundværligt instrument, og den historiske kvindeforskning har givet kvindebevægelsen et vigtigt historisk perspektiv.

På samme måde har nutidens øgede sociale bevidsthed og debatten omkring velfærdssamfundets fremtid fremkaldt et stærkt behov for at vide mere om de svageste grupper i fortidens samfund. Der er ikke skrevet meget om dem tidligere, for de har selv kun efterladt sig få skriftlige vidnesbyrd. Men nu er de store navnløse skarer omsider ved at indtage den plads i historien, som deres antal og indsats berettiger dem til.

Når man i dag læser i ældre Danmarkshistorier, vil man ofte finde det påfaldende, at fortidens tildragelser hovedsageligt betragtes som lokale danske fænomener og især forklares ud fra deres hjemlige forudsætninger. I vor tid, hvor udlandet på så mange måder er kommet tættere på os, og hvor det er åbenbart for enhver, at tilværelsen i Danmark både politisk, økonomisk og kulturelt i vid udstrækning bestemmes af, hvad der sker i verden omkring os, er vort historiesyn også blevet mere internationalt. Derfor vil denne Danmarkshistorie lægge vægt på at forklare den nordiske og europæiske baggrund for udviklingen og begivenhederne i fortidens og nutidens Danmark.

Historikeren, der beskæftiger sig med studiet af fortidens samfund, vil sædvanligvis også være en vågen iagttager af sin egen tid og lade sig inspirere af bevægelserne i samtiden. Dette er sikkert årsagen til, at 'ungdomsoprøret' i 1960'erne, der fremkaldte så stærke brydninger på universiteterne, ikke i nævneværdig grad rettede skytset mod historieforskningen. Det samfundsengagement, som oprørerne fordrede, fandtes allerede hos historikerne, og man kunne ikke kritisere dem for at være uberørt af strømningerne i nutiden.

Alligevel kan der ikke være tvivl om, at brydningerne har haft væsentlig betydning for den nyeste udvikling i historieforskningen. Således er der sket en mærkbar styrkelse af interessen for den moderne politiske historie og socialhistorien, og bevægelsen gav nyt liv og ny inspiration til de teoretiske diskussioner om historieforskningens mål og muligheder. En nyttig følge af denne debat var, at den bidrog til at nedbryde grænserne til beslægtede videnskaber.

Dette viser sig blandt andet derved, at nogle historikere i dag har forladt den traditionelle arbejdsform, der tager sit udgangspunkt i de bevarede historiske kilder fra fortiden. I stedet lader de deres undersøgelser styre af teoretiske 'modeller' for historiske udviklingsforløb, inspireret af de forklaringsmodeller, der anvendes i samfundsvidenskaberne, især blandt sociologer og nationaløkonomer.

På samme måde har arkæologerne, der jo er forhistoriens historikere, i nogen grad overtaget de modeller for samfundslivets former og udvikling, som etnografer og socialantropologer har opstillet ud fra studier af livet blandt naturfolk og i ikke-industrialiserede samfund i nutiden. Dette nye syn på forhistorien træder stærkt frem i dette første bind, der rummer beretningen om de ældste tider i Danmark.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Vor tids Danmarkshistorie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig