Menneskets tidsalder, kvartærtiden

Menneskearten Homo erectus' udvandring fra Afrika skete i en periode, hvor jordkloden allerede længe havde befundet sig i en ustabil fase: kvartærtiden med dens mange istider. Disse kuldeperioder synes at kunne forklares ud fra variationer i mængden af den solstråling, der nåede nord- og sydpolen i sommerhalvåret.

Disse foregår med en rytme, der kan beregnes ud fra jordens bevægelser omkring solen, og de påvirkes af i hvert fald tre forhold: jordens rotationsakses hældning i rummet, den retning i hvilken aksen peger og jordbanens form. Denne forklaring er søgt efterprøvet ved undersøgelser af boreprøver fra oceanbunden, og de synes at bekræfte, at omfanget af islagene på jorden netop er afhængige af nuancer i jordens stilling og bevægelser i rummet.

I Danmark kender man ikke geologiske aflejringer fra den første del af kvartærtiden. Senere istider fjernede dem helt. Men andre steder på jorden, hvor de forekommer, kan man få indtryk af, hvordan kulden ved periodens begyndelse ødelagde en rig skovvegetation, en proces der skulle gentage sig mange gange i løbet af de følgende 2-3 millioner år.

De voldsomme temperaturfald bevirkede, at vældige ismasser bredte sig på både den nordlige og sydlige halvkugle. En indlandsis skød frem og dækkede i mange årtusinder store dele af kontinenterne. Kulden varede dog ikke ved. Der kom igen tider, hvor ismasserne smeltede, og livet generobrede de landområder, der havde været nediset – men kun for snart igen at blive udslettet af den næste istid. Samlet har mellemistiderne næppe udgjort mere end ca. 10% af kvartærtidens 2-3 millioner år.

Historien om, hvordan Homo erectus i den første halve million år tilpassede sig de skiftende levevilkår på det europæiske kontinent, er endnu meget dårligt kendt. De arkæologiske fund er få og usikre og tyder ikke på nogen særlig omfattende kolonisering af kontinentet. Først for henved 400.000 år siden synes der at komme skred i udviklingen.

På dette tidspunkt, eller måske lidt senere, begynder en vækst af menneskenes hjernerumfang og en spinklere kraniebygning at gøre sig gældende. Fund fra bl.a. Petralona i Grækenland og Arago i Pyrenæerne viser, at hominidernes udvikling frem mod sapiens arten nu var i gang. En foreløbig kulmination nåede udviklingen på vort kontinent med det nu uddøde Neanderthal-menneske, for omkring 100.000 år siden.

Men er de ældste fossile menneskerester i Europa endnu meget få, så tegner fundene af menneskets redskaber et lidt klarere billede. Det redskab, som Homo erectus og de første Homo sapiens frem for alt benyttede sig af, var den såkaldte håndkile. De ældste kendte stammer fra 1,4 millioner år gamle fund i Olduvai Gorge i Afrika. Og i stadig bedre udformning forblev dette redskab i brug i mere end 1 million år. Også i Europa kendes håndkilerne, og de var i brug, indtil de for henved 70.000 år siden blev erstattet af et helt nyt og bredere udvalg af redskaber.

Netop håndkilerne er af betydning for Danmarkshistoriens første spørgsmål: hvornår begyndte det hele? For håndkiler ganske svarende til dem, man kender fra aflejringer i andre dele af den gamle verden, er også fundet i Danmark. Ikke i veldaterede geologiske lag, ej heller fundet så man kan sige, hvor de oprindelig blev fremstillet og brugt. For alle har de været flyttet af i hvert fald den sidste istids gletschere. Men ved deres karakteristiske form viser de, at for 100.000 år siden, måske endnu for, må mennesker, vel nok Neanderthalere, have færdedes i det, der nu er Danmark. For mindst 3000 generationer siden begyndte Danmarkshistorien.

Det er svage glimt af vor tidligste historie, disse stenredskaber giver os. Men de viser, at menneskets tilstedeværelse i Danmark går forud for den sidste istid. Det har også andre fund kunnet vise. Fra den sidste mellemistid, Eem-mellemistiden, stammer nogle dådyrknogler fundet ved Hollerup nær Langå i Jylland.

Det er knogler, som var i menneskehænder for hen ved 100.000 år siden. På deres vandring gennem landet havde nogle jægere, vel Neanderthalere, fortæret et eller flere dådyr ved bredden af en lille indsø. Dyrene var parteret og spist på stedet, og nogle af knoglerne var knust for at få marven ud. Det er gjort på en måde, så man med sikkerhed kan sige, at det ikke var dyr, som havde gnavet i dem.

Mere fortæller den lille historie ikke. Men den åbner alligevel for et sært, fascinerende perspektiv. Hinsides den sidste istid, som skulle blive så afgørende for menneskehedens udvikling og for den verdenshistorie, som også Danmarkshistorien er et lille hjørne af.