Udgravning i Maglemose ved Mullerup i Vestsjælland 1900. I forgrunden ses tørven, der er gravet af mosens overflade. Udgravningen blev foretaget af arkæologen og botanikeren Georg Sarauw. Den fik stor betydning for udforskningen af hele jægerstenalderen og gav tidsrummet ca. 9000-6400 f.Kr. navnet Maglemosetiden.

.

Et udvalg af Maglemosetidens specialiserede piletyper. Pilene har været 90-100 cm lange. I bagenden var der en kærv til buestrengen, og her er undertiden iagttaget rester af birketjære, sikkert fra fastgørelsen af styrefjer.

.

Benspids, dvs. fiskespyd, hvis overflade er ætset på et kort stykke. Spydet er sandsynligvis gået tabt for jægeren, efter at han har spiddet en fisk. Forrådnelsen af fisken har så opløst noget af benspidsens overflade. Maglemosetidens benspidser blev både brugt enkeltvis som spyd eller flere sammen i bundter, måske som lystre.

.

Elsdyrhoved skåret i rav, kun seks cm stort, fundet ved Egemose i Nordvestsjælland. I Maglemosetiden var elsdyret et almindeligt dyr i de danske skove. Det var efterstræbt for sit gode kød – og det kan derfor overraske, at man så sjældent afbildede det eftertragtede bytte. Undtagelser som det her viste hoved er der dog. Hovedets form, den tunge mule og hageskægget viser, at det netop er en elg.

.

Det næsten fuldstændigt bevarede skelet af uroksen fra Vig, som den i dag er udstillet på Nationalmuseet i København. Det vældige dyr havde i levende live målt henved 1,90 m over skulderen. To gange var det blevet angrebet af den tidlige skovtids jægere. Sit banesår fik det anden gang, da en pil trængte ind i lungen. Alligevel undslap dyret jægerne men omkom senere af blodtab og udmattelse i en lille sø.

.

Fra udgravningen af uroksen fra Prejlerup i 1983. Uroksen lå på venstre side kun ca. 70 cm under mosens overflade. Samtlige knogler var meget velbevarede, idet de havde ligget i en vandmættet og kalkholdig aflejring. Der var kun få forstyrrelser af skelettet. Dog havde et forben revet sig løs fra skulderbladet og var flydt en meter bagud.

.

Kraniet af den 10.000 år gamle kvinde fra Koelbjerg på Fyn, det ældst kendte menneske fra Danmark. En analyse af kvindens knogler viste, at hendes føde mest havde bestået af planter og kød fra dyr, der levede på landjorden. Senere hen i stenalderen blev fisk og havdyr (sæler) den helt dominerende kost. Den sidste del af jægerstenalderen burde derfor snarere kaldes fiskerstenalderen.

.

Den første skovtids jægere tilpassede ikke blot ved sæsonvandringer deres livsform til den omgivende natur. De gjorde det også med en teknik, som både var udtryk for århundreders erfaring og samtidig inddrog nye metoder. Et nyt element i fangsten var f.eks. brugen af hunden, der fra nu af blev menneskets trofaste følgesvend.

Også når det gjaldt fangstredskaberne, udviklede man nye former, dog altid fremstillet af velkendte, gennemprøvede materialer. Træ, sten og ben samt naturligvis andre råmaterialer fra de nedlagte dyr såsom skind og sener udgjorde grundlaget for fremstillingen af de fleste materielle nødvendigheder.

F.eks. betød en nedlagt urokse ikke blot ca. 500 kg kød foruden skind og sener. Næsten alle dyrets knogler havde desuden deres funktion at udfylde i redskabsfremstillingen. Af ribbenene lavede man fiskespyd, af mellemfodsbenene skarøkser, mejsler, knive, prene og meget andet, af spolebenene hakker og køller, af mellemhåndsbenene ligeledes køller og huløkser. Det kunne blive til henved 10-15 forskellige slags redskaber.

Flinten var også et vigtigt redskabsmateriale. Det almindeligste flintredskab var flækken, et langt, smalt, skarpkantet afslag, som kunne bruges som kniv, men også blev videreforarbejdet til andre redskaber: skindskrabere, bor, save osv. Flækkefremstillingen krævede et stort forarbejde, inden man nåede til det færdige resultat. Flintteknikken ændrede sig i øvrigt i takt med omlægningerne af fangstfolkenes levevis.

Derfor er iagttagelser af selv små forskelle i flintredskabernes udseende også en af arkæologiens vigtigste metoder til at tidsfæste jægerstenalderens fund. I Maglemosetiden udviklede jægerne flækker, der var længere og mere regelmæssige end i århundrederne forud. Samtidig begyndte man at fremstille nogle særlig små, tynde flækker, mikroflækker, som blev videreforarbejdet til mikrolitter, oftest lancetformede og trekantede, som blev indsat som skærper i pilenes sidekanter.

Det var en omfattende håndværksmæssig kunnen, der lå bag hele det udstyr af fangstredskaber, jægerne brugte. Blandt dem kan man navnlig fremhæve buen og pilen. Selve buen var næsten mandslang, et fuldstændigt bevaret eksemplar kendes fra Holmegårds Mose ved Næstved. Det var fremstillet af skyggevokset, dvs. knastfri og langsomtvoksende elmetræ og havde et håndgreb på midten.

Visse detaljer ved buen tyder på, at den på ydersiden har haft en forstærkning af sener for at give den større elasticitet. Dens spændkraft var da også betydelig, det ser man af dyreknoglerne, der er fundet på bopladserne. De viser tit dybe læsioner af indskudte pilespidser.

Pilene kunne have flere forskellige udformninger alt efter deres formål. Nogle havde spids og modhager af små flintstykker (mikrolitter), som med birketjære var klæbet fast i riller i skaftet. Tjæren fik man ved at opvarme birkebark, som så afgav det sorte, klæbende stof. Surringer med dyresener blev også holdt fast med en sådan tjærebelægning. Man havde også andre piletyper, nogle havde f.eks. en kølleformet træspids. De blev fortrinsvis brugt til jagt på fugle og pelsvildt, hvor det gjaldt om ikke at gennemhulle skindet.

Spyd med en tandet benspids eller fastklæbede modhager af flint hørte også til jagtudrustningen. De sidste er ligesom buen kendt fra Holmegårds Mose. De var kun ca. 25 cm lange og forsynet med en tap, der kunne sættes ind i det egentlige spydskaft. Spydene med en benspids med tænder blev brugt til jagt på både land- og sødyr. På indlandsbopladsen Ulkestrup Lyng har man fundet en sådan benod med tænder. Den var med en surring af snor fastgjort til enden af et hasselskaft.

Til fiskeriet brugte man store, kraftige fiskekroge, muligvis fortrinsvis til brug på dybt vand. Andre vigtige fiskeredskaber var lysteren og fiskespydet, som man også kender fra indlandets bopladser. Nogle af fiskespydenes odde er i øvrigt ætset på et kort, afgrænset stykke. Det viser, at de er gået tabt under fangsten og har siddet i en spiddet fisk. Forrådnelsesprocessen har da opløst noget af oddens overflade.

Endnu en vigtig redskabsform var øksen. Den kom, som naturligt var, i brug samtidig med skovens indvandring i begyndelsen af birkefyrretiden. Her fandtes den i to udformninger fremstillet af flint: kerneøksen og skiveøksen. Men desuden brugte man også den såkaldte hjortetakøkse, fremstillet af elg- eller kronhjortetak. Æggen kunne dannes af takkens hårde yderlag, eller man kunne udhule det bløde kernevæv og her indsætte en skærpe af flint eller måske vildsvinetand fastgjort med birketjære. Skaftet, som gerne var af hassel, blev indsat i et boret hul i takken.

Disse redskaber er kun et lille udvalg af, hvad der stod til fangstfolkenes rådighed. Men i deres form var de tilpasset forskellige funktioner, om det nu var til fiskeri, fuglefangst, jagt på pelsdyr eller havets pattedyr. Eller det måske var til jagten på de store køddyr, som nok udgjorde den mest dramatiske del af jægernes hverdag. Her har de arkæologiske fund givet to helt enestående øjebliksbilleder af Maglemosetidens storvildtjagt. Det er fundene fra henholdsvis Vig og Prejlerup, begge i Odsherred på Sjælland.

Uroksen fra Vig er fundet i en lille mose, som i den første skovtid for mere end 11.000 år siden havde været en sø. Skelettet af det store dyr var næsten fuldstændig bevaret. At dyret havde været jaget af Maglemosetidens jægere stod helt klart: ved skelettet fandtes flere pilespidser, og i to af ribbenene sad der tydelige skudsår.

I det ene sås splinten af flint overvokset med benvæv, dvs. at såret var helet, og dyret havde overlevet et første møde med jægerne. Det andet sår var ulægt: resterne af den splintrede pilespids sad spredt rundt om i benmassen omkring såret, som gik hele vejen gennem ribbenet.

Hertil kom, at der i de to skulderblade var et rundt og et stjerneformet hul. Det kunne tyde på, at dyret med voldsom kraft var blevet ramt af et spyd, der var gået gennem det venstre skulderblad og havde ramt det højre uden egentlig at gennembore det. Spydets kraft havde været så stor, at man har foreslået, at det var blevet afskudt af en fældemekanisme, måske af den slags, der næsten helt op til vor tid har været anvendt ved elgjagt i Sverige.

Dyret var i hvert fald blevet beskudt med flere pile. De mange sår havde til sidst påført det et stort blodtab, og jægerne og hundene kan have jaget det ud i søen. Her sank det i mudderet og er antagelig kommet så langt ud, at dets forfølgere ikke formåede at bjærge det i land.

Uroksen fra Vig blev fundet ved tørvegravning i 1905 og blev ikke sagkyndigt udgravet. Men i 1983 kom et lige så velbevaret fund frem i dagens lys. Denne gang var det ved Prejlerup kun få km fra Vig, og nu lykkedes det at foranstalte en videnskabelig udgravning. Det blev snart klart, at også Prejlerupur-oksen havde været jaget af den første skovtids jægere.

Ved at sammenstille resultaterne fra en lang række detailundersøgelser kunne man danne sig dette billede af jagten: den var foregået en sen efterårsdag for over 9000 år siden, jægerne havde sporet uroksen, mens de bevægede sig frem gennem den tætte hasselbevoksning, der på dette sted stod som et højt krat kun med enkelte åbne partier. Det var et skovlandskab, der vekslede mellem små bakker, lavninger og søer.

Måske det var i en af lysningerne, at de omsider fik øje på den store drøvtygger. Det var en vældig tyr, henved 18-20 år gammel. Dens skulderhøjde var imponerende, omkring 1,90 m. Men det, som navnlig var iøjnefaldende, var det store hoved med det krøllede hår i panden og de tykke, lange horn, der var hvidlige til grå med sorte spidser.

Da uroksen vejrede jægerne og rejste hovedet, kunne man se, hvordan dette blev båret af en kraftig, muskuløs hals. Dyrets ben, som man anede i den høje bevoksning, var slanke og forholdsvis lange, kroppen dækket af korte, glatte hår af en sortbrun farve. En lysere stribe løb ned langs dens ryglinie.

Så hvislede den første pil frem fra en af jægernes langbuer. Det var en fyrretræspil med flintspids og længdeæg. Den trængte ind i dyrets bagkrop og lavede en bred sårkanal. Nu gik det hele pludselig hurtigt. Dyret reagerede med et brøl og en hurtighed, der afslørede dets vældige kræfter. Så fulgte flere pile, der alle ramte den kødfulde bagpart. Dyret vendte om og styrtede gennem tykningen. Skuddene havde ikke været dræbende, men blodet fossede fra sårene. Der sad nu ni smertefulde pile og strittede til alle sider i tyrens bagkrop: to i højre og syv i venstre side.

Jægerne fulgte hurtigt efter, men om de så, hvad der derefter skete, ved vi ikke. Den anskudte tyr nåede frem til en lille sø, hvis overflade var knap et par hektarer stor. Fra den stærkt skrånende bred brasede den gennem rørsumpen, videre ud i søen, igennem åkander, vandaks og andemad. Ca. 25 m fra bredden væltede den om på venstre side. Herude i det kolde vand døde den omsider.

Hvad der var den egentlige dødsårsag, er ikke til at sige. En sværm af pile havde ramt dyrets kødfulde dele, men ingen i vitale områder. Dog havde blodtabet været stort. Var det måske det, der fik den til at segne? Eller nåede jægerne frem til søbredden og bidrog med deres råb og hundenes gøen og hidsige angreb til det svækkede dyrs stress, så dette i forening med smerterne og blodtabet fik den til at give op?

Nu lå den på knap et par meters vand. Et vældigt kadaver på henved 1000 kg. Svær at bjærge, om jægerne overhovedet havde set, hvorhen den forsvandt.

Uroksen var den tidlige skovtids største køddyr. Et efterstræbt bytte for jægerne, så meget at det efterhånden førte til dets uddøen. Henimod slutningen af jægerstenalderen var uroksen udryddet på de store danske øer. I Jylland klarede bestanden sig endnu nogle årtusinder, men forsvandt så i løbet af jernalderen. De sidste urokser på det europæiske kontinent blev dræbt så sent som i 1600-tallet.

Prejleruptyren er ikke den eneste aktør i den tidlige skovtids drama mellem dyr og mennesker, hvis udseende man kan danne sig et indtryk af. Også mennesket dukker nu op i fundene. Ved Koelbjerg nær Vissenbjerg på Fyn er der i en lille mose fundet et menneskeskelet, som ved kulstof-14 metoden er dateret til ca. 8000 f.Kr.

Efter alt at dømme drejer det sig om en kvinde, som engang i den tidlige skovtid er druknet i en lille sø. Den døde flød en tid rundt i vandet, inden hun gik til bunds, og liget indlejredes i mosetørven. Hun har været ca. 25 år gammel, kun ca. 155 cm høj og har haft spinkle og fint formede lemmer.

Og ansigtet? – her skal ordet overlades til en af de videnskabsmænd, som først beskrev fundet af dette det ældst kendte menneske i Danmarkshistorien: „kraniet er kraftigt, næsten maskulint … kraftige øjenbrynsbuer har skygget over store, firkantede øjenhuler. Kindbenene er brede og mundpartiet fremspringende. I øvrigt er kraniet relativt langt og smalt med indknebne tindinger. Næseroden er smal og har ligget forholdsvis dybt.

Visse forhold er påfaldende. Fæsterne for tyggemusklerne viser, at disse har været usædvanlig stærkt udviklede, og hertil kommer tændernes kraftige slid, tilsammen forhold der tyder på megen og hård tygning. Hun har været kødspiser – og har haft runde kinder. – Men var håret mørkt, og havde hun sortbrune øjne og dybe smilehuller? Vi ved det ikke og vil aldrig få det at vide.”

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Med bue og pil.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig