Figurer af rav fra jægerstenalderen. I det gyldne rav, dannet millioner af år før mennesket blev til, skar jægerne undertiden afbildninger af de dyr, som udgjorde grundlaget for deres eksistens. Det kunne være et vildsvin eller en svømmefugl. Oftest er disse fint udformede skulpturer dog ubestemmelige. Om de var amuletter, der skulle bringe jagtlykke, eller de havde en anden magisk funktion, ved vi ikke.

.

Udgravningen af den unge kvinde med det døde barn fra Bøgebakken blev tilendebragt på Nationalmuseet. Knoglerne og den omgivende jord blev urørt bragt til museet. Her kunne man, ved at vende præparatet, udgrave kvindens bækkenparti fra den side, der oprindelig havde ligget nedad og derved danne sig et indtryk af, hvorledes perlerne og sneglehusene havde siddet på et bælte omkring kvindens lænd. Tegningen viser, hvordan bæltet kan have set ud.

.

Den unge kvinde fra gravpladsen på Bøgebakken ved Vedbæk gravlagt sammen med sit nyfødte barn, der var blevet lagt til hvile på en hvid svanevinge. Den røde jord omkring moderens hoved og hofter samt omkring det døde barn skyldes muligvis farvede klædningsstykker. Fastsyet på disse havde siddet talrige tandperler, der ses liggende i en uordentlig klump til venstre for kvindens hoved. Andre tandperler skimtes i jorden omkring hendes bækken. Graven er udstillet på museet på GI. Holtegård nord for København.

.

Dobbeltgrav fra Dragsholm i Nordvestsjælland. De gravlagte er kvinder, den ene 18-årig, den anden midaldrende. Begge havde båret smykker af gennembrudte dyretænder fortrinsvis af kronhjortetænder. Omkring skeletterne lå rød okker, kraftigst i hovedenden, ganske som det var tilfældet i nogle af gravene fra Bøgebakken ved Vedbæk.

.

Generation efter generation levede fangstfolkene på de samme steder ved kysten. Børn fødtes, de døde begravedes, det sidste skete tæt ved selve bopladsen. Herved understregede man betydningen af det enkelte menneskes tilhørsforhold til gruppen.

Det er dog ikke så ofte, man har fundet jægernes begravelser fra den atlantiske tid. En berømt undtagelse er den gravplads, som i 1975 blev udgravet lige bag ved bopladsen Bøgebakken i Vedbæk Fjord, og som var i brug omkring 5000 f.Kr.

17 grave fandt man, de udgjorde nok kun 2/3 af det oprindelige antal, resten var blevet ødelagt i nyere tid. Gravene var simple fordybninger i jorden, mindre end 1 m dybe. De døde lå på ryggen med armene ind langs siden og ofte med benene så tæt samlede, at man må tro, at de har været snøret sammen ved gravlæggelsen. Der fandtes også rød okker, blodets farve, i næsten alle gravene. Enten har farvestoffet været strøet ud over den døde, eller det har farvet krop og dragt.

Utroligt nærværende er de, disse døde fangstfolk, som engang levede deres liv ved denne nordsjællandske fjord, i en lille fortrolig og nøje kendt verden, hvis yderste grænser var inden for rækkevidde til fods eller med båd. Men alligevel er der så meget, vi aldrig får at vide: var de indadvendte mennesker med en rig fantasi? Levede de i fred med det overnaturlige og det mystiske, som gennemtrængte alle sider af tilværelsen? Det må vi tro.

Som de fangstfolk, vi kender fra nutiden, har de næppe følt nogen trang til at skelne mellem det mystisk oplevede og det direkte anskuelige: det ene har sikkert været lige så klart som det andet. Men nærmer vi os enkelthederne, eller prøver vi at forestille os deres tanker, kommer vi snart til kort.

I en af gravene lå f.eks. liget af en voksen jæger. Hans hals var ramt af et voldsomt pileskud, odden havde boret sig ind imellem halshvirvlerne og havde dræbt ham øjeblikkelig. Hvad tænkte de efterlevende, da de stod ved den døde mand, og hvad gjorde de frem til det tidspunkt, hvor jorden blev kastet i graven? For denne rummede nu ikke blot den dræbte jæger men også en kvinde og et étårigt barn.

Oppe ved kvindens hals lå en lille flintkniv. Havde hun fået skåret halsen over med den? Det kan ikke siges, men sikkert er det, at de tre mennesker blev gravlagt samtidig. Men hvorfor? Skyldes det, at efter mandens død var der ikke andre mænd i slægten, der kunne træde til og overtage forsørgelsespligten, så hans kvinde og barn måtte følge ham i graven?

Så er det lettere at forstå tragedien bag den grav, der rummede en kvinde, højst 20 år gammel og gravlagt med et fornemt dragtudstyr. Ved hendes side lå et lille nyfødt barn, nænsomt lagt på en svanevinge (se billede). En ung mor overlevede ikke fødslens strabadser. Det gjorde barnet, der var i 8. eller 9. fostermåned, heller ikke – de to måtte følges ad i døden.

Her virker det næsten ublufærdigt at søge at udrede, hvad den unge kvinde og barnet på svanevingen fik med sig i graven. Oppe under moderens hoved havde de efterladte anbragt en sammenrullet dragt dekoreret med 175 tandperler af kronhjort og vildsvin samt sneglehuse fra en lille brakvandssnegl.

Under bækkenet fandt man også gennemborede tandperler og sneglehuse, som må have været fastgjort til den dragt, den døde havde båret ved gravlæggelsen. De må have siddet på bagsiden af skinddragten, dvs. på kvindens lænd. Øverst bestod udsmykningen af godt 200 sneglehuse trukket på snore i fem eller seks rækker. Nedenunder sad 60 tandperler ophængt i en enkelt række. De stammede fra mindst ni kronhjorte, og hertil kom en enkelt bjørnetand. Det smykke afspejlede en god jagtlykke. Det er dog ingenting mod, hvad den sammenrullede dragt under den dødes hoved viste. Her var der tænder fra mindst 30 kronhjorte, to vildsvin og ét elsdyr.

Bjørnetanden og elsdyrtanden er i øvrigt interessante derved, at de stammer fra dyrearter, som på den tid ikke længere levede på Sjælland, men nok i Skåne. Fra et andet smykke på gravpladsen stammer også en perle af uroksetand. Heller ikke den kan være fra Sjælland. Bøgebakkejægerne kan altså have byttet sig til perlerne – og kvinderne? – hos nabostammer i Skåne. Eller de kan selv have nedlagt dyrene derovre og hjembragt tænderne som trofæer.

Gravene viser også ved deres indhold noget om, hvilke forhold menneskene lagde vægt på i deres daglige samliv, bl.a. den rolle alder og køn spillede. Det er gravgaverne, som kan give et fingerpeg herom. Både mænd og kvinder fik dem med sig, det gjaldt også børnene. F.eks. havde den lille nyfødte dreng, der var begravet sammen med sin døde mor, som gravgave fået en flintkniv, netop for at markere, at han var af hankøn, en dreng, der skulle have vokset op til at blive en jæger. De voksne mænd fik også særlige mandssager med sig.

Det kunne være økser, bendolke eller flintknive. En 18 cm lang dolk med flintægge og en lang flækkekniv, begge anbragt ved bæltestedet hos en voksen jæger, hørte til noget af det fornemste mandsudstyr på gravpladsen. Hjortetaksøkser, anbragt ved den dødes højre arm eller bag hovedet kunne også findes i mandsgravene. Men interessant er det, at der synes at være en tendens til, at jo ældre mændene er, des fornemmere er deres gravudstyr. Det kunne tyde på, at alder gav anseelse, utvivlsomt dog også afhængigt af om vedkommende var en god eller dårlig jæger.

Hos kvinderne tegnede billedet sig anderledes. Meget tyder på, at det rige gravgods, f.eks. smykkerne bestående af hundreder af perler, i et enkelt tilfælde fra mere end 40 stykker nedlagt vildt, fortrinsvis blev lagt i jorden sammen med kvinder i den fødedygtige alder. Disse har åbenbart haft en høj status i jægersamfundet. Ældre kvinder derimod synes at være blevet begravet uden dette udstyr, hvad der naturligvis ikke behøver at betyde, at de vurderedes lavt. De kan have haft en anden og lige så vigtig rolle at spille, noget som slet ikke gav sig udtryk i gravudstyret.

Det skal indrømmes, at det er et spinkelt grundlag disse overvejelser bygger på, og antallet af gravfund fra Bøgebakken kan kun suppleres med nogle få andre fund fra Danmark: fra bl.a. Tybrind Vig på Vestfyn og Korsør Nor og Dragsholm på Nordvestsjælland. Sidstnævnte sted var der tale om en dobbeltgrav med to kvinder rigt udstyret med perlesmykker – den yngste af de to havde desuden med sig fået en flad bendolk dekoreret med geometriske mønstre og en menneskefigur.

Men så fåtallige gravene end er, så er den her foreslåede tolkning vel ikke urimelig for småsamfund som dem, der levede i landet i jægerstenalderens sidste tid. Mandens rolle som jæger og kvindens rolle som den, der sikrede slægtens fortsættelse, var noget, man måtte tillægge særlig vægt. Men i øvrigt synes sociale forskelle, dvs. forskelle i bl.a. velstand, ikke at have spillet nogen større rolle. Andet var vel heller ikke at vente i et jægersamfund, der først og fremmest var baseret på familiegruppens sammenhold.

Mennesker fra et jægersamfund vel tilpasset omgivelserne er, hvad Bøgebakkens grave rummer. Men de fortæller også om de hårde levevilkår for 7000 år siden: om død i barselseng, drab og smertefuld sygdom. I alt rummede den lille gravplads 22 døde fordelt på 17 grave: fire var nyfødte børn og et enkelt ca. ét år gammelt. Det giver et forhold mellem småbørn og voksne på 5:17 men er næppe et fuldgyldigt udtryk for den høje spædbørnsdødelighed, man må regne med i jægersamfundet.

På Bøgebakkegravpladsen var af 17 aldersbestemte mennesker de otte døde inden deres 20. år. Heri er der næppe heller noget usædvanligt, når man sammenligner med andre forhistoriske befolkninger. Langt ned i oldtiden må man regne med en samlet dødelighed på omkring 60% i aldersgrupperne indtil det 20. år.

Men der var ikke lige vilkår for de overlevende. Mænd og kvinder havde vidt forskellige chancer for at klare sig igennem tilværelsen. Det aner man også i gravene fra Bøgebakken. Af ni voksne mænd var de fem blevet over 40 år, én var ca. 25-35 år, de resterende tre lod sig ikke nærmere aldersbestemme.

Af kvinderne var to døde omkring 20-årsalderen, tre var blevet over 40 og to lod sig ikke aldersbestemme. De to døde, unge kvinder vidner om den høje kvindedødelighed, der altid ses i forhistorisk tid. Den er naturligvis udtryk for den risiko, der var forbundet med børnefødslerne. På Bøgebakke-gravpladsen illustreres dette også tydeligt: to af de unge kvinder var begravet sammen med deres nyfødte børn. En tilsvarende grav med en 15-17-årig kvinde og et 1-3 måneders barn er fundet på den undersøiske boplads Tybrind Vig på Fyn.

Endnu er fundene af jægerstenalderens grave få. Den største gravplads fra jægerstenalderen er udgravet nær kysten i det sydlige Skåne ved Skateholm. Her fandt man en bosættelse, i hvis umiddelbare nærhed der lå mere end et halvt hundrede grave. Også her tegnede der sig et billede af menneskenes levevilkår, der meget ligner det, vi så i det nuværende danske område.

Men der føjer sig også nye detaljer dertil: jagthunde var på gravpladsen blevet begravet side om side med mennesker under udøvelsen af gravkult, f.eks. var der strøet rød okker ud over de døde dyr. Normalt lå hundene i deres egne grave, men i et enkelt tilfælde havde man også givet en død jæger hans trofaste ledsager med som en art gravgave.

Set under ét, dvs. ud fra såvel bopladserne som gravene, viser fundene fra den sene jægerstenalder nogle småsamfund, som må have haft familien som det bærende element. Men de er sikkert også indgået i større, regionale grupper, hvor menneskene følte en vis indbyrdes samhørighed og kun nødigt forlod deres egen og kendte verden.

En sådan opdeling i småstammer har man da også ment at kunne se f.eks. på Sjælland, hvor der er visse træk i fremstillingen af de mest dagligdags redskaber, der veksler fra område til område. Bl.a. skifter flintøkserne form og udseende fra Nordsjælland til området omkring Køge Bugt, som igen afviger fra, hvad man brugte længere mod syd på Sjælland, Møn og Falster.

Det har allerede været nævnt, at hver af disse regioner med deres kyststrækninger, fjorde og inderlavninger kunne rumme en befolkning på mindst 300 mennesker. Og det er også blevet foreslået, at forskellene i redskabsfremstillingen fra sted til sted muligvis udvikledes på samme måde som f.eks. sproglige dialekter – og i sidste instans som et resultat af befolkningens sociale organisation. Fra nulevende jæger-samler-samfund ved man, at kontakterne mellem menneskene, f.eks. udvekslingen af partnere, hyppigst finder sted mellem grupper, der taler samme sproglige dialekt, så samkvemmet er let, og at sådanne grupper gerne omfatter indtil 500 mennesker.

Man kan altså ikke udelukke, at det enhedspræg, der var over jægersamfundene i f.eks. fjordområderne i Nordøstsjælland, kan betyde, at der her levede én stammegruppe med sin specielle dialekt, og som inden for sit territorium på ca. 600 km2 opretholdt et socialt samkvem, som adskilte det fra naboområderne. Heri kan meget vel ligge kimen til de stammesamfund, som udviklede sig i tiden efter 4000 f.Kr., i den begyndende bondestenalder.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Mennesket fra fødsel til død.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig