Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Urotider og keltisk samling

Oprindelig forfatter JJe

I 390 f.Kr. fik man for alvor de nye tider at mærke i Sydeuropa. Et hærtog af keltere, som Middelhavsfolkene kaldte de centraleuropæiske folkeslag, angreb og hærgede Rom. Der er flere vidnesbyrd om, at også andre centraleuropæiske hære trængte mod syd i det 4. og 3. århundrede f.Kr. Centraleuropa må i den tid have været præget af stor politisk ustabilitet – men hvorfor?

Forklaringen skal nok for en del søges i den handel med Middelhavets højkulturer, som havde bragt så megen rigdom til Centraleuropa. Af hvilken art denne vareudveksling helt præcist var, er ikke til at sige. Men som det havde været skik i årtusinder, indgik dens produkter i samfund, hvor der eksisterede en livlig social kappestrid. De slægter, som havde kontrol over vareudvekslingen kunne i perioder danne høvdingedømmer med en høj befolkningstæthed.

Men faldt grundlaget for handelen bort, f.eks. når modparten spillede handelspartnerne ud mod hinanden ved at vælge sig nye, kunne resultatet blive en stærk politisk uro. Måske fordi man i Centraleuropa ikke endnu havde udviklet de fundamentale politiske, sociale og økonomiske institutioner, der skulle til for at sikre stabiliteten. Bydannelser kunne være et middel hertil, men de får først for alvor betydning i det 2. århundrede f.Kr.

Annonce

Men store forandringer var undervejs. Politiske alliancer mellem de forskellige keltiske stammer synes navnlig i tiden efter 200 f.Kr. at blive mere almindelige. De trak dybtgående ændringer med sig – og nu begynder man i Centraleuropa at kunne ane konturerne af stammeforbund eller -stater, som var i stand til at grundlægge og opretholde de regulære bysamfund, som romerne kaldte oppida. De første anlægges i Tjekkiet og Mellemtyskland. Få årtier senere kommer også Sydtyskland og Frankrig med, og snart ligger byerne i en bred zone tværs igennem Centraleuropa.

 Kort over de keltiske bysamfund i Centraleuropa i de sidste par århundreder f.Kr. Disse oftest befæstede bosættelser, oppida, lå i en bred zone nord for Alperne og fungerede som knudepunkter for en omfattende handel.

Kort over de keltiske bysamfund i Centraleuropa i de sidste par århundreder f.Kr. Disse oftest befæstede bosættelser, oppida, lå i en bred zone nord for Alperne og fungerede som knudepunkter for en omfattende handel.

Inden for disse første virkelige bysamfund udvikledes talrige specialhåndværk. Produktionen blev mere koncentreret og kunne derfor udvides. Vareudvekslingen ligeledes, og bysamfundene kom til at fungere som knudepunkter for produktion og handel. Deres beliggenhed blev gerne valgt ud fra strategiske hensyn, ligesom de oftest var befæstede med voldanlæg.

En økonomisk vækst var tydeligvis sat ind, om end det skete i et stammesamfund, der fortsat var ustabilt. Opblomstringen afspejledes i overtagelser af en lang række nye kulturelle træk sydfra. Mønter begyndte f.eks. at komme i brug. Man efterlignede næsten udelukkende østgræske mønter, især makedonske. Men i øvrigt var det ikke mange andre træk i de centraleuropæiske folks levevis, der havde en oprindelse i Alexander Den Stores hellenistiske imperium. Italien var fortsat det vigtigste forbindelsesled til Middelhavsområdet.

Her prægedes udviklingen imidlertid af Roms stadig voksende magt. Med ødelæggelsen af hovedfjenden Karthago i det 2. århundrede f.Kr. lå vejen åben for en udvidelse af den romerske magt til at omfatte hele Middelhavet. Og da romernes erobring af Sydfrankrig, 125-120 f.Kr. var overstået, var den unge republiks ring om Middelhavet sluttet.

Netop Sydfrankrig blev nu en af de porte, hvorigennem varer fra hele Middelhavsområdet strømmede ind i Europa. Også Ticinodalen med dens adgang til Simplonpasset og de østlige Alpepas i Østrig fik stor betydning. En fornyet og endnu mere intens kontakt mellem Centraleuropa og Syden var sluttet. En yderligere økonomisk blomstring blandt de keltiske folkeslag blev resultatet – siden fulgte så, som en uundgåelig skæbne, den romerske erobring af Central- og Vesteuropa.

Igennem de fem århundreder, der var gået siden den første græske kontakt med de centraleuropæiske folkeslag, var der sket en mærkbar ændring i forholdet mellem Europas centrale og nordlige egne. Allerede i det 6. århundrede f.Kr. havde Middelhavsfolkenes kontakt med høvdingedynastierne umiddelbart nord for Alperne fået et ældgammelt vareudvekslingssystem mellem Norden og Centraleuropa til at bryde sammen.

 De første centraleuropæiske mønter efterlignede dem, der var i brug i Middelhavsområdet, bl.a. tetra-drachmer af sølv fra Filip af Makedoniens rige. Andre efterlignede Alexander den Stores guldstaterer. Udviklingen af dette møntsystem skete i løbet af det 3. og 2. århundrede f.Kr. dvs. længe før de første spor af en begyndende markedsøkonomi viser sig blandt de keltiske stammer. De værdifastsættelser, man foretog ved hjælp af de ældste mønter, må have hængt sammen med betalinger inden for f.eks. retssystemet. Først omkring 100 f.Kr. begynder mønter med lavere værdienheder, som vidner om en begyndende markedsøkonomi, at dukke op i Centraleuropa.

De første centraleuropæiske mønter efterlignede dem, der var i brug i Middelhavsområdet, bl.a. tetra-drachmer af sølv fra Filip af Makedoniens rige. Andre efterlignede Alexander den Stores guldstaterer. Udviklingen af dette møntsystem skete i løbet af det 3. og 2. århundrede f.Kr. dvs. længe før de første spor af en begyndende markedsøkonomi viser sig blandt de keltiske stammer. De værdifastsættelser, man foretog ved hjælp af de ældste mønter, må have hængt sammen med betalinger inden for f.eks. retssystemet. Først omkring 100 f.Kr. begynder mønter med lavere værdienheder, som vidner om en begyndende markedsøkonomi, at dukke op i Centraleuropa.

I Norden fik det dybe konsekvenser for hele samfundsbilledet. Der udviklede sig nu en særegen landbrugskultur, som byggede på et helt nyt økonomisk grundlag. Norden var blevet et periferiområde i forhold til Centraleuropa.

Og selv om egnene ved Vesterhavet og Østersøen ingenlunde var præget af stagnation, så er det tydeligt, at de ustabile forhold i Centraleuropa ikke gav anledning til videregående forbindelser de to områder imellem. Først da den keltiske bycivilisation og dermed en helt ny økonomisk orden opstod i Centraleuropa, kom der igen gang i kulturudvekslingen.

Men da havde de nordeuropæiske tidlige jernaldersamfund også gennemgået en dyb forvandlingsproces. Vi kalder perioden for den førromerske jernalder. Og i den var et åbent kulturlandskab blevet skabt, hvori der udfoldede sig et produktivt landbrug med store landsbyer, styret af et udviklet landsbyfællesskab. En befolkningstilvækst havde helt åbenbart fundet sted. Samfundet var næppe længere slægtsorienteret på samme måde som i den forudgående bronzealder. Det byggede nu på mindre familieenheder.

Og som det hyppigt sker i oldtidshistorien, når forbindelserne mellem Norden og Centraleuropa får et vist omfang, fik demonstrationen af høj social status igen stor betydning. Det skete bl.a. ved, at man i offerritualerne og i gravskikkene begyndte at investere store kostbarheder af fremmed herkomst.

Om alt dette, dvs. den rige kulturudfoldelse, som fandt sted i de sidste par århundreder f.Kr. skal der berettes i det følgende bind. Her skal vi foreløbig søge at følge udviklingen i Danmark i århundrederne efter bronzealderens slutning for at skildre nogle af de træk, som skabte den tidlige jernalders landbrugssamfund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Urotider og keltisk samling i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305839