Mosernes ofre

Havde man fra landsbyen passeret agrene og gravpladserne og var kommet ud i de landskaber, hvor kvæget græssede, fandt man en natur, som sine steder endnu var forholdsvis upåvirket af menneskers virksomhed. Det var moserne, sumpene og de talrige andre vådområder, som adskilte landsbyterritorierne fra hinanden.

Her lå højmoserne, en landskabsform som tørvegravning næsten helt har udslettet fra nutidens Danmark. Tørvegravningen var i øvrigt allerede begyndt i disse tidlige århundreder af jernalderen, men endnu truede den ikke denne særegne biotop.

Her lå også lavmoserne med deres varierede bevoksning, og herude dannedes på grund af fugtigheden og de store temperaturforskelle det mosekonebryg, som gav stedet dets ejendommelige og mystiske karakter.

Disse fugtige områder havde i årtusinder draget menneskene til sig ved deres mystik. Her var det, at man lige fra bondestenalderens begyndelse nedlagde talrige offerfund, store og små. Bronzealderen igennem var denne skik fortsat, og den gjorde det ind i jernalderen.

Baggrunden for nedlæggelsen af ofrene er utvivlsomt skiftet fra tidsalder til tidsalder. Vi har set, hvorledes offergaverne i takt med ligbrændingsskikkens fremtrængen i den yngre bronzealder blev rigere som en art kompensation for de stadig fattigere gravgaver.

Vi har også set, hvorledes reduktionen af bronzetilførslerne sydfra førte til ændringer i bronzealderens offerskikke: de rige depoter af bronzegenstande svandt efterhånden ind, og ved bronzealderens slutning var det fortrinsvis enkeltgenstande som halsringe (dog ofte flere ens sammen), armringe og dragtnåle, der blev nedlagt. Sådan tegnede offerskikkene sig, da jernalderen begyndte. Og man fortsatte trofast traditionerne i det omfang, man rådede over bronze hertil.

Parvis nedlagte halsringe af en type, som arkæologerne kalder wendelringe, var nok de almindeligste offergaver i det 6. århundrede f.Kr. Det forblev de at være igennem det 5.-4. århundrede f.Kr. om end ringene i nogen grad skiftede udseende. De findes ofte to og to sammen. Henved et kg tungt metal, somme tider mere, har nogle mennesker altså båret om halsen i denne metalfattige tid. I formen var jernalderens halsringe en direkte fortsættelse af bronzealderens.

Reliefvirkningen var dog blevet mindre udtalt, ringene tyndere og mindre vægtige. Men traditionen fra ældre tider var ikke glemt. Undertiden findes ringene enkeltvis, men deres slidspor viser, at de oprindelig må have været båret parvis. Sådan afbildes de også på nogle små statuetter af nøgne kvinder fra årtusindets midte.

Man ser også, at gamle ringe er forarbejdet på ny, deres oprindelige snoning hamret ud og dækket med en indhamret ornamentik. En ny mode var trængt igennem, men metalknapheden tvang til genbrug. Samtidig kan man også se en gradvis forringelse af den tidligere så raffinerede håndværksmæssige kunnen.

I løbet af det 3.-2. århundrede f.Kr. ændredes ringenes udseende yderligere. Man begyndte at fremstille de såkaldte kronehalsringe, som havde et lavt relief på oversiden og en ny slags lukkemekanisme. Disse ringe udviklede sig i tiden ned mod Kristi fødsel til meget tunge, barokke former. De afspejler sammen med andre sider af bronzehåndværket, at der nu igen begyndte at komme rigeligere råmateriale til landet.

Nedlæggelser af halsringe var altså en skik, som stort set foregik ubrudt gennem hele den førromerske jernalder. Man finder den over hele landet – også i de østlige områder, hvor grave og bopladser endnu er meget sparsomt kendt.

Men det var ikke blot halsringe, som ofredes i moserne. Nåle, armringe, bæltespænder og såkaldte øskenringe blev også nedlagt, gerne enkeltvis i sjældne tilfælde dog mange sammen. Det sidste skete nogle steder i Østjylland, f.eks. ved Smederup nord for Horsens. Her blev i det 5.-4. århundrede f.Kr. ofret en vældig skat af bronzeringe i en mose: 172 armringe, 34 halsringe og 163 små ringe med øsken.

Ja, der har sikkert været tale om endnu flere, for fundet blev usagkyndigt optaget. Nogle af armringene var lavet af bronzeblik, men de fleste var spiralringe rullet op i 1-3 vindinger af en type, som ofte ofres enkeltvis i moserne.

Ikke langt herfra, i Falling Mose, har man fundet 270 ringe med øsken fra samme tid som Smederupfundet, og i Sattrup Mose, ca. 20 km derfra fandt man ca. 150, ligeledes samtidige tynde arm- og halsringe.

På Horsensegnen er nogle af tidens rigeste smykkeofre således blevet nedlagt. Til dem hører også de ejendommelige fund, der fra tid til anden er blevet gjort i et stort eng- og mosedrag nær Hedensted. Spredt over et areal på ca. en km² var nedlagt et antal svære bronzenåle, snoede halsringe, spiralarmringe samt nogle guldørenringe. Det mærkeligste fund fra området var dog en guldskive, der nok har hørt til et seletøjsudstyr, og hvis nærmeste parallel findes så langt borte som ved floden Dnjepr i Ukraine.

Bronzenålene, armringene og nogle af halsringene stammer fra Kujawien i det nuværende Polen, mens ørenringene var af skytisk, dvs. sydøsteuropæisk oprindelse. Næsten alle genstandene peger således mod områderne på den anden side af Østersøen i retning mod sydøst – og de kendes stort set ikke fra andre steder i Danmark.

Her synes der altså at være tale om nogle kostbarheder, der samlet er kommet til et af den tidligste jernalders landsbysamfund i Østjylland – og derfra, fra tid til anden, enkeltvis er blevet lagt ud i de fugtige mose- og engdrag, der omgav bebyggelsen.

Selv om fundet er enestående, så peger det dog sammen med en række andre fund mod, at der endnu i disse første århundreder af jernalderen eksisterede kontakter med folkeslagene på den anden side af Østersøen.

Skal vi tolke de ikke helt få fund af især bronzegenstande, som igennem den førromerske jernalder blev ofret i danske vådområder, så viser de ganske vist en mere beskeden fortsættelse af traditionerne fra den forudgående bronzealder. Samtidig er de også udtryk for et samfund, hvor prestigegenstande ikke helt havde mistet deres betydning.

Måske de er et glimt af en social differentiering af samfundet, som ellers ikke kommer til syne ved en betragtning af gravene og bopladserne før sent i den førromerske jernalder, således som det skal beskrives i det efterfølgende bind.