Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jernets komme

Oprindelig forfatter JJe

Overgangen fra bronzealderen til jernalderen var markeret ved mange teknologiske fornyelser. Men netop på metalteknologiens område var skellet ingenlunde klart. Det nye metal, jernet, fik i begyndelsen kun en meget begrænset udbredelse og for de altafgørende landbrugstekniske ændringer havde jernet næppe nogen større betydning.

Denne lidt paradoksale situation for den arkæologiske betegnelse „jernalder” havde sin baggrund i den vanskelige teknik, der var forudsætningen for udnyttelsen af jernet. Alle andre metaller, som oldtidsmenneskene kendte, var lettere at bearbejde. De havde et lavere smeltepunkt, og urenheder kunne fjernes ved smeltningen.

Endvidere kunne de genstande, man ønskede at frembringe, støbes i forme. Jern krævede derimod smedning, som forudsatte en mere omfattende teknisk formåen. Netop på grund af den krævende teknik blev smeden en af de første specialister, der skilte sig ud fra andre håndværkere.

Annonce

Det var altså teknikken, ikke materialet, der betingede jernteknologiens meget langsomme spredning. Jernmalm træffes langt oftere end f.eks. tin og kobber. Den simpleste form er jernglans, hæmatit, der findes både som bjergmalm og som myremalm – det var altså tilgængeligt også i Danmark. I forarbejdet stand er jern et fremragende redskabsmateriale. Det kan give både en hårdere, sejere og skarpere æg end bronze.

 Udbredelseskort over de tidligste fund af forarbejdet jern i tiden 8. til 6. århundrede f.Kr. Helt mod syd, i de områder der er tonet med gråt, var jernalderen allerede begyndt omkring 700 f.Kr.; her var jernet i almindelig brug. Længere mod nord, i Nordtyskland, Polen og Sydskandinavien, var det endnu bronzealder, og man var først lige begyndt at eksperimentere med det nye redskabsmateriale.

Udbredelseskort over de tidligste fund af forarbejdet jern i tiden 8. til 6. århundrede f.Kr. Helt mod syd, i de områder der er tonet med gråt, var jernalderen allerede begyndt omkring 700 f.Kr.; her var jernet i almindelig brug. Længere mod nord, i Nordtyskland, Polen og Sydskandinavien, var det endnu bronzealder, og man var først lige begyndt at eksperimentere med det nye redskabsmateriale.

Men jernmalmen er vanskelig at smelte, og det udsmeltede jern, jernluppen, som fremkom i bunden af oldtidsmenneskenes smelteovne, var en svampet masse fuld af urenheder. Nogle af disse kunne fjernes ved smedning, men alligevel blev metallet ikke hårdt nok. Med den teknik, man rådede over i begyndelsen, var det kun overfladen af emnet, der blev hård. Kernen derimod forblev relativ blød og fuld af slaggerester. Det var først så sent som i tiden efter Kr.f., at man lærte at overvinde disse vanskeligheder.

Jernets vej til Danmark var lang. De tidligste fund af jern i den gamle verden stammer fra det 3. årtusinde f.Kr. De er fremkommet i Lilleasien og alt tyder på, at jernet fra begyndelsen udelukkende blev anvendt til prestigegenstande på linie med de øvrige dengang kendte metaller. I kileskrifttekster fra Hittitterriget i det 2. årtusinde f.Kr. omtales jern på linie med tin, kobber, guld og lapis lazuli.

Kort før overgangen til det sidste årtusinde f.Kr. spredes kendskabet til jern ud over store dele af Europa. Det kommer i brug i Grækenland, sikkert bragt hertil fra Cypern. Og nogenlunde samtidig dvs. omkring 1000 f.Kr. finder man også her i Danmark for første gang det nye metal, men kun i uendelig små mængder.

I de kommende århundreder var smågenstande af jern i brug i såvel Norden som Centraleuropa, men så at sige aldrig som egentlige nyttegenstande. Med det 7. århundrede f.Kr. blev jernet dog så udbredt i Centraleuropa, at man nu taler om en jernalder. Jernsværd bliver f.eks. lige så almindelige som bronzesværd, de to slags våben er udformet ens.

Der er gode grunde til at antage, at det i begyndelsen var bronzehåndværkere, der eksperimenterede med den nye teknik, som må være nået nord for Alperne via det nordlige Balkanområde. Men fortsat findes jernet så at sige udelukkende i de rige grave i form af fornemme våben og seletøjsudstyr.

 Smeltedigler til bronzestøbning fra den tidlige jernalder fundet ved Vitved i Østjylland. Selv om bronzetilførslerne til Danmark efter ca. 600 f.Kr. var svundet meget ind, fortsatte det næsten totusindårige gamle håndværk uændret ind i jernalderen.

Smeltedigler til bronzestøbning fra den tidlige jernalder fundet ved Vitved i Østjylland. Selv om bronzetilførslerne til Danmark efter ca. 600 f.Kr. var svundet meget ind, fortsatte det næsten totusindårige gamle håndværk uændret ind i jernalderen.

Ved slutningen af det 6. århundrede f.Kr. var en regulær jernproduktion dog etableret også i de nordlige dele af Centraleuropa, og herfra var det, at den nye teknik spredtes til Danmark. Det resulterede allerede i det 5.-4. århundrede f.Kr. i en første eksperimenterende udnyttelse af den hjemlige myremalm. På en boplads fra denne tid, udgravet ved Bruneborg nord for Horsens, har man fundet mængder af lokal myremalm både uforarbejdet og ristet. Der var også spor af, at smedning i mindre omfang havde fundet sted.

Men som helhed synes fremstillingen af jerngenstande igennem jernalderens første århundreder at have været meget begrænset. Måske den i nogen grad har været baseret på importeret råjern. Under alle omstændigheder er det først i de sidste par århundreder f.Kr. at større jerngenstande begynder at blive anvendt. Ja, en virkelig omfattende dansk jernproduktion kan man først tale om et par århundreder e.Kr., hvor de mere komplicerede skaktovne kommer i brug på jernudvindingspladserne.

Igennem jernalderens første århundreder fortsatte derimod bronzestøberen de årtusindgamle håndværkstraditioner. Bronzen var ganske vist sjælden på grund af de reducerede forbindelser sydpå. Men enkelte fund viser, at bronzestøbning stadig foregik herhjemme. Ja, at man på visse punkter forbedrede teknikken bl.a. ved at indføre lukkede digler i lighed med, hvad man gjorde andre steder i det nordeuropæiske lavlandsområde.

Måske det var hos disse bronzestøbere, at de første eksperimenter med det nye materiale, jernet, fandt sted. Men vejen var lang, og det var først sent, at man lærte at mestre den teknik, der gjorde jernet til et virkelig brugbart redskabsmateriale.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Jernets komme i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305844