Flintredskaber fundet på en af de ældste jægerbopladser i Danmark, Jels, nordvest for Haderslev. Billedet viser dels pilespidser (til venstre), dels de karakteristiske „zinken” (til højre), et lille redskab som blev brugt, når rensdyrenes takker skulle forarbejdes til redskaber.

.

Intet kunne i jægernes øjne lignes med rensdyret. Alt i og på det kunne bruges: skindet, kødet, takkerne, knoglerne og disses marv. Også indvolde og maveindhold blev udnyttet, for herfra fik man livsnødvendige vitaminer og salte, bl.a. jod, der stammede fra det lav, der udgjorde renernes vigtigste føde. Endelig var der senerne, som kunne bruges til syning af dragter, til liner på harpunerne og til surringer på våben og redskaber. Fotografiet er taget i den store dal Arnangarnup Qoorua, syd for Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq) i Vestgrønland.

.

Endnu er det kun et lille glimt, man har fået af disse første jægere i Danmark. Men skal man forstå deres livsmønster, må det ses i et større geografisk perspektiv. I områderne syd for den nuværende dansk-tyske grænse fremstår et lidt klarere billede af fangstfolkenes liv og færden.

I Nordtyskland har man fundet bopladser fra denne tid, hvor ikke blot flintredskaber, men også dyrerester er bevaret. Bopladserne kendes som nævnt navnlig i tunneldalene ved Hamburg, og her er det muligt at studere jægernes intensive udnyttelse af de rensdyrflokke, som på deres årlige vandringer søgte nordpå til græsningsområderne i Nordtyskland og Danmark.

Fra nutidige studier af rensdyr ved man, at de bevæger sig på sæsonvandringer. Det er en simpel nødvendighed for, at dyrene kan overleve og hjorden holdes i god stand. Kun derved forhindres de områder, hvor dyrenes føde gror, i at blive overudnyttet. I modsat fald tager det flere årtier, før et græsningsområde igen kan ernære en rensdyrflok. Sæsonvandringerne havde også andre fordele, bl.a. forhindrede de epidemier i at sprede sig ukontrollabelt blandt dyrene.

Om sommeren var dyrenes hovedernæring forskellige græsarter, star, siv, urter, lyng og blade af dværgbirk. I det tidlige efterår, inden brunsttiden, var renerne i deres bedste kondition. Men det var også på trækket mod vinterkvartererne, hvor de samledes i store flokke, at de var særligt udsatte for overfald af jægerne. Ganske vist kunne renerne præstere hastigheder op til 70 km i timen, de var derfor svære at følge. Men jægerne vidste, at renflokkene var lettest at komme på hold af i åbent terræn mellem søer, i dale og ved andre naturlige barrierer, hvor dyrene blev tvunget ind i snævre passager, og hvorfra de havde svært ved at flygte.

Strengt taget ved vi ikke noget om, i hvilken retning renerne trak på de forskellige årstider. Gik de om vinteren mod syd og om sommeren mod nord? Eller var det lige omvendt, og tilbragte de vinteren heroppe i de nordlige egne, hvor snedækket i de tider var tyndt, og hvor det teoretisk set kunne være muligt at finde tilstrækkelig fode?

Spørgsmålet kan ikke besvares med sikkerhed, men fund af knogler og gevirer i danske moser antyder, at rener har opholdt sig i Sydskandinavien om vinteren. Det har ført til en teori om, at en del af de rensdyr, som tilbragte sommeren i det nordvesteuropæiske lavland sydvest for Elben, havde deres vinteropholdssted i nord, i Slesvig-Holsten, Danmark og Sydsverige.

På den anden side forekommer en sydgående vandring om efteråret og en nordgående om foråret mest logisk. Og ser man på de store ligheder, der er mellem de nordvesteuropæiske landskaber i senglacialtiden og nutidens Barrenland i Nordvestterritoriet i Canada, hvor der også er store renvandringer mod syd om efteråret, virker det mest sandsynligt, at de nordvesteuropæiske rensdyr også vandrede mellem skovklædte vinterområder i syd og sommerkælveområder i nord på de åbne landskaber i den nordlige del af Sydskandinavien.

Det var langs de forblæste bakkekamme, langs vandskellene og passagerne mellem søerne og vådområderne, at renflokkene vandrede. Det foregik sæsonvist, og det er netop, hvad nogle af fangstpladserne i tunneldalene ved Hamburg er vidnesbyrd om. Bopladsen Meiendorf, som blev udgravet i 1930'erne, viser f.eks. hvordan de såkaldte Hamburgjægere under Bøllingmildningen gentagne gange vendte tilbage til en lokalitet, der var særlig velegnet til renfangst.

Bopladsen lå i en dal i et landskab med lave morænebakker bevokset med lyskrævende planter og her og der med lave krat. Dalbunden var gennemskåret af et system af søer og vandløb, og her måtte renerne i sensommeren eller tidligt på efteråret krydse over for at komme videre på deres vej sydpå. Stedet var velegnet til drivjagt, og man kunne på den måde i løbet af forholdsvis kort tid forsyne sig med store mængder rensdyrkød foruden råmaterialer som sener, skind, tak og ben.

Parteringen af dyrene foregik ved søbredden, hvor nedslagtningen må have fundet sted. Og her udnyttede man byttet intensivt med henblik på vinterforråd: Kødet tørredes, knoglefedt blev kogt, skind til telte og vinterpelse blev bearbejdet, og sener og rensdyrtak forarbejdedes til jagt- og fiskeredskaber.

Affaldet fra slagtningen blev kastet i søen, og her bevaredes det gennem årtusinderne og kan i dag give et vigtigt indblik i den del af jægernes fangstcyklus, der knyttede sig til drivjagterne. Affaldet viser også, hvad det var for dyr, især fugle som ryper, ænder og gæs, jægerne nedlagde på deres strejfjagter, når de var ude for at opspore rener.

Om foråret, når renerne trak tilbage, kan det samme sceneri have udfoldet sig, men i andre perioder er det ikke utænkeligt, at jægerne har drevet bl.a. sødyrjagt og fiskeri nogle få hundrede kilometer derfra ved ishavet i nord eller ved Den Baltiske Issø. Man ved det ikke med sikkerhed. De bopladser, som hidtil er udgravet, viser nemlig kun et begrænset udsnit af jægernes årscyklus, som med mellemrum fordrede flytninger af hovedlejren, for at man kunne udnytte føderessourcerne, der hvor de fandtes.

Trods al den usikkerhed, som de arkæologiske fund rummer, ved man dog, at med Hamburgjægernes ankomst var dramaet om menneskets forsøg på at få fodfæste i Norden begyndt. Ganske vist varede den første svage mildning af klimaet, Bøllingtiden, ikke længe. Temperaturen begyndte igen at falde. Frostperioderne blev længere, småskovene blev ødelagt, og snart var landet igen i århundreder kun dækket af en åben tundravegetation.

En ganske rig jagtmark har det dog været, store rensdyrflokke færdedes fortsat her, og med dem også rensdyrets fjender: ulv og jærv. Men om den farligste af fjenderne, mennesket, ved man endnu kun ganske lidt. Kun få arkæologiske fund fra den tid er endnu dukket frem. Først med den næste mildning fremstår et tydeligere billede af mennesket.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Rensdyr på vandring.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig