Fangstfolk på vandring

De naturændringer, som satte ind efter det 10. årtusinde f.Kr., må langsomt have sat deres præg på menneskenes levevis. To forhold fik navnlig betydning: ændringerne af vegetationen betød en væsentlig forøgelse af jagtvildtet. Og dettes sammensætning ændredes gradvist fra dominans af flokdyr, som til stadighed var på vandring, til overvægt af mere spredtlevende standvildt.

Man kan ikke endnu i detaljerne beskrive den forvandlingsproces, jægersamfundene gennemgik. For gennem en stor del af det 10.-9. årtusinde f.Kr. er de arkæologiske fund endnu sparsomme og ofte lidet oplysende. Til gengæld kender man jægersamfundene betydeligt bedre fra det 8. årtusinde og fremover, dvs. på et tidspunkt, hvor forvandlingsprocessen var gennemført.

Tiden kaldes Maglemosetiden, opkaldt efter et af de vigtigste fundsteder i Danmark: Maglemosen i Vestsjælland. Men jægernes særegne kultur var ikke begrænset til Danmark. Igennem halvandet årtusinde eksisterede der et enestående fællespræg over de jægersamfund, som levede over hele det store sammenhængende, nordeuropæiske lavland. Det var et skovdækket jagtterritorium på henved 300.000 km².

Nok kunne man se forskelle i livsformen mellem de enkelte jægersamfund inden for dette store område. Menneskenes liv var dybt afhængigt af dyrenes veje og vaner, og disse varierede naturligvis, alt efter om det f.eks. var et udpræget lavlandsområde som Danmark, eller om det var et område med et mere uroligt overfladerelief, som f.eks. England. Men fællespræget, bl.a. hvad angik jagtmetoderne, var alligevel umiskendeligt.

Igennem hele den tidlige skovtid var jægersamfundene fortsat mobile, som de havde været det i årtusinder. Dvs. at de året igennem flyttede til de steder, hvor fødemulighederne var de bedste, og hvor arbejdsindsatsen forbundet med livets opretholdelse var den mindst mulige. Ofte vendte man tilbage til de samme, velkendte steder år efter år.

Hver årstid havde sine fordele og sine ulemper, som gjorde, at bestemte sider af erhvervet udøvedes mere intensivt end andre: sælfangst, fiskeri, fuglefangst, pelsdyrjagt osv. Månederne januar til marts var særlig egnede til jagt på de mange kød- og pelsdyr. Det gjaldt også sælerne, som let kunne nedlægges på stranden, hvor de opholdt sig i forbindelse med ungernes fødsel i januar-februar. I april begyndte derimod en vanskelig periode.

De store køddyr sætter på denne tid afkom og er derfor vanskelige at opspore. Planteføden er i den tid også meget sparsom, til gengæld optræder store mængder trækfugle, ligesom der foregår træk af grønlandssæler. Når sommeren kom, var det tid for fiskeri og indsamling af planteføde. Og med efterårets komme tog jagten atter til i omfang, mens derimod bær- og nøddeplukningen ophørte. Nu kom også store mængder af trækfugle, samtidig med at pelsdyrjagten begyndte at give sit bedste udbytte.

Disse rytmisk svingende ændringer af fødemængderne året igennem er dog ikke nok til, at man nøjagtig kan forudsige, hvor i landskabet jægerne opholdt sig. De forskellige fødeemner betød nemlig ikke lige meget for placeringen af bopladserne. De store køddyr var f.eks. mobile, og selv om de kaloriemæssigt havde stor værdi, var de næppe så bestemmende for bopladsernes placering som visse andre former for føde f.eks. den, der blev skaffet fra havet.

Et andet forhold var, at jægerne i visse sæsoner synes at have delt sig op i små grupper, således at de kunne udføre flere aktiviteter samtidig inden for større områder.

Alt dette påvirkede jægersamfundenes årscyklus og bosættelsesmønster og skal tages i betragtning, når man vurderer de arkæologiske fund. Hertil kommer den vanskelighed, som man hele tiden støder på ved studiet af disse tidlige jægersamfund i Danmark: fastlandstidens kystlinie ligger, hvor der i dag er hav. Sporene efter den tids kystbosættelser er derfor uendelig få. Og selv om kystzonen i den tidlige skovtid biologisk set ikke var så rig som i senere perioder af jægerstenalderen, er der ingen tvivl om, at den også blev udnyttet.

Når man f.eks. finder et sælkranium på en af Maglemosetidens indlandsbopladser, så viser det, at de jægere, som levede der, også havde været ude ved kysten, vel nok i de fødeknappe forårsmåneder. Men normalt gælder det, at selv om flere af årets måneder blev tilbragt ved kysten, efterlod det sig kun få spor på indlandsbopladserne. Den samme iagttagelse kan man gøre i nutidens Grønland.

Fundene af Maglemosefolkets bopladser er meget fåtallige igennem hele birkefyrretiden. Men fra den efterfølgende hasselfyrretid stammer et stort antal fund, der langt bedre belyser fangstfolkenes livsform på bestemte tider af året. I Jylland ligger bopladserne gerne i tilknytning til de store åer, specielt hvor disse løber sammen.

På Sjælland ligger de omkring søerne, oprindelig placeret nær vandkanten på den sumpede flade ude i rørskoven. Det er navnlig de sidstnævnte bopladser, der har givet et indblik i Maglemosefolkenes livsform. Flere steder på Sjælland er nemlig fundet bopladser med spor efter hytter, der må tolkes som fangstfolkenes sommertilholdssteder.

En sådan hytte blev udgravet i nærheden af Ulkestrup Lyng på Vestsjælland midt i den store Åmose. I Maglemosetiden må bopladsen have ligget kun få meter fra den daværende søbred.

Sporene efter hytten viste sig ved fundet af et gulvlag bestående af store barkflager af fyr og birk. Her lå bl.a. blade af kærmangeløv, som må have været underlaget for beboernes sovesteder. Væggene synes at have været bygget af armtykke hasselstager, der måske blot havde været et rammeværk for skind eller tagrør. Tilsyneladende var det hele af en ganske let konstruktion. Hyttens grundflade var rektangulær, længden 6-7 m og bredden 4-5 m. Smalsiden vendte imod sydøst, dvs. ud mod søen, og det synes som om, indgangen har været her.

Inde i huset var en sandplet, ca. 1 m i diameter, hvor bålet havde brændt. I hele hyttens indre lå mængder af nøddeskaller og flintafslag. Også uden for boligen lå der udsmidt affald: flintaffald, -redskaber og ofte velbevarede genstande af ben og træ, bl.a. en udskåret paddelåre. Den båd, den hørte til, har nok ligget fortøjet lige udenfor.

Fundene fra Ulkestrup viser, hvad der blev efterladt af en enkelt familie i løbet af de 3-4 sommermåneder, fra juni til september, man levede her. Fra det faste land, dvs. fra den tætte skov, har man i øvrigt næppe kunnet nå ud til hytten. Utilgængelige ellebevoksninger i en sump af sortbrunt vand har forhindret dette. Adgangen fandt snarere sted fra søsiden, hvor man padlede og stagede sig frem gennem sivskov og rørsump.

Ulkestruphytten er ikke den eneste af sin art. Lignende fund er gjort i Barmosen ved Vordingborg og i Holmegårds Mose ved Næstved – og man kender dem også fra Skåne og Nordtyskland. I en lang række andre tilfælde er hyttegulvene dog ikke bevaret eller iagttaget. Så ligger oldsagerne, dvs. beboernes husholdningsaffald, imidlertid ofte samlet i koncentrationer af samme form og størrelse som de sikre hyttetomter.

Det taler for, at det også her drejer sig om små sæsonbopladser, måske benyttet af en enkelt lille familiegruppe. Den store klassiske Maglemoseboplads, Mullerup, som blev fundet i år 1900 kan meget vel høre hjemme i samme kategori. Det, som sætter Mullerupbopladsen i en klasse for sig, er dens utroligt velbevarede benredskaber.

Det er dyreknoglerne og de øvrige organiske fund, som f.eks. hasselnødder, der viser, på hvilken tid af året bopladserne var beboet. De små hytter synes at have været sæsonbopladser, der var i brug fra hen på foråret til september. At man lagde hytterne netop i grænselandet mellem skoven og vandet, skyldes, at her fandtes de optimale muligheder for jagt, fiskeri, fuglefangst og indsamling af æg og planteføde, navnlig nødder.

Sommerbopladserne har været udgangspunkt for en mængde aktiviteter, bl.a. fiskeri på lavvandede områder i søerne, gerne nær ved strømløbet. Den slags fiskepladser har man fundet ved udgravninger i den samme vestsjællandske Åmose, hvor også Ulkestruphytten lå. De viser sig ved koncentrationer af benspidser med modhager, lystertænder, som står med spidsen boret ned i den gamle søbund. Det synes navnlig at være geddefiskeri, der er foregået her.

I foråret søger gedden ind på lavt vand for at gyde. Fra den tid og fremover ser man den tit stå og sole sig i overfladevandet, og man kan af knoglefundene på bopladserne se, at fangstfolkene ofte havde heldet med sig. De hjembragte gedder var store eksemplarer, ca. 60 cm lange. Men ofte er lysterne knækkede for fiskerne og deres benspidser blev derved bevaret i årtusinder i søbunden.

Linefiskeri har også været anvendt og tillige garnfiskeri. Men bortset fra fund af formodede garnflydere er direkte spor heraf endnu ikke fundet i Danmark.

Fra Maglemosetiden har man også lokaliseret bopladser fra andre årstider, f.eks. dem hvorfra jagten på de store køddyr er foregået. Man kan tænke sig, at jægerne undertiden har været borte fra hovedlejren i dagevis, og at de, når byttet var nedlagt, oprettede en lille boplads, hvor slagtningen foregik. En sådan var den vinterboplads, der er fundet nær en tidligere søbred ved Skottemarke på Lolland. Om vinteren færdes elgen undertiden i små flokke og er meget stationær.

Ved Skottemarke kan det have været sådan en lille flok, man har nedlagt. Mindst fem af de store dyr er blevet dræbt. Elgene er parteret, og man har holdt ædegilde på den delikate knoglemarv. Alle de marvspaltede knogler blev efterladt på stedet, men mellemfodsknoglerne tog man med sig. Det har man forklaret således, at jægerne først slagtede og parterede dyrene, hvorefter skindene, stadig med lemmernes nederste dele hængende ved, blev brugt som sække til hjemtransport af kødet til basislejren.

Mens man om sommeren levede splittet op i små familiegrupper, er det ikke usandsynligt, at menneskene om vinteren slog sig sammen i større grupper for at udnytte fællesskabet til at gøre jagten på bl.a. de store køddyr mere effektiv. Men endnu er vintermånedernes bosættelser næsten ukendte. Der er dog gjort fund, som antyder, at man i den kolde årstid boede på mere tørt land, om end stadig i tilknytning til ferskvand, og at man der levede i større grupper.

Men stadig er det bopladserne ved kysten, der mangler. Antagelig var det navnlig i de sene efterårs- og tidlige forårsmåneder, man søgte ud til havet. Begge perioder ville være fordelagtige for f.eks. havpattedyrsfangst – og indicier for, at en sådan er foregået, findes da også.

Desuden kender man bopladser, som kan være spor efter kortvarige ophold undervejs mellem kysten og indlandets sæsonbosættelser. Nogle af dem ligger ved de østjyske fjorde, som dengang var floddale fjernt fra det åbne hav. Der er imidlertid ikke bevaret knoglerester på disse bopladser, som kan afsløre, på hvilken tid af året de var i brug.

Nok er det et stort og rigt arkæologisk materiale, man kender fra Maglemosekulturen i Danmark. Men det er stadig utilstrækkeligt. Et helhedsbillede af jægernes sæsonvandringer kan man endnu ikke danne sig. Én ting synes dog at stå fast: jægersamfundenes livsform var mobil, og den indebar en vekslende gruppestørrelse tilpasset efter årstiden.