Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Istiden slutter

Oprindelig forfatter JJe

Selv om det gik mod mildere tider, havde landets jægerstammer endnu en kuldeperiode til gode. Omkring 10.600 f.Kr. blev klimaet køligere, istidens sidste fase, yngre dryas, begyndte. Den lysåbne skov, som havde dækket landet i Allerødperioden, udslettedes af vinterfrosten, tundraen blev igen dominerende. På de åbne strækninger opstod dværgbuskeheder. Dog forsvandt træerne ikke helt i de sydlige dele af landet.

Denne sidste knap årtusindlange kuldeperiode forandrede også dyrebestanden. F.eks. kunne langt færre elge og vildheste end før nu leve i landet. Men rensdyret havde fortsat gode livsbetingelser. Hvordan jægerne i detaljer tilpassede sig den ny situation står dog endnu ikke klart, for der er kun ret spredte arkæologiske fund fra denne periode i Danmark.

 Danske fundpladser for pilespidser af den type, der var i brug på jægerfolkets bopladser ved Ahrensburg i Nordtyskland. Fundene fra denne den sidste del af rensdyrjægernes epoke er endnu meget fa i Danmark. Vi kender dem dog bl.a. fra Solbjerg på Vestlolland, hvor også Hamburgjægerne havde holdt til årtusinder tidligere.

Danske fundpladser for pilespidser af den type, der var i brug på jægerfolkets bopladser ved Ahrensburg i Nordtyskland. Fundene fra denne den sidste del af rensdyrjægernes epoke er endnu meget fa i Danmark. Vi kender dem dog bl.a. fra Solbjerg på Vestlolland, hvor også Hamburgjægerne havde holdt til årtusinder tidligere.

I syd, hvor der endnu fandtes birkeskov, om end træerne kun forekom i spredte bevoksninger, har man dog fundet bopladser, der giver et indblik i livsformen i denne den sidste store kuldeperiode. Stedet er igen tunneldalene ved Hamburg, ved lokaliteten Stellmoor nær Ahrensburg – heraf navnet på disse istidens sidste fangstfolk: Ahrensburgjægerne.

Annonce

Stellmoorbopladsen lå i et dalstrøg ved et langstrakt system af lavvandede søer, som var bestemmende for den rute, renerne tog på deres vandringer nordpå. Her kunne man i det tidlige efterår og hen på foråret, når dyrene var i den bedste foderstand, organisere fællesjagter i stor stil. At dømme efter knoglefundene har jagterne givet et vældigt udbytte. Fangstmetoden var sikkert drivjagt, hvor man med klappere og forskellige spærringer drev dyrene frem mod rækker af skydeskjul, og her fandt så nedslagtningen sted.

Jagtvåbnene var store fyrretræsbuer med raffinerede, sammensatte pile. Disse havde flintod, og selve skaftet var delt i to: et forskaft af en stærk, tung træsort, som var indfældet i den bageste del af skaftet, dvs. den del, hvor kærven til buestrengen og styrfjerene sad. Ved fremstillingen af pilen var denne den mest arbejdskrævende del – og for ikke at gå tabt var den indrettet således, at den skiltes fra forskaftet, når dette havde boret sig ind i dyret.

Når jagten var overstået, gik man i gang med at sortere og partere dyrene. Nogle blev lagt ud i søen med et par store sten i brysthulen. Det er ofte blevet opfattet som jagtofringer, men har måske snarere været dyr, som blev gemt som forråd i det kolde vand – eller det kan slet og ret have været frasorterede dyr, for man har utvivlsomt ved nogle jagter dræbt flere dyr, end man kunne bruge. I alt er der spor efter, at henved 700 rener er blevet nedlagt på stedet, men tallet kan meget vel have været større.

 Rensdyrjægernes vigtigste våben var bue og pil. Godt, retvokset træ til pilene var vanskeligt at skaffe på den øde tundra, hvor der kun voksede lave buske. Man konstruerede derfor pileskaftet således, at man kun risikerede at miste pilens forparti, hvis et anskudt rensdyr slap bort. Pilens bageste del, skaftet med styrefjerene, kunne da anvendes igen.

Rensdyrjægernes vigtigste våben var bue og pil. Godt, retvokset træ til pilene var vanskeligt at skaffe på den øde tundra, hvor der kun voksede lave buske. Man konstruerede derfor pileskaftet således, at man kun risikerede at miste pilens forparti, hvis et anskudt rensdyr slap bort. Pilens bageste del, skaftet med styrefjerene, kunne da anvendes igen.

Parteringen af dyrene skulle skaffe jægerne tørkød, som kunne gemmes over længere tid foruden marv, fedt og talg. Men desuden gav renjagten skind, knogler, sener og gevirer, altsammen råmaterialer, som kunne bruges til fremstilling af klæder, telte, våben, redskaber og meget andet.

Når jagten var overstået, eller måske senere når kødforrådet var ved at slippe op, begav man sig andre steder hen. Men her svigter vor viden som i Hamburgjægernes tilfælde et par årtusinder tidligere: vi ved ikke, hvor jægerne fouragerede den øvrige del af året. Måske drog de nogle hundrede kilometer bort, ud til kystegnene og skaffede sig føden der ved andre jagtmetoder.

Hvor mange jægere, der hen på sensommeren og efteråret samledes ved Ahrensburg, kan ikke afgøres. Men at der har været adskillige familiegrupper synes sikkert nok. Måske var det nogle af disse smågrupper, der også færdedes længere nordpå i det, der nu er Danmark.

Ved sammenligninger med fangstfolk, som op til vor tid har levet under naturforhold, der svarede til dem, man mødte i Danmark i den seneste del af istiden, kan man dog få et vist indtryk af befolkningsmængden i dette tidligste afsnit af Danmarkshistorien.

Muligheder for sammenligninger finder man f.eks. i dele af Canada, hvor de ugæstfri omgivelser kun tillader en befolkningstæthed på 0,003 pr. km2. Skal det omsættes til det nuværende Danmarks areal, bliver det ikke til mere end ca. 130 mennesker. Det svarer til ca. 25-30 familier på landets ca. 44.000 km2.

Tallet er nu nok for lavt. Det samme gælder de fleste andre beregninger, hvor man som udgangspunkt har taget rensdyrflokkenes formodede størrelse i Danmark under den sidste del af istiden. For langt de fleste beregninger går ud fra, at menneskene var specialiserede rensdyrjægere, hvis hele liv og eksistens alene var afhængige af denne ene dyreart: rensdyret. Det var, som vi har set, næppe den fulde sandhed. Andre fødekilder har også været udnyttet.

Men begrænsningen ligger i, at man ikke kender til omfanget heraf. Hvor stor en rolle har f.eks. fiskeriet og kystfangsten spillet i de forskellige perioder af den sene istid? Dog vil selv et andet beregningsgrundlag næppe ændre resultatet meget.

Forbløffende få har de været, tallene har næppe været meget større end 1000. Men det var nok til, at man kan tale om, at menneskets tilpasning til de arktiske levevilkår havde været en succes. Den bosættelse af landet, som ubrudt skulle vare op til vor tid, var indledt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Istiden slutter i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305751