Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De første

Oprindelig forfatter JJe

Det var et forblæst og koldt landskab, isen efterlod. Intet menneskeligt øje så det. I sommertiden kunne det stå med en egen lysende skønhed. Nogle steder groede hele tæpper af rypelyngens elfenbenshvide blomster. Andre steder var det beskedne bevoksninger af stenbræk, klokkeblomst og den gule ølands-soløje. Heder med lavt krat af havtorn, pil og lidt enebær strakte sig i nogle egne fra horisont til horisont.

Men ellers var det kun få planter, der kunne klare den lave sommertemperatur på 8-9 graders varme. Alle var de nøjsomme pionérplanter tilpasset klimaet, så de kunne nå at blomstre og sætte frø i den korte sommer.

Ikke længe efter at isen var smeltet bort, omkring 13.000 f.Kr., begyndte den første, ganske lette varmebølge, Bøllingmildningen. Sommertemperaturen steg lidt, nok til at træer og buske begyndte at gro her og der. Navnlig på de lidt lune, sydvendte skråninger bredte der sig små lunde af birk og røn. Men fra disse milde vækststeder var der aldrig langt til den åbne tundra, hvor kun græs og småbuske groede.

Annonce

 Det skarptskårne landskab, som isen efterlod ved sin bortsmeltning, lader sig ikke længere finde i nutidens Danmark. Hovedindtrykket må dog have været som her i det åbne og øde hedelandskab ved Gråvola i Norge.

Det skarptskårne landskab, som isen efterlod ved sin bortsmeltning, lader sig ikke længere finde i nutidens Danmark. Hovedindtrykket må dog have været som her i det åbne og øde hedelandskab ved Gråvola i Norge.

Det var på dette tidspunkt, at de første mennesker trængte frem til de vidåbne landskaber i nord, der i dag kaldes Danmark. Måske var det en klar vinterdag med høj blæsende himmel for hen ved 15.000 år siden, at den første jæger nåede frem hertil. Omkring ham herskede en knugende stilhed. Foran lå den store tundraflade. Vindens susen og sneens fine, slibende lyd var det eneste, der hørtes. For første gang så et menneske ud over det endeløse sneøde.

Han har sikkert været ude med sine frænder for at søge rener. Sporene efter flokken gik nordpå, væk fra bopladserne i det dalstrøg, hvor familierne holdt til i deres vinterboliger. Her levede man af det rensdyrkød, som var blevet skaffet ved dyrenes træk nordpå hen på efteråret. I disse vinterlejre var der ingen mangel på mad.

Det landskab, den første jæger så ud over, var en endeløs ødemark. Uberørt lå det, sådan som den store indlandsis havde formet det, da den smeltede bort. Det var skarpskårent, helt anderledes end i dag, hvor årtusinders vind, frost og regn og menneskenes dyrkning af jorden har formet og mildnet det. Overalt lå sten i alle størrelser. Overalt var landskabet gennemskåret af vandløb med stejle bakkesider og skrænter.

Nu var det vinter, og landet var dækket af et tyndt snelag. Men sidst på foråret, når solen fik magt, blev det mange steder et fugtigt søle. Våde jordskred flød ned ad bakkesiderne, og i dalene brusede det iskolde vand. Lysende gråhvid var jorden, bestandig udsat for regn, blæst og frost – og næsten helt uden muld; den dannedes først i årtusinderne derefter. Mange steder mødte man endnu ørken med nøgen, gruset overflade, andre steder var der en bevoksning af lave vækster.

Det var ikke noget ukendt landskab for jægeren. Det lignede det, han kendte længere mod syd, om end han dér kunne finde mere sammenhængende bevoksninger med birk og undertiden også fyr. Men trods alt var det en ensartet ødemark; en mange hundrede kilometer bred bræmme, som afsluttede det europæiske fastland mod nord og ledte lige frem til ishavet og den mægtige bræ, der på den tid stod i det sydlige Sverige.

Øde at se på har det været, dette hav, som jægerne efter lange dagsrejser kunne nå frem til. Om vinteren en endeløs, isdækket flade. Om sommeren med masser af isskosser og sine steder, hvor smeltevandsfloderne mundede ud i det, mættet med opslæmmet ler. Hvaler og sæler levede i det; spækhugger, ringsæl og isbjørn og andre arktiske dyr var også at træffe her.

Et ikke ubetydeligt dyreliv har dette ishav altså haft, nok til at fangstfolk sæsonvis har kunnet leve der. Men om de gjorde det, dvs. kombinerede sæsonfangst i kystegnene med rensdyrjagt i indlandet i deres årlige fangstcyklus, det ved man endnu ikke med sikkerhed. Kun at de fangstfolk, som nu var trængt ind i Danmark, var erfarne jægere med et indgående kendskab til de vilde dyrearter.

I mindst tusinde generationer havde deres forfædre udviklet deres helt specielle leveform ved at lære dyrenes veje og vaner at kende. Men endnu er der meget, der mangler, for vi kan tegne et billede af de mennesker, som for 15.000 år siden for første gang så ud over de ode tundralandskaber i nord.

Indtil for få årtier siden var det kun ganske få fund fra det nuværende Danmark, der fortalte om jægernes ophold heroppe. Men i de senere år har man fundet deres bopladser flere steder i landet, bl.a. ved Slotseng og Jels Oversø i Sønderjylland og ved Sølbjerg på Lolland.

 Forholdet mellem land, hav og indlandsis i tiden efter de første fangstfolks indvandring til Danmark for hen ved 15.000 år siden. Østersøen var en isfyldt indsø og indlandsisens vældige masser stod oppe i nord, mens det store lavlandsområde, som det nuværende Danmark var en del af, var isfrit.

Forholdet mellem land, hav og indlandsis i tiden efter de første fangstfolks indvandring til Danmark for hen ved 15.000 år siden. Østersøen var en isfyldt indsø og indlandsisens vældige masser stod oppe i nord, mens det store lavlandsområde, som det nuværende Danmark var en del af, var isfrit.

Lidt syd for den nuværende dansktyske grænse er bopladserne talrigere. De ligger især i Ahrensburg-tunneldalen nordost for Hamburg. Og man har kunnet sandsynliggøre, at de danske bopladser ligger ved de samme vandringsruter for renerne, som også fangstfolkene i Nordtyskland udnyttede.

Ved Sølbjerg på Lolland lå bopladserne f.eks, på en lille sandet høj, Sølbjerg, som med sine 12 meter er et af de højeste steder på denne del af Lolland. Når rensdyrflokkene passerede forbi, blokerede bakkedraget for dyrenes udsyn for det bagvedliggende land, og her kunne man sætte varder og klappere, som ledte dyrene i retning af de ventende jægere. Nøjagtig sådan har grønlandske rensdyrjægere gjort det helt op til nutiden.

Beslægtede forhold havde man ved Jeissøerne i Sønderjylland. Også her har man fundet spor efter de tidligste rensdyrjægere, en ganske lille boplads, hvor man sikkert kun opholdt sig kortvarigt, måske nogle få uger. Bopladsen tegnede sig som en lille plet med flintredskaber og -affald, og det var formentlig også her, teltet af rensdyrskind stod.

Pladsen lå ved kanten af en tunneldal, hvor der dengang sikkert strømmede vældige vandmasser. Men vandløbet snævrede ind netop her, derfor var det stedet, hvor renflokkene måtte passere. Det gav deres værste fjender, menneskene, mulighed for at angribe flokkene samlet, en fordel det ellers var svært at opnå i det åbne landskab.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De første i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305748