Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Løvskoven og havet

Oprindelig forfatter JJe

Det varmere klima i den første skovtid havde kun været et forvarsel om endnu mildere tider. Ved begyndelsen af det 7. årtusinde f.Kr. gik udviklingen ind i en ny fase: Den atlantiske tid begyndte. Det navn har den fået, fordi klimaet fra at være kontinentalt tort nu blev mere fugtigt og varmere. Danmark fik et øklima. Det skyldtes, at havet rykkede frem, og de store sammenhængende landområder i Nordeuropa, som jægerfolkene havde færdedes i, formindskedes kraftigt.

Vesterhavet dannedes, og den vestlige Østersø bredte sig mere og mere. Det tidsrum, der nu begyndte, var det varmeste efter istiden. Igen ændredes levevilkårene dybtgående for landets befolkning- og dette førte i sidste instans, dvs. omkring 4000 f.Kr. til jægerstenalderens ophør og bondesamfundets dannelse.

Naturforandringerne var især følelige på to områder: vegetationen og dyrelivet forandredes – og i kystzonen, mødestedet mellem land og hav, der stadigt flyttede sig, voksede en hidtil ukendt biologisk rigdom frem.

Annonce

 Landets udseende omkring havstigningens maksimum ca. 6000 f.Kr. Grænsen mellem de områder, der er hævet, og de, der er sunket siden stenalderen, følger den såkaldte nullinje fra Nissum Fjord til Nordfalster. I landets nordlige egne ligger stenalderhavets kystlinier i dag indtil 15 m over det nuværende havspejl, medens de i de sydlige dele ligger 10 m under vore dages havniveau.

Landets udseende omkring havstigningens maksimum ca. 6000 f.Kr. Grænsen mellem de områder, der er hævet, og de, der er sunket siden stenalderen, følger den såkaldte nullinje fra Nissum Fjord til Nordfalster. I landets nordlige egne ligger stenalderhavets kystlinier i dag indtil 15 m over det nuværende havspejl, medens de i de sydlige dele ligger 10 m under vore dages havniveau.

Skoven var et af de steder, hvor de ændrede vilkår tydeligst kan iagttages. Den havde i tidligere årtusinder været i stadig udvikling og fortsatte nu i retning af sit klimaksstadium. Hvad der oprindelig havde været en åben pionérskov, blev med tiden forvandlet til en stabil urskov, hvor der herskede en høj grad af ligevægt mellem de forskellige arter.

I århundredernes løb var der nemlig sket en udvælgelse. Den favoriserede de arter, der var langsomme i væksten, men som til gengæld kunne tåle skygge, – som først sent blev kønsmodne, og hvis frøspredning foregik langsomt. Skoven var nu et modent økosystem, hvori der var oplagret en vældig biologisk rigdom.

De træer, som kom til at præge den nye klimaksskov, var arter, som allerede var indvandret i borealtiden. Men i den stadige kamp om lyset havde de efterhånden vundet overherredømmet over fyrrehasselskoven. Det var lind, elm og eg, som nu havde fået overtaget. På de magre jorder var det egen, der var det almindeligste træ i en lysåben skov iblandet fyr og birk. Men på de gode jorder var det den fagre lind, der prægede skoven.

Var lindeskoven tæt, fremstod den mørk og skyggefuld – og det gjorde den over store strækninger. Men udskiftningen af træerne skete gerne i generationsskift, hvor store skovpartier med jævngamle træer faldt samtidig og dermed gav plads for omfattende og langt mere åbne opvækstarealer. Herved skabtes lysninger, der gav gode vilkår for f.eks. hasselen – og desuden for plantearter, som var vigtig føde for det store skovvildt.

Kom man ud til kysten og til søernes og fjordenes bredder, mødte man en anden, mere afvekslende vegetation. Her var der trængsel af alle mulige træer og buske. Ud mod stranden stod en tæt kratskov med el, pil, hassel og tjørn i en næsten sydlandsk frodighed. Med sine stedsegrønne blade klatrede vedbend op ad træerne, og stærkt duftende kaprifolier snoede sig op ad buske og mindre træer og vanskabte deres stammer. Misteltenen sås også hyppigt. Dens klæbrige frø spirede oppe i trækronerne.

For skovens dyreliv betød forandringen, at de store køddyr som elsdyr og urokse blev stadig sjældnere. Dyrelivet prægedes nu i stedet af kronhjort, rådyr og vildsvin. Navnlig de sidste havde gode tider på grund af skovens mange oldentræer.

 Den biologisk rige kystzone i den atlantiske tid kan sine steder have set ud som her ved Knudskov på sydkysten af Knudshoved Odde, Sydsjælland.

Den biologisk rige kystzone i den atlantiske tid kan sine steder have set ud som her ved Knudskov på sydkysten af Knudshoved Odde, Sydsjælland.

Ved kysten var dyrelivet ligesom vegetationen præget af en næsten endeløs variationsrigdom. Fisk var der i store mængder. Sæler, delfiner, marsvin, øresvin og spækhugger færdedes også i de fiskerige vande, og i de salte fjorde dannedes vældige skaldyrsbanker. Hertil kom mængder af fugle, både standfugle og trækfugle.

Klimamildningen øvede også sin dybe indflydelse på forholdet mellem land og hav. Verdenshavet fortsatte sin hastige stigning ind i atlantisk tid på grund af isens afsmeltning fra polerne. Denne er afhængig af globale klima- og temperaturændringer, som til stadighed er virksomme. Siden havstigningen nåede sit maksimum i den atlantiske tid, er niveauet i verdenshavet i de efterfølgende 8000 år sunket ca. 3 m som følge af et generelt temperaturfald.

Men det var ikke alene bevægelserne af havspejlet, der bestemte forholdet mellem land og hav. I Skandinavien modvirkedes de til en vis grad af stærke bevægelser i jordskorpen. Fra et centrum i Den Botniske Bugt aftager hævningen af landmasserne jævnt sydover. I Sydskandinavien er den ringe, og i de sydvestlige egne sker der en sænkning. Det medførte i den atlantiske tid, at store områder af Nordjylland, Nordfyn og Nordsjælland overskylledes af havet og splittedes op i mange øer, talrige fjorde og lavvandede bredninger.

De sydlige dele af Danmark så helt anderledes ud. Her lå landet højere: Vadehavets øer var landfaste med Sønderjylland. Tåsinge, Ærø og Langeland var én stor ø, og det samme var Lolland og Falster. Dermed fremstod det Danmarkskort, som ses ovenfor, og som først og fremmest er forskelligt fra nutidens ved sin udstrakte kystlinie: fangstfolkenes foretrukne levested.

Havstigningen frem til det store maksimum i det 5. årtusinde f.Kr. foregik dog ikke helt regelmæssigt. Indimellem var der perioder med tilbagegang. I det nordsjællandske område har man f.eks. igennem atlantisk tid kunnet påvise 5 havstigninger med ca. 400 års mellemrum, som hver afløstes af perioder med stabil eller faldende vandstand. Da fangstfolkenes bopladser gerne lå i direkte tilknytning til vandet, fik disse vandstandsændringer også betydning for placeringen af bosættelsen. Man flyttede i takt med kystens frem- og tilbagerykning – og netop det må tages i betragtning, når man skal vurdere fangstfolkenes bosættelsesmønster igennem den atlantiske tid.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Løvskoven og havet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305757