Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Køkkenmøddinger og specialpladser

Oprindelig forfatter JJe

Også i Jylland er der områder, hvor man gennem store udgravninger har søgt at bestemme den sene jægerstenalders bosættelsesmønster. Et af dem er landskabet mellem Århus og Horsens, hvor kysten i den atlantiske tid var præget af dybe fjorde og lavvandede bredninger, højproduktive områder og derfor velegnede levesteder for en jægerbefolkning året rundt. Men også de dybe søer i indlandet, som kun fåtalligt fandtes på Sjælland, synes i Østjylland at have tiltrukket beboelse i denne periode.

Langs den jyske østkyst lå bopladserne spredt med en nogenlunde ensartet afstand af 15-20 km. Det taler ligesom på Sjælland for, at det område, som blev udnyttet omkring bopladsen, havde en radius på ca. 10 km, svarende til et par timers gang. Også de jyske bopladser var i brug over ret betydelige tidsrum.

I Nordjylland, specielt ved Limfjordbredderne, og i fjord områderne på østkysten helt ned til Horsens Fjord er der ét træk, som gør den atlantiske tids bopladser særligt iøjnefaldende: Køkkenmøddingerne. De findes dog også på Nordfyn og Sjælland, især ved Isefjorden og Roskildefjorden.

Annonce

 Fiskeruse fra den atlantiske tid, udgravet i Lille Knabstrup Mose i Vestsjælland. Jægerstenalderens fiskeruser var bygget af pile- eller birkekviste og sammenflettet med rødder af fyr. Ruser af denne form, med kubeformet beholder og indadvendt, tragtformet munding bruges den dag i dag.

Fiskeruse fra den atlantiske tid, udgravet i Lille Knabstrup Mose i Vestsjælland. Jægerstenalderens fiskeruser var bygget af pile- eller birkekviste og sammenflettet med rødder af fyr. Ruser af denne form, med kubeformet beholder og indadvendt, tragtformet munding bruges den dag i dag.

Deres udbredelse viser, hvor den atlantiske tids hav var tilstrækkelig salt og næringsrigt til, at der kunne udvikle sig skaldyrsbanker på lavt vand i nærheden af kysten, skaldyr i uendelige mængder er nemlig hovedbestanddelen af bopladsernes køkkenmøddinger.

Kystbefolkningens udnyttelse af fjordenes skaldyrsbanker begyndte allerede i slutningen af det 6. årtusinde f. Kr. Men det ser ud til, at denne særlige side af fødeindsamlingen kulminerer i løbet af det 5. årtusinde f.Kr., dvs. i Ertebøllejægernes tid, hvor alle tilgængelige ressourcer udnyttedes.

Køkkenmøddingerne kan være op til flere meter tykke og strække sig over flere hundrede m. De kan have et omfang på op til et par tusinde m3. Man har f.eks. beregnet, at Mejlgård-køkkenmøddingen på Norddjursland, en af de største og bedst kendte, rummede 10.000 østers pr. m3, hvilket vil sige, at der her er blevet indsamlet ca. 20 millioner østers over en 5-600 årig periode.

Disse store affaldsdynger er vokset uregelmæssigt og med skiftende hastighed. De består gerne af små skalbunker, som i århundredernes løb er gjort højere og højere. Men de rummer ikke blot skaldyr fra havet. Imellem skallerne ligger andet affald fra husholdningen: dyreknogler, redskabsaffald og bålrester. I nogle tilfælde kan man antage, at fangstfolkene har opholdt sig og arbejdet på selve dyngen, men de har næppe boet der permanent. Det har fluerne og stanken fra det rådnende affald nok sørget for. Boligerne har snarere ligget et sted i dyngens nærhed.

Køkkenmøddingernes indhold af organiske rester peger i retning af, at de er dannet af affald fra helårsbopladser, i hvert fald fra bosteder, der har været brugt på alle årstider. Måske ikke til stadighed af alle beboerne, men dog relativt permanent, ganske som det synes at have været tilfældet på de sjællandske bopladser.

 Fra udgravningen af Ertebøllekøkkenmøddingen i Himmerland 1895. Th. i billedet ses arkæologen Georg Sarauw. Det var en anden dansk arkæolog, J. J. A. Worsaae, der i midten af 1800-tallet påviste, at køkkenmøddingerne var boplads- og måltidsrester fra oldtiden. Køkkenmøddingerne består som regel af en blanding af skaller af østers, hjerte- og blåmuslinger, samt havsnegle. I skalmasserne findes også pattedyr-, fugle- og fiskeknogler, fiskeskæl samt store mængder affald fra redskabsfremstillingen.

Fra udgravningen af Ertebøllekøkkenmøddingen i Himmerland 1895. Th. i billedet ses arkæologen Georg Sarauw. Det var en anden dansk arkæolog, J. J. A. Worsaae, der i midten af 1800-tallet påviste, at køkkenmøddingerne var boplads- og måltidsrester fra oldtiden. Køkkenmøddingerne består som regel af en blanding af skaller af østers, hjerte- og blåmuslinger, samt havsnegle. I skalmasserne findes også pattedyr-, fugle- og fiskeknogler, fiskeskæl samt store mængder affald fra redskabsfremstillingen.

På dette punkt hersker der imidlertid endnu en del usikkerhed. Der er næppe tvivl om, at bosættelsen igennem den atlantiske tid var ret stabil inden for snævrere fangstterritorier, et fjordområde f.eks. Fortsat synes man dog også at skulle regne med eksistensen af mere specialiserede bopladser, hvor visse sider af erhvervet, pelsdyrfangst eller sælfangst f.eks, sæsonvis blev udøvet særlig intensivt.

En sådan plads var f.eks, den store østjyske indlandsboplads Ringkloster, som i dag ligger ved kanten af en mose, der i atlantisk tid var sydenden af Skanderborg Sø. Bopladsen var i brug over adskillige århundreder og var fortrinsvis beboet om vinteren.

Den jagt, som beboerne udøvede, omfattede urokse, kronhjort og vildsvin. Særlig det sidste dyr blev nedlagt i store mængder. Og hertil kommer en omfattende pelsdyrjagt efter odder og skovmår, som tydeligvis er blevet pelset på stedet. Der synes altså at have været tale om en vis specialisering. Men hvordan bopladsen skal indpasses i det generelle bosættelsesmønster, står endnu ikke klart. Der er tydelige indicier, bl.a. i form af knogler af småhvaler, for at beboerne enten har haft kontakt med befolkningen ude ved kysten, eller at de selv på visse tider af året kom derfra.

Et tilsvarende problem møder man også ved den store boplads Tybrind Vig på Vestfyn udgravet i de senere år. Den ligger i dag ca. tre m under havets overflade og må udforskes af frømænd ved undervandsarkæologi. Dens bevaringsforhold er helt enestående, og man får dermed et nuanceret indblik i en typisk kystboplads fra det 5. årtusinde f.Kr.

Den lå dengang på en lille halvø i et lukket, beskyttet nor, og beliggenheden taget i betragtning er det ikke overraskende, at føde fra havet har udgjort den vigtigste del af beboernes ernæring. Både fisk, havpattedyr og søfugle har været fanget i store mængder, ligesom skaller af havets bløddyr har været indsamlet. Her har været føde nok til ophold året rundt.

Kun 15 km øst for Tybrind Vig, men ved søbredder inde i landet, ligger imidlertid andre, ganske vist ikke så store, men samtidige bopladser. Igen må man spørge: var det én og samme befolkningsgruppe, som udnyttede de to forskellige områder ved f.eks. sæsonvis at sende mindre grupper af jægere ind i landet, mens hovedparten forblev ude ved kysten? Eller er der andre forklaringer, der bedre kan belyse forholdet mellem de store kystbopladser og de andre pladser inde i landet?

Fangstfolkenes adfærd igennem jægerstenalderens sidste årtusinder er således endnu ikke klarlagt. Sæsonflytninger af mindre grupper har utvivlsomt fundet sted. Men lige så sikkert er det, at bosættelsen peger i retning af en stadig større stedbundethed inden for begrænsede områder. Naturen var i disse årtusinder rig nok til, at det kunne lade sig gøre. Måske ligger også heri forklaringen på, at man har fundet så mange bopladser netop fra det sidste halve årtusind inden jægerstenalderens ophør.

Det kunne tages som udtryk for, at befolkningstallet var ved at vokse, hvilket øgede behovet for føde og dermed trykket på ressourcerne, så man til sidst måtte inddrage nye erhvervsformer. Befolkningens større bofasthed var en af de vigtigste forudsætninger for landbrugets begyndelse omkring 4000 f.Kr.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Køkkenmøddinger og specialpladser i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305759