Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Myten om historien

Oprindelig forfatter JJe

Historien begynder med myten – og myten handler om begyndelsen, om dengang alting var anderledes, eller dengang alting begyndte. Ethvert folk har sin oprindelsesmyte.

For tusinde år siden, da navnet Danmark første gang optræder i de nedskrevne beretninger, eksisterede der i Norden en rig fortællekunst.

Noget af den er bevaret i Eddadigtningen, og i den blev også historien om verdens begyndelse fortalt:

Annonce

Urtid var det …

intet sand, ingen sø,

ingen svale bølger;

jord sås ikke

og ikke himlen,

gab og gold tomhed,

af græs intet.

Sådan lød det i Vølvens spådom (i Martin Larsens oversættelse), et digt, der stammer fra oldtidens slutning.

Senere i Danmarkshistorien skabtes andre oprindelsesmyter. Nogle tog deres udgangspunkt i sagadigtningen, andre i Bibelen. Alle stillede de spørgsmålet om vort folks og menneskenes ældste oprindelse. Men fra begyndelsen af 1800-tallet voksede en ny tradition frem. Den byggede sin oprindelsesberetning på de levn af forsvundet liv, som menneskene havde efterladt i jorden. Arkæologien var begyndt på sin lange beretning om oldtiden.

 Årtusinder er gået, siden disse stenaldermennesker døde. Alligevel bringer den moderne arkæologiske undersøgelse os deres skæbne tæt ind på livet. De blev fundet på en jægerboplads nær havet ved Strøby Egede på Stevns, hvor de havde levet for henved 6000 år siden. I graven lå tre nyfødte, en 5-6-årig dreng, en 9-10-årig pige samt en 18-årig kvinde, en 30-årig mand og en 50-årig kvinde. Om årsagerne til deres død kan vi kun gætte. Var det en kæntringsulykke, eller døde de måske af en madforgiftning? Kun ét står fast: De døde alle på samme tid.

Årtusinder er gået, siden disse stenaldermennesker døde. Alligevel bringer den moderne arkæologiske undersøgelse os deres skæbne tæt ind på livet. De blev fundet på en jægerboplads nær havet ved Strøby Egede på Stevns, hvor de havde levet for henved 6000 år siden. I graven lå tre nyfødte, en 5-6-årig dreng, en 9-10-årig pige samt en 18-årig kvinde, en 30-årig mand og en 50-årig kvinde. Om årsagerne til deres død kan vi kun gætte. Var det en kæntringsulykke, eller døde de måske af en madforgiftning? Kun ét står fast: De døde alle på samme tid.

Nu er arkæologien ikke digtning, men en videnskab. Alligevel har oldtidshistorien bevaret noget af mytens præg. Af skildringerne af jorden ved menneskehedens begyndelse vokser ofte de mytiske forestillinger frem. Det er billeder af enge og dalstrøg, der gennemstrømmes af friske floder. Man ser de farvestrålende planter i al deres mangfoldighed, de dybe søer og i horisonten de blå og røde bjerge i fantastiske former, himlen med dens drivende skyer og flokke af fugle og havet med dets rigdom af fisk. Sådan som det var, før mennesket ændrede på det.

Historien handler om mennesket. Men også om dengang mennesket blev menneske. Her skubber vi stadig grænsen for vor indsigt bagud i tid. Vi ønsker stadig dybere perspektiver.

Måske fordi den hast, hvormed udviklingen nu foregår, har skabt et vældigt behov for at bestemme retningen af det forløb, vi er en del af. Derfor munder videnskaben om mennesket i dag ud i biologien. Og biologien forgrener sig videre i bl.a. kvantefysikken og astronomien. For vi stammer ikke kun fra primaterne og amøberne. Vi er skabt af stjernestøv, som det er blevet sagt af dem, der udforsker livets opståen på denne planet.

Af dette svimlende perspektiv vokser udviklingshistoriens mytiske præg frem. For det, videnskaben søger svar på, er ældgamle spørgsmål om bevidsthedens opståen, menneskets oprindelige væsen, samfundslivets fremvækst, kønnenes forskellighed og racernes oprindelse. Altsammen noget digtere, filosoffer og naturforskere har beskæftiget sig med i årtusinder, og som igen og igen dukker op som ubesvarede spørgsmål, også i historien.

Bag alle de mange videnskaber, der udforsker mennesket og den verden, det lever i, ligger drømmen om den store, samlende indsigt. Det er ikke få videnskabsmænd, der i vor tid som biologen François Jacob har stillet spørgsmålet, om det vil være muligt at få fortællingen om vor oprindelse til på én gang at fungere som videnskabelig teori og som myte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Myten om historien i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305742