Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den sidste istid

Oprindelig forfatter JJe

Kvartærtidens istider var meget lange. Mellemistiderne synes derimod at have været betydelig kortere, måske kun 10-15.000 år. I hvert fald gjaldt det den sidste mellemistid, som endte for omkring 70.000 år siden. Efter den satte endnu en kuldeperiode ind – den sidste istid, også kaldet Weichselistiden. For menneskene var det imidlertid den mest begivenhedsrige af dem alle.

Klimaændringen, som indledte den sidste istid, begyndte for mellem 80.000 og 70.000 år siden. Enorme isbræer opstod mange steder på den nordlige halvkugle, men Danmark var dog langtfra dækket af is i hele perioden, klimaet skiftede nemlig i årtusindernes løb.

I de første ca. 20.000 år af Weichsel-istiden lå bræen kun i de sydøstlige dele af Danmark, mens hovedparten af Jylland var isfrit. Her herskede et fugtigt, koldt klima.

Annonce

Så fulgte for ca. 45.000 år siden en noget mildere periode. Næsten hele det nuværende Danmark udgjorde nu et åbent, isfrit steppeområde, hvor bl.a. vældige planteædende mammutter søgte føden. Et iskoldt Kattegat dækkede dog Jyllands og Sjællands nordligste dele.

 Overarmsknogler af dådyr fundet ved Hollerup i Jylland. Knoglerne har været knust af mennesker, for at marven kunne tages ud. Disse meget gamle spor efter menneskers færden i Danmark er fundet i geologiske lag, der for henved 100.000 år siden, dvs. i Eem-mellemistiden, blev aflejret i en lille sø.

Overarmsknogler af dådyr fundet ved Hollerup i Jylland. Knoglerne har været knust af mennesker, for at marven kunne tages ud. Disse meget gamle spor efter menneskers færden i Danmark er fundet i geologiske lag, der for henved 100.000 år siden, dvs. i Eem-mellemistiden, blev aflejret i en lille sø.

Men endnu en knugende kuldeperiode havde landet til gode: For omkring 22.000 år siden begyndte store isbræer at skyde sig frem fra nord og noget senere fra øst. Sammen dannede de til sidst et ubrudt isdække, hvis form blev så afgørende for det danske landskabs udseende. Bræen stod nu langs en linie, der gik fra Bovbjerg ved Vesterhavet ind i landet til Viborg. Her bøjede isranden mod syd og gik ned gennem hele halvøen. Foran ismasserne, dvs. i det sydvestlige Jylland lå et øde og forblæst landskab, hvor livet havde ringe vilkår.

Noget senere ændredes billedet dog igen. En mildning af klimaet satte ind for omkring 15.000 år siden og tvang isen tilbage. Et par årtusinder senere var de sydlige dele af Østjylland og øerne endnu dækket af den vældige bræ, som kælvede isbjerge ud i det kolde Kattegat. Men resten af Jylland var isfrit bortset fra Vendsyssel, som var oversvømmet af havet. Den tid var nu ikke fjern, hvor Danmark helt skulle befries for isens knugende vægt.

Sådan forløb indlandsisens bevægelser ind over landet gennem Weichselistiden frem til dens sidste par årtusinder. Et fremmedartet og koldt Nordeuropa var det, men dog var det ikke overalt så fattigt og livsfjendsk som de landskaber, man kender fra de arktiske dele af verden i dag. De åbne landskaber, der lå syd for de vældige bræer, prægedes nemlig af, at solens stilling i forhold til breddegraderne var anderledes end i nutidens arktiske områder.

Det gav mere direkte solenergi og derfor opviste landskaberne længere mod syd på kontinentet også en sammensat mosaik af vegetation betinget af bl.a. de lokale overfladeforhold. I virkeligheden var det et ganske produktivt landskab, som det ses af dyrebestanden. Man kunne møde store græsædere som uldhåret næsehorn, mammut, bison og vildhest såvel som rensdyr og rådyr. Og her levede også store kødædere som bjørn, løve, hyæne og ulv.

 Urokse fra hulemaleri i Dordogne i Sydvestfrankrig, malet af istidsjægere for mere end 15.000 år siden. Det var den samme dyreart, som efter isens bortsmeltning fra Danmark flere årtusinder senere var så efterstræbt af jægerstenalderens fangstfolk.

Urokse fra hulemaleri i Dordogne i Sydvestfrankrig, malet af istidsjægere for mere end 15.000 år siden. Det var den samme dyreart, som efter isens bortsmeltning fra Danmark flere årtusinder senere var så efterstræbt af jægerstenalderens fangstfolk.

I dette landskab fortsatte mennesket sin kolonisering af Europa. Allerede længe før den sidste istid fandtes der i Europa mennesker af arten Homo sapiens. Men hvordan denne arts videre udvikling forløb, står endnu som noget af en gåde. En gren af den blev for henved 125.000 år siden til Neander-thallinien. Mennesker af denne art havde altså eksisteret allerede under den næstsidste istid, og det var sandsynligvis dem, der i den efterfølgende – sidste – mellemistid færdedes i Danmark. De synes i øvrigt at have kunnet tilpasse sig omgivelser af vidt forskellig karakter: de levede over hele Europa, Mellemøsten og ind i Centralasien.

Homo sapiens neanderthalensis levede videre ind i den sidste istid, og det var her, dens særegne karaktertræk nåede deres mest ekstreme form: et kraftigt skelet med store muskelflader, som i øvrigt ikke afveg væsentligt fra nutidsmenneskets. Afvigende var derimod kraniet. Dets hjerne var lige så stor som vor, men hjernekassen var betydeligt lavere og længere.

Neanderthalerne var kyndige jægere, de fremstillede effektive redskaber, de gik i klæder, og i deres livsform indgik en dødeomsorg, som gav sig udtryk i gravritualer. De må derfor have haft et udviklet talesprog. Men tilsyneladende førte deres udvikling ind i en blindgyde, i hvert fald forsvandt de totalt for henved 40.000 år siden, midt i den sidste istid. Scenen blev nu helt domineret af det moderne menneske Homo sapiens sapiens.

Hvor det moderne menneske opstod, er stadig en gåde. I Europa kan det næppe have været, derimod synes nye genetiske træk i løbet af den sidste istid at være kommet hertil udefra. I Afrika er der fundet 100.000 år gamle overgangsformer mellem den primitive Homo sapiens og nutidsmennesket. Og i Mellemøsten er der fundet 40.000 år gamle kranier, som nok ligner nutidsmenneskets, men alligevel har bevaret visse primitive træk, der peger bagud mod ældre Homo sapiens former.

Der er mange mulige forklaringer på disse fund – det eneste, man med sikkerhed kan sige, er, at for 35-30.000 år siden findes der i Europa, Asien og Afrika kun mennesker, som stort set svarer til disse områders nutidige befolkning. Mennesket havde nu nået det biologiske stadium, hvor det står i dag – og den mennesketype var det, som i den sidste halvdel af den sidste istid via den dengang eksisterende landforbindelse, koloniserede de mennesketomme kontinenter: Amerika og Australien. Menneskehedens globale spredning var nu til ende.

 Istidsjægernes selvportrætter, nogle af de ældste billeder af mennesker i verden. Oftest afbilder istidsjægernes kunst jagtdyr. Menneskefremstillinger forekommer dog også, gerne som små skulpturer eller som her indridset på nogle små stenplader, fundet på en fangstboplads fra istidens slutning ved La Marche i Vestfrankrig.

Istidsjægernes selvportrætter, nogle af de ældste billeder af mennesker i verden. Oftest afbilder istidsjægernes kunst jagtdyr. Menneskefremstillinger forekommer dog også, gerne som små skulpturer eller som her indridset på nogle små stenplader, fundet på en fangstboplads fra istidens slutning ved La Marche i Vestfrankrig.

Vendepunktet i menneskets udvikling lå midtvejs i den sidste istid for henved 35.000 år siden. Teknologisk set var det også en vigtig tærskel, som blev overskredet. En ny redskabsteknik var blevet udviklet og førte til fremkomsten af et bredt udvalg af velegnede arbejds- og fangstredskaber. Der er f.eks, vidnesbyrd om, at bue og pil kommer i brug i løbet af perioden.

De ældste spor heraf er ca. 18.000 år gamle. Jagtspyd med aftagelige odde opfindes også, kastetræ, som forøgede spydets styrke og træfsikkerhed, ligeså. Mange af disse tekniske forbedringer hænger sammen med en udvikling af skæft-ningsteknikken, som også viser sig ved, at ben, tak og elfenben nu indgår i redskabsfremstillingen.

Alt dette peger i retning af stadig større planlægning af jagten, og samme vej peger også den store variationsbredde, man kan aflæse af de arkæologiske funds indhold og geografiske spredning. Den sidste istids jægere var ikke tilfældigt omflakkende, primitive væsener, der levede fra hånden og i munden. Deres livsform var nøje planlagt i overensstemmelse med omgivelserne. Den sigtede mod to mål: at opnå en sikkerhedsmargen ved fødens tilvejebringelse til imødegåelse af krisesituationer – og at holde den dermed forbundne arbejdsindsats inden for acceptable rammer.

Det krævede en række valg, hvad angik placeringen af bopladserne, varigheden i brugen af disse og reguleringer af gruppestørrelsen, kort sagt en udviklet social adfærd, som ligger langt fra alle traditionelle forestillinger om disse jægere. Indsigtsfulde og erfarne fangstfolk var de, med en kultur som byggede på årtusinders opsamlede viden.

I det lys bliver istidsjægernes kunstneriske udfoldelser også mere forståelige, men ikke mindre betagende. Det føler man, når man står i de huler, hvor jægerne afbildede de dyr, som udgjorde så væsentlig en del af deres eksistensgrundlag. Mere end 100 sådanne huler er kendt i Europa. De fleste i et begrænset område i Vesteuropa, men også nogle så langt mod øst som Ural.

Muligvis har de været rituelle samlingspladser for et antal fangergrupper inden for et større område – og her, på klippevæggene i bl.a. Dordogne og Pyrenæerne udviklede man i den sidste tredjedel af istiden gradvis en maleteknik med mange farver og et kunstnerisk raffinement i skildringen af dyrene, som får betragteren til at føle det nære slægtskab med disse fjerne forfædre.

Mod istidens sidste årtusinder trængte nogle af disse jægerfolk mod nord ind i de åbne landskaber i det, der nu er Nordtyskland, Holland, Polen og Danmark. Op i retning af den mægtige isbræ, som på den tid var ved at trække sig tilbage mod nord. De slog sig ned bl.a. i tunneldalene i nærheden af Hamburg. Og herfra var det, at smågrupper af jægere nåede frem til de øde landskaber, der i dag er Danmark.

Det skete for omkring 15.000 år siden. På den tid var de første tegn på den klimamildning begyndt at vise sig, som skulle bringe den foreløbig sidste istid til ophør og åbne vejen for menneskenes kolonisering af Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Den sidste istid i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305745