Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bræen viger

Oprindelig forfatter JJe

At den store bræ mange årtusinder tidligere var trængt ind over landet skyldtes, at isen flød ud, når den blev belastet ved, at nye is- og snelag lagde sig på den. Men nu hvor klimaet blev mildere, ændredes situationen. Man kan sige, at bræen trak sig tilbage, men det gjorde den naturligvis ikke, for gletschermasserne kendte kun én vej: fremad. Isen smeltede bort, fordi tilførselen af nye is- og snemasser efterhånden blev mindre end den afsmeltning, der foregik.

Nu begyndte store smeltevandsfloder at strømme bort fra indlandsisens randområder. De løb både langs bræens overflade og sivede ned i den gennem sprækker og revner. Under gletscheren samlede disse vandmasser sig til kæmpemæssige floder, som strømmede ud gennem gletscherportene og videre ud over det øde forland foran bræen.

Da indlandsisen havde haft sin største udbredelse, havde de vestlige dele af Jylland været isfrie. Her lå de flade landskaber, som igennem årtusinder havde fået deres form af det materiale, som var blevet frigjort ved isens forsvinden. Her og der rejste der sig højere bakkedrag op i det lave landskab.

Annonce

 Ved indlandsisens rand kunne man få et indtryk af de vældige kræfter, der formede det danske landskab. Omtrent som her, ved Vatnajökull i Island, må der have set ud i Danmark, da isen begyndte at trække sig tilbage mod slutningen af den sidste istid.

Ved indlandsisens rand kunne man få et indtryk af de vældige kræfter, der formede det danske landskab. Omtrent som her, ved Vatnajökull i Island, må der have set ud i Danmark, da isen begyndte at trække sig tilbage mod slutningen af den sidste istid.

Det var bakkeøerne, moræne- og smeltevandsaflejringer fra den forrige istid. Men imellem lavningerne i dette gamle landskab var vandet fra indlandsisen søgt bort igennem den sidste istid. De store mængder af frismeltet materiale, som vandet førte med sig, aflejredes her og dannede vidtstrakte smeltevandssletter.

I tiden efter ca. 15.000 f.Kr. begyndte isens bortsmeltning fra Danmark for alvor. Den foregik i uregelmæssigt tempo og gik undertiden helt i stå – eller ismasserne lavede igen fremstod. Men omkring 13.000 f.Kr. var isen tilsyneladende helt smeltet bort fra det danske landskab.

Afsmeltningen var først begyndt i nord, hvor israndslinien igennem en lang periode havde stået i en linie fra Bovbjerg til Viborg. Nu trak bræen sig tilbage til en linie over Mors, Fur og Himmerland og frigjorde derefter hele det nordjyske område, som dog for størstepartens vedkommende blev dækket af ishavet.

Så begyndte linien ned gennem Jylland at vige tilbage mod nordøst. Efter mange frem- og tilbagerykninger nåedes et stadium, hvor kun de østligste og sydlige dele af Sjælland var dækket. Det var det sidste stadium, inden isen helt slap sit tag i landet. Scenen var nu sat for menneskets indvandring i Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Bræen viger i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 8. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305746