Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Krise og forandring

Oprindelig forfatter JJe

Den arkæologiske forskning har igennem de sidste årtier lagt megen vægt på studiet af de forhistoriske fangstfolks territorier og antallet af mennesker, som boede inden for disse. Det skyldes, at netop den slags forhold er vigtige, når man skal forklare et kulturskift, som det der skete omkring 4000 f.Kr., da landets jægerbefolkning udviklede et første, primitivt landbrug.

Ved studier i udviklingslandene har man i nyere tid fået øget indsigt i samspillet mellem teknologisk udvikling og befolkningsvækst. Bl.a. ved man nu, at fødselstallene i jæger-samlersamfund ikke blot bestemmes af fysiologiske men også af kulturelle forhold.

De fysiologiske faktorer omfatter naturligvis især hygiejne og ernæringsforhold. De sidste er bl.a. stærkt afhængige af årstidsbestemte forandringer af kosten, som let skaber kriser, der resulterer i mindre levedygtige børn. Men hertil kommer et andet sæt begrænsende faktorer: de kulturelle. Forestiller man sig f.eks. et tilfælde af kraftig befolkningstilvækst i et primitivt samfund, vil en sådan gerne resultere i udviklingen af en mere produktiv teknologi.

Annonce

 På en stor hjortetaksstav fundet i den vestsjællandske Åmose ses indridset billedet af en hjort og et menneske. Det var kun sjældent, at fangstfolkene afbildede sig selv og deres jagtbytte. De motiver, som udsmykkede jægerstenalderens våben og redskaber, var tit af geometrisk art. Ofte ser man, at de dekorerede genstande blev mønstret gang på gang, dvs. at gamle, slidte ornamenter blev erstattet med nye. Hvilken mening, der lå bag dette, er uvist.

På en stor hjortetaksstav fundet i den vestsjællandske Åmose ses indridset billedet af en hjort og et menneske. Det var kun sjældent, at fangstfolkene afbildede sig selv og deres jagtbytte. De motiver, som udsmykkede jægerstenalderens våben og redskaber, var tit af geometrisk art. Ofte ser man, at de dekorerede genstande blev mønstret gang på gang, dvs. at gamle, slidte ornamenter blev erstattet med nye. Hvilken mening, der lå bag dette, er uvist.

I den atlantiske tids jægersamfund indførte man f.eks. fiskeruser, dvs. selvfiskende og arbejdsbesparende redskaber. De er netop udtryk for noget sådant. Vokser befolkningsmængden imidlertid ud over en vis grænse, kan man gå over til forskellige midler til begrænsning af fødselstallet: tabuforanstaltninger mod seksuelt samkvem i visse perioder, udsættelse af børn, børnedrab osv.

I praksis søger jægersamlersamfundene imidlertid også gerne at holde befolkningstallet et godt stykke under det maksimum, som deres territorium kan ernære. Visse steder i verden har man kunnet iagttage, at en udnyttelse af ressourcerne på kun 20-30% af det maksimale ikke er usædvanlig. Herved søger man altså at undgå de krisesituationer, som svingninger i fødemængderne over længere tidsrum kan forårsage. Man bestræber sig kort sagt på at leve med så bred en sikkerhedsmargen som muligt.

Det er noget, man tit har overset, når man forestillede sig levevilkårene for oldtidens jægersamfund, idet man ofte kun gik ud fra, hvor meget kødvildt de kunne jage i skovene. Men netop i den atlantiske tids kystområder var der en vældig rigdom på andre ressourcer, dels planteføde, dels føde fra havet. Og som det er blevet vist, blev den rigdom udnyttet rigeligt af jægersamfundene.

Men i slutningen af det 5. årtusinde f.Kr. må noget alligevel være gået galt. En krisestilstand må være opstået, for i de følgende århundreder lægger jægersamlersamfundene deres livsform om. De gamle prøvede metoder til at skaffe sig føden synes ikke længere tilstrækkelige. I hvert fald begynder landets befolkning nu at udvikle et primitivt landbrug. Det må have budt på visse fordele, men også have krævet en øget arbejdsindsats – og i sidste instans førte det til fuldstændig nye livsformer.

Hvorfor det forløb sådan, er endnu et af de store, ubesvarede spørgsmål i oldtidshistorien. Det skete forholdsvis hurtigt. At man fik kendskab til de nye erhvervsformer, husdyrhold og planteavl, var ikke særlig gådefuldt. For som vi senere skal se, må landets jægerbefolkning igennem århundreder have haft forbindelse med folkeslag på den anden side af Østersøen, som levede af landbrug. Men stadig må vi spørge, hvad det var, der fremtvang denne ændring?

 En tværpil ses her indskudt i et kronhjorteribben fra Maglelyng i den vestsjællandske Åmose. Læsionen har været smertefuld, men dyret har åbenbart overlevet, for sårrandene er helede. De mange spor af den slags mislykkede jagter, hvor dyrene er blevet anskudt men er sluppet fra jægeren, giver et fingerpeg om, hvor intens udnyttelsen af landets dyrebestand efterhånden blev i løbet af jægerstenalderen.

En tværpil ses her indskudt i et kronhjorteribben fra Maglelyng i den vestsjællandske Åmose. Læsionen har været smertefuld, men dyret har åbenbart overlevet, for sårrandene er helede. De mange spor af den slags mislykkede jagter, hvor dyrene er blevet anskudt men er sluppet fra jægeren, giver et fingerpeg om, hvor intens udnyttelsen af landets dyrebestand efterhånden blev i løbet af jægerstenalderen.

Tilsyneladende en kombination af mange forskellige forhold. For at forstå, hvad der skete, må man gå henved 2000 år tilbage i tiden, til overgangen mellem fastlandstiden og den atlantiske tid. For naturudviklingen var det en af de mest betydningsfulde begivenheder i Danmarkshistorien. Havstigningen skabte et udpræget ø-rige, specielt i de nordlige og østlige dele af landet. Derved dannedes mange nye næringsrige biotoper langs de udstrakte kyster, men dannelsen af de talrige øer fik også dyb indvirkning på udviklingen og fordelingen af landdyrene.

En ø-fauna er nemlig meget sårbar over for forandringer. Artssvingninger leder her lettere til uddøen end i de områder, der har større landmasser bag sig, som f.eks. Syd- og Midtjylland og Skåne. Deres dyrebestand kunne lettere fornyes, men det skete ikke på selv større øer som Sjælland. Derfor ser man også, at på netop den ø uddør urokse, elg, den brune bjørn, ilder, grævling og los i løbet af atlantisk tid.

Der var nu også andre forhold, som medvirkede til disse dyrs uddøen. Bl.a. at skoven blev tættere og mindre næringsrig – men tillige at jægerne øvede et stadig større jagttryk på dyrebestanden.

Mens levevilkårene for både dyr og mennesker i visse henseender forringedes i indlandets skove, så kompenseredes der til gengæld herfor andre steder. Havet gnavede sig ind i de gamle kystområder og skabte derved en vældig biologisk forandring. Den atlantiske tids hav var både varmere, mere frisk og saltholdigt end i dag, tidevandsforskellene var også meget større, mineraler vaskedes ud af kysten og gjorde havet mere næringsrigt.

Det skabte levemuligheder for et mangfoldigt dyreliv. Fisk, sæler, små og store hvaler færdedes i mængder i havet. Østers- og muslingebanker opstod på de store fladstrandede områder, og hertil kom et rigt fugleliv. Navnlig ved forårs- og efterårstide kunne man se store fugletræk, men der var også utallige arter, der ynglede både ved de ferske vande og ude ved havet.

Det var denne rigdom, landets jægerbefolkning udnyttede i dens fulde bredde igennem den atlantiske tid. Og selv om man endnu ikke i enkeltheder kan forstå, hvordan det foregik, så viser fundene af periodens bopladser, at man blev stadig mere bofaste og mindre afhængige af sæsonbestemte flytninger.

En sådan situation kan meget vel få indflydelse på befolkningsmængden. Man ved, at specielt den store arbejdsbyrde, som hviler på kvinderne i de fleste jægersamlersamfund, er et af de mest effektive midler til at forhindre ukontrollabel befolkningsvækst. Til kvindearbejdet hører ofte indsamling af en meget stor del af føden, tilvejebringelse af vand, brændsel, fødetilberedelse og sidst men ikke mindst børnefødsler og pleje af afkommet.

 Menneskekranier med snitspor efter flintknive, der viser, at skalpering undertiden blev praktiseret. De her viste fund er gjort på bopladsen Dyrholmen på Djursland. Det kan dog ikke med sikkerhed afgøres, om de stammer fra det 5. eller 4. årtusinde f.Kr. Men sammen med talrige andre knoglefund er de vidnesbyrd om, at tiden omkring landbrugets indførelse var præget af talrige konflikter, måske territoriale stridigheder, mellem landets beboere.

Menneskekranier med snitspor efter flintknive, der viser, at skalpering undertiden blev praktiseret. De her viste fund er gjort på bopladsen Dyrholmen på Djursland. Det kan dog ikke med sikkerhed afgøres, om de stammer fra det 5. eller 4. årtusinde f.Kr. Men sammen med talrige andre knoglefund er de vidnesbyrd om, at tiden omkring landbrugets indførelse var præget af talrige konflikter, måske territoriale stridigheder, mellem landets beboere.

Men man ved også, at antallet af børnefødsler ofte øges i mere bofaste samfund. I mobile samfund er der langt snævrere grænser for, hvor mange børn man kan bringe med sig. Den øgede bofasthed og den forholdsvis lette adgang til store mængder føde kan således tænkes at have været med til at slække på de begrænsninger af befolkningstilvæksten, som sikkert også har eksisteret i oldtidens jæger-samlersamfund.

Hertil kom, at havstigningen havde formindsket landets areal. Et øget antal mennesker skulle leve på et stadig mindre område, og det må have fort til et større pres på fødemidlerne. En sådan situation vil let kunne medføre konflikter imellem mennesker. Fejder som følge af territoriale stridigheder kommer til at høre til dagens orden. Og det er muligvis i det lys, man skal se de overraskende mange spor efter vold på de skeletter, der er bevaret fra den atlantiske tid.

I gravene fra Bøgebakken var der ét tilfælde, hvor en mand var dræbt af et pileskud i halsen. To andre voksne havde haft brud på rygsøjlen, men havde dog overlevet skaden. I graven fra Korsør Nor havde den gravlagte mand flere svære hovedlæsioner, der delvis gennemborede kraniet. Det samme sås på et kranium fra Tybrind Vig. På den skånske Skateholmgravplads lå ligeledes en dræbt jæger: Et pileskud havde ramt ham i underlivet og havde boret sig igennem blære og tarme.

Også på bopladserne kan gøres fund, der peger i samme retning. Et barnekranium fundet på Dyrholmbopladsen på Djursland havde snitspor efter skalpering, en taphvirvel fra et andet menneske viste, at dette havde fået skåret hovedet af – og endelig var der adskillige marvspaltede menneskeknogler – spor efter kannibalisme. For de sidste fund kan man dog ikke med sikkerhed afgøre, om de stammer fra de seneste jægerfolk eller fra tiden kort derefter, hvor menneskene var begyndt at praktisere landbrug.

Øget bofasthed og en deraf følgende stigende befolkningsmængde, et større pres på ressourcerne og et forhøjet konfliktniveau – samt eventuelt en nedgang i visse fødeemner bl.a. forårsaget af klima- og vandstandsændringer omkring 4000 f.Kr. – altsammen kan det have været faktorer, der skabte et befolkningsoverskud i kystområderne og fremmede omlægningen af livsformerne. Det førte til sidst til landbrugets indførelse. Men det må understreges, at spørgsmålet endnu langtfra er afklaret. Andre forhold, f.eks. sociale, kan også have spillet ind.

Som vi allerede har hørt, fandtes der igennem hele det 5. årtusinde f.Kr. tidlige bondesamfund kun få hundrede km syd for den nuværende dansk-tyske grænse. Med disse bondesamfund stod jæger-samlersamfundene i Sydskandinavien i livlig kontakt. Fra dem havde man lært pottemagerkunsten at kende, og fra dem modtog man bl.a. økser af sjældne og højt værdsatte stensorter.

Spredningen af disse genstande lader os ane konturerne af samfund, hvor udvekslingen af symbolske genstande spillede en meget stor rolle i konkurrencen om prestige og magt. Måske skal vi forestille os, at jæger-samler-samfundene domineredes af ældre mænd, som forestod udvekslingen af prestigegenstande og indgåelsen af alliancer gennem udveksling af kvindelige ægteskabspartnere.

Men den slags sociale kontakter er i primitive samfund gerne forbundet med afholdelse af fester, hvor værterne demonstrerer deres formåen ved et stort udbud af madvarer. Det giver magt og prestige – og det kan tænkes, at dette også er baggrunden for, at der i tiden op mod 4000 f.Kr. dukker nye og eksotiske madvarer op blandt jæger-samler-samfundene i Sydskandinavien, f.eks. korn og kod af tamdyr.

Når behovet først var skabt og mulighederne i øvrigt til stede, var der ikke langt til, at man lokalt begyndte en produktion af de eftertragtede fødevarer samtidig med, at man opretholdt en lang række af de traditionelle erhvervsformer som jagt, fiskeri og indsamling.

Det krævede imidlertid en anden udnyttelse af omgivelserne end tidligere. Men med den begyndende brug af skoven tog man hul på en stor bunden næringskapital og satte derved en proces i gang, som ikke lod sig standse. I løbet af forholdsvis få århundreder opstod en ny samfundsøkonomi, som krævede fuldstændigt ændrede organisationsformer.

Landet gik dermed ind i en forvandlingsproces, som gennem de sidste årtusinder havde bredt sig fra Orienten til det europæiske kontinent – og nu til sidst også til Danmark. Vi skal derfor se på landbrugets opståen i et videre perspektiv og undersøge nogle af forudsætningerne for dette radikale skred i menneskehedens udviklingshistorie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Krise og forandring i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305763