Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Offergaverne

Oprindelig forfatter JJe

Hvor bondestenalderens forfædrekult efterlod sig iøjnefaldende spor på steder, hvor de hellige ritualer havde udfoldet sig, står man i bronzealderen med mærkeligt få konkrete spor. Varige kultbygninger som bondestenalderens store, stenbyggede gravkamre kender man kun få af (se foto). Og dog må landet i bronzealderen have været dækket af et tæt netværk af helligsteder.

Ved hver eneste landsby, hvor fugtige engdrag, moser og andet utilgængeligt terræn omgav bebyggelsen, udførte man kultiske handlinger og ofrede kostbarheder. Men et indtryk af al denne religiøse udfoldelse får vi bedst, hvis vi ser bronzealdermenneskenes religion på baggrund af det samfund, den udsprang af.

Det billede, der er fremstået af bronzealderens samfund gennem det 2. årtusinde f.Kr., har vist os et stammesamfund, hvis ledende krigeraristokrati bl.a. byggede sin position på kontrollen over tilgangen af bronze og andre vigtige varer fra det fjerne udland. Med denne konstatering skulle det være muligt at nå lidt nærmere ind på en forståelse af de talrige vidnesbyrd om bronzealdermenneskenes religiøse aktiviteter, som er bevaret i fundene fra den ældre bronzealder.

Annonce

 Som offergaver henlagde man på øde og fjerntliggende steder i naturen ikke blot våben, redskaber og smykker men også kultredskaber som f.eks. lurer. Den her viste er en af de ældste fra Danmark. Den stammer fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. og er fundet sammen med en lignende i Rørlykke Mose på Langeland.

Som offergaver henlagde man på øde og fjerntliggende steder i naturen ikke blot våben, redskaber og smykker men også kultredskaber som f.eks. lurer. Den her viste er en af de ældste fra Danmark. Den stammer fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr. og er fundet sammen med en lignende i Rørlykke Mose på Langeland.

En meget stor del af kildematerialet stammer jo fra oldtidsbefolkningens bevidste rituelle og religiøse handlinger i form af begravelser og offernedlæggelser. De sidste kendes i et antal af flere tusinde og består først og fremmest af bronzegenstande nedlagt enkeltvis eller flere sammen.

Det var kostbarheder, som af en eller anden grund blev taget ud af brug, og man kan undre sig over, at man i en tid, hvor metal var så sjælden og vanskelig en vare at erhverve, havde råd til at efterlade det ude i naturen for aldrig mere at hente det igen. Men det understreger kun, at bronzen først og fremmest havde en symbolværdi i det sociale og religiøse liv.

Man kan nemlig ikke sige om den bronze, som blev brugt som offergaver, at den var spildt. Den havde en helt anden funktion end at være nyttemetal til våben og smykker. Ved at blive bortødslet af de mennesker, som befandt sig i toppen af samfundet – enten det var som gravgaver eller som offerhenlæggelser – var den med til at sikre lederskabet og menneskenes sammenhold, kort sagt at opretholde den gældende samfundsorden.

Denne offerskik havde rødder langt bagud i tiden. Allerede i bondestenalderen var henlæggelser af kostbare genstande som flint og rav meget almindelige. Og med metallets opdukken fortsatte denne skik. Allerede de første metalsager, som var i omløb i tiden efter 2000 f.Kr. endte for en stor del som offergaver på øde og utilgængelige steder.

Baseret på import fra Centraleuropa opbyggedes i disse århundreder en lokal bronzebestand, som muliggjorde fremkomsten af et hjemligt bronzehåndværk. Endnu var forbruget af bronze i gravkulten forholdsvis beskedent. Men tilførslerne af bronze var dog store nok til, at man kunne investere i offerhenlæggelser i navnlig moser og engdrag. Flere af disse offerhenlæggelser har allerede været omtalt. De omfatter næsten udelukkende tunge redskaber og våben, dvs. genstande, som blev brugt af mænd.

 Offerfund fra Vognserup Enge vest for Holbæk, et af de rigeste fund af kvindesmykker fra omkring 1400 f.Kr. I alt indeholdt det 242 bronzesager, sikkert fra to smykkesæt. Den ene af smykkepladerne er med sit tværmål på over 25 cm Danmarks næststørste. De små bronzerør til venstre i billedet stammer fra et eller flere snoreskørter. I nogle af rørene sad bevaret uldsnor fra snoreskørtet.

Offerfund fra Vognserup Enge vest for Holbæk, et af de rigeste fund af kvindesmykker fra omkring 1400 f.Kr. I alt indeholdt det 242 bronzesager, sikkert fra to smykkesæt. Den ene af smykkepladerne er med sit tværmål på over 25 cm Danmarks næststørste. De små bronzerør til venstre i billedet stammer fra et eller flere snoreskørter. I nogle af rørene sad bevaret uldsnor fra snoreskørtet.

Omkring 1400 f.Kr. havde tilførslerne af bronze nået et sådant omfang, at man nu også gik over til et stort forbrug heraf i forbindelse med gravkulten. Konkurrencen om markering af social status inden for krigeraristokratiet synes på dette tidspunkt at have været særlig stor, derfor udvides også omfanget af offerhenlæggelser.

Det er ikke blot mandssager, men også kvindesmykker der bliver ofret i stort tal, svarende til at kvindelig status på samme tid i stigende grad blev markeret i gravkulten. Den tendens, at kvindesmykker i offerhenlæggelserne talmæssigt dominerede over mandens genstande, skulle i de følgende århundreder blive stadig mere fremherskende.

Også andre skikke begyndte at gøre sig gældende i løbet af det 2. årtusindes sidste halvdel, nemlig øgede henlæggelser af rituelt udstyr. Det første fund, som for alvor markerer dette, er den berømte solvogn, som blev fundet i Trundholm Mose i Nordvestsjælland.

Den kom for dagen, da et mosedrag i sensommeren 1902 blev pløjet for første gang. Mosen ligger midt i et af de tættest befolkede bronzealderlandskaber i Danmark, derfor er det ikke så underligt, at det rige fund blev gjort netop her.

Den lille sekshjulede model af en vogn lå splittet i mange dele. Det var ikke ploven alene, som havde sønderbrudt vognen. Da den omkring 1400 f.Kr. blev lagt ud i mosen, må den have været ødelagt. Stumperne lod sig dog sætte sammen, og de blev til en ejendommelig skulptur: en hest, der trak en stor bronzeskive, begge dele anbragt på et sekshjulet vognstel. En øsken på bronzeskiven og under hestens hals viste, at de to oprindelig havde været forbundet med en line.

 Kultøkser fra Egebak i Vendsyssel, omkring 1400 f.Kr. nedlagt som offergave i et øde og utilgængeligt vådområde. Økserne er næsten ens, begge vejer syv kg og er henved 50 cm lange. Den ene af økserne har bevaret den knap, som afsluttede skaftdøllen opadtil. Knappen er omhyggeligt tildannet og hviler på en lille krave. Inde i døllen var der rester af egetræ, sikkert fra det skaft, som øksen oprindelig var monteret på. Mest påfaldende er de store nakkeskiver. På hver af disse sidder 12 små tappe nedfældet. Hvilken funktion disse har haft er uvist. På begge bredsiderne er økserne udsmykket med en kompliceret spiraldekoration. Denne må være støbt, dvs. at den sikkert har været udført med en tynd, oprullet bronzetråd, som man pressede ned i den bløde voks på den model, som blev fremstillet forud for støbningen af øksen.

Kultøkser fra Egebak i Vendsyssel, omkring 1400 f.Kr. nedlagt som offergave i et øde og utilgængeligt vådområde. Økserne er næsten ens, begge vejer syv kg og er henved 50 cm lange. Den ene af økserne har bevaret den knap, som afsluttede skaftdøllen opadtil. Knappen er omhyggeligt tildannet og hviler på en lille krave. Inde i døllen var der rester af egetræ, sikkert fra det skaft, som øksen oprindelig var monteret på. Mest påfaldende er de store nakkeskiver. På hver af disse sidder 12 små tappe nedfældet. Hvilken funktion disse har haft er uvist. På begge bredsiderne er økserne udsmykket med en kompliceret spiraldekoration. Denne må være støbt, dvs. at den sikkert har været udført med en tynd, oprullet bronzetråd, som man pressede ned i den bløde voks på den model, som blev fremstillet forud for støbningen af øksen.

Ofringerne af rituelt udstyr kommer i stigende grad også til udtryk i en anden gruppe af fund: de store kultøkser, som kendes i en halv snes eksemplarer fra Danmark. Det er store, op til en Vi m lange bronzeøkser, massivt støbt og med et vældigt forbrug af metal: nogle af økserne vejer over syv kg. Ikke sjældent er de ofret to sammen som f.eks. økserne fra Egebak i Vendsyssel. Man fandt dem på kanten af en lille ådal, som fra vest skærer sig ind i det høje bakkedrag, som går under navnet Jyske Ås.

I bronzealderen må dette sted have ligget uden for det opdyrkede areal. Vestpå, på de sandede morænejorder, må landsbyerne have ligget tæt, men hvor økserne blev gravet ned, bredte der sig en uvejsom vegetation: eliekrat i bunden af ådalen, langs dens kanter og videre østpå tæt på skov og krat, hvor man kun sjældent kom.

Om disse øksers anvendelse i bronzealderens kult kan vi danne os et vist indtryk gennem helleristningsbilleder, hvor man ser overdimensionerede økser båret på lange stager af mænd med højt rejste fallos'er. På andre helleristninger bliver økserne båret af mænd om bord på skibe. Her har økserne fået en anden udformning. De hellige våben har nu kraftigt udsvajede ægge, en form, som de beholdt igennem det næste halve årtusinde.

Sådanne økser kender man bl.a. fra et fund fra Brøndsted Skov mellem Vejle og Fredericia. Dog er nu ikke blot formen men også øksernes fremstillingsmåde ændret. Brøndsted-økserne består nemlig af et tyndt lag bronze støbt over en lerkerne. Herved er deres symbolske funktion blevet endnu mere åbenbar.

 Helleristning af mand med kultøkse på lang stage fra Simris i Østskåne.

Helleristning af mand med kultøkse på lang stage fra Simris i Østskåne.

De store bronzeøkser findes over et stort område af Sydskandinavien. Deres tilstedeværelse kan vise os, at der her eksisterede samfund, som hver for sig udøvede de samme former for religiøs praksis. Det kan ikke have været nogen fælles ledelse, som bandt dem sammen. Men fundene af økserne i Sydvestnorge, langs den svenske Kattegatkyst, i Nordjylland, på Fyn og Sjælland vidner om en livlig udveksling mellem disse områder – en udveksling, som må have været baseret på bl.a. ægteskabs- og slægtsalliancer inden for samfundenes elite.

Sidst i det 2. årtusinde dukker en gruppe af ejendommelige kultredskaber op: lurerne. Som økserne ofres også de gerne parvis. Det ældste sæt danske lurer er fra Rørlykke Mose på Sydlangeland. De er forholdsvis små med en smal bræmme omkring lydåbningen og uden dekoration. Men de har den svungne linieføring, som karakteriserer senere århundreders lurer.

Også lurerne er kendt fra samtidige helleristninger, bl.a. på de billedsten, som udgjorde det indre af en mægtig gravhøj, en høvdingebegravelse ved Kivik i det sydøstlige Skåne. Kistens vægplader var ikke blot dekoreret med tegn og symboler som øksen, skibet, fisken og hjulkorset. Men også med scener af forskellig art: processioner og optog, som viser, at de hellige kultgenstande må have spillet en væsentlig rolle i de ritualer, som krigeraristokratiet forestod, bl.a. i forbindelse med begravelsesceremonierne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Offergaverne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305818