Ejendommelige i deres form og af gådefuld anvendelse er mange af de fund, vi kender fra bronzealderen. Således denne kultøkse, som stammer fra et ukendt findested i Nordsjælland. Fra nogle samtidige, små bronzefigurer ved vi, at den har været båret af mænd med hornede hjelme i de religiøse ceremonier, som udgjorde så vigtig en del af bronzealdermenneskenes liv. Men hvilken betydning de havde vil formodentlig altid være overladt til vor fantasi.

.

Til det danske sommerlandskab hører også bronzealdergravhøjene. Med deres placering på de store bakkedrag, højt hævet over bugtens vand, er de blevet en del af et romantisk Danmarksbillede, som blev skabt i 1800-tallet og dybt har påvirket de gængse forestillinger om bronzealderen. Billedet er fra Knebel Vig på Mols.

.

Det 2. årtusinde f.Kr. var en forvandlingens tid i Europa. Metalteknologien havde gået sin sejrsgang over kontinentet omkring 2000 f.Kr., og følgerne var synlige mange steder. De omlægninger af landbruget, der var sket igennem det 3. årtusinde f.Kr., havde ført til befolkningsvækst, den økonomiske og sociale udvikling var accelereret, og i begyndelsen af det følgende årtusinde kan man se, hvorledes stærke høvdingeslægter markerer sig talrige steder fra Bretagne og Sydengland i vest til Østtyskland og Polen i øst.

Her opstod nu rigdomscentre, hvor de ledende slægter demonstrerede deres magt og prestige bl.a. ved at lade et stort forbrug af fornemt tilvirkede håndværksprodukter og efterspurgte råmaterialer som bronze, guld og rav indgå i gravkulten.

Men hvor den sociale og økonomiske udvikling i begyndelsen markerede sig punktvis, fulgte nu i de følgende århundreder en gennemgribende opdeling af samfundet. Et krigeraristokrati synes efterhånden at være vokset frem i de fleste europæiske områder, dog således at det hele tiden var den centraleuropæiske zone, der var den førende. Her fandtes de fleste økonomiske forudsætninger for væksten bl.a. i form af råstoffer til metalproduktionen og gode betingelser for udvikling af landbruget.

I tiden efter ca. 1700 f.Kr. kunne man se en bronzealderkultur, som strakte sig gennem hele det centraleuropæiske område fra Rhinen i vest til Karpaterne i øst. Man kalder den højgravskulturen efter den gravform, som var den fremherskende: begravelse af ubrændte lig i gravhøje.

Den samlede sig i to store beslægtede kulturkomplekser: ét som omfattede det sydlige Tyskland og de tilstødende områder (Østfrankrig, Sydvestbøhmen og de vestlige dele af Østrig) – og et andet, der fandtes langs Donaus mellemste løb, i Tjekkoslovakiet, Østrig og Ungarn med udløbere i Rumænien og Jugoslavien. Det var navnlig fra denne vældige zone, at impulserne til dannelsen af den nordeuropæiske bronzealderkultur udgik.

Det var først og fremmest bronzesager, der herfra nåede mod nord til egnene omkring Østersøen. Men med dem fulgte også meget andet nyt. Da man f.eks. i Centraleuropa omkring 1300 f.Kr. gik over til at brænde de døde, skete der i Sydskandinavien et tilsvarende skift i de religiøse normer.

Netop tiden omkring 1300 f.Kr. markerede et kulturelt skel inden for den centraleuropæiske bronzealder. Århundrederne derefter kalder man urnemarksperioden, idet det nu i Centraleuropa blev skik at begrave de dødes brændte ben i urner, som nedgravedes på store gravpladser, urnemarkerne.

Fortsat kan man skelne mellem en østlig og en vestlig zone i Centraleuropa. I begyndelsen, dvs. fra det 13. århundrede f.Kr. er det de østlige egne, der fører i udviklingen. Senere, dvs. lidt inde i det 1. årtusinde f.Kr. sker der også en kraftig økonomisk vækst mod vest – altsammen er det noget, som indirekte mærkes på kulturudviklingen i det fjerne periferiområde, som Danmark udgjorde i forhold til Centraleuropa.

Når det østlige område i begyndelsen var det førende, skyldes det dels kobberminernes store produktion her, dels nærheden til Europas andet store kulturcentrum: det ægæiske område. Her var der i tiden efter ca. 1700 f.Kr. vokset en mægtig kultur frem, den mykenske, som blev Europas første bycivilisation (se kort over metalforekomster).

Fra det mykenske område udgik handelsforbindelser vestover i retning mod Sicilien og Det Tyrrhenske Hav – og østover mod Anatolien, til bl.a. Troja, som lå ved indsejlingen til Sortehavet og op til Donaumundingen. Her var det guld- og kobberforekomsterne i Karpatherområdet, der lokkede. Og fra den nedre Donau gik vejen videre ind i hjertet af det europæiske kontinent.

Så langt nåede mykenerne dog næppe. Forbindelserne op til Donaumundingen blev formentlig varetaget af handelsekspeditioner fra Troja og var næppe organiseret af mykenerne selv. Men der var alligevel banet en vej for indflydelser fra Mellemøsten og det østlige Middelhavsområde ind i det europæiske kontinent. Man ser det bl.a. af sydøsteuropæiske guldarbejder, især nogle fornemme drikkekar, som blev fremstillet under inspiration fra det østlige Middelhavsområde.

En anden vej, hvor mykenske indflydelser kunne trænge ind i Centraleuropa, lå i vest, ved Rhônemundingen i Sydfrankrig. Det er usikkert, om mykenske handelsmænd nåede helt herover, eller om der var tale om forbindelser gennem mellemmænd. Men det er f.eks. ikke utænkeligt, at rav fra Østersøegnene via denne vestlige rute nåede frem til Middelhavsfolkene i syd.

Den mykenske indflydelse på Central- og Nordeuropa er i det hele taget vanskelig at vurdere i disse århundreder. Men at indflydelsen var der, er uomtvisteligt. Når man f.eks. i de skandinaviske helleristninger ser stridsvogne afbildet, eller evt. blot hjul med fire eger, som de kendes fra Solvognen fra Trundholm, så er der tale om fænomener, som i sidste instans havde deres oprindelse i den østlige del af Middelhavsområdet. Men lad os igen vende blikket mod de fjerne egne i nord.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Et kontinent i forvandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig