De rige slægter

Den ensartethed, der efterhånden kom til at præge gravskikkene igennem det 2. årtusinde f.Kr. kan ses som udtryk for, at de enkelte egne af landet i stigende grad blev bundet sammen af fælles normer ikke blot inden for dødekulten, men også inden for en lang række af livets øvrige områder. Bag opførelsen af gravhøjene må have ligget fælles forestillinger om livet og døden, noget som kom til udtryk i de faste ritualer, forskrifter og skikke, som knyttede sig til byggeriet af de talløse monumenter.

Det er derfor også i gravene, at vi skal søge nøglen til en forståelse af de samfund, der efterhånden var vokset frem igennem det 2. årtusinde f.Kr. I den sociale konkurrence, som lå bag højbyggeriet, og i de symbolske udtryk, den manifesterede sig i, tegner konturerne sig af et stammesamfund med store forskelle mellem menneskene.

At gravene kan bruges til en sådan forståelse er der mange træk, der vidner om. Bl.a. står det klart, at man i gravhøjene kun finder en lille del af den samlede befolkning igennem det 2. årtusinde f.Kr. Der kendes forholdsmæssigt alt for få barnegrave, og af voksengravene er der kun halvt så mange kvindegrave som mandsgrave. Det giver en antydning af, at de gravlagte i virkeligheden er mænd og kvinder af høj status i den ældre bronzealders samfund.

For at kunne bruge ord som høj og lav, rig og fattig om bronzealderens mennesker, har man vejet det bronze og guld, der findes i de dødes grave. Herved har man fået et direkte udtryk for den velstand, der blev investeret i gravene. Vejningerne har vist, at velstanden i bronzealderens grave, som naturligt er, fordeler sig som i en pyramide: der er forholdsvis få grave med et rigt indhold af metal. Og der er talrige grave, som er mere fattigt udstyrede.

Man har også kunnet vise, at i de relativt få grave med megen bronze ligger det meste af guldet, og, hvad der er lige så vigtigt, her ligger også de genstande, der kan tolkes som symboler på politisk magt såsom tunge bronzesværd, våbenpålstave, klapstole, stave med bronzebeslag og visse smykker. Det kan man tolke således, at de højlagte mennesker var repræsentanter for samfundets førende lag og ikke for befolkningen som helhed. I den rige gruppe af grave skimter man kort sagt konturerne af bronzealderens krigeraristokrati, dvs. den elite, som var vokset frem igennem det 2. årtusinde f.Kr.

Dette aristokrati kan man komme lidt nærmere ind på livet ved at se på sammensætningen af de gravgaver, de døde fik med sig. Udvalget af genstande var bestemt af sociale og rituelle forskrifter – men naturligvis også af hvilken mængde bronze, der var til rådighed.

Rigdommen synes at have været særlig stor omkring 1400 f.Kr. På det tidspunkt kunne de rigeste mandsgrave rumme sværd, ragekniv og pincet, dobbeltknap og bøjlenål, små hvælvede bronzeskiver (tutuli), bæltekrog, våbenpålstav, guldarmring, evt. småredskaber som sav og økse (celt) og endelig måske en troldmandstaske med et indhold af forskellige amuletter. Der kunne også være fade og skåle af træ, en klapstol ligeledes af træ foruden tekstiler, som havde tilhørt den døde: en dragt og sovetæppe.

Det var kun sjældent, at gravudstyret omfattede alle disse genstande, og der var tilsyneladende regler for, hvad man lagde i graven sammen. F.eks. blev våbenpålstavene fortrinsvis lagt i de allerfornemste grave, dvs. de grave, som også indeholdt tunge bronzesværd med støbte fæster.

Det er dog først og fremmest sværdene, som afslører den dødes status. De bærer ofte direkte spor af at have været brugt i kamp: klingen kan have tydelige hugspor eller være opskærpet for at udbedre skader opstået under brugen. Disse simple udtryk for vold i kombination med den vældige mængde våben, der er tale om i gravene, giver et indtryk af et samfund, hvor det militære aspekt har spillet en ikke ubetydelig rolle. Kamphandlinger har utvivlsomt foregået mellem konkurrerende høvdingedømmer og på handelstogter; krigertraditionen må have været et af de midler, hvormed de ledende høvdingefamilier opretholdt deres prestige.

Men ikke alle sværd har i ligelig grad været brugt i kamphandlinger. Det er fortrinsvis de simplere sværd, som bærer spor af brug. Det er de såkaldte grebtungesværd og ottekantsværd, navngivet efter det ottekantede hæfte. Heroverfor står en gruppe af tunge, såkaldte fuldgrebssværd, hvis hæfte er støbt i bronze eller fremstillet af organisk materiale med en grebknap af nordisk tilvirkning. Disse sværd bærer sjældent spor af brug i kamp og forekommer oftest sammen med det rigeste udstyr i gravene.

Det er ikke usandsynligt, at man her skimter konturerne af en opdeling af de mest velstående mænd i samfundet: en fåtallig høvdingegruppe, hvis sværd fortrinsvis var pragtstykker beregnet på at markere ejerens høje rang – og en talrigere krigergruppe med enklere sværd, som ofte bærer spor efter opskærpning eller mere direkte spor efter brug. Alle ejermændene har sandsynligvis tilhørt de ledende høvdingefamilier. Men det er, som om der inden for denne elite findes nogle sociale, rituelle eller militære gradueringer, således at man kan udskille et lag af højtstående høvdinge, hvis sociale og rituelle position i samfundet er blevet særligt markeret i gravkulten.

Ser man på antallet og spredningen af de kostbare høvdingesværd ud over Danmark, får man det indtryk, at høvdingedømmerne har været talrige og små, selv om man endnu ikke kan give et klart billede af, hvor stort hver enkelts territorium har været. De må have udgjort en mosaik af små konkurrerende samfund, der blev bundet sammen af skiftende alliancer mellem høvdingefamilierne, således som det er karakteristisk for stammesamfund, der ledes af et krigeraristokrati.

Dette billede forblev dog ikke uændret igennem hele det 2. årtusinde f.Kr. I den ældre bronzealders sidste del er det, som om der sker en neddæmpning af den sociale konkurrence, som de indviklede gravritualer i sidste instans må have været udtryk for. Mange bronzeformer forsvinder nu fra gravene. Det gælder f.eks, våbenpålstavene, bæltekrogene og de små hvælvede bronzeskiver. Gravene rummer nu i højere grad de dødes personlige udstyr og i mindre grad symboler på håndværk, ritualer etc.

Det er dog fortsat muligt at pege på de to hovedgrupper, høvdinge og krigere, men skellet mellem dem er mindre skarpt. Tilsvarende svinder også omfanget af højbyggeriet noget ind, og brandgravskikken gør sig stadig stærkere gældende – og dermed øges tendensen til at indskrænke det udstyr, man lagde i de dødes grave. Årsagen kan være, at metallet i denne tid flød mindre rigeligt til Danmark. Men det kan også være, at den sociale konkurrence mellem høvdingeslægterne var i aftagende, at bronzealderens elite nu for alvor havde konsolideret sig.

Den sociale konkurrence var dog næppe helt ophørt. For i modsætning til udligningen inden for mandsgravene står nu en tendens til i stigende grad at markere kvindens status med stadig tungere og fornemme bronzesmykker. Det samme kan også iagttages i offernedlæggelserne. Her var kvindesmykker efterhånden blevet meget almindelige. Hvad afspejler da denne øgede demonstration af kvindelig status? Spørgsmålet kan kun besvares ved at se på den rolle kvinderne kan have spillet i de kontakter, der må have eksisteret høvdingeslægterne imellem, og som i sidste instans var med til at forsyne bronzealderens samfund med eftertragtede produkter.