Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tusinder af gravhøje

Oprindelig forfatter JJe

På de store bakkedrag i Danmark, hvor himlen er nærmest og ofte med en milevid udsigt over det omgivende landskab, rejste bronzealderfolket sine gravhøje. Byggeriet af disse gravmonumenter kulminerede i den sidste halvdel af det 2. årtusinde f.Kr., hvor tusinder af høje blev rejst i løbet af nogle få hundrede år. Mindet om de store døde blev på den måde altid nærværende, hvor man end færdedes i landskabet.

Byggeriet af gravhøje over enkeltmandsbegravelser var begyndt i det 3. årtusinde f.Kr. Allerede da var de fleste af de traditioner grundlagt, som i den efterfølgende bronzealder karakteriserede højbyggeriet: begravelserne af de døde i stammekister eller plankekister, demonstrationen af den dødes betydning i samfundet gennem gravgaverne og markeringen af graven med den hvælvede gravhøj.

Men i løbet af det 2. årtusinde fik disse gamle traditioner et hidtil uset opsving. Fremkomsten af stærke, herskende slægter og konkurrencen mellem disse skabte i løbet af den ældre bronzealder et hidtil uset behov for statuspræget højbyggeri og for et voldsomt forbrug af prestigevarer i gravkulten. Bronzealdersamfundets stammeorganisation med dets klare sociale forskelle manifesterede sig nu på en måde, som skulle sætte sit varige præg på landet.

Annonce

Vi kender i dag henved 20.000 storhøje fra Danmark, dvs. gravhøje over 2 m høje. Størsteparten af disse blev opført omkring midten og slutningen af den ældre bronzealder, og mange flere har der været. Ser man på kortet over de kendte gravhøje, er det tydeligt, at fordelingen inden for landet som helhed er skæv, langt de fleste findes i det vestlige Danmark. Sådan var det næppe i bronzealderen. I de østlige dele af landet har opdyrkningen i historisk tid været meget mere intensiv end i Vestdanmark. Det har resulteret i et vældigt antal højødelæggelser.

 Højrække mellem Hurup og Vestervig i Thy. I ældre tiders forskning var det en almindelig antagelse, at et kort over bronzealderens gravhøje samtidig var et kort over oldtidens vigtigste vejforbindelser. Bl.a. mente man, at man allerede i bronzealderen havde haft en hovedfærdselsåre op gennem Jylland, en forløber for Hærvejen. Den slags forestillinger om et overordnet vejnet for hele landet er i dag mere eller mindre forladt. Man har erkendt, at gravhøjene snarere afspejler bebyggelsens placering, som igen var afhængig af jordbundsforholdene. Gravhøjenes placering i landskabet kan i det højeste give en forestilling om små lokale vejforløb mellem bronzealderens bygder.

Højrække mellem Hurup og Vestervig i Thy. I ældre tiders forskning var det en almindelig antagelse, at et kort over bronzealderens gravhøje samtidig var et kort over oldtidens vigtigste vejforbindelser. Bl.a. mente man, at man allerede i bronzealderen havde haft en hovedfærdselsåre op gennem Jylland, en forløber for Hærvejen. Den slags forestillinger om et overordnet vejnet for hele landet er i dag mere eller mindre forladt. Man har erkendt, at gravhøjene snarere afspejler bebyggelsens placering, som igen var afhængig af jordbundsforholdene. Gravhøjenes placering i landskabet kan i det højeste give en forestilling om små lokale vejforløb mellem bronzealderens bygder.

Skal man anstille betragtninger over gravhøjenes forhold til jordbundstyper og dermed til bronzealderbebyggelsen, er det derfor Jylland, man skal vende sig til. Her kan mere detaljerede kort vise, hvordan gravhøjene og dermed bebyggelsen holdt sig til de forholdsvis lette jorder og gerne placerede sig netop på overgangen mellem den tungeste morænejord og den helt lette sandjord, som er fremherskende over store områder af Vestjylland.

Forklaringen skal nok, som det tidligere er antydet, søges i en vis forkærlighed for landskabsformer med en mere spredt bevoksning, der var vel egnede til løsdrift af kvæg. Den tungeste agerbrugsjord undlod man til en vis grad at bosætte sig på i Jylland, vel nok af landbrugstekniske grunde.

Men nu til selve de lyng- eller græsklædte høje, der endnu i dag ligger på landskabets højeste punkter og fint samler dets liniespil. Når en gravhøj skulle opføres, stillede eller byggede man kisten på jordoverfladen. Var det en plankekiste eller en stammekiste, blev der dog ofte først lagt et tykt stenunderlag, og kisten støttedes i siderne af en kraftig stenpakning eller en stenramme. En dynge af større sten kunne derpå hvælves over kisten, eller man kunne dække den med bark, tørv, mos eller eventuelt tang.

Så begyndte højbyggeriet. Græstørv blev skrællet af den omgivende overflade og stablet i en ring omkring kisten, altid omvendt, så græsset vendte nedad. Man byggede i flere tempi, hele tiden kredsformet uden om kisten, idet man sørgede for at holde en plan overflade på den voksende masse af jord, som derved blev lettere at færdes på.

Man kan ofte se, at der har været afbrydelser i jordarbejdet, inden man gik videre, og således rejste højen sig stadig højere og højere med flad top som en keglestub. Til sidst lagde man en slags kalot af græstørv oven på keglestubben, og gravmonumentet fik derved sin karakteristiske hvælvede form.

 Fordelingen af bronzealderens storhøje i Danmark dvs. gravhøje over 2 m høje. Hvert kvadrat er 10 x 10 km, tallet angiver, hvor mange høje der er bevaret. Hovedparten af de kortlagte høje findes i Vestdanmark, hvor den intensive dyrkning af landbrugsjorden er sat ind senere end i Østdanmark. I Nationalmuseets centralregister findes imidlertid oplysninger om hen ved 80.000 overpløjede høje fra hele Danmark, som ikke er fredede. Disse høje bliver hvert år ødelagt mere og mere af landbrugsredskaberne, og den tid er ikke fjern, hvor ethvert spor efter dem er forsvundet.

Fordelingen af bronzealderens storhøje i Danmark dvs. gravhøje over 2 m høje. Hvert kvadrat er 10 x 10 km, tallet angiver, hvor mange høje der er bevaret. Hovedparten af de kortlagte høje findes i Vestdanmark, hvor den intensive dyrkning af landbrugsjorden er sat ind senere end i Østdanmark. I Nationalmuseets centralregister findes imidlertid oplysninger om hen ved 80.000 overpløjede høje fra hele Danmark, som ikke er fredede. Disse høje bliver hvert år ødelagt mere og mere af landbrugsredskaberne, og den tid er ikke fjern, hvor ethvert spor efter dem er forsvundet.

Højens størrelse kunne veksle fra det mere beskedne til det storslåede. Gerne var højden 2-3 m og diameteren 15-20 m men den kunne nå op til 7-8 m i højden og 35-40 m i diameter. Dvs. at der til et af de helt store gravmonumenter kunne medgå over 3000 m3 jord. Altsammen skrællet af omgivelsernes overflade, hvorved et areal på flere hektarer blev ryddet for sit græstørvsdække og blottet helt ned til mineraljorden. Arealet var nu i realiteten ødelagt som dyrkningsjord.

Når selve jordarbejdet var til ende, satte man ofte en krans af sten eller et gærde af svære stolper omkring højen. Det kunne være mindre sten eventuelt i forbindelse med en stenkappe, som blev lagt op ad siderne – eller det kunne være store morænestenblokke, der blev rejst op, således at højens fod nærmere blev en lodret væg, hvorover den mægtige jordmasse hvælvede sig.

Når højen først var anlagt, kunne der gentagne gange blive anbragt nye begravelser i den. Nye kister blev gravet ned i siderne og ofte udvidede man gravhøjen ved at lægge et ekstra lag græstørv over den. Højen kunne derved blive gravplads for flere slægtled af den samme familie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Tusinder af gravhøje i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305810