Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Som de gik og stod

Oprindelig forfatter JJe

Bronzealderens gravhøje med deres egekister giver ikke blot et indblik i de dødes, men også i de levendes verden. Hele syv fuldstændige klædninger kender man fra dem og talløse små stumper tøj. Sammen kan de være med til at fremmane billedet af, hvordan menneskene, eller i hvert fald de fornemste af dem, gik klædt i Danmark i det 2. årtusinde f.Kr.

Først manden, hvis dragt bestod af underklædning og kappe. Denne kunne have to udformninger: den kunne være enten oval eller nyreformet, dvs. med en lige side, som vendte opad og lå omkring nakken.

Den underklædning, som manden bar under kappen, kunne være et lændeklæde eller en kofte. Lændeklædet nåede fra livet til lidt over knæene og blev holdt på plads af et bælte eller en simpel uldsnor, der blev bundet foran i en sløjfe.

Annonce

Koften var noget mere kompliceret udformet. Den bestod af et svøb til at vikle omkring kroppen og var fastholdt over skuldrene af læderseler. Foroven løb den ud i to lange snipper. Koften blev båret viklet om kroppen, så den nåede lige over knæene. Ligesom lændeklædet blev den holdt på plads af et bælte af læder eller tøj.

Forneden var koften lige afskåret. Når manden iførte sig koften, førte han den længste af snipperne under venstre arm og den korte over højre skulder. Selerne, som bar koften, blev fastgjort med bronzeknapper bag på dragten.

 Mandsdragt fra bronzealderens første halvdel på levende model. Den folderige kappe blev båret med forkanten ombøjet, så den dannede en krave. Kappen blev samlet med en nål ved højre skulder. Herved faldt det store klædningsstykke ned over kroppen i ligevægt og kunne let drejes, så højre arm kom fri til bl.a. at trække sværdet.

Mandsdragt fra bronzealderens første halvdel på levende model. Den folderige kappe blev båret med forkanten ombøjet, så den dannede en krave. Kappen blev samlet med en nål ved højre skulder. Herved faldt det store klædningsstykke ned over kroppen i ligevægt og kunne let drejes, så højre arm kom fri til bl.a. at trække sværdet.

På hovedet kunne manden bære en hue. Der kendes to slags, en høj konisk eller en halvkugleformet. Den høje koniske hue var normalt syet af et antal sidestykker og en rund, påsyet puld. Den halvkugleformede hue var syet af indtil flere lag stof. I særlige tilfælde kunne den udvendig være forsynet med et lag flos, som dækkede hele overfladen og gav den en vis lighed med skind. Indvendig kunne huen være prydet med en kompliceret snoresyning.

Er det således let at fremmane billedet af den velstående mands påklædning i den ældre bronzealder, så rejser der sig til gengæld flere uløste spørgsmål, når vi vil se kvindedragten for os. Det skyldes, at egekisternes dragtstykker ikke altid ligger, som de blev båret af de levende. Der kan være opstået uorden enten under gravlæggelsen eller senere ved en hårdhændet udgravning. Desuden er nogle dragtstykker lagt i gravene som ligklæde, uden at man af deres placering kan slutte, hvordan de oprindelig blev båret.

I alt kender man fra bronzealderen tre velbevarede kvindedragter. De stammer fra gravene ved Egtved, Skrydstrup og Borum Eshøj. Kvinden i Egtvedgraven havde et snoreskørt om livet, de to andre havde derimod store, vævede klædestykker om underkroppen, men disse klædestykkers funktion er ingenlunde klar.

Man har foreslået, at der var tale om henholdsvis sommer- og vinterklædninger, og at det kunne være henholdsvis den unge kvindes og den modne kvindes dragter. Ingen af disse forklaringer er imidlertid tilfredsstillende. Bl.a. var både Egtved- og Skrydstrupkvinden, trods forskelle i dragten, blevet begravet om sommeren. Og de to kvinder var, som nyere undersøgelser viser, næsten på samme alder.

Men først skal vi se på den bluse, som var fælles for alle de tre kendte kvindedragter. Den var syet af et rektangulært stykke uldtøj, ca. 100 x 60 cm og havde ærmer og liv ud i ét – et snit, som vi i vor tid kender fra den såkaldte poncho. Af snittet i blusen er det klart, at man har søgt at arbejde med ganske få, trådrette skæringer, for tøj var kostbart og skulle udnyttes bedst muligt. Sømmene ligger på ærmernes underside og bag på ryggen. Ærmerne er halvlange og halsudskæringen oval, blusens liv når cirka til taljen.

 Skrydstrupdragten og Egtveddragten på levende modeller. Der knytter sig mange uløste spørgsmål til sådanne rekonstruktioner; især vides meget lidt om måden, hvorpå Skrydstrupkvindens lange skort blev båret.

Skrydstrupdragten og Egtveddragten på levende modeller. Der knytter sig mange uløste spørgsmål til sådanne rekonstruktioner; især vides meget lidt om måden, hvorpå Skrydstrupkvindens lange skort blev båret.

Snoreskørtet var det klædningsstykke, som dækkede underkroppen. Det bedst bevarede snoreskørt stammer fra Egtvedkisten. Det var 38 cm langt og lavet af snoede uldsnore. Skørtets bredde var 154 cm og kunne altså vikles to gange om livet på kvinden. Af livmålet kan man slutte, at skørtet må have hængt løst på hofterne under taljen. Undertiden kunne skørtet forneden være forsynet med en mængde små bronzerør, som blev klemt om de nedhængende tråde. De har frembragt en fin, ringlende lyd, når kvinden bevægede sig.

Kortskørtet virker som et meget luftigt dragtstykke. Man har derfor hæftet opmærksomheden på de store tøj stykker, der også er fundet i kvindegravene og ment, at de på en eller anden måde også har gjort det ud for skørter. Men her hersker der stor usikkerhed. Skrydstrupkvinden havde sit store tøjstykke svøbt omkring underkroppen men ca. 40 cm af tøjstykkets overskydende højde var bøjet rundt om fødderne. Altså et omhyggeligt arrangement, der skulle lade den døde fremtræde præsentabelt i kisten men helt uegnet for en kvinde i bevægelse.

Man har derfor fremsat adskillige forslag til bæremåden. Et går ud på, at skørtet har været båret med et bælte, så det overskydende stof dannede et stort rynket overfald ved midjen. I praksis virker det dog som en klodset og uhensigtsmæssig bæremåde. Et andet forslag peger på muligheden af, at alt stoffet har været rynket under bæltet, hvorfra det fra denne lave position har hængt som to store etageskørter ned over bærerens lænd og ben. Et tredje forslag går ud på, at stoffet lægges dobbelt og vikles 2 1/4 gang rundt om kroppen, hvorved det vil række fra armhulerne og ned til fødderne.

Det sidste fremadvendende, øverste hjørne af klædet stikkes som afslutning ned bag de to dobbeltlag, som sidder stramt over brystet. Om livet sidder ydermere et bælte. Med denne bæremåde har kvinden dog kun begrænset bevægelsesfrihed, og det er spørgsmålet, om de store tøjstykker ikke, som det også er blevet foreslået, har været en art overklædning, et slag eller en kappe, som i koldt vejr kunne trækkes helt op om hovedet. Slidspor på de bronzesmykker, som kvinderne bar, kan tale for, at en eller anden form for overklædning har været i brug.

Der hersker således på flere punkter endnu nogen tvivl om, hvordan dragtmoden var i den ældre bronzealder. Og det er da også muligt, at der skjuler sig flere dragttyper bag de trods alt sparsomme fund. Sandsynligt er det i hvert fald, at dragtformerne har været med til at signalere bærerens plads i samfundet. Som et eksempel herpå kan man nævne de stumper af en dragt, der fremkom i en rigt udstyret grav fra Hvidegården nord for København.

 Skrydstrupkvindens komplicerede håropsætning. Den foregik således, at håret fra issen og nakken blev lagt over en valk af menneskehår. En uldsnor blev derpå bundet omkring håret, som blev delt op i små duske, der blev flettet sammen til en fletning tværs over panden fra tinding til tinding. Så anbragtes et hårnet over frisuren. Hårnettets bindesnor dannede to lange løkker på hver side af hovedet. Bindesnorene blev nu viklet i hver sin retning rundt om hovedet og fastholdt såvel hårnet som frisure.

Skrydstrupkvindens komplicerede håropsætning. Den foregik således, at håret fra issen og nakken blev lagt over en valk af menneskehår. En uldsnor blev derpå bundet omkring håret, som blev delt op i små duske, der blev flettet sammen til en fletning tværs over panden fra tinding til tinding. Så anbragtes et hårnet over frisuren. Hårnettets bindesnor dannede to lange løkker på hver side af hovedet. Bindesnorene blev nu viklet i hver sin retning rundt om hovedet og fastholdt såvel hårnet som frisure.

Gravens indhold pegede på, at det var en fornem mand, der var begravet her. Foruden et kostbart mandsudstyr havde han med sig fået et sæt amuletter og andet troldmandsgrej. Det tyder på, at den gravlagte har været en person, der havde rituelle funktioner at udføre. Mandens dragt var da heller ikke den gængse, men bestod af en art kjortel med tungeformede snipper, der har hængt ned foran på livet. Denne dragttype kendes også fra nogle små bronzestatuetter af øksebærende mænd, og alt taler for, at det har udgjort en kultklædning, som skal forstås i forbindelse med gravens indhold af troldmandsudstyr.

Ikke blot dragten, men sikkert også f.eks. frisuren kunne udtrykke den dødes sociale status. Hvad den markerede, ved vi naturligvis ikke, men frisurer kunne som f.eks. i Skrydstrupkvindens tilfælde være overordentlig kompliceret. Hendes hår var dækket af et hårnet, et fint lille stykke arbejde, fremstillet af hestehår i en fletteteknik, der kaldes sprang. Nettet var forsynet med en fem m lang uldsnor.

Når hårnettet blev anbragt over frisuren, hang bindesnorene ned som to lange løkker på hver side af hovedet. Disse vikledes nu i hver sin retning omkring hovedet i kanten af nettet for på den måde at fastholde såvel frisure som hårnet.

At den komplicerede og arbejdskrævende frisure kan have været med til at markere den unge piges stilling i samfundet kan ikke overraske. Det stemmer også med den omhu, man i andre grave har udvist med at vise frisuren i forbindelse med gravlæggelse, bl.a. ved at give den døde kam, hårnet og hårvalk med i graven. Som altid i oltiden, og for den sags skyld også i nutiden, må vi regne med, at redskaber, dragt og dragttilbehør osv. har haft en betydning, der rakte langt ud over deres rent praktiske funktion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Som de gik og stod i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 13. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305812