Bronzens mestre

Behovet for råstoffer og prestigevarer var baggrunden for de nordiske folks kontakter med egnene syd for Østersøen. På disse kontakter hvilede også det lokale bronzehåndværk. Dette blomstrede fortsat, som det havde gjort det siden det 2. årtusinde f.Kr. og udviklede til stadighed nye former og ornamentmotiver, der må have haft deres velafgrænsede mening i det fælles symbolsprog, der bandt de sydskandinaviske bronzealdersamfund sammen.

Omkring 1100 f.Kr., med den yngre bronzealders begyndelse, blev den plastiske dekorationsstil delvis forladt, og en ny fladedækkende kunst opstod. De gamle stjernemønstre blev dog stadig brugt, ikke blot til vekslen mellem ophøjede og fordybede mønstre men også til en mere fladedækkende dekoration af indslagne linier og punktrækker.

Især på de store kvindesmykker, vi kalder bæltekar, fandt den nye stil en harmonisk udformning. Her anbragte man med regelmæssige mellemrum zoner af mønstre, der bestod af indpunslede punktrækker, buer og cirkelslag. Her og der lod man også det gamle stjerne- eller strålemotiv indgå. F.eks. udførte man det i skråtskraverede buer, hvorved det virkede med i den samlede udsmykning på en levende og afvekslende måde.

Helhedspræget ved den nye stil bestemmes dog også af rent geometriske mønstre. De havde hele tiden været brugt sideløbende med de mere bevægede spiralmønstre eller plastiske dekorationsformer. På centraleuropæiske bronzearbejder havde bronzestøberne også set en udstrakt brug af rent geometriske mønstre.

Måske det navnlig var inspirationen herfra, som bestemte den nordiske stils udvikling. På nogle arbejder, f.eks. på store brede armringe, som blev båret af mænd, lod man den geometriske dekoration være enerådende.

Lidt famlende var denne dekorationskunst, men samtidig også fuld af nyskabelse, specielt når det gjaldt billedkunsten. Hvor billede og ornament før havde været adskilt, optræder de nu sammen. De enkle liniemotiver kombineres med billedfremstillinger, oftest er det skibet, som afbildes. Men sammen med det finder man fugle, fisk, heste, slanger og undertiden også menneskefigurer. En billedverden af lige så ejendommelig en karakter som de samtidige helleristninger.

En tydning er imidlertid ikke uden videre mulig. Men det er påfaldende, så ofte motiverne gentager sig. Skibet, hesten og fisken kendes f.eks. gennem næsten hele bronzealderen. Enkelte nye motiver, som f.eks. slangen og fuglen kommer dog til nogle århundreder efter bronzealderens begyndelse.

Ofte får man det indtryk, at man står over for de første famlende forsøg på en billedskrift, motiverne gentages med en ensartethed, som viser, at de har et fast betydningsindhold. På en måde kan man sige, at billederne er en art skrift, i hvilken kun navneordene har fået deres skrevne form.

Den nye fladedækkende stil, som udviklede sig henved 1100 f.Kr., nåede i løbet af de følgende århundreder en harmonisk afklaring i den såkaldte bølgebåndsstil fra tiden omkring 800 f.Kr.

De redskaber, våben og smykker, som var blevet fremstillet herhjemme, havde igennem de sidste par århundreder langsomt ændret form. Øgede metaltilførsler gav mulighed for et større forbrug: man foretrak store, tunge former. Navnlig kvindesmykkerne blev større og udformedes således, at den nye dekorationskunst kunne komme til sin ret. Den plastiske udsmykning blev indskrænket til blot at bestå af lave lister.

Med disse dannede man en indramning af de glatte zoner, hvor den nye bølgebåndsstil udfoldede sig, ofte med en vis lighed med den spiralstil, som var forladt århundreder tidligere. Men der var samtidig noget mindre strengt, noget mere dynamisk og levende over bølgebåndsstilen.

I princippet består bølgebåndene af parallelle, finttrukne bånd af linier, som slynger sig med stor regelmæssighed. Bølgebåndene er udført med lige så forbløffende en præcision, som spiralstilen var det. Bølgelinierne kunne slynge sig ind i hinanden, de kunne danne nyre- og hjerteformede figurer eller mæanderlignende mønstre.

Bølgebåndsmønstrene placeres f.eks. langs knivenes ryg, på spydspidsernes dølle og på småsager som rageknive og pincetter. Men navnlig på de store kvindesmykker finder man disse mønstre i fuldendt udførelse. Her ligger de i zoner omkring smykkets midte, adskilt af plastiske lister, undertiden kombineret med andre reliefagtige dekorationsformer som f.eks. koncentriske cirkler.

En særlig forfinet udformning får bølgebåndsornamentikken, hvor den bruges til billedfremstillinger. Oftest er det et skib med højt svungne stævne, som f.eks. placeres på rageknivens blad. Dyrehovederne på skibets stævne kan være præcist og detaljeret udført, undertiden ser man bidsler og seletøj angivet. Til andre tider er hestehovedet forsynet med horn og en snabelformet mule. Det gør naturligvis ikke forsøgene på at tolke de mærkelige tegn lettere.

Tit udsmykkes skibene også med slangelignende figurer, eller der rejser sig midtskibs en økseformet figur. I mange tilfælde er grænsen mellem billede og ren dekoration vanskelig at trække.

Der er ingen tvivl om, at inspirationen til denne nye og levende stil, som blomstrede omkring 800 f.Kr., kom fra de bronzesager fra det vestlige Centraleuropa, som var i omløb mellem samfundenes fornemste familier. Men de fremmede forbilleder var kun et udgangspunkt, hvorfra bronzestøberen bevægede sig med stor frihed.

Bølgebåndsstilen var bronzealderens sidste store kunstudfoldelse. Endnu i de sidste par århundreder af epoken blev den anvendt af bronzestøberne. Man levede videre på traditioner, der var skabt i blomstringstiden. Enkelte smykkeformer, f.eks. de store bæltedåser, ændredes lidt i formgivningen. Man tog også nye former op, f.eks. overdimensionerede nåle. Men det er tydeligt, at et stort håndværk var ved at dø ud.

Det sker først i landets vestlige egne, hvor de prestigeprægede bronzesager erstattes af mere stereotype genstande, halsringe f.eks., som er fælles for store dele af det nordeuropæiske lavlandsområde. I øst synes det gamle bronzehåndværk at have holdt sig lidt længere. Det ser man på øerne og især i Sverige, hvor bronzeproduktionen i slutfasen oplever en næsten hektisk sidste blomstring. Tilsyneladende fungerede kontakterne over Østersøen og videre sydpå bedre i disse østlige områder. Men snart mærkes også de af, at kilderne udtørres.

Bronzehåndværkets uddøen betød ikke blot et ophør af fremstillingen af nogle bestemte materielle genstande, smykker, våben osv. Den rolle, bronzen havde spillet i forbindelserne imellem samfundene, betød også, at et helt kultursystem nu gik til grunde. Den fælles kultudøvelse, udvekslingen af mennesker og ideer, som skabte den nordiske bronzealders enestående særpræg, må nu have fået en helt anden form.

Personlig prestige og evnen til at demonstrere denne i form af et forbrug af sådanne luksusvarer, som bronzerne var, synes at være blevet mindre betydningsfuld under et nyt samfunds krav. Omkring 500 f.Kr. var den nye tid inde.