Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vejene mod syd

Oprindelig forfatter JJe

Igennem det 2. årtusinde f.Kr. havde bronzealdersamfundene opbygget et net af kontakter med egnene syd for Østersøen. Fra rigdomscentrene i navnlig de sydlige dele af Danmark opretholdtes disse kontakter fortsat igennem bronzealderens sidste halvdel. Derved blev det den brede zone langs Nordtysklands og Polens Østersøkyster, som i første række forsynede Danmark med de råstoffer og færdigvarer, som var blevet så uundværlig en del af hele samfundssystemet.

Drivkraften i udvekslingen var bronzen. Lokalt var bronzegenstandene blevet en art kommunikationssystem. Deres form og dekoration var underkastet faste normer, som tilsyneladende var en del af et fælles betydningssystem mellem de beslægtede stammegrupper over hele det sydskandinaviske område.

Heri ligger sikkert forklaringen på, at det meste fremmede bronze blev støbt om til bl.a. våben og smykker, udformet i overensstemmelse med de lokale normer. Kun særligt sjældne genstande som f.eks. skjolde, hjelme og hamrede metalkar endte ikke i smeltediglerne men indgik på linie med de hjemlige produkter i bl.a. kulten og i den udveksling, der herhjemme fandt sted på mere lokalt niveau.

Annonce

Der er dog bevaret tilstrækkelig mange fremmede bronzegenstande fra bronzealderens sidste halvdel til, at man kan danne sig et overblik over, hvor vidtrækkende de forbindelser var, som løb sammen i den brede zone syd for Østersøen, hvorfra Danmark modtog størsteparten af sin import. Ligesom i det forudgående årtusinde spillede de østlige dele af Centraleuropa stadig en betydelig rolle for tilførslerne. Det var områderne i Vestungarn, Bøhmen, Mähren, Slovakiet, Østrig og de østlige dele af Sydtyskland.

 Det store bronzekar, der i 1862 sammen med 11 guldskåle blev fundet i Maries-minde Mose ved Rønninge på Fyn. Bronzekarret stammer fra det sydøstlige Europa, mens guldskålene i hvert fald delvis er hjemlige arbejder: hankene med hestehoveder er tydeligvis nordisk arbejde. To af guldskålene er ikke medtaget på billedet. De opbevares i Frederik 7.'s oldsagssamling på Jægerspris Slot i Nordsjælland.

Det store bronzekar, der i 1862 sammen med 11 guldskåle blev fundet i Maries-minde Mose ved Rønninge på Fyn. Bronzekarret stammer fra det sydøstlige Europa, mens guldskålene i hvert fald delvis er hjemlige arbejder: hankene med hestehoveder er tydeligvis nordisk arbejde. To af guldskålene er ikke medtaget på billedet. De opbevares i Frederik 7.'s oldsagssamling på Jægerspris Slot i Nordsjælland.

Fra disse egne kom bl.a. våben: nogle få sværd og spyd af sydøsteuropæisk oprindelse er kendt fra Danmark. Men de udgør nok kun en brøkdel af det, der oprindelig kom til landet. Det kan man se af, at de hjemlige spyd og sværd overalt blev udformet under kraftig påvirkning af de fremmede former.

Også store bronzeskjolde nåede hertil fra de samme egne i sydøst. De var imidlertid fremstillet i en teknik, som man ikke evnede at efterligne herhjemme. Derfor blev de normalt ikke smeltet om men anvendt i den lokale kult, som de var. Også ejendommelige hornede hjelme, som de to, der i 1940rne blev fundet i Veksø Mose i Nordsjælland, stammer fra disse sydøstlige forbindelser.

Særlig vigtig blandt importsagerne fra det østlige Centraleuropa var dog de hamrede bronzekar, fremstillet i den samme, herhjemme ukendte drivningsteknik som skjoldene. Produktionen af disse kar var begyndt omkring 1300 f.Kr. i Centraleuropa, og allerede da spredtes de vidt omkring, bl.a. også til Danmark. I den yngre bronzealder fortsatte importen, og man kender dem herhjemme fra henved 20 fund fra den yngre bronzealders første 3-400 år.

Det kunne være åbne skåle med hank, kunstfærdigt dekoreret med små cirkulære bukler. Det kunne være spande med korsformede hankefæster eller store bronzeamforer, som f.eks. den der blev fundet i Mariesminde Mose på Fyn sammen med 11 guldkar. Det kunne endelig også være høje, slanke spande, sier eller små drikkekopper.

Allesammen hørte de i Centraleuropa til faste sæt af drikkeudstyr, som eliten brugte i bl.a. gravkulten. I Norden indgik de kun undtagelsesvis i en sådan sammenhæng, kun to grave med bronzekar er kendt, den ene var høvdingebegravelsen i Lusehøj på Sydvestfyn. Resten er fundet i de offerhenlæggelser, der oftest fandt sted i søer eller moser, dvs. på linie med de lokalt fremstillede bronzegenstande.

Strømmen af importvarer fra de østlige dele af Centraleuropa var afgjort den mest markante. Men henimod den yngre bronzealders midte begyndte også varer fra de vestlige dele af Centraleuropa at gøre sig gældende. Omkring 800 f.Kr. oplevede områderne i Schweiz, Sydvesttyskland og Østfrankrig en økonomisk blomstring. En bred strøm af importvarer udgik herfra i retning mod Østersøkysten, og herfra formidledes de efterspurgte bronzevarer videre til Danmark.

 Importeret pragtskjold fra Tårup Mose på Falster. Bronzeskjolde kendes over store dele af Europa, fra Irland til Ungarn og fra Skandinavien til Middelhavslandene. I nogle egne, f.eks i Irland, kendes også læderskjolde, som i udseende ligner bronzeskjoldene. At bronzeskjoldene har været anvendt i kulten synes uomtvisteligt. Nogen praktisk funktion som dækvåben har de i hvert fald ikke haft. Forsøg har nemlig vist, at de meget let lader sig hugge itu med et bronzesværd – deres tykkelse er kun nogle få millimeter. Fra Danmark kendes fem stedfæstede bronzeskjolde, heraf er de fire fra Falster og et enkelt fra Himmerland.

Importeret pragtskjold fra Tårup Mose på Falster. Bronzeskjolde kendes over store dele af Europa, fra Irland til Ungarn og fra Skandinavien til Middelhavslandene. I nogle egne, f.eks i Irland, kendes også læderskjolde, som i udseende ligner bronzeskjoldene. At bronzeskjoldene har været anvendt i kulten synes uomtvisteligt. Nogen praktisk funktion som dækvåben har de i hvert fald ikke haft. Forsøg har nemlig vist, at de meget let lader sig hugge itu med et bronzesværd – deres tykkelse er kun nogle få millimeter. Fra Danmark kendes fem stedfæstede bronzeskjolde, heraf er de fire fra Falster og et enkelt fra Himmerland.

Enkelte sværd, spyd, knive og økser er i Danmark bevaret af denne importstrøm. Og med dem kom også det største enkeltstykke til Danmark: vognen fra Egemosen på Sydvestfyn. Ligesom fundene fra den store høvdingegrav i Lusehøj samme sted vidner dette fund om, at vogne og kostbart seletøj var blevet en del af det udstyr, som stormændene brugte i gravkulten og ved offerhenlæggelserne. En produktion af seletøjsbeslag opstod da også på samme tid i de tysk-polske Østersøegne, og mange af produkterne herfra nåede videre til Danmark.

I den brede zone langs Østersøens sydlige kyster samledes ikke blot forbindelserne fra Centraleuropa men også fra det vestlige Europa. Sværd og økser bl.a. kom hertil fra Kanalegnene i vest og nåede i enkelte tilfælde videre til Danmark.

Ad samme vej kom også en ejendommelig stor bronzekedel fremstillet et sted på De Britiske Øer og henlagt som offergave i Abildholt Mose på Ringkøbing-egnen.

Sammensætningen af importen til Danmark i den yngre bronzealder viser med al tydelighed, at der ikke var tale om egentlig langdistancehandel tværs igennem kontinentet. Det var zonen syd for Østersøen, der formidlede og administrerede kontakterne. Fra rigdomscenter til rigdomscenter, fra samfund til samfund, er bronzerne vandret. Hele tiden i en udveksling, der ikke blot sikrede forsyningerne af metal men også af eftertragtede prestigevarer. Det er også påfaldende, at varerne næsten udelukkende tilhørte den mandlige sfære, hvorimod kvindesmykker var yderst sjældne.

Hele denne intense kommunikation kulminerede omkring 800 f.Kr. Så skete en afdæmpning, og igennem den yngre bronzealders sidste to århundreder svandt bronzetilførslerne ind. Fortsat bragte forbindelserne mod sydøst dog varer som f.eks. lange bronzesværd til landet. Der kendes otte af dem, alle stammer de fra offerhenlæggelser. Også den lokale bronzeproduktion var stærkt påvirket af centraleuropæiske forbilleder. Dragtnålene fik f.eks. ganske det samme udseende som de centraleuropæiske.

Men det er tydeligt, at de regionale centre nu var langt mindre aktive i udvekslingen. En vigtig forsyningskilde var tørret ind, og dermed svandt også en væsentlig del af grundlaget for samfundssystemet i det nordeuropæiske område. Over hele Sydskandinavien, Nordtyskland og Polen gik man omkring 500 f.Kr. ind i en ny udviklingsfase: jernet kom.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Vejene mod syd i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305830