Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gennem Europa fra stamme til stamme

Oprindelig forfatter JJe

De håndgribelige vidnesbyrd om det net af udvekslingsforbindelser, der i bronzealderen forbandt Danmark med det europæiske kontinent, finder man først og fremmest i bronzegenstandene. Mange af disse var fremmede og havde deres oprindelse blandt folkeslag, der boede hundreder af kilometer fra Danmark.

Kontakterne til disse områder skiftede fra århundrede til århundrede og vidner indirekte om den konkurrence, der eksisterede mellem de små høvdingedømmer. Snart var ét område dominerende, snart et andet. Politisk og økonomisk dominans synes at have været noget flygtigt, til stadighed afhængigt af de forbindelser man evnede at opretholde med omverdenen.

I bronzealderens første århundreder var Danmark delt i en østlig og en vestlig zone. Fra den østlige zone gik kontakterne tværs over Østersøen i retning mod Odermundingen og strakte sig derfra mod sydøst til de områder, der i dag er Ungarn og Rumænien. Den brede zone langs sydkysten af Østersøen synes at have været det område, hvormed man dyrkede den mest regelmæssige kontakt.

Annonce

Ad den vej nåede fornemme prestigevåben, navnlig sværd, frem til Danmark. Dekorationen på sværdene bestod af en geometrisk ornamentik, typisk for bronzeprodukterne fra Karpaterbækkenet, som blev forbilleder for den første selvstændige nordiske bronzealderstil.

 Armring af guld fra Niløse i Nordvestsjælland. Ligesom bronzen blev også guldet brugt til at markere høj social status i bronzealderens samfund. Smykker af guld findes da også først og fremmest i de grave, der rummede megen bronze.

Armring af guld fra Niløse i Nordvestsjælland. Ligesom bronzen blev også guldet brugt til at markere høj social status i bronzealderens samfund. Smykker af guld findes da også først og fremmest i de grave, der rummede megen bronze.

Lidt senere blev de østlige dele af landet nået af en anden bølge af fremmede bronzeprodukter. Stadig via kontakterne over Østersøen. Og bronzerne stammede fortsat fra de områder ved Donau, der i dag udgøres af Ungarn. Igen var det fornemme mandsvåben, som man f.eks. kender fra en rig offerhenlæggelse ved Valsømagle på Vestsjælland. Sværd og spyd blev her fundet sammen, og spydet var dekoreret med spiralmønstre, et motiv, som i de følgende århundreder blev den nordiske bronzestøbers mest foretrukne.

Mens disse kontakter etableredes fra Østdanmark i bronzealderens første århundreder gik man i Vestdanmark ad andre veje. Fra Jylland opbyggedes et net af forbindelser ned over halvøens sydlige del i retning af Elbmundingen og videre mod Lüneburgområdet.

Herved kom man i kontakt med folkeslag, som igen havde forbindelse til de bronzealdersamfund, der på samme tid udviklede sig i Sydtyskland, den såkaldte højgravskultur. Og herfra nåede bl.a. karakteristiske kortsværd og dolke frem til det vestdanske område. Ligesom i øst bragte også de vestlige udvekslingssystemer fortrinsvis genstande fra den mandlige sfære frem til landet.

Omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. havde tilførslerne af bronze til Danmark nået et sådant omfang, at et selvstændigt bronzehåndværk kunne udvikle sig. Men stadig var man dybt afhængig af tilførslerne udefra. Det synes navnlig at være de vestlige dele af landet, der i disse århundreder opretholdt regelmæssige kontakter med naboområderne.

Hovedparten af de fremmede genstande kom fra den sydtyske bronzealderkultur, og alt tyder på, at det var Lüneburgområdet og Slesvig-Holsten, der indtog pladsen som formidler mellem nord og syd. De genstande, der indgik i udvekslingen var fortrinsvis sværd. Særlig karakteristisk var typen med ottekantet fæste, som blev nedlagt i talrige grave tilhørende det nordiske krigeraristokrati. Også en stor variation af dolke og kortsværd nåede frem ad de samme kanaler.

 Ved spektralanalyser er man undertiden i stand til at afgøre om rav fundet i f.eks. Grækenland stammer fra Nordeuropa. Billedet viser spektralmønstre fra analyser af „baltisk” rav, dvs. rav der stammer fra områderne ved Østersøen eller Vesterhavet. Prøve nr. 74 viser den „skulder” i spektralmønsteret, som netop karakteriserer baltisk rav. Er ravet imidlertid forvitret som i prøve nr. 174, er „skulderen” ikke så markant og bestemmelsen af ravets oprindelsested bliver tilsvarende usikker. Det rav, der stammer fra det 2. årtusinde i Grækenland har dog i alle tilfælde vist sig at være nordeuropæisk.

Ved spektralanalyser er man undertiden i stand til at afgøre om rav fundet i f.eks. Grækenland stammer fra Nordeuropa. Billedet viser spektralmønstre fra analyser af „baltisk” rav, dvs. rav der stammer fra områderne ved Østersøen eller Vesterhavet. Prøve nr. 74 viser den „skulder” i spektralmønsteret, som netop karakteriserer baltisk rav. Er ravet imidlertid forvitret som i prøve nr. 174, er „skulderen” ikke så markant og bestemmelsen af ravets oprindelsested bliver tilsvarende usikker. Det rav, der stammer fra det 2. årtusinde i Grækenland har dog i alle tilfælde vist sig at være nordeuropæisk.

Midten af det 2. årtusinde f.Kr. er også det tidspunkt, hvor det internationale net af kontakter for alvor udbygges. Det nordiske ravs udbredelse til Middelhavslandene er et af de mest fascinerende eksempler herpå. I det 2. årtusinde f.Kr. havde den græske civilisation skabt de første europæiske bysamfund, hvor man betjente sig af det første europæiske skriftsprog.

I paladserne residerede mægtige herskere, som byggede deres magt på kontrol over befolkningen i det omgivende område. De indsamlede og opbevarede skatter og tributter i paladserne og fordelte overskuddet videre til bl.a. en talrig skare af håndværkere. I deres værksteder fremstilledes prægtigt dekorerede våben og smykker af guld og elfenben.

Også i døden markerede disse herskere deres storhed. De byggede mægtige gravkamre, hvor de blev bisat med et overvældende udstyr af bl.a. våben og smykker. Vi kender mange af de kostbarheder, som disse døde herskere engang havde holdt i deres hænder – og imellem dem var også det honninggyldne rav fra Nordeuropa. At ravet virkelig stammede herfra, kan man i dag vise ved naturvidenskabelige metoder, selv om man ikke med sikkerhed kan sige, om det var fra den jyske Vesterhavskyst eller fra de rige ravlejer i den østlige Østersø.

Det ældste rav vi med sikkerhed kender fra Grækenland, er fra ca. 1500 f.Kr., altså fra et tidspunkt, hvor den mykenske civilisation netop var trådt ind i sin blomstring. Fundene stammer bl.a. fra kongegravene i Mykene og Pylos, og det samlede antal perler når op på henved 1500. Dog således at næsten 1300 af dem er fundet i en enkelt grav.

Nok er antallet af perler stort i disse fund, men det er dog ikke større, end at de alle sammen kan tænkes at være ankommet til Peloponnes i en enkelt eller nogle få omgange. Én mand kunne med lethed bære de få kilo, det drejede sig om. Man har foreslået, at de kan have været led i et gavebytte mellem de ledende slægter, der derved knyttede sig til det europæiske net af sådanne udvekslinger.

Og faktisk kan vi også følge en mulig retning for disse kontakter fra Danmark i nord ned over det vestlige Centraleuropa med Rhônen som den videre rute sydpå. Langs hele denne rute finder man på dette tidspunkt rigt udstyrede bronzealdergrave med ravperler, der må stamme fra bronzealdersamfundene ved Vesterhavet og Østersøen.

 Kedelvognen fra Skallerup i Præstø Kommune, et af de rige fund fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., der viser, at der her på Sydsjælland har eksisteret et rigdomscenter, hvorfra der var forbindelser over Østersøen.

Kedelvognen fra Skallerup i Præstø Kommune, et af de rige fund fra slutningen af det 2. årtusinde f.Kr., der viser, at der her på Sydsjælland har eksisteret et rigdomscenter, hvorfra der var forbindelser over Østersøen.

Og nede i Syden, hvor Middelhavets vældige flade åbnede sig, må græske skibe omkring 1500 f.Kr. være løbet op på strandene og for første gang have sørget for ravets videre færd frem til det ægæiske område.

Endnu var disse kontakter med det ægæiske område dog meget tilfældige. Det var først i de sidste århundreder af det 2. årtusinde f.Kr., at de fik en mere regelmæssig karakter. På det tidspunkt blev forbindelserne mellem Centraleuropa og det ægæiske område udbygget betydeligt. Først og fremmest fordi bronzealderkulturerne i Italien nu oplevede en opblomstring og derved kom til at stå som formidler mellem nord og syd.

Man kan også se tydelige omlægninger i det net af kontakter, som knyttede det danske område til folkeslagene syd for Østersøen. Langsomt voksede nye forbindelseslinier frem langs Oder og Elben, og de synes at have brudt den næsten monopolagtige stilling, Luneburg-området og Slesvig-Holsten tidligere havde indtaget for forsyningen af Danmark med bronze fra syd og sydøst.

I stedet blev det Mecklenburg i den nordligste del af Østtyskland, som samlede den økonomiske magt, og meget tyder på, at det netop var det område, hvormed den danske bronzealderkultur nu plejede de tætteste forbindelser. Bl.a. var det herfra, at en helt ny gruppe bronzevarer nåede frem til Danmark: de hamrede bronzekar.

Fremstillingen af disse kar begyndte omkring 1300 f.Kr. i de østlige områder af Centraleuropa. Det var drikkesæt bestående af skåle, sier og spande beregnet til alkoholiske drikke, som indgik i de centraleuropæiske høvdingesamfunds kult.

Men bronzekarrene var også efterspurgte genstande i udvekslingen imellem høvdingeslægterne. På den måde fandt de vej nordpå til rigdomscentrene i Mecklenburg og herfra videre til det danske område. En del af importen gik til Jylland, hvor man i et enkelt fund fra Simons Mose i nærheden af Randers har fundet 10 sådanne bronzekar. Men også Østdanmark fik sin del af de eftertragtede kar, bl.a. det mærkeligste af dem, en bronzekedel monteret på et lille firhjulet stel, fundet i en gravhøj ved Skallerup i Sydsjælland.

Her var der tydeligvis tale om et stykke, som var blevet lagt i en lokal stormands grav. Selve gravhøjen havde oprindelig været 7,5 m høj og målt mindst 44 m i diameter. Det betyder, at det vældige monument har indeholdt over 3000 m3 jord. Graven må have rummet en mand, som var lagt i en 4 m lang kiste. Med sig havde han foruden kedelvognen fået bl.a. et bronzesværd, en snoet guldarmring og et rigt udstyr af tekstiler – altså en høvdingebegravelse ud over det sædvanlige.

I sin form er Skallerupkedelen enestående i Danmark. Men i områderne syd for Østersøen er gjort en række fund, som viser, at kedelvogne ikke helt sjældent fandt anvendelse i bronzealderens religiøse riter. I Mecklenburg, nær Peckatel ved Schwerin, i luftlinie kun ca. 150 km fra Skallerup, kender man en lignende rigt udstyret gravhøj, hvor en stormand også var blevet begravet med sværd, guldarmring og en kedelvogn. Talrige fund af bl.a. guld og rav fra andre grave i området viser, at der her må have ligget et vigtigt knudepunkt for forbindelserne imellem bronzealdersamfundene.

Fra dette mecklenburgske rigdomscenter er forbindelserne over Østersøen til Sydskandinavien blevet administreret. Og de er bl.a. gået til et tilsvarende center på Sydsjælland. Skallerupgraven og graven fra Peckatel er hver for sig talende vidnesbyrd om de stadigt skiftende rigdomscentre, hvorfra bronzealderens høvdingeslægter, altid i indbyrdes konkurrence, må have administreret udvekslingen af eftertragtede færdigvarer, sjældne råvarer og sikkert også af mennesker igennem bronzealderens mange århundreder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Gennem Europa fra stamme til stamme i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305816