Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vendepunktet

Oprindelig forfatter JJe

Slutningen af det 8. århundrede f.Kr. blev et vendepunkt i Europas historie. Da indtraf i Middelhavsområdet nogle begivenheder, som skulle få vidtrækkende betydning for historiens forløb og i sidste instans også for Danmark, selv om vi befandt os tusinder af km fra begivenhedernes centrum.

I tiden efter 740 f.Kr. begyndte flåder af græske skibe med deres lange, smalle råsejl at sejle over Middelhavets vande mod vest. Om bord var græske kolonister, som i løbet af knap et århundrede satte sig fast på Syditaliens og Siciliens kyster.

Her grundlagde de byer som Tarent, Syrakus, Messina og Sybaris. Ja, helt op til Napoliområdet nåede grækerne. Der var mange årsager til denne ekspansion, politiske, befolkningsmæssige og økonomiske. Vigtigt for grækerne var det bl.a. at sikre handelen med råvarer til hjemlandet og kolonierne.

Annonce

Omkring 700 f.Kr. voksede også den etruskiske civilisation frem i Midtitalien, i landskabet Toscana. Det var et rigt område med en kyst, der dannede talrige bugter og vige, velegnede til landingspladser for etruskernes skibe – og et indland fuldt af naturrigdomme. Det varede heller ikke længe, før grækerne kunne se etruskiske skibe i stort tal på havet. Samtidig voksede de etruskiske byer til magtfulde økonomiske og politiske centre.

 Resultatet af de store omvæltninger i Middelhavet i det 8. århundrede f.Kr. blev grundlæggelsen af talrige græske kolonier i Syditalien og på Sicilien. Længere nordpå, i landskabet Toscana, blomstrede den etruskiske kultur. Kortet viser de to kulturers geografiske forhold til hinanden samt de områder, hvor fønikerne gjorde deres indflydelse gældende.

Resultatet af de store omvæltninger i Middelhavet i det 8. århundrede f.Kr. blev grundlæggelsen af talrige græske kolonier i Syditalien og på Sicilien. Længere nordpå, i landskabet Toscana, blomstrede den etruskiske kultur. Kortet viser de to kulturers geografiske forhold til hinanden samt de områder, hvor fønikerne gjorde deres indflydelse gældende.

Her var altså lagt grunden til en konkurrence mellem to stormagter, og det videre forløb kan vi iagttage, da græske kolonister omkring 600 f.Kr. anlagde byen Massalia, det nuværende Marseille, ved Rhônens munding. Derfra blev siden andre kolonier anlagt, Antipolis (Antibes) og Nikæa (Nice) bl.a. Grækernes interesse i Sydfrankrig var navnlig rettet mod de muligheder for handel med indlandet, som Rhônen frembød. Ad den kunne man nå frem til de vigtige centraleuropæiske forsyningsveje: Seinen, Rhinen og Donau.

Også mod Adriaterhavets nordlige ende, Caput Adriae, stræbte grækerne. Her lykkedes deres koloniseringsbestræbelser nu først ved slutningen af det 6. århundrede. Indtil da var det fortrinsvis forbindelserne med etruskerne på den anden side af Appenninerne, der prægede den lokale befolknings kultur. Ganske vist kan man i disse områder omkring Caput Adriae påvise stærke påvirkninger af græsk-orientalsk oprindelse, men de synes næsten altid at være formidlet via etruskerne.

Navnlig igennem det 6. århundrede foregik der således en stigende økonomisk aktivitet langs Middelhavets kyster, og den fik dybtgående betydning for historiens forløb på det europæiske kontinent. For gennem grækernes og etruskernes mod nord rettede aktiviteter fik Centraleuropa for første gang direkte kontakt med Sydens højtudviklede bycivilisationer.

En intens forbindelse opstod og gjorde langsomt Centraleuropas historie afhængig af begivenhederne sydpå. Samtidig opløstes den forbindelse, der i årtusinder havde eksisteret mellem Central- og Nordeuropa. De to kulturområder gik nu hver deres egen vej og forenedes først igen mere end tusinde år senere gennem den kristne civilisation.

I Alpeegnene og nord for disse var begivenhederne allerede begyndt at tage fart mod slutningen af det 8. århundrede f.Kr.: jernalderen var begyndt. Nye økonomiske og kulturelle centre opstod, som med tiden helt ændrede kulturbilledet i Centraleuropa.

De første tydelige tegn på forandringen kom i de østlige Alpeegne og på Nordbalkan, dvs. områderne rundt om Caput Adriae. Disse egne var ganske rige på jernmalm, og heri ligger en af forklaringerne på de voldsomme politiske og kulturelle omvæltninger, der fulgte igennem de følgende århundreder.

Der sker en stærk koncentration af den politiske magt, noget som bl.a. viser sig i de vældige gravhøje, områdets stærke høvdingedynastier lader opføre. Det er monumenter over beredne høvdinge, som er gravlagt med et rigt udstyr af beskyttelsesvåben som brystpansere, hjelme, benskinner og skjolde. Bag alt dette mærker man stærke påvirkninger fra etruskerne.

Det er sandsynligvis også under indflydelse herfra, at en vigtig del af bosættelsen efterhånden sker i store, befæstede borganlæg, hvor en række specialiserede håndværk blev udviklet.

 Et af de mest imponerende vidnesbyrd om kontakten mellem Middelhavets kulturer og folkeslagene nord for Alperne er dette kæmpemæssige græske vinkar af bronze, nedsat som gravgave i en gravhøj ved Vix nær Châtillon-sur-Seine i Bourgogne, Øst-frankrig. 208 kg vejer det, og hen ved 1100 liter vin har det kunnet rumme.

Et af de mest imponerende vidnesbyrd om kontakten mellem Middelhavets kulturer og folkeslagene nord for Alperne er dette kæmpemæssige græske vinkar af bronze, nedsat som gravgave i en gravhøj ved Vix nær Châtillon-sur-Seine i Bourgogne, Øst-frankrig. 208 kg vejer det, og hen ved 1100 liter vin har det kunnet rumme.

I løbet af det 6. århundrede fandt en lignende proces sted længere mod vest, i Sydtyskland, Schweiz og Østfrankrig. Også her havde man i den forudgående tid set en begyndende samling af den politiske magt. De nye høvdingedynastier markerer sig med tiden ved opførelsen af gravhøje, der kunne rumme op til 40.000 m3 jord.

De må have repræsenteret en kolossal mobilisering af arbejdskraft. Højene dækkede over store gravkamre opført af svært tømmer, og i disse blev lederne af høvdingedynastierne bisat, ofte med en processionsvogn og et overdådigt udstyr af gravgaver, der omfattede genstande af mediterran, dvs. fortrinsvis græsk oprindelse.

De kæmpemæssige gravhøje lå gerne i nærheden af bylignende borganlæg, hvor de døde herskere havde resideret. Endnu har kun få af disse anlæg kunnet udgraves. Heuneburg ved den øvre Donau er et af dem, og man kan her se, hvorledes bosættelsen var omgivet af en mur af soltørret tegl, hvor der med regelmæssige mellemrum stak firkantede bastioner frem, i virkeligheden en efterligning af græsk byggeskik.

I de udgravede områder bag muren har man fundet attisk-græsk importkeramik, vinbeholdere fra Massalia og talrige andre spor efter de tætte forbindelser med grækerne, som må være foregået via Rhônen sydpå i retning af Massalia.

Byborgenes opståen må skyldes høvdingeslægternes forbindelser med navnlig de græske kolonister i syd. I borgene samlede magthaverne håndværkere omkring sig, der mestrede teknikker, som ikke alle og enhver havde adgang til. Derved skabte de bosættelser, hvor mange specialisterhverv udøvedes – netop et af de træk, der skiller en by fra en landsby.

Igennem det 6. århundrede f.Kr. opstod der således i den brede zone nord for Alperne adskillige dynastiske centre, dvs. store byborge, omkring hvilke der som et system af satellitter lå små vasal-høvdingedømmer. Disse var igen underopdelt i grupper af bosættelsesenheder, hvor den mindste enhed var den enkelte landsby.

Noget helt nyt var opstået som følge af de centraleuropæiske folks kontakt med Middelhavets bycivilisationer. Det var en udvikling, som i det lange løb skulle blive skæbnesvanger for både Centraleuropa og Middelhavsområdet. For her var grunden lagt til den keltiske civilisation, som snart skulle true selv Middelhavets kulturer.

For Nordeuropa derimod betød den nye situation, at det ældgamle net af kontakter tværs gennem kontinentet delvis opløstes. Middelhavsfolkene havde nu skabt sig mulighed for at tappe det centraleuropæiske forsyningsnet for råvarer – og muligvis også mennesker, slaver. Det gjorde de gennem kontakterne til høvdingedynastierne i den nordalpine zone.

Og de var derved medvirkende til, at centraleuropæernes interesse for vareudvekslingen med det nordeuropæiske område svandt ind. Det gav i det 6. århundrede f.Kr. dødsstødet til den nordiske bronzealderkultur, som var så afhængig af kontakterne udadtil. Det er mod forløbet frem mod denne kulturs endeligt, at vi i det kommende skal rette blikket.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Vendepunktet i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305823