Langhuse og bopladser

Var man i begyndelsen af det 1. årtusinde f.Kr. kommet sejlende ind i en af de inderlavninger, som de danske kystområder var så rige på, ville man højt oppe i bakkelandet have kunnet se huse ligge klumpet sammen med skoven i ryggen. Tæt ved bosættelsen lå de små agre, og i det omgivende, åbne terræn, hvor træer og buske groede spredt, græssede kvæget og andre husdyr.

Husene var velbyggede langhuse med højt rejste tage. Undertiden stod de med kalkede vægge, og de hvidtede flader kunne endog være bemalet med farvede dekorationer. Overalt lå de højt i terrænet og vendt, så langsiden opfangede sollyset bedst muligt.

Fra boplads til boplads, gennem åbent land og forladte marker, gennem krat og skov, trak vejsporene deres tynde linier. Og ude i horisonten, hvor landskabets fine liniespil samledes, lå de kuplede gravhøje.

Den håndværkstradition, som husene var opført efter, havde rødder langt bagud i tiden. Langhuse havde man bygget siden bondestenalderen. Og allerede omkring midten af det 2. årtusinde f.Kr. havde man udviklet den treskibede husform.

Den havde sine helt karakteristiske træk: to rækker svære stolper gik igennem bygningens midte og bar hovedvægten af taget, gavlene var afrundede, og der var indgange i hver af husets langsider. Orienteringen var altid øst-vest med en lille forskydning mod sydvest.

Sådan byggede man også langhusene i det 1. årtusinde f.Kr., dvs. i den yngre bronzealder. Men husene var mindre og spinklere. Det ser man bl.a. af den mangfoldighed af hustomter, der er udgravet i navnlig Midt- og Nordvestjylland.

Hustomterne fra det 1. årtusinde f.Kr. viderefører klart traditionerne fra tidligere tider, og husene ligger fortsat især på de lette og mellemtunge jordtyper. Men der er en stor variation i husenes konstruktionsform. Det skyldes formentlig deres tilpasning til de lokale, naturgivne forhold.

I Jegstrup har man f.eks. udgravet et større antal hustomter, der ligger på et sandet næs, som skyder sig ud i den nordlige del af den nu udtørrede Tastum Sø, helt op til kysten ved Skive Fjord. Husene lå på næssets højeste punkt, og herfra var der en vid udsigt over de omgivende bakker. Et af husene var mellem 18 og 20 m langt og havde en bredde på knap 6 m. Fem sæt tagstolper bar taget, der var indgange i de to modstående langsider, og gavlene var afrundede.

Væggene var bygget af tætstillede, spinkle stolper – de må oprindelig have været lerklinede. Det var et i alle henseender typisk hus fra tiden omkring 800 f.Kr. Flere huse blev fundet tæt herved, og de viser tilsammen, at bosættelsen, som det var vanligt, havde bestået af en enkelt eller et par gårde, der med mellemrum var blevet flyttet inden for ét og samme beboelsesområde.

I det vestlige Himmerland, ved Fragtrup, kunne man iagttage det samme billede. Her lå bopladsen på en ganske lav morænehøjning, afgrænset af åløb og engdrag, ikke langt fra Limfjorden. Det ressourceområde, der oprindelig hørte til bosættelsen, synes at have været på omkring 200 ha. Ved den arkæologiske undersøgelse blev der kun udgravet to hustomter, men man lokaliserede flere inden for et område, der var blot et par hundrede m langt.

De to udgravede hustomter, som var omtrent samtidige med husene i Jegtrup, lå lidt forskudt for hinanden og havde tilsyneladende ikke stået på samme tid. Det ene var 18 m langt og 7 m bredt, det havde rette langvægge og afrundede gavle. To rækker kraftige stolper, med fire i hver, havde båret taget. Stolperne stod med ca. 1 meters indbyrdes afstand.

I husets vestende, som udgjorde ca. 2/3 af det indre, lå der et lergulv. Hvor jordgulvet mødte lergulvet, var der to indgange, en i hver af husets langsider. Langs nordsiden i vestenden var der en stenlægning, som kan have dannet underlag for en sove- og opholdsplads. I vestenden lå også ildstedet, som var en lille, cirkelrund, stenlagt fordybning i lergulvet.

Det andet af husene var en smule længere end det første, ca. 20 m langt og 7 m bredt. Også det havde rette langvægge og afrundede gavle. Taget blev båret af to rækker stolper med fem i hver. Ligesom i det første hus bestod væggene af tætstillede stolper, der var sat regelmæssigt med ca. 60 cm's mellemrum. Væggene har nok været bygget i fletværksteknik med lerklining.

Lergulvet og ildstedet i vestenden af husene viser, at her var beboernes opholdsrum. Men hvad østenden har været anvendt til, er derimod mere usikkert: til stald eller til forråd? Allerede i den ældre bronzealder kunne man finde båseskillerum i nogle af husenes østender. Det gælder også i den yngre bronzealder, dog ikke i Fragtrup-husene. Men har østenden af husene været indrettet som stald, har den i hvert fald set anderledes ud end senere hen i jernalderen.

Ude i det vestjyske område finder vi samme hustype, f.eks. i Ristoft i trekanten mellem Ringkøbing, Herning og Holstebro – og i Hovergårde, i nabosognet til Ristoft. Husene var mellem 16 og 20 m lange, gerne bygget med lerklinede vægge og i nogle tilfælde med skillevæg imellem øst- og vestenden.

Går man længere mod syd, til Sønderjylland, finder man her omtrent det samme billede, om end fundene af bopladser ikke er så talrige her som længere nordpå. Husenes længde svinger mellem 15 og 20 m, deres bredde ligger omkring 6 m, grundarealet har altså været mellem 90 og 120 m², en markant formindskelse i forhold til nogle af de store langhuse, man tidligere havde bygget i området. Væggene i de sønderjyske huse er undertiden sat i en væggroft.

Det er således et ret ensartet billede, der tegner sig af bosættelserne i bronzealderens sidste tid. Men her og der må der have eksisteret bopladser af en anden og højere orden, centralpladser kunne man kalde dem. En sådan var formentlig den boplads, der omkring 800 f.Kr. lå på Kirkebjerget ved Voldtofte på Sydvestfyn. Trods omfattende undersøgelser af de tykke kulturlag, der rummede talrige fund fra en bosættelse, fandt man aldrig de hustomter, som må have ligget på denne plads.

Hvad man fandt, var derimod en kæmpemæssig affaldsdynge, indtil 1,5 m høj, og som strakte sig over mere end 100 m over Kirkebjergets øst- og sydside. I affaldslagene lå bl.a. rester af lerklining, så husene må have været der, men deres placering lod sig altså ikke påvise. Tilsyneladende bestod affaldsdyngen af husholdningsaffald, der var kort på lossepladsen, efter at husene var brændt.

Nogle af lerkliningsstykkerne fra husene var imidlertid meget interessante. De viste, at væggene oprindelig havde været dækket af et lag puds, bestående af en finere ler i hvid eller brunlig farve. Der kunne være flere pudslag over hinanden, hvilket må betyde, at bygningerne havde stået en vis tid og var blevet vedligeholdt med mellemrum. På nogle af de lyse, pudsede flader kunne man se rester af rødbrun eller sort maling, og nogle steder var der igen lagt hvid farve over disse lag. Den påførte bemaling bestod efter alt at domme af naturfarver, muligvis blandet op med æggehvide.

Formentlig havde bemalingen været brugt til en vægdækkende dekoration. Men de mange brokker kunne ikke sættes sammen til et egentligt mønster. Et tilbagevendende motiv var dog uregelmæssige stregbundter, og et sted så man en karakteristisk S-slyngning af samme art, som man kender dem på samtidige metalsager fra den yngre bronzealder.

Der var også blandt brokkerne i affaldsdyngen nogle, som tydede på, at de fornemme huse havde været udsmykket med plastisk dekoration. Man fandt bl.a. lerstumper med en profileret overflade, kantlister af en eller anden art, måske fra indramningen af en dør. Desuden fandt man nogle mærkelige lerbjælker, der må have siddet som en art pilastre på husets vægge. Altsammen har det været noget, der skulle forskønne huset, formentlig for at markere, at det var en velhavende og indflydelsesrig person, der boede her.

I affaldslagene fandt man desuden spor efter bronzestøbning, og stumperne viste endog, at der var blevet støbt lurer på bopladsen. Et mesterværksted har det formentlig været, hvor særlig fornemme produkter blev fremstillet. Ikke mærkeligt at det lå på en boplads, der efter alt at domme har været residens for en stormandsfamilie, hvad også gravene i omegnen vidner om.

Under affaldslagene lå der talrige gruber, fra tiden for området blev til losseplads. Man fandt også talrige dyreknogler, hvad der i øvrigt er sjældent på bronzealderbopladserne. Knoglerne viste, at mere end 80% af de dyr, man havde holdt på pladsen, var okser. Også her skiller pladsen sig ud fra andre bopladser. Endelig fandt man fem nedgravede kornbeholdere, hvis indhold mest var byg.

En usædvanlig boplads var Kirkebjerget. Men gåden om, hvilken rolle den havde spillet i forhold til de samtidige omgivende bosættelser, venter stadig på sin løsning.