Tomten af et langhus fra bondestenalderens slutning under udgravning ved Limensgård på Bornholm. De udgravede stolpehuller markerer væggene og den indre række tagbærende stolper i huset.

.

Tegningen viser huset ved Limensgård på Bornholm i rekonstruktion. Det er sandsynligt, at der har været ruminddeling, men den har udgravningen ikke afsløret noget om.

.

Rekonstruktion af en af de oksetrukne arbejdsvogne med massive skivehjul, som blev taget i brug i bondestenalderens sidste halvdel. Rekonstruktionen er baseret på vogndele, der er fundet i moser forskellige steder i Danmark.

.

I tiden efter 2400 f.Kr. bliver de arkæologiske fund igen lidt mere alsidige. Det landbrug, som skulle dominere i de efterfølgende mange århundreder, langt ind i bronzealderen, synes nu at have fået sin form. Mange bopladsfund fra stenalderens slutningsafsnit er kendt, men endnu er det kun et fåtal, der giver et billede af selve boligens udformning og dermed af bosættelsens karakter.

Men eksempler er der dog. F.eks. på den allerede omtalte boplads ved Limensgård på Bornholm. Her havde der ligget et antal huse i tiden omkring 2800 f.Kr. (se tegning: Bosættelsen). Så var pladsen blevet forladt. Men i slutningen af det 3. årtusinde f.Kr. vendte man igen tilbage til den, og nu var det bygninger af en helt anderledes størrelse, man opførte.

Bygningernes bredde var 6-9 m, længden indtil 44 m! Principielt var det den samme hustype, som man havde anvendt lige siden den ældre bondestenalder: midtsulehuset (se Bosættelsen). Ligesom deres mere end 1000 år ældre forløbere havde også Limensgårdhusene en række af svære, tagbærende stolper ned gennem husets midte.

Men det var tydeligt, at der i den mellemliggende tid var sket en betydelig byggeteknisk udvikling. Det gjaldt ikke blot størrelsen; de sene huse havde også rækker af indvendige støttestolper, som stod tæt op ad væggenes inderside. I de fleste tilfælde var støttestolperne sat, så de korresponderede med tagstolperne.

Gik man ind i et af disse store langhuse, kunne man i halvmørket ane ikke blot de høje og kraftige midtstolper, som støttede taget, men også de væghøje sidestolper, som stod ude ved væggene. Taget støttedes altså ikke direkte af selve væggen. Man kunne også se, at væggene var bygget af klovede eller hele stammer, som var anbragt vandret mellem de lodrette vægstolper og tætnet med ler.

Alle de udgravede huse havde ikke stået på stedet på samme tid. Formentlig udgjorde de forskellige stadier af en enkelt eller nogle få gårdes udvikling gennem ca. 400 år. Men imponerende har de været, disse bygninger. De har kunnet rumme en større familie og har i øvrigt haft plads nok til et stort vinterforråd, eller til at man kunne holde kvæg under tag i den kolde årstid. Sikre beviser for, at det sidste har været tilfældet, foreligger dog ikke.

Nu er Bornholm en lille o i den østligste del af Danmark, og man kunne tænke sig, at forholdene her var så specielle, at de ikke havde gyldighed for større områder af landet. Men det synes dog at være tilfældet. Går man over til det gamle danske land i Skåne, finder man beslægtede hustyper. I nærheden af Malmö, ved Fosie, ligger en bosættelse fra den sene bondestenalder, som i mangt og meget kan sammenlignes med Limensgård.

Også her har man udgravet et stort antal tomter af midtsulehuse, der fordelte sig på mindst fire bopladser. Hver enkelt boplads bestod af en enkelt eller nogle få bygninger, som i tidens løb flyttede rundt inden for bopladsområdet. Hovedparten af husene var dog af en forholdsvis kort type, omkring 18-20 m lange. Det længste var omkring 26 m langt. Men konstruktionen var den samme som ved de bornholmske huse. Også andre steder i Skåne har man fundet huse fra omtrent samme tid, og deres længde kan nå op på 35 m.

I de vestlige dele af Danmark kender man også de store langhuse fra bondestenalderens slutning. Ved Hemmed på Djursland har man udgravet rester af to huse af denne type. Deres længde var henholdsvis 43 og 45 m. Man kunne ydermere gøre iagttagelser, der viste, at væggene havde været bygget af vandrette, klovede planker, som på indersiden var tætnet med ler. Et kolossalt tommerforbrug har disse langhuse krævet.

De store langhuse med længder på over 40 m er et fænomen, der dukker op på bopladserne i tiden omkring 2000 f.Kr. – påfaldende nok samtidig med, at metal for alvor kommer i omløb mellem bondesamfundene, som vi senere skal se. Men forud for det ligger der nogle århundreder, hvor husenes størrelser endnu var moderate, omkring 18-20 m lange. En boplads med huse af den art har man f.eks. udgravet ved Myrhøj i det vestlige Himmerland.

Bopladsen var dækket af et lag beskyttende flyvesand, og under det fandt man sporene af tre hustomter. De tegnede sig som aflange, uregelmæssige fyldskifter, der stammede fra en gulvflade, der må have været gravet ned i ca. en halv meters dybde. I to af disse forsænkede gulve fandt man spor efter en række kraftige midtstolper, der havde båret taget. Væggene tegnede sig som stolpespor, der dog kun kunne ses tydeligt omkring det ene af fyldskifterne. Men midtsulehuse må det have været. Deres bredde var omkring 7 m, og det så ud til, at det forsænkede gulv udgjorde østenden af huset, hvis samlede længde har været omkring 20 m.

Fundene fra Myrhøj viste forskellige sider af erhvervet. Af korndyrkningen var der spor i form af kværnsten, flintsegle og kornaftryk i lerkarrene. Man fandt også enkelte tænder af okse, som vidner om husdyrholdet. Og endelig fandt man en vævevægt, som viser, at der på stedet må være foregået vævning af uldtøjer.

Keramikken var af en ret speciel art. Mange af de finere kar havde en ornamentik, som man kan genfinde over store dele af Vesteuropa. Man kalder det klokkebæger-keramik, og som vi senere skal høre, er den et tegn på, at de nordjyske bondesamfund på den tid havde tætte forbindelser til de første metal-brugende kulturer i Vesteuropa.

Også andre steder i Jylland har man fundet huse som dem, der blev udgravet på bopladsen Myrhøj. De viser, at man boede på bopladser, hvor sandsynligvis kun et ganske lille antal husholdninger holdt sammen. Et billede af det nye landbrugssamfund er således svagt begyndt at tegne sig. I det land, hvor skoven for alvor var ved at blive åbnet som følge af menneskenes indgreb, kunne man nu overalt finde bosættelser.

De lå mest på terræn, der skrånede jævnt mod syd. Derved kunne man bedst udnytte solvarmen, hvad man også bestræbte sig på ved husenes placering: De lå gerne med langsiden mod syd. I tiden efter 2400 f.Kr. var husene endnu af forholdsvis beskeden størrelse. Men omkring 2000 f.Kr. voksede de pludselig til imponerende bygninger, sommetider over 40 m lange.

Nærmede man sig bopladserne, kunne man undertiden få øje på de tunge arbejdsvogne, som bragte svært tommer til pladsen eller korte store sten bort fra de ryddede og indhegnede små markstykker, hvor kornet groede. Man hørte kvægets brølen og måske også lyden af de rappe slag fra flinthuggerens værkstedsplads, hvor det årtusindgamle flinthåndværk stadig udøvedes, men nu med en teknik, som overgik alt, hvad man nogen sinde havde set.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Langhuse, kvæg og korn.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig