Flinthåndværket blomstrer

Fremstillingen af flintredskaber havde igennem århundrederne ført flinthuggeren frem til en mesterlig teknik. Et af højdepunkterne i håndværkets udvikling havde været de økser, som blev fremstillet i det 4. årtusinde f.Kr. Men da der i stenalderens slutningstid opstod nye krav til udformningen af både våben og redskaber, udviklede man nye metoder.

På flinthuggerens værkstedsplads kunne man nu se dolke, pilespidser, lansespidser og kornsegle, så tynde og skarpe, at man må betegne dem som mesterstykker. De havde en overfladebehandling, fladehugningen, som var noget helt nyt inden for håndværket.

Navnlig dolkene måtte vække beundring. De blev hugget ud af en flintplanke, der ved slag mod kanterne blev formet til et aflangt, fladt spidsovalt råemne. Den videre forarbejdning foregik ved afpresning af tynde flintflader fra kanterne. Det skete ved, at dolken anbragtes på et fast underlag, måske et skinddækket stykke træ med en hulning i.

Med spidsen af en hjortetak trykkede man på kanten af flintstykket, indtil en flad spån løsnede sig fra undersiden. Sådan fortsatte man langs hele kanten, vendte derefter flintstykket og gentog behandlingen fra den anden side. I nogle tilfælde udførte flinthuggeren en såkaldt parallelhugning, hvor der på hele bladets overflade dannedes smalle, parallelle afspaltninger nærmest som et bølgemønster.

I århundredernes løb var dolkene genstand for stadige ændringer. De ældste var lange, bladformede og helt flade. Med tiden udvikledes håndtaget: det blev tykkere og fik firkantet tværsnit med fine hugsømme langs kanterne. Så udvidedes også bladet og blev bredere. Det blev til „fiskehaledolken”, den type, som er kendt fra det berømte fund ved Hindsgavl (se foto De døde og de levende). I det sidste stadium af dolkens udvikling forsvandt hugsømmene på håndtaget, og formen blev igen enklere. Som sådan fortsatte typen i brug ind i bronzealderen.

Hele dette udvalg af især våben som dolke, lansespidser og pilespidser betegner noget ganske nyt. De var ikke opfindelser gjort herhjemme, men var udviklet på kontinentet og i England. Og det var ved kontakt med folkene i disse områder, at helt nye normer for mandens bevæbning trængte igennem.

Stikvåben fik nu en fremtrædende plads i våbenudstyret og vedblev dermed igennem de følgende to årtusinder. Den sene stenalderkrigers våben var fuldt på højde med dem, man kunne finde over store dele af kontinentet, men materialet var fortsat flint. Formerne derimod efterlignede det nye redskabsmateriale, metal, som var ved at komme i almindelig brug uden for Norden.

Disse kontakter med fjerntboende folkeslag ytrede sig ikke blot i våbenudstyret, men også på andre områder. Navnlig i Nordjylland efterlignede pottemageren formen og dekorationen på de lerkar, som var i brug hos de fremmede på kontinentet, specielt når det drejede sig om den finere keramik, som ofte indgik i rituelle sammenhænge.

Det må have været en kolossal produktion af fornemme prestigevåben, der foregik i Danmark igennem stenalderens sidste halve årtusinde. Våbnene og redskaberne krævede den mest udsøgte kvalitetsflint, som man først og fremmest skaffede sig ved flintminedrift. Derfor var det også de nordlige og østlige dele af landet, der økonomisk set var de førende i denne tid. I kridtlagene på Skovbakken i Hasseris ved Aalborg har man f.eks. fundet spor efter en omfattende flintminedrift. Og der er ingen tvivl om, at en tilsvarende virksomhed også fandt sted i de flintrige østlige dele af landet.

Fra disse rige produktionsområder spredtes flinten som halvfabrikata eller næsten færdige våben og redskaber ud over hele landet. De har kun krævet en afsluttende finhugning, som blev foretaget lokalt, og det er forklaringen på, at våbenudstyret havde så ensartet en udformning overalt.

Men spredningen af den danske flint rakte langt videre. Den nåede langt nordover på den skandinaviske halvø, og den kom til Polen, Nordtyskland, Holland og Østengland. Produkter af dansk flint havde aldrig tidligere haft en sådan udbredelse, kontakten med omverdenen blev i disse århundreder udvidet betydeligt, især fra det nord- og østdanske område. Og det var også hertil, at det første metal nåede omkring 2000 f.Kr. og dermed kom til at indlede en helt ny æra i landets oldtidshistorie.