Menneskene og sproget

De forandringer, som bondesamfundene gennemgik, er forskningen i dag mest tilbøjelig til at opfatte som resultatet af en lang række tekniske, økonomiske og sikkert også naturgivne ændringer. Men sådan har man ikke altid set på det. For blot en generation siden blev alt dette forklaret som resultat af en mægtig folkeforskydning, der havde påvirket store dele af det europæiske kontinent.

Mange forskere forestillede sig, at et krigerisk folkeslag, et nomadefolk, som baserede sin livsform på mandsdominerede aktiviteter som krig og kvæghold, nu fortrængte eller undertvang den gamle bondebefolkning.

Man mente også, at disse nomadefolk skulle have været bærerne af det indoeuropæiske sprog. Der er ikke langt fra disse teorier til de berygtede forestillinger, den nazistiske ideologi skabte, om høje, lysblonde ariere og germanske folkevandringer, der koloniserede det europæiske kontinent i oldtiden.

Det har taget forskningen lang tid at gøre op med disse teorier, som heldigvis kun i en noget afbleget form fik fodfæste i dansk arkæologi. Først i løbet af 1960'erne blev kendskabet til de såkaldte snorekeramiske kulturer udvidet i en sådan grad, at det blev vanskeligt at opretholde teorierne om denne store folkebevægelse.

I dag byder der sig bedre forklaringer til, når man skal forstå bondekulturens forvandling i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Men inden omtalen heraf skal det kort nævnes, hvordan sprogforskningen har ment at kunne bruge teorien om stridsøksekulturernes udbredelse ud over det europæiske kontinent til at forklare, hvordan det såkaldt indoeuropæiske ursprog blev udbredt.

Det var den sammenlignende sprogforskning, som i 1800-tallet udviklede teorien om dette „ursprog”. Den søgte herved at forklare de talrige dybtgående, strukturelle overensstemmelser, der findes mellem de sprog, der betegnes de indoeuropæiske. Man mente, at der engang i fortiden havde eksisteret et fælles ursprog, hvorfra størsteparten af de europæiske sprog skulle have udviklet sig ved en opsplitning af dialekter.

Helt op til vore dage er der sprogforskere, som mener at kunne knytte dette ursprog til folkevandringer, som i det 3. årtusinde f.Kr. skulle være udgået fra de sydrussiske steppeområder, og som i sidste instans skulle have ført til, at også de skandinaviske folkeslag overtog dette sprog.

Alt dette er og bliver en teori, som vakler mere og mere. Den moderne sprogforskning ved i dag meget mere om, hvordan lån fra et sprog til et andet kan påvirke sprogets udformning. Selv de almindeligste ord i et sprog kan være udtryk for lån. F.eks. er det engelske pronomen they et skandinavisk låneord, som erstattede et ældre, kontinentalgermansk ord. Ja, selv syntaktiske træk og særegne vendinger kan overtages fra et sprog til et andet, uden at der behøver at ligge folkevandringer bagved.

Når f.eks. de europæiske sprog i deres skrevne form i dag frembyder så stærk en påvirkning fra de klassiske sprog som græsk og latin, så skyldes det ikke et fjernt oprindeligt slægtskab, men derimod senere efterligninger. Hvor flere sprog mødes med hinanden i daglig omgang, f.eks. ved handel, opstår der påvirkninger i form af låneord og klicheer. De såkaldte pidginsprog har givet forskningen nye muligheder for at tolke sproglige ligheder.

Den russiske sprogforsker N.S. Trubetskoj fremsatte allerede i 1930'erne den teori, at hvis begrebet indoeuropæisk blot betød, at de indoeuropæiske sprog havde visse fælles strukturelle egenskaber, så kunne et sprog enten blive indoeuropæisk eller høre op med at være det ved enten at optage eller miste disse egenskaber. Dermed stillede han hele teorien om et indoeuropæisk ursprog på hovedet. Måske det var at gå for langt. Men i hvert fald var det en vigtig indsigelse mod de gamle håndfaste teorier.

Udforskningen af pidginsprogene har i hvert fald svækket teorien om det indoeuropæiske ursprog alvorligt. For man har lært, at uanset om folkegrupperne vandrer eller forbliver bofaste, så vandrer kultur- og sprogelementerne imellem dem. Og da arkæologerne heller ikke længere kan støtte sprogforskerne med velunderbyggede folkevandringsteorier, så er tiden nok inde til at se lidt mere nuanceret på de gamle, forenklede teorier om sprogenes oprindelse.

Ikke blot igennem det 3. årtusinde f.Kr. men også tidligere vandrede kulturelementerne mellem folkeslagene på det europæiske kontinent. Arkæologerne kan pege på en lang række elementer af bl.a. teknisk art. Det har f.eks. været vist, hvordan de tidligste bondekulturer på det europæiske kontinent stod i stadig kontakt med hinanden og valgte beslægtede tekniske, økonomiske og sociale løsninger på de udfordringer, de stod overfor. Det gjaldt f.eks. tilvejebringelsen af råstoffer, flint bl.a., og de redskaber, man anvendte inden for landbruget.

I denne stadige kontakt lå også muligheden for overførslen af sproglige elementer. Der er altså næppe grund til at tro, at fremvæksten af et indoeuropæisk sprog på f.eks. dansk område skal føres tilbage til én eneste begivenhed, en indvandring af nye folkeslag tidligt i det 3. årtusinde f.Kr. Snarere var dannelsen af forformerne til det sprog, vi taler i dag, en proces, der strakte sig over årtusinder. Ja, som måske kan føres tilbage til de fjerne tider, da mennesket for første gang færdedes i det landområde, der i dag er Danmark.