Hos de danske stenalderfår havde både hanner og hunner kraftige horn. Endnu lever stammer af den gammelnordiske fårerace på afsides liggende øer som f.eks. St. Kilda ved Orkney-øerne. Også det gotlandske udegangsfår, som er afbildet her, hører til racen.

.

Skivehjul fra Kideris Mose ved Herning, kulstof-14 dateret til ca. 2700 f.Kr. og dermed det ældst kendte hjul fra Danmarks oldtid. I sin simpleste form var hjulet fremstillet af en planke fra et stort træ, nav og skive var udført i ét stykke. De belastninger et skivehjul udsættes for under kørslen, gør imidlertid, at det meget let flækker. Navet udførtes derfor ofte som en selvstændig cylinder, mens skiven som f.eks. på Kiderishjulet blev sammensat af flere stykker, samlet med indgratede tværrevler. Herved blev det muligt at lade årerne forløbe således i træet, at risikoen for flækning nedsattes. Først i århundrederne omkring Kristi fødsel blev skivehjulet for alvor afløst af egerhjulet, også når det gjaldt tungere arbejdsvogne.

.

Bør man således skrive de fleste af folkevandringsteorierne i glemmebogen, kan man i stedet antage, at de forandringer, som skete på det europæiske kontinent i det 3. årtusinde f.Kr., havde den baggrund, at man var begyndt at tilpasse de tidligste former for landbrug til nye vilkår, der bl.a. skyldtes det voksende befolkningstal, som vi kunne iagttage igennem bondestenalderens første halvdel.

Af stor betydning for landbrugets udvikling var også den mangfoldighed af tekniske fornyelser, der var skabt igennem navnlig det 5. og 4. årtusinde f.Kr. i Den Mellemste Orient. En af dem er allerede beskrevet: indførelsen af plovbruget, som herhjemme foregik omkring 3500 f.Kr. Men det var kun begyndelsen. Udviklingen af plovbruget, som igen fordrede udviklingen af egnede trækdyr, bandt husdyrholdet og agerbruget sammen til en uløselig helhed. I kølvandet på plovbruget fulgte derfor en række ændringer af landbrugets driftsformer, som herhjemme slog igennem med fuld styrke i det 3. årtusinde f.Kr.

Først og fremmest lærte man at udnytte de tæmmede dyrearter på en mere effektiv måde, både ved hjælp af ny teknik og ved forædling af dyreracerne. Gennem undersøgelser af dyreknoglerne på danske bopladser fra tiden omkring 3000 f.Kr. kan man glimtvis få et billede af landbrugets stade omkring midten af bondestenalderen – og samtidig også et fingerpeg om den fortsatte erhvervsudvikling i det følgende årtusinde.

Overalt ser man, hvorledes hovedsigtet med husdyrholdet på dette tidspunkt må have været kødproduktion. Vigtigst har kvægholdet været – og slagtealderen angiver, at man har foretrukket at slagte udvoksede dyr. Men der er også forhold, der viser, at der i dyreflokkene har været et vist antal trækdyr (kastrerede handyr) og sikkert også et mindre antal malkedyr.

Denne sammensætning afspejler efter alt at dømme nogle tendenser, som forstærkedes i de kommende århundreder, og som hænger sammen med bl.a. udvidelsen af plovbruget, brugen af vogne og udnyttelsen af kvægets mælkeprodukter.

Kvæget og dets udnyttelse ved malkning er et træk, som må tillægges stor betydning. Der er ingen tvivl om, at malkning kan betale sig. Den giver fire til fem gange så meget protein, som hvis man udnytter dyret alene som køddyr. Mælk har også mange fordele. Den giver næringsstoffer, som mangler i de fødevarer, som er fremstillet af korn. Mælken rummer fedtstof, protein og sukker i en nyttig sammensætning, og den er endvidere gavnlig ved sit indhold af kalk. Desuden kan mælk forarbejdes til en række forskellige produkter af en vis holdbarhed – de kan altså gemmes som forråd.

Alle disse fordele er indlysende, men de betyder ikke, at kvæget altid har været malket og i hvert fald ikke fra det allertidligste landbrugs tid. For det første giver kvæg ikke ret meget mælk, hvis det ikke er specielt forædlet til det. For det andet er mennesket biologisk set ikke umiddelbart udrustet til at kunne optage mælk i voksenalderen. Det er noget, man på vore nordlige breddegrader ofte glemmer.

Over meget store dele af verden kan voksne mennesker ikke tåle mælk. Det gælder f.eks. blandt kinesere, thailændere og sydamerikanere. På vore breddegrader må evnen til at tåle mælkesukkeret, som skal kunne nedbrydes i tarmen af enzymet laktase, være resultatet af en relativ ny genetisk udvikling.

Hvornår den har fundet sted kan ikke siges med sikkerhed, men det er en ikke urimelig antagelse, at kvægets udnyttelse som mælkeproducent ikke var noget, der hørte de allerførste bondesamfund til, men at det var et kulturtræk, som spredtes ud over det europæiske kontinent i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. Et sådant kulturtræk ville i de fleste tilfælde være usynligt i de arkæologiske levn.

Men på ét område kan man dog gøre mere direkte iagttagelser. Det gælder de beholdere, som man brugte til at opbevare mælken i. Og her viser det sig netop, at åbne skåle (sandsynligvis til tykmælk) og sikar til ostefremstilling begynder at dukke op i stenalderbøndernes keramik i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Her har man altså et af de få direkte vidnesbyrd om den ændrede udnyttelse af husdyrholdet, som må have fundet sted samtidig med det andet store landnam.

Men ændringerne gjaldt ikke kun kvæget. Også et andet husdyr, fåret, må have fået en anden rolle. Fra knoglefundene på den tidlige bondestenalders bopladser får man det indtryk, at fåret hovedsagelig har været udnyttet som køddyr. Det tyder dets lave slagtealder på, størsteparten af fårene blev nemlig slagtet, før de kunne levere brugbar uld.

De ældste fund af uld i Europa stammer da også først fra det 3. årtusinde f.Kr., de kendes fra Schweiz og Nordtyskland. Og fra de nordeuropæiske bronzealdergrave fra det 2. årtusinde f.Kr. ved man, at fåreuld på det tidspunkt blev brugt til fremstilling af dragter. Tidligere kan anvendelsen af hør have været almindelig. Man kender fund af denne plantefiber fra meget gammel tid i Centraleuropa, men netop i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. ser den ud til at svinde i betydning.

Det er nok rimeligt at antage, at hør nu i stor udstrækning er blevet erstattet af uld. Igen kan man formode, at der fandtes en sammenhæng mellem den udvidelse af dyreholdet, i dette tilfælde af fåreflokkene, og så den udvidelse af det bebyggede område, som i Danmark navnlig kan ses i Jyllands vestlige og centrale egne.

Som et tredje træk skal vognen fremhæves. De første utvetydige vidnesbyrd om brugen af dette revolutionerende transportmiddel stammer fra det sydlige Mesopotamien i begyndelsen af det 5. årtusinde f.Kr. Fra dette tidspunkt og fremefter er der en mængde vidnesbyrd om vogne i Syrien, Irak, Tyrkiet og Iran, både i form af billeder og små vognmodeller.

I Sydøsteuropa dukker de første fremstillinger af vogne op i midten af det 5. årtusinde f.Kr. Og i Slesvig-Holsten har man spor af vognhjul fundet under en gravhøj fra midten af det 4. årtusinde f.Kr.

I Danmark er der først sikre vidnesbyrd om anvendelsen af vogne fra begyndelsen af det 3. årtusinde f.Kr. Til gengæld er det vognen selv, eller i hvert fald dens hjul, man står over for. I flere jyske moser har man fundet vognhjul udskåret af brede egeplanker. Hjulenes diameter har været 70-90 cm, og de havde alle fast nav, tilskåret af samme træstykke som selve hjulskiven. Kulstof 14-dateringer har tidsbestemt disse hjul til ca. 2700 f.Kr.

Oprindelig har de hørt til en tung, tohjulet, oksetrukket kærre (se illustration). Og vognenes opdukken på dette tidspunkt svarer da også godt til, at man netop nu udvikler nye øksetyper og en huggeteknik, som muliggør den fladhugning af tømmeret, som er nødvendig for at kunne fremstille vognhjul.

Samtidig begynder man over store dele af Europa at anlægge veje, enten risbelagte veje, der førte over sumpet terræn, eller regulære plankebyggede veje, hvor plankerne lå på tværs af færdselsretningen. Den ældst konstaterede vejbane i Danmark stammer da også fra denne tid: det var et ca. 150 m langt anlæg udgravet ved Tibirke i Nordsjælland og dateret til ca. 2800 f.Kr.

De nye forbindelseslinier, der dermed var ved at blive skabt, havde dog først og fremmest betydning på det lokale plan. Vognene var ikke beregnet til fjerntransporter fra bygd til bygd, men må snarere betragtes som en art landbrugsredskaber. De var langsomme, tunge og havde lav frihøjde. Deres funktion har været at transportere sten, tømmer og lignende uhåndterlige materialer, og som sådan anvendtes de helt frem til jernalderen. Først i århundrederne e.Kr. fik man mere terrængående køretøjer. Men endnu i oldtidens slutning foregik transporter over større afstande fortrinsvis til vands.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Et landbrug under forvandling.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig