Det store landnam

Endnu er det kun i det meget lange perspektiv, vi kan følge omlægningerne af landbrugsformen igennem bondestenalderen. Men omkring 2800 f.Kr. blev ændringerne for alvor synlige, navnlig i landets vestlige egne, som førhen havde været tyndt befolket. Det andet store landnam var nu ved at tage sin begyndelse.

Havde man dengang set ud over det vestjyske landskab, ville man have set de store bakkeøer ligge som grønne, skovklædte områder med egen som det dominerende træ. Rundt omkring bakkeøerne lå de fladere strækninger, hvor jorden var mere mager og skoven derfor langt mere åben.

Her var store, sammenhængende bevoksninger af birk og fyr afvekslende med græssletter. Det var kort sagt et landskab, der bød sig til for en bondebefolkning, for hvem husdyrholdet var blevet af vital betydning.

I disse egne opstod i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. stadig flere bosættelser. Rundt om dem lå små opdyrkede markstykker, men hvad der navnlig fik betydning for landskabets udseende, var de store flokke af græssende kvæg. De trampede de unge vækster ned, bed af træer og buske og holdt derved bevoksningen nede.

I århundredernes løb opstod store åbne overdrevslandskaber. Mennesket og dets husdyr fortsatte derved en udvikling, som allerede var indledt af naturen mindst et årtusinde tidligere. Som følge af den stadige udvaskning og forringelse af den sandede jordbund, som naturen selv længe havde forårsaget, var der begyndt at komme mordannelser i skovbunden. Den blev sur, og det ændrede skovens sammensætning. Tjørnekrat, bregner, græsser og lyng bredte sig – og det var den udvikling, mennesket nu fremskyndede.

Den øgede kolonisering af de magre jorder i Vestjylland var et tegn på, at bondesamfundene nu var begyndt at rykke ind i områder, som de tidligere ikke havde tillagt større værdi. En af forklaringerne herpå kan, som vi har nævnt, være, at kvægholdet var ved at få øget betydning.

Denne inddragelse af, hvad man kunne kalde marginaljorder, var ikke blot noget, som skete i Danmark. Også i Nordtyskland og Holland f.eks. gik mennesket nu løs på skovbevoksningen på de mere sandede jorder, og nyt land blev draget ind til menneskelig bosættelse. De fælles hovedlinier i kulturudviklingen var tydelige over vældige strækninger af det europæiske kontinent.

I det hele taget sker der i det 3. årtusinde f.Kr. store forandringer overalt i Europa. Mod syd, i landene omkring Middelhavet og længere nordover, på Balkanhalvøen, kommer nye erhvervsformer og nye råstoffer i brug. Man kan nu tale om en begyndende bronzealder. Så langt i den tekniske udvikling var landene nordpå endnu ikke nået, men mange træk peger éntydigt fremad mod det samfund, der skulle blive dominerende i bronzealderen, tusinde år senere.

Det 3. årtusinde var en periode, hvor den gamle, traditionsbundne bondekultur gik i opløsning, og en ny opstod. Og man ser klart fællestrækkene i udviklingen af landbruget over et kæmpemæssigt område, der strakte sig fra Sortehavsegnene tværs igennem Øst- og Mellemeuropa helt op til Holland, Nordtyskland og Danmark.

Det var ikke blot på det materielle område, at kulturen udviklede sig efter de samme hovedlinier. Også i religionen, f.eks, i dødekulten, fulgte man de samme normer. De døde blev begravet i enkeltmandsbegravelser, og gravhøje blev bygget over gravkisten. I gravene lagde man stridsøkser og lerkar, der ofte var dekoreret med indtryk af snor.

Disse fællestræk har fået arkæologerne til at tale om stridsøksekulturer, enkelt-gravskulturer, snorekeramiske kulturer og kurgankulturer - "kurgan" er det russiske ord for gravhøj. Alle disse betegnelser dækker de bondesamfund, der var ved at formes i tiden efter ca. 2800 f.Kr.