Det nye bondesamfund (bondestenalderen)

Jylland var den del af landet, som stærkest mærkede de ændringer af landbrugsformen, der skete i løbet af det 3. årtusinde f. Kr. Især var det de lette jorder, der kom til at bære præg af den udvidelse af bondesamfundenes bosættelsesområde, som nu satte ind.

Som så ofte i arkæologien er det i de dødes verden, man skal søge de tydeligste spor efter forandringerne. På lave skråninger, først og fremmest på de vestjyske bakkeøer, i en bred bræmme ned igennem halvøen, ligger i dag tusindvis af små gravhøje anlagt i tiden efter ca. 2800 f.Kr.

Uanselige er de ganske vist, men deres placering i terrænet og de grave, de dækker over, har tiltrukket sig stor opmærksomhed. Det er de såkaldte enkeltgravshøje, de høje, der gav anledning til de vidtløftige teorier om enkeltgravsfolkets indvandring.

Gravhøjene indeholder kun sjældent store sten. En kiste, oftest af træ, sjældnere af sten, har rummet den døde. Og alt efter gravens placering i gravhøjen har man kunnet skelne mellem tre forskellige typer: undergrave, bundgrave og overgrave. Det er en inddeling, der i grove træk også angiver gravens datering inden for de ca. 400 år, der her er tale om.

De ældste af gravene, undergravene, blev oftest gravet ned i undergrunden, i enkelte tilfælde så dybt som halvanden meter under jordoverfladen. En trækiste, orienteret øst-vest, rummede den døde. Graven selv kunne være indkredset af en ringgrøft, hvis funktion ikke er helt klar. Men i forbindelse hermed har man undertiden kunnet iagttage spor efter stolpekonstruktioner, der var blevet brændt.

Ved disse grave har ilden, ligesom i tidligere tider, blusset for at markere den dødes bortgang fra de levendes verden. Over graven er så, efter afslutningen af gravceremonierne, blevet bygget en lille gravhøj, sjældent mere end en meter høj.

Senere begyndte man at anlægge gravene på højbunden i niveau med den tidligere jordoverflade – det var de såkaldte bundgrave. Stenbyggede grave blev nu også opført, det var gravkister bygget af flade stenfliser, gerne med en åbning ved den ene smalside. Størrelsen på gravene kunne være op til 3,5 x 2 m. Disse kister byggede man især i det nordjyske område.

Ved slutningen af den såkaldte enkeltgravsperiode blev det almindeligt at foretage gravlæggelser i allerede eksisterende gravhøje. De nye grave kom derved til at ligge noget højere oppe i gravhøjen end de ældste, deraf navnet overgrave. Hvor man i enkeltgravsperiodens første tid havde placeret den døde på siden med optrukne ben, altså i sovestilling, så lagde man nu ham eller hende på ryggen i udstrakt leje.

Det var en måde at placere den døde på, som man fastholdt langt ned i tiden. Ved gentagne begravelser voksede gravhøjen. For hver ny begravelse føjede man et nyt lag sand eller græstørv oven på den gamle gravhøj – og man kunne derved få gravhøje, som rummede adskillige generationers døde.

Dette er normalbilledet. Men der kendes også grave, der adskiller sig påfaldende fra flertallet. Det kan være anlæg, der er udformet som regulære plankebyggede kamre, hvortil der fører en snæver gang, og over hvilke der hvælvede sig en gravhøj af usædvanlige dimensioner. Eller det kan være grave, som har markeret sig med en huslignende konstruktion og yderligere har været forsynet med palisadehegn. Den slags anlæg må have været rejst over mennesker, som havde en særstilling i samfundet.

Normalt er det de voksne, der kendes fra tidens gravlæggelser. Det skyldes, at det førhen var almindeligt kun at udgrave gravhøjens centrale parti. I de senere år, hvor fuldstændige udgravninger af højene er blevet mere almindelige, har man imidlertid kunnet iagttage, at der i yderkanten af gravhøjen ofte ligger små stenkister eller grave uden sten. Det synes at være bondesamfundenes børn, der her har fået deres sidste hvilested. Hele familien kunne altså få hvile under den samme gravhøj.

Det er ikke blot ved gravhøjene men også ved gravene selv, at man kan se en tydelig forskel i forhold til de normer, der gjorde sig gældende i tidligere tiders bondesamfund. Det er nu forholdsvis nemt at skelne mellem mands- og kvindegrave. Manden blev gerne lagt i gravkisten på den højre side med hovedet mod vest og ansigtet mod syd.

Foran den dødes ansigt lagde man en stridsøkse af sten, eventuelt sammen med en flintøkse eller blot flintøksen alene, undertiden sammen med et lerkar med madvarer eller måske snarere en drik. Har der været tale om en drik, kan man gætte på, at den har været gæret og altså alkoholisk, således som man med sikkerhed kender det nogle århundreder senere, i bronzealderen.

Den døde må være blevet gravlagt fuldt påklædt, i hans bælte kunne sidde et par store ravskiver og eventuelt en kniv af flint. Det er sædvanligvis det eneste, der er bevaret af, hvad den døde havde på sig.

For kvinden herskede i reglen andre men beslægtede normer. Hun blev begravet i en stilling modsat mandens, dvs. med hovedet mod øst men stadig med ansigtet mod syd. Også hun blev begravet fuldt påklædt og med sine smykker. Tit var der tale om ravperler, som lå enten over lændepartiet eller ved hovedet.

Disse døde er næsten de eneste spor, vi har af bondebefolkningen i Jylland i det afgørende tidsrum mellem ca. 2800 og 2400 f.Kr. Det kan synes sparsomt, men ved at sammenligne med de spor, man kender af befolkningen fra tidligere århundreder, er man alligevel nået frem til nogle vigtige konklusioner.

Den forfædrekult, som havde domineret i tidligere tiders samfund, og som havde fået så monumentale udtryk, var nu ved at forvandles og gå i opløsning. Retten til den jord, man udnyttede, blev ikke længere demonstreret ved monumentale stenbygninger og en vedvarende dyrkelse af forfædrenes ånder, som det var sket i bl.a. dyssernes og jættestuernes tid. Kontrollen med landbrugsjorden var naturligvis stadig vigtig.

Men det er som om gravhøjenes mere beskedne omfang og deres spredning over store strækninger af Vest- og Midtjylland antyder, at trykket på landbrugsjorden var lettet. De nye landbrugsformer havde givet adgang til meget nyt land – og det afspejledes indirekte i gravformerne.

Hvor man i tidligere tiders bondesamfund så stenbyggede gravkamre med mængder af knogler, forfædrenes benhuse har vi kaldt dem, der ser man nu grave, der på en helt anden måde vidner om interesse for det enkelte individ og dets ejendom. Den døde begraves oftest alene og udstyres med sine personlige ejendele – først og fremmest ting, som viser hans eller hendes rang og status blandt de levende: stridsøksen er således blevet mandens fornemste statussymbol.

Den døde lever nu ikke længere blandt de levende men synes at være på vej til en anden verden, forfædrenes, hvor han skal genindtage sin sociale position, som man kan aflæse af hans statussymboler, ja, man har endog sagt, at han med sig i døden bringer landbrugsjord, således som det symbolsk kommer til udtryk ved, at man skræller store mængder jord for græstørv for at kunne bygge gravhøjen. Altsammen er det træk, der peger fremad mod de landbrugssamfund, der skulle udvikle sig i de kommende årtusinder og få deres blomstring i løbet af bronzealderen og den tidlige jernalder.

De gravgaver, den døde fik med sig, og den måde, gravene indrettedes på, vidner om samfund, der var bundet sammen på en anden måde end de tidligste bondesamfund. Hvor disse markerede og styrkede deres samfundsform ved bl.a. at bygge store, overregionale samlingspladser, hvor man gennem kultiske fester forenede et større antal bosættelsesenheder, der finder man nu samfund, hvor det enkelte hushold eller den enkelte slægt synes at have levet i en større grad af uafhængighed. Eller rettere, hvor arten af samhørighed med de omgivende samfund udtryktes på en anden måde.

Ved at studere lighederne mellem de gravgaver, som blev medgivet de døde, kan man nemlig se, at der må have eksisteret et vidtforgrenet system af forbindelser imellem samfundene. Det har ikke blot været tekniske nyheder inden for husdyrholdet og agerbruget, man udvekslede. Det har tillige været værdigenstande, råstoffer og nok også mennesker, ægteskabspartnere f.eks.

Denne vedvarende udveksling er noget af det, som frem for alt karakteriserede det nye bondesamfund, som voksede frem i løbet af det 3. årtusinde f.Kr. Og det er den, der bedre end tidligere tiders folkevandringsteorier kan forklare det slægtskab, der eksisterede mellem bondesamfundene over store strækninger af det europæiske kontinent.

Kendskabet til det materielle grundlag, som bar disse bondesamfund, er endnu begrænset. Fundene af bopladser er sparsomme i netop denne periode. De få, der kendes, er meget små, sjældent større end 500 nr. Det er et billede, som er vidt forskelligt fra det, der gjaldt nogle få århundreder tidligere, hvor bopladserne var beboet af mange mennesker på én gang.

Om husene på bopladserne er vi også dårligt underrettet. Kun ét sted, på Bornholm, har man kunnet vise, at den tidligste bondekulturs hustype, det lange midtsulehus, også fortsætter ned i enkeltgravstiden. Og vi skal i øvrigt møde det igen i slutningen af det 3. årtusinde. Om noget brud i hustraditionen var der således næppe tale.

For at kunne slutte noget om landbrugets art er man henvist til endnu mere spredte iagttagelser, f.eks. aftryk af korn i lerkar. Resten af arkæologernes viden kommer fra studiet af bosættelsens udbredelse og fra pollendiagrammernes vidnesbyrd om landskabets udseende. Her kan man antage, at bosættelserne – og i øvrigt også gravhøjene – lå i små klynger. Som regel var der tilmed kun en enkelt eller et par gårde på hver boplads. Det er i hvert fald det billede, man får af bosættelsen på Bornholm.