Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Landbruget kommer til Europa

Oprindelig forfatter JJe

Omkring 8000 f.Kr. var den bølge af forandringer sat i gang, som i de følgende fire årtusinder fra Orienten skyllede hen over hele den gamle verden. Ændringer af naturforholdene: klima, vegetation, fauna og forholdet mellem land og hav, en større bofasthed, et deraf følgende øget befolkningstal og et kraftigere pres på naturens ressourcer – altsammen var det faktorer, som virkede med i dette drama, der fuldstændigt forvandlede menneskehedens historie.

I Europa bredte bølgebevægelsen sig ad to veje: én fulgte Middelhavets kystområder, og en anden nåede via Balkanhalvøen ind i det europæiske kontinent og videre frem til lavlandsområderne i Frankrig, Nederlandene, Nordtyskland og Polen.

At spredningen af landbruget er beskrevet som en bølgebevægelse, der skyllede ind over det europæiske kontinent, betyder ikke, at der var tale om en kolonisering, hvor nye folk kom til. Sådan så man ganske vist tidligere på det. Man antog, at det var overskudsbefolkningen fra de nyetablerede landbrugssamfund, der til stadighed blev skubbet fremad af bølgebevægelsen. Man mente endog at kunne beregne, at det i gennemsnit skete med en hastighed af en km om året.

Annonce

 Rekonstruktion og grundplan af tommeropbygningen i et langhus af den type, som anvendtes på løssområderne i det tempererede Europa. Den ene tredjedel af huset blev brugt til opbevaring af forråd, mens den øvrige del af huset tjente til beboelse.

Rekonstruktion og grundplan af tommeropbygningen i et langhus af den type, som anvendtes på løssområderne i det tempererede Europa. Den ene tredjedel af huset blev brugt til opbevaring af forråd, mens den øvrige del af huset tjente til beboelse.

Her har det stærkt forøgede antal kulstof-14 dateringer af de tidligste europæiske landbrug igennem det sidste årti kunnet modificere billedet betydeligt. Spredningen foregik ikke med en jævn hastighed, men skete som en række pludselige fremstød med efterfølgende perioder af stilstand, hele tiden betinget af de økologiske vilkår, processen foregik under. Og langt de fleste steder må det have Været den lokale jæger-samlerbefolkning, der var hovedaktøren i dramaet.

De første landbrug på det europæiske kontinent opstod i Grækenland i det 7. årtusinde f.Kr. Meget af det, vi i dag opfatter som traditionelt Middelhavslandbrug, var allerede tidligt til stede: dyrkning af vintersæd og et beskedent husdyrhold, navnlig af får. Snart derefter må lignende landbrug være opstået rundt omkring i de nordlige Middelhavsområder, men nok kun som isolerede enklaver og som i Grækenland fremskyndet af ændringer i forholdet mellem land og hav. Den befolkning, der ikke påvirkedes af disse naturforandringer, fortsatte deres traditionelle jæger-samlertilværelse.

Med den atlantiske tids øgede nedbør og varmere vintre, dvs. noget før 6000 f.Kr., blev det muligt at praktisere et landbrug som det græske i det sydlige Balkan. Samtidig opstod andre kombinationer af planteavl og husdyrhold i det nordlige Balkan og langs den mellemste Donau. Så indtraf igen en pause, og først henved 1000 år senere fremstod helt nye landbrugsformer på de bedst egnede jorder i det tempererede Europa.

Det skete på løssområderne, hvis jordbund er en vulkansk, meget finkornet, næsten støvlignende jordart, der findes i en zone fra Belgien og Nordfrankrig gennem Mellemeuropa og videre langt ind i Asien. For den europæiske jæger-samlerbefolkning havde disse jorder været marginalområder. Hvad det var for ændringer i den økologiske situation, der tvang menneskene til at udnytte dem, står endnu uklart. Men de egnede sig fremragende til et landbrug baseret på vårsæd og et husdyrhold, bestående af kvæg og svin.

 Skafthulsøkse af skifer, en såkaldt skolæstøkse, fundet ved Vedbæk i Nordsjælland. Økser af denne type fortæller om kontakten mellem bondebefolkningen i syd og de nordiske jægerfolk, medens det endnu var jægerstenalder i Danmark.

Skafthulsøkse af skifer, en såkaldt skolæstøkse, fundet ved Vedbæk i Nordsjælland. Økser af denne type fortæller om kontakten mellem bondebefolkningen i syd og de nordiske jægerfolk, medens det endnu var jægerstenalder i Danmark.

På løssjorderne udviklede der sig snart et stabilt landbrug, som kunne føde en hastigt voksende befolkning. Man har beregnet, at der i det nedre Rhinområde allerede nogle få århundreder efter landbrugets indførelse levede en befolkning på henved 27.000 mennesker. For hele Vesttyskland ville det betyde en samlet bondebefolkning på ca. 360.000 mennesker i det 5. årtusinde f.Kr., dvs. ca. 1,45 pr. kvadratkilometer. Nutidens tal er for hele befolkningen 247 pr. kvadratkilometer.

Hvis man imidlertid alene medregner løssområderne, bliver det gennemsnitlige befolkningstal pr. kvadratkilometer 16,7. Det kan sammenlignes med det befolkningstal, man havde i middelalderen, der var ca. 30 pr. kvadratkilometer – og det giver et indtryk af, hvor intensiv udnyttelsen af de frugtbare løssområder har været allerede nogle få århundreder efter landbrugets begyndelse i Centraleuropa.

Disse tal skulle i sig selv være nok til at retfærdiggøre den betydning, man har tillagt befolkningsvæksten i forbindelse med de store økonomiske, sociale og kulturelle ændringer, der blev resultatet af den nye erhvervsforms indførelse i Centraleuropa.

Bondesamfundene havde nu nået en udbredelse, der rakte så langt mod nord som egnene omkring den nedre Oder, dvs. ikke langt fra Østersøens sydlige bredder. Men så indtraf igen en periode med stilstand. Igennem næsten et årtusinde levede Sydskandinaviens jæger-samlersamfund tæt op ad folkeslag, som praktiserede en helt anderledes livsform.

Men der var kontakt mellem de to kulturformer. Et af de vigtigste tegn herpå er fundene af de såkaldte skolæstøkser, et karakteristisk redskab hos de centraleuropæiske bondekulturer, fremstillet af en sjælden stenart, amfibolit, som kun forekommer i Bulgarien og muligvis også Slovakiet. Disse okser er fundet i Danmark i mere end en snes eksemplarer – og man har kunnet vise, at de var i brug hos landets jæger-samlerbefolkning i det 5. årtusinde f.Kr.

Man står altså over for en redskabsform, som vidner om, at befolkningen her i landet indgik i et vidtstrakt vareudvekslingssystem, som ud over Danmark omfattede nuværende lande som Polen, Tjekkiet/Slovakiet,Tyskland og Holland. Men hvad der navnlig er interessant, er at for de danske skolæstoksers vedkommende havde producenter og aftagere fundamentalt forskellige erhvervsgrundlag.

Andre former for brugsgenstande fundet på den atlantiske tids fangstbopladser her i landet, keramik, kamme, benringe og økser f.eks. peger i samme retning og afslører det ikke overraskende forhold, at der lejlighedsvis var kontakt mellem Danmarks jæger-samlerbefolkning og de tidlige bondesamfund som levede kun få hundrede km væk.

Hvad skolæstøkserne har tjent til har længe været diskuteret. Men det synes stadig mere klart, at de har været en art ceremonielle genstande, som kan have været brugt som statussymboler, til betaling af brudepriser etc. De antyder altså noget om arten af den kontakt, der eksisterede mellem jæger-samlersamfundene i Danmark og de sydligere naboområder. Vi har da også allerede foreslået, at det var gennem disse kontakter, at landets befolkning fik mulighed for at skaffe sig sædekorn, avlsdyr og den viden, der var en forudsætning for landbrugets indførelse.

Det nye erhverv stod nu lige uden for Danmarks dør. Erfaringerne og de materielle forudsætninger bød sig til. Og de økologiske vilkår, som mennesket måtte acceptere, gjorde, at skridtet ind i den nye tilværelsesform ikke var langt at tage.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Landbruget kommer til Europa i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305767