Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det store spring fremad

Oprindelig forfatter JJe

Fra en biologisk synsvinkel havde menneskets tilpasning til Norden været en succes. Det ses alene af den vækst, der var sket i befolkningstallet, siden de første fangstfolk omkring 13.000 f.Kr. var trængt ind i de åbne landskaber, der i dag kaldes Danmark. I årtusindernes løb havde det mildere klima ganske vist skabt gunstigere levevilkår for menneskene.

Men i slutningen af det 5. årtusinde f.Kr. skete, som vi har set, ændringer af en ganske anderledes art: mennesket greb nu i stigende grad ind i naturens udvikling og skabte med indførelsen af landbruget helt nye betingelser for sin egen vækst.

Frem til 1960'erne var forskerne mest tilbøjelige til at se landbrugets begyndelse i Danmark som resultatet af en indvandring af et nyt folkeslag. Den tankegang er nu langsomt veget. Og hvor det store spørgsmål førhen var: hvornår skete det? – der vil man nu snarere vide: hvordan og hvorfor blev landbruget indført til Norden? Tidligere anså man indførelsen af landbruget for et så væsentligt skridt i den menneskelige udviklingshistorie, at man uden videre vurderede det som et gode.

Annonce

Man antog, at oldtidens jæger-samlersamfund havde måttet føre en stadig kamp mod naturen for at holde sig blot på et eksistensminimum. Til gengæld, mente man, gav landbruget, efter at det var blevet indført, et så stort overskud af føde, at der nu blev tid for menneskene til at udvikle deres kultur og til at udtrykke sig i kunst og kunsthåndværk. Landbruget blev set som en opfindelse, som et hvilket som helst folkeslag ville hilse velkommen, så snart de fik kendskab til det.

 Fra bondestenalderen stammer dette, det vel nok fornemste lerkar fra Danmarks oldtid, fundet ved Skarpsalling i Nordjylland. For 5000 år siden blev det fremstillet af en pottemager til brug for de religiøse ceremonier, der knyttede sig til forfædrenes grave. Fyldt med mad har det været brugt ved de hellige ritualer, som skulle sikre stammens sammenhold og demonstrere forbindelsen mellem de levende og de afdøde forfædre.

Fra bondestenalderen stammer dette, det vel nok fornemste lerkar fra Danmarks oldtid, fundet ved Skarpsalling i Nordjylland. For 5000 år siden blev det fremstillet af en pottemager til brug for de religiøse ceremonier, der knyttede sig til forfædrenes grave. Fyldt med mad har det været brugt ved de hellige ritualer, som skulle sikre stammens sammenhold og demonstrere forbindelsen mellem de levende og de afdøde forfædre.

Det var først den økologiske tænkemåde, som udviklede sig i løbet af 1960'erne, som ændrede forskningens synsvinkel. Studier af nulevende jæger-samlersamfund viste bl.a., at disse normalt er tilpasset deres omgivelser i en sådan grad, at fødevarekriser kun forekommer yderst sjældent. Man stillede nu spørgsmålet, om ikke også oldtidens jæger-samlersamfund havde praktiseret en livsform, der sikrede tilstrækkelig føde til alle.

Videre viste praktiske eksperimenter i de områder af Orienten, hvor det første landbrug menes at være opstået, at man der kunne indsamle bl.a. vilde kornsorter meget effektivt. Den samme mulighed har de forhistoriske mennesker haft, f.eks. i Anatolien, hvor man visse steder kan høste et kg vild hvede på en time. Det rejste spørgsmålet om, hvorfor befolkningen i områder, der oprindelig havde haft rigelig plante føde, overhovedet var gået over til landbruget, når det helt åbenlyst fordrede en større arbejdsindsats.

Endelig lærte man også, at når landbruget først var indført, så fordrede hvert et skridt i dets udvikling en stadig større arbejdsindsats. Produktionen steg nok, men udbyttet pr. anvendt arbejdstime faldt.

Hvilke grunde skulle der da være for en befolkning til at vælge en åbenlyst mere krævende erhvervsform, der fordrede mere arbejde og gjorde menneskene afhængige af svingende afgrøder og af en livsform, som indebar betydelig flere risici for sult og sygdom end tidligere tiders samfund?

Spørgsmålet er langtfra besvaret. Det gælder både i Danmark, på det øvrige europæiske kontinent og i de områder af Orienten, hvor landbruget opstod fire-fem årtusinder tidligere. Man har erkendt, at indførelsen af landbruget ikke bare lader sig forklare ved indvandringen af et nyt folkeslag, men at det skal ses i et meget stort perspektiv, hvis man skal klarlægge de årsager, der ligger bag dette helt afgørende skridt i menneskehedens udviklingshistorie.

Overalt hvor man har studeret landbrugets begyndelse i forhistorisk tid, kan man nu se, hvor glidende overgangen fra jæger-samlertilværelsen har været. De fleste forskere betragter i dag det forhistoriske landbrug ikke som en pludselig opfindelse, der med ét slag gav mennesket kontrol over omgivelserne, men derimod som en fortsættelse af en udvikling, der havde stået på i årtusinder.

Allerede længe før landbruget opstod, må der have eksisteret mange forskellige former for reguleret udnyttelse af dyr og planter. Et blik på tidstavlen, der illustrerer, hvornår de forskellige dyre- og plantearter blev bragt under menneskets kontrol, viser da også, at det ikke var noget, der fandt sted én gang for alle. Det var derimod en udvikling, hvor dyre-, menneske- og planterelationer hele tiden fornyedes og erstattedes af stadig mere effektive kombinationer.

 Kort over „den frugtbare halvmåne” i Mellemøsten, dvs. den zone af landskaber, hvor det dyrkede korns vilde forformer findes, og som derfor blev så betydningsfuld for landbrugets udvikling.

Kort over „den frugtbare halvmåne” i Mellemøsten, dvs. den zone af landskaber, hvor det dyrkede korns vilde forformer findes, og som derfor blev så betydningsfuld for landbrugets udvikling.

Det rejser naturligvis spørgsmålet om, hvornår man kan tale om et landbrugs- eller bondesamfund? Det kan man først, når erhvervet omfatter en række karakteristiske træk. Styring af avlen af dyr og planter, dvs. en udvælgelse af de dyre- og plantearter, man ønsker skal fortsætte i fremtiden, er en første forudsætning, ligesom der må foregå en pleje i vækstperioden af de dyr og planter, som avlen omfatter.

Desuden må der foretages en indhøstning af de produkter, som bliver resultatet, dvs. høst, målrettet slagtning osv. – og endelig må der ske en oplagring af forråd, ikke blot i form af opbevaring af kornafgrøder, men f.eks. også ved overvintring af udvalgte dyr. Kun derved kan man fortsætte avlen i de følgende år.

Først når alle disse træk er til stede, kan man tale om en bondekultur. Og så er del for så vidt ligegyldigt, om bondesamfundet sideløbende hermed udfører en omfattende jagt, således som det f.eks. var tilfældet langt ned i tiden efter landbrugets indførelse i Danmark.

Det spørgsmål, som forskningen i dag søger at besvare, er, hvad det var for faktorer, som ledte de forhistoriske jæger-samlersamfund frem til landbruget? Man stiller altså på sin vis de samme spørgsmål, uanset om det er Orientens, Centraleuropas eller Danmarks oldtidslandbrug, man søger at forstå.

De første landbrug på vor halvkugle opstod i Sydvestasiens såkaldt frugtbare halvmåne omkring det 8. årtusinde f.Kr. Her kunne man ved istidens slutning finde en mosaik af landskaber med en stor naturlig produktion og befolkningsmængde, adskilt af fattigere marginalområder, hvor der levede langt færre mennesker.

Befolkningstætheden er derfor noget af det, man især har hæftet sig ved i udforskningen af landbrugets oprindelse. Hermed menes ikke, at det var den alene, som udløste de store forandringer. For kulturudvikling er noget yderst komplekst – og mennesket er ikke alene en biologisk organisme eller populært sagt: en omvandrende mavesæk. Det er også kulturbærer.

Alligevel er væksten i befolkningstallet blevet set som en særlig vigtig drivkraft i udviklingen af landbruget. Synspunktet er ret nyt, for helt op i 1960'erne hældede man mere til den teori, som englænderen Thomas Malthus fremsatte så tidligt som i 1798. Han mente, at den mængde føde, et samfund råder over, altid vil være begrænset, og at dette i sig selv på langt sigt vil forhindre overbefolkning.

I dag ved man, at befolkningstilvæksten i et samfund tværtimod kan være en meget vigtig drivkraft i udviklingen af landbrugsteknologien og forøgelsen af produktiviteten. Samfundet har dog også mange andre måder at regulere befolkningstilvækst på end ved en produktionsforøgelse. Men iagttagelserne af, hvordan et befolkningspres kan få følger for landbrugsudviklingen, har virket inspirerende på den arkæologiske forskning og har ført til nye teorier om, hvordan landbruget oprindelig opstod.

Ifølge en af disse teorier var der allerede ved slutningen af den sidste istid begyndt en befolkningsforøgelse i Mellemøsten. Årsagen var den verdensomfattende klimaforbedring, som øgede fødemulighederne for de jæger-samlersamfund, som levede i Sydvestasien. Det resulterede i, at mere langvarige bosættelser opstod, og at man begyndte at lægge mere vægt på planteføde.

Denne proces fremmede igen en befolkningsforøgelse, som resulterede i, at man søgte at styre planteafgrøderne ved en egentlig dyrkning. Produktionsforøgelsen skulle så igen have ledt til en befolkningstilvækst, som derpå tvang til en intensivering af landbruget, bl.a. ved afkortning af brakperioderne og en forbedret teknologi. En vekselvirkning mellem en befolkningstilvækst og en produktionsforøgelse gennem en forbedret teknologi var dermed sat i gang – og det førte i sidste instans til skabelsen af kunstvandingslandbruget og dermed til bycivilisationernes opståen i Den Nære Orient.

Man har anslået, at i de årtusinder, det tog at gennemføre processen, steg det gennemsnitlige befolkningstal i Mellemøstens frugtbare områder fra 0,1 til 6,0 pr. kvadratkilometer, altså en tresdobling.

Teorien er senere blevet udbygget, idet man sagde, at den vekselvise befolkningstilvækst og produktionsforøgelse kunne føre udviklingen ad to veje. Den ene var, at jæger-samlersamfundene selv regulerede befolkningstilvæksten ved kulturelle midler, børnedrab, tabuforanstaltninger af forskellig art osv. Det kunne standse udviklingen, så jæger-samlersamfundene forblev stabile.

Den anden vej var, at nogle befolkningsgrupper flyttede til hidtil uudnyttede, men også mindre frugtbare bosættelsesområder. For at øge produktiviteten her blev planter og dyr indført fra de oprindelige bosættelser. I marginalområderne kunne disse imidlertid kun overleve på længere sigt ved kontrolleret avl, dvs. landbrug. Landbruget er da et erhvervsskift, der først fandt sted ikke i de økologisk rigeste egne, men i de fattigere marginalområder til disse. Det var en opfindelse gjort af nød eller af nødvendighed.

Endnu giver de arkæologiske fund i Den Nære Orient ikke et éntydigt svar på, om teorien er korrekt. Men den har gjort forskningen mere målrettet – og mange af synspunkterne lader sig også overføre til det europæiske kontinent. Ja, som vi har set det, endog til de fjerntliggende områder i nord, som i dag er Danmark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Det store spring fremad i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305766