Såret i en stammefejde? Som så mange af bondestenalderens skeletter bærer kraniet af denne 35-50-årige mand spor efter voldsomme læsioner. Over højre øje er han blevet ramt af et stumpt våben. Såret heledes dog, og manden levede endnu nogle år, før døden indhentede ham. Det skete, da han igen fik en kranielæsion, denne gang nær tindingen. Man forsøgte at hjælpe ham med et kirurgisk indgreb men forgæves. Såret heledes ikke, og manden må være død kort efter. Fundet i en stengrav ved Keldrød på Midtsjælland, kulstof-14 dateret til 3300 f.Kr.

.

Lerkar med øjendekoration fundet i stenbyggede gravkamre. Den slags lerkar er blevet taget som udtryk for, at man i bondestenalderen dyrkede „den store modergudinde”. Noget afgørende bevis for dette foreligger dog ikke. Sporene efter stenalderbefolkningens religiøse aktiviteter vidner om en udbredt anekult, uden at man dog nærmere kan bestemme dennes indhold.

.

Med udgravningen af de store samlingspladser er man rykket et stykke nærmere en forståelse af, hvordan bondestenalderens samfund var organiseret. Det har allerede været nævnt, at pladserne må have haft en funktion i forbindelse med forfædrekulten. Men deres betydning har sikkert rakt videre.

At man ved deres opførelse og sidenhen har kunnet samle store menneskemængder her må, i hvert fald periodisk, have spillet en rolle for samhørigheden mellem de mange små bosættelsesenheder. Måske det navnlig var i krisesituationer, at man opførte og anvendte dem. F.eks. hvor fejder truede samfundenes eksistensgrundlag, og der var behov for at samles om fælles arbejdsopgaver og ritualer for at dæmpe konflikterne.

En sådan tilstand kan meget vel have været fremherskende i bondestenalderen, hvor mange små bosættelser kæmpede om adgangen til landets ressourcer. Endelig kan samlingspladserne også have haft deres betydning i den ganske omfattende udveksling af varer og sikkert også af mennesker, som foregik mellem samfundene.

Hvad vi søger her, er altså de institutionsformer, der bandt de mange små, ekspanderende bondesamfund sammen. Fra etnografien ved man, at der kan være tale om institutioner af vidt forskellig art: det kan være klaner, aldersklasser, religiøse eller militære selskaber, som omfatter større eller mindre udsnit af befolkningen. Spor efter noget sådant er naturligvis meget vanskelige at påvise i de arkæologiske fund.

De findes dog, og samlingspladserne kan f.eks. høre hjemme i denne sammenhæng. Ligeledes har man i danske moser, f.eks. Veggerslev Mose nord for Grenå og Salpetermosen i Nordsjælland, fundet levn, der tyder på, at mindre grupper af samfundet, klaner eller hemmelige selskaber måske, periodisk på afsides steder har udført religiøse aktiviteter, hvori bl.a. ofringer af mennesker og dyr er indgået.

Bag denne opfattelse ligger naturligvis nogle forestillinger om, hvordan samfundet var organiseret. I arkæologien opererer man ligesom i etnografien ofte med fire generelle kategorier af den sociale organisationsform: bands, stammer, høvdingedømmer og stater.

Bands var den almindelige samfundsform igennem jægerstenalderen. Høvdingedømmer er derimod en form, som synes at dukke op i bronzealderen. Den fjerde og sidste kategori, statsdannelsen, kommer for Danmarks vedkommende først på tale efter oldtidens slutning. Bondestenalderen er stammesamfundets epoke.

Disse opdelinger er naturligvis meget grove, og de kan kun være vejledende for, hvilke spørgsmål der kan være mening i at stille i den konkrete undersøgelse. De giver ingen entydige svar, dertil vil variationerne inden for den enkelte klasse altid være for store – så store, at intet skema kan tage højde for dem.

Den omtale, der her er givet af bondesamfundets erhvervsform, dets bosættelsesmønster og dets rituelle praksis, peger imidlertid i retning af, at den samfundsform, der var den dominerende i det 4. og 3. årtusinde f.Kr. i Danmark var, hvad etnograferne kalder det segmentære stammesamfund. At et samfund er segmentært, betyder, at et antal strukturelt ens grupper kan forenes i en gruppe af højere orden. Og flere af disse kan igen forenes i en gruppe af endnu højere orden osv. Det vil sige, at der i samfundet har været flere forskellige niveauer, på hvilke de sociale relationer udfoldede sig.

Fra nulevende stammesamfund ved man, at de oftest består af et antal ensartede hushold, som kan forenes i en slægtsgruppe, dvs. en æt, hvor medlemmerne alle kan spore deres oprindelse tilbage til en fælles forfader. Ætterne kan igen forenes i en klan. Hermed menes en videregående slægtsgruppe, hvis medlemmer betragter sig som beslægtede, men hvis fælles stamfader ofte er en nærmest mytologisk figur – og endelig kan et antal klaner forenes i en stamme, der betragter sig som en enhed med rådighed over et bestemt territorium.

Det billede, der her er tegnet af bondestenalderens bosættelsesmønster, har vist, at de små enheder gentog sig regelmæssigt inden for et større geografisk område. Disse enheder, eller segmenter, synes strukturelt set at have været ret ensartede. Som vi så det i eksemplet fra Sydvestfyn, rummede de bl.a. store stengrave, hvis funktion vi har set i forbindelse med forfædrekulten.

En sådan kult er karakteristisk for stammesamfundet, hvor forbindelserne imellem menneskene gerne er baseret på slægtskabsmæssig nedstamning. Det er netop slægtskabsstrukturen, der sikrer gruppens videreleven i en tid, og som f.eks. regulerer gruppens udveksling af kvinder gennem ægteskaber.

Som et udtryk for, at de enkelte bosættelser kunne forenes i grupper af højere orden, så vi de store samlingsanlæg. Disse blev opført med en arbejdsindsats, der må have omfattet mange bosættelsesenheder. Den ceremonielle praksis, de var udtryk for, har tilsyneladende kun fundet sted periodisk, ligesom det f.eks. var tilfældet på de offerpladser i moserne, der er nævnt ovenfor.

Tilsvarende forhold kender man også fra nutidens stammesamfund, hvor de sociale foranstaltninger, som binder dem sammen, sjældent er af permanent karakter. Ofte træder de kun i funktion, når kriser truer. Afværges krisen, vender man igen tilbage til de forholdsvis lukkede lokalsamfund. Det karakteristiske ved stammesamfundene er altså bl.a., at de mangler en permanent politisk autoritet.

Af hvilken karakter ledelsen har været i de enkelte lokalsamfund, har man endnu ingen mulighed for at afgøre. Variationerne kan have været utallige. Det kan bl.a. have været et råd af ældre, men det kan også have været en enkelt person, som i kraft af en særlig status har haft lederskabet.

Med jævne mellemrum opkastes der i den hel- og halvpopulære litteratur den tanke, at bondestenalderens samfund var kvindestyrede, og den har også været fremført om forholdene i Danmark. Man har set skildret, hvordan det var kvinder, der stod i spidsen for „jættestuebyggernes klaner”.

Hele denne matriarkalske kultur skulle ved overgangen til den såkaldte enkeltgravskultur ubønhørligt være knust af en ekspanderende, maskulin, krigerisk kultur, som i det 3. årtusinde f.Kr. invaderede landet og etablerede patriarkalsk styrede samfund. Tanken er især blevet fremført af Johs. V. Jensen, men har også vundet indpas langt ind i arkæologernes rækker.

Det 3. årtusinde f.Kr. var vitterlig en tid, hvor samfundet gennemgik store forandringer. Men disse var fortrinsvis af erhvervsøkonomisk art, og tanken om de oprindelig kvindestyrede samfund stammer i sidste instans fra den nu forældede udviklingsforskning, som hævdede, at menneskeheden var gået igennem et udviklingsstadium, hvor ukendskabet til mandens rolle i forplantningen skulle have resulteret i samfundsformer, hvor kvinder, ikke mænd, var lederne og organisatorerne.

Her er der imidlertid tale om en myte, som hverken etnografisk eller arkæologisk forskning har kunnet bekræfte. I etnografien taler man i dag ikke om matriarkater, men derimod om matrilineære og matrilokale samfund. Det første udtryk bruges om de samfund, hvor den kvindelige arvelinie betragtes som den vigtigste. Det andet bruges om de samfund, hvor den nystiftede familie slår sig ned hos kvindens slægt.

Disse kulturtræk kendes imidlertid hverken i nutiden eller fortiden i forbindelse med samfundsformer, hvor det er kvinder, der er styrende. Selv de samfund, som oftest er blevet kaldt matriarkater, kan ikke med nogen sandsynlighed hævdes at have haft kvinder som det dominerende køn. Hvad udviklingsforskerne har haft i tankerne, viser sig da også oftest at være egalitære samfund, dvs. samfund uden større rangforskelle, heller ikke mellem mand og kvinde.

Det er disse forskelle i rang og status, vi her har søgt i de arkæologiske fund, navnlig inden for dødekulten. Og det er tegnene på graden af integration mellem de forskellige lokalsamfund, vi har søgt i bosættelsesmønsteret. På begge områder viste det sig, at vi stod over for samfund, der var langt mere sammensatte, end dem man kunne finde i jægerstenalderen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Stammen og ætten.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig