Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kulthusene og de store samlingspladser

Oprindelig forfatter JJe

For bondestenalderens mennesker var de døde således ikke adskilt fra de levende. Forfædrene boede midt iblandt deres efterkommere i store, stenbyggede boliger, rejst som symboler på forfædrenes evige nærvær og slægtens ret til jorden.

Inde i det mørke gravkammer lå de dødes hovedskaller og øvrige knogler, til stadighed genstand for de levendes dyrkelse. Men også udenfor, ved gravens facade, udførte man langvarige ceremonier. I forbindelse hermed er der sikkert blevet gennemført sorgritualer, klagescener og offerhandlinger, hvor man måske forberedte overførslen af de døde til gravkammeret.

Hvor alt dette fandt sted, kan der kun gisnes om. Men det forslag har været stillet, at det skete i særlige kulthuse eller på de store centrale samlingspladser, måske begge steder.

Annonce

Kulthusene er endnu kun fundet ret få steder i landet. Men deres ensartede udformning tyder på, at de blev brugt til ceremonier, der var vidt udbredt blandt bondestenalderens folk. Disse huse kunne enten være bygget af stenblokke ligesom stengravene, eller de kunne være rejst af svært tømmer.

Store sten var jo ikke lige tilgængelige alle steder i landet. Nogle af kulthusene lå i umiddelbar nærhed af stengravene, de har været i brug samtidig med disse. De tømmerbyggede huse kender man derimod endnu ikke i sammenhæng med samtidige grave. Men disse grave venter måske blot på at blive fundet.

 Den ene af de to dysser ved Tustrup på Norddjursland. Stedet rummer et af Danmarks mest imponerende komplekser af oldtidsminder: et stenbygget kulthus, en jættestue og to dysser. Alle disse store anlæg blev i 1954-57 undersøgt og restaureret af Forhistorisk Museum ved Århus.

Den ene af de to dysser ved Tustrup på Norddjursland. Stedet rummer et af Danmarks mest imponerende komplekser af oldtidsminder: et stenbygget kulthus, en jættestue og to dysser. Alle disse store anlæg blev i 1954-57 undersøgt og restaureret af Forhistorisk Museum ved Århus.

Kulthusene var små, men solide bygninger. Grundplanen var hesteskoformet eller firkantet, og husets gavl var åben, eventuelt forsynet med et forrum. Det samlede areal var oftest 5 x 6 m. I nogle tilfælde var bygningen opført i en teknik, der svarede til den, man brugte ved byggeriet af de store stengrave.

Ved Tustrup på Norddjursland har man fundet et sådant kulthus. Det lå sammen med et par imponerende stengrave, og dets vægge var bygget af store sten, der yderst stod pakket med flade stenfliser i tørmursteknik. På den måde dannede de en slags facade af meterhøje flade blokke. Indvendig var væggene bygget af dybt nedgravede planker, mens taget blev støttet af kraftige, lodrette stolper i husets midte.

Var kulthuset bygget af tømmer, kunne ydervæggene være forstærkede med græstørv. Men i øvrigt var grundplanen den samme som ved de stenbyggede huse, og man må formode, at de ceremonier, der foregik inde i og uden for husene, har været af beslægtet karakter, uanset hvordan huset i øvrigt var bygget.

Et vigtigt element i de ceremonielle offerhandlinger, man udførte i husenes indre, var brugen af store fodskåle med tilhørende skeer. Ofte er disse ceremonielle lerkar noget af det fineste keramik, der overhovedet kendes fra perioden.

Det synes også at have hørt med til ritualerne, at husene efter en brugsperiode blev brændt af. Fortæret af de knitrende flammer styrtede taget og de svære stolper ned og knuste de henstillede lerkar. Efter ødelæggelsen fik husene så lov til at ligge udsat for vejr og vind.

 Det rekonstruerede kulthus fra Tustrup, opført ved Forhistorisk Museum på Moesgård uden for Århus. Bygningen havde en hesteskoformet grundplan med en åben gavl, der vendte bort fra de omkringliggende grave. Væggene var solidt byggede, udvendig af en række mandshøje sten, indvendig af dybt nedgravede vægplanker. Mellemrummet mellem stenene og plankerne var udfyldt af en pakning af mindre sten. Taget har nok været båret af svære stolper i husets midte. Inde i huset fandtes talrige knuste lerkar. Disse må have stået på gulvet, da bygningen blev brændt af og forladt.

Det rekonstruerede kulthus fra Tustrup, opført ved Forhistorisk Museum på Moesgård uden for Århus. Bygningen havde en hesteskoformet grundplan med en åben gavl, der vendte bort fra de omkringliggende grave. Væggene var solidt byggede, udvendig af en række mandshøje sten, indvendig af dybt nedgravede vægplanker. Mellemrummet mellem stenene og plankerne var udfyldt af en pakning af mindre sten. Taget har nok været båret af svære stolper i husets midte. Inde i huset fandtes talrige knuste lerkar. Disse må have stået på gulvet, da bygningen blev brændt af og forladt.

Detaljerne i de kulthandlinger, der udspillede sig inden i og uden for de hellige huse, bliver naturligvis aldrig kendt. Men det er en rimelig tanke, at kulthusene tjente som foreløbigt opholdssted for de døde, som først senere blev endelig stedt til hvile i gravkamrene. Man kan altså tænke sig, at bygdens befolkning i kulthuset forberedte sig til det egentlige gravritual, der foregik i og ved jættestuen.

Kulthusene har sikkert været lokale, ceremonielle samlingssteder, dvs. de har været brugt af et mindre antal bosættelser. Der fandtes imidlertid også samlingssteder, der var fælles for større områder. Alene disse anlægs størrelser vidner om, at deres opførelse og brug forudsatte deltagelsen af et større antal bosættelser.

For forfædrekulten spillede disse samlingspladser også en rolle. Og det er ikke usandsynligt, at der også her foregik ceremonier, der var beslægtede med dem, man udførte i kulthusene. Samlingspladserne har dog sikkert også haft en funktion, der rakte langt videre.

De store fællesanlæg kendes i både Jylland, på Fyn, Sjælland og Bornholm – og i øvrigt også i Skåne og Holsten. Fælles for dem er, at de alle er meget store og ligger på næs eller banker, der skyder sig ud i vådområder. Det er endvidere karakteristisk, at de ind imod det tørre land er afgrænset af et system af volde, palisader og voldgrave.

Bedst undersøgt blandt de store samlingspladser er Sarup ved Hårby Å på Sydvestfyn, som allerede har været nævnt. Den lå midt imellem et antal mindre bosættelser og har formodentlig tjent som samlingsplads for disse.

 Et udvalg af den fornemt udførte keramik, der blev brugt ved den anekult, der knyttede sig til bondestenalderens store, stenbyggede grave.

Et udvalg af den fornemt udførte keramik, der blev brugt ved den anekult, der knyttede sig til bondestenalderens store, stenbyggede grave.

Stenalderbefolkningen begyndte byggeriet på næsset ved Sarup omkring 3500 f.Kr., dvs. på et tidspunkt, hvor man allerede var i gang med at opføre store stengrave i området. Der kendes fra denne egn mere end 100 dysser, hvis opførelsestidspunkt må have ligget inden for de samme generationers levetid som Sarup-anlægget.

En lang grøft var det første, der blev gravet, og heri satte man en palisade af egestolper. Mindst 1800 egestammer af 3-4 m længde og 40 cm tykkelse gik hertil. Op til dette kraftige palisadehegn opførtes herefter en række firkantede indhegninger, og mellem og foran disse gravede man en dobbeltrække af grøfter afbrudt af talrige jordbroer. I bunden af grøfterne må der være foregået ceremonier, for her fandt man bl.a. hele lerkar og dele af menneskekæber. Nogle steder var der også spor af, at voldsomme bål havde blusset.

Det har været foreslået, at grøfterne langs Sarup-anlæggets palisade blev brugt til midlertidige begravelser af de døde. Efter nogen tid har man så genopgravet ligene, renset knoglerne og anbragt dem i storstensgravenes gravkamre. Antallet af grøfter, som blev brugt på denne måde, kunne da svare til antallet af familier eller slægter, der levede i det omgivende samfund.

Om anvendelsen af det store område, som lå inde bag palisaden, og hvortil der kun var adgang gennem en ca. 1 m bred indgang, ved man meget lidt. Talrige offerhandlinger er foregået herinde. Og i betragtning af, hvad der foregik af ritualer uden for palisaden, er det måske ikke urimeligt, at man har forestillet sig, at det var herinde, de døde sjæle opholdt sig i overgangsfasen, inden deres rensede jordiske rester blev gravsat i storstensgravene.

Tilsyneladende er alle Sarup-anlæggets grøfter ret hurtigt blevet kastet til igen. Hvad der derpå er sket, ved vi ikke.

Ved udgravningen blev der fundet spor efter mange menneskers ophold på stedet. Der blev også fundet talrige offergruber med hele lerkar, hele flintøkser eller begge dele.

 Plan over den store samlingsplads fra bondestenalderen ved Sarup på Sydvestfyn med det ældste anlæg, som blev opført omkring 3400 f.Kr. I en langstrakt bue afskærer en palisade og et kompliceret system af grøfter spidsen af det lille næs, som skød sig ud i et engdrag.

Plan over den store samlingsplads fra bondestenalderen ved Sarup på Sydvestfyn med det ældste anlæg, som blev opført omkring 3400 f.Kr. I en langstrakt bue afskærer en palisade og et kompliceret system af grøfter spidsen af det lille næs, som skød sig ud i et engdrag.

I de efterfølgende århundreder, hvor byggeriet af de store stengrave stilnede af, var pladsen fortsat i brug. Men det ser ud til, at der nu også var tale om langvarige ophold, dvs. en regulær bosættelse. Dog har man ikke med sikkerhed kunnet påvise huse fra bebyggelsen. Men store mængder lerklining fra husvægge viser, at der i modsætning til de første faser nu må have stået huse på pladsen.

Trods palisaden har hverken Sarup-anlægget eller de øvrige centrale samlingspladser i Danmark næppe været befæstede forsvarsanlæg. Det tjente, i hvert fald i begyndelsen, først og fremmest rituelle formål, og hvor stor arbejdsindsatsen har været ved anlæggets opforelse, fremgår af grøfternes og palisadehegnenes omfang.

Alene at skaffe tømmeret til veje må have krævet mere end 5000 manddage. Desuden er mindst 5000 m3 jord blevet gravet bort. Man har beregnet, at i hvert fald 8000 manddage er medgået til opførelsen – det kunne f.eks. være 110 mand i 3 måneder, og det var afgjort mere end en enkelt lille bebyggelsesenhed kunne magte. Her måtte en større arbejdsindsats til, og den har i en periode forenet et ikke ubetydeligt antal af de små bondesamfund.

Området omkring Sarup-anlægget er meget grundigt undersøgt, og det har vist sig, at der findes hen ved 20 samtidige bopladser og 125 megalitgrave inden for nogle få kilometers afstand fra anlægget. Kultpladsen har formentlig været bygget og benyttet af befolkningen inden for et område af den størrelsesorden.

Fra hele Danmark kender vi i dag henved 30 af den slags anlæg, men der har oprindelig været mange flere. Tilsvarende pladser er desuden kendt fra det meste af Vest- og Centraleuropa. Og undersøgelser på mange af dem har vist, at der her foregik rituelle handlinger, der meget ligner, hvad vi kunne iagttage på Sarup-anlægget. Således er de indhegnede pladser sammen med de store langhøje og megalitgravene vidnesbyrd om, at der var fællestræk i samfundsmønstret inden for store dele af Europa i bondestenalderen.

Omkring 3100 f.Kr. ophørte byggeriet af samlingspladserne, og på samme tid standsede man også opførelsen af megalitgravene. Også bosættelsesmønstret ændredes: Mange steder anlagde man nu længerevarende bosættelser på de forladte samlingspladser. Men man glemte ikke helt deres oprindelige funktion.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Kulthusene og de store samlingspladser i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305782