Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bosættelsen

Oprindelig forfatter JJe

Der skulle gå henved et halvt årtusinde, inden landbruget for alvor slog igennem i Danmark. Det var et skovdækket land, de første bønder levede i. Men i århundredernes løb tog rydningerne til i omfang. Henved 3500 f.Kr. var bondestenalderens mennesker begyndt at sætte deres præg på det danske landskab.

Omkring dette tidspunkt prægedes bondekulturen af en iøjnefaldende aktivitet. I løbet af de følgende knap 500 år opføres henved 20.000 store stenbyggede gravanlæg, megalitgrave, i Danmark. Dette imponerende byggeri finder sted inden for kun ca. 15 generationers levetid.

I samme periode sker også et andet omfattende byggeri, nemlig af store samlingspladser, dvs. anlæg, der ligger på næs eller banker omgivet af vådområder og afgrænsede af voldgrave og palisader. Byggeriet af samlingsanlæggene må ligesom byggeriet af de store stengrave have krævet betydelige mængder af arbejdskraft.

Annonce

Men bondesamfundenes rigdom viser sig også på anden vis. De må have rådet over et overskud, der gjorde det muligt at investere store rigdomme i offerhandlingerne. Flintøkser i stort tal, mængder af rav og mange andre kostbarheder blev nedlagt som offergaver på hellige steder i naturen.

Endelig ser man også, at bondesamfundene i disse århundreder udvikler en keramisk kunnen, der næppe overgås senere i oldtiden. Blomstringen af pottemagerhåndværket hænger sammen med, at lerkarrene blev brugt i de offerhandlinger, som var så betydningsfulde i forfædrekulten.

 Udbredelsen af de store stenbyggede grave i Danmark. Gravene er optalt for hvert sogn og farven angiver hyppigheden. Den mørkeste farve viser sogne med mere end 20 stengrave. Kortet kan give et indtryk af, hvilke områder af landet, der var tættest bebygget i bondestenalderen.

Udbredelsen af de store stenbyggede grave i Danmark. Gravene er optalt for hvert sogn og farven angiver hyppigheden. Den mørkeste farve viser sogne med mere end 20 stengrave. Kortet kan give et indtryk af, hvilke områder af landet, der var tættest bebygget i bondestenalderen.

Forklaringen på denne umådeholdne demonstration af magt og af evnen til at organisere store byggearbejder skal nok søges i en stadig øget kamp om adgangen til ressourcerne. Meget tyder på, at de hastigt ekspanderende bondesamfund befandt sig i en vedvarende konkurrence om adgangen til de bedste territorier.

Det kunne give anledning til grænsestridigheder og fejder imellem samfundene. Konkurrencen gav sig tilsyneladende udtryk i symbolske markeringer af territorialrettigheder, noget som sikkert blot var en del af et større system af vedtagne regler, ritualer osv., der netop skulle regulere adgangen til græsningsområder, dyrkningsområder, fangstområder osv.

Det er i de seneste år blevet stadig mere almindeligt at se de store stenbyggede gravanlæg som markeringer af bondesamfundenes territorier. Undersøgelser har vist, at gravene ligger de samme steder som bopladserne og altså ikke blev lagt i udmarker eller ved det bebyggede områdes grænser. Er opfattelsen af gravene som territoriale markeringer korrekt, så har man hermed en enestående kilde til viden om det mønster, hvorefter den tidlige bondebefolkning fordelte sig ud over landet.

Af kortet over de store stengraves udbredelse fremgår det, at det var ganske betydelige områder af Danmark, der blev bebygget og opdyrket i løbet af det 4. årtusinde f.Kr. At dømme efter dette kort var det Østdanmark, der rummede den største befolkningsmængde. Man boede ved de dybt indskårne kyster og fjorde, hvor naturrigdommene var størst. Også det indre af øerne havde en stor befolkning, navnlig langs søer og åer blev der anlagt rydninger, f.eks. ved det store indlandsbassin, som i dag er den vestsjællandske Åmose. I Sydsjælland, på Møn og Lolland-Falster var det navnlig kystområderne, der var beboede. Her må også de naturlige rigdomme på flint have spillet ind.

Ser man nærmere på et enkelt af de bebyggelsesområder, som kortet over udbredelsen af de store stenbyggede grave i Danmark viser, kan man f.eks. vælge en del af det højtliggende østjyske bakkeland, landskabet mellem Århus og Horsens. Her har man undersøgt et område på hen ved 1600 km2 særlig grundigt. Selv om man langtfra kender alle de grave og bosættelser, der eksisterede her i bondestenalderens første halvdel, så kan man dog i grove træk danne sig et indtryk af den måde, hvorpå befolkningen udnyttede landet.

 Langdysse ved Halskov Vænge på Falster. Anlægget er nyrestaureret og fremtræder i dag som et imponerende eksempel på de store stengrave, der i tusindvis opførtes i bondestenalderens første halvdel.

Langdysse ved Halskov Vænge på Falster. Anlægget er nyrestaureret og fremtræder i dag som et imponerende eksempel på de store stengrave, der i tusindvis opførtes i bondestenalderens første halvdel.

I det område, kortet viser, ligger hovedparten af de ca. 200 grave i nærheden af vand, mens det indre af landet over store strækninger var ubeboet. Gravene ligger dog sjældent direkte ved kysten, men ofte på terrasser i landskabet, hvorfra der var udsyn til havet eller til de store vandløb. I gennemsnit er afstanden til vand omkring halvanden kilometer.

Ser man dernæst på udbredelsen af de egentlige bopladser fra bondestenalderens første årtusinde, så tegner der sig nogle koncentrationer af bosættelsen, „bygder” kan man måske kalde dem. Af bopladserne kender man tre slags. Dels bopladser, der må have været beboet året rundt, og hvorfra dyrkningen af jorden er foregået. Dels fangstpladser, som bondebefolkningen udnyttede på bestemte tider af året. Dels store samlingspladser, som ligger med regelmæssige mellemrum over hele det beboede område.

Samlet tegner udbredelsen af gravene, bopladserne og samlingspladserne og i øvrigt også offerfundene et billede af nogle bygder, der viser, hvordan befolkninger koncentrerede sig inden for bestemte områder i terrænet. Bosættelserne lå tilsyneladende på steder, hvor det omgivende landskab var mest varieret og derfor lod sig udnytte på flest mulige måder. Et typisk bosættelsesterritorium var et område, hvor der på samme tid var gode muligheder for agerbrug, husdyrhold, jagt, havfiskeri og indsamling af føde.

Et indtryk af en sådan stenalderbygd, placeret i et terræn, der netop rummede en stor biologisk variation, kan man få på Sydvestfyn, i egnen omkring Helnæs Bugt, se kortet på modstående side. I det 4. årtusinde f.Kr. stod havspejlet her væsentlig lavere end nu. Men det vides ikke med sikkerhed, hvor kystlinien lå ude i det, der nu er hav.

Også landskabet var anderledes end i dag. Mange af områdets eng- og mosearealer er i dag drænet, men i overfladerelieffet har landskabet dog lignet det, man kender i nutiden. Og de store stengrave fra bondestenalderen ligger der stadig. Ved udgravninger og rekognosceringer har man desuden fundet frem til mange af stenalderens bopladser. Sammen med gravene tegner de et mønster af bebyggelsen for mere end 5000 år siden.

 Kort over stenalderbebyggelsen omkring Helnæs Bugt. Placeringen af gravene og bopladserne kan give en formodning om, hvor grænserne mellem de enkelte bygder gik.

Kort over stenalderbebyggelsen omkring Helnæs Bugt. Placeringen af gravene og bopladserne kan give en formodning om, hvor grænserne mellem de enkelte bygder gik.

De mange grave ligger i grupper langs kysten med enkelte, mere spredte forekomster imellem. I de tomme områder har selv intensive rekognosceringer ikke kunnet afsløre grave. De synes altså i bondestenalderen at have været brugt på en anden måde end områderne med mange bosættelsesspor. De kan have været udmarker eller skove benyttet til græsning eller jagt, eller de har slet og ret ligget hen som uudnyttet urskov.

Placeringen af gravene inden for det sydvestfynske område er blevet opfattet som en nøgle til lokaliseringen af bondestenalderens bygder. Som udgangspunkt har man valgt at sætte de vandløb og moser, der løber vinkelret på kysten, i relation til gravfundene, idet man har antaget, at vådområderne kan have været grænser mellem de enkelte territorier. Det billede, der fremstår, passer da også meget vel til gravenes udbredelse.

Forsøget på at bestemme bygdernes størrelse har ført frem til afgrænsningen af små bebyggelsesenheder mellem fire og seks km2. Inden for disse territorier, der altså markeres af de stenbyggede grave, kan man antage, at der har eksisteret et system af permanente bopladser omgivet af små marker og med græsgange på engene og i skovene. Til bopladserne har desuden hørt et netværk af fangstpladser, hvortil man på bestemte årstider, f.eks, om foråret og sommeren, inden den nye høst var hjemme, sendte en del af befolkningen ud for at skaffe ekstra føde: fisk, skaldyr og kød.

De mange bebyggelsesenheder synes også indbyrdes at have været forbundet ved et stort fællesanlæg, en samlingsplads. Den har ligget ved den nuværende landsby Sarup på et sandet næs, omgivet af to vandløb, der løber sammen ved pladsens sydlige spids. Den har næppe været en boplads i egentlig forstand, ej heller en befæstning. Snarere har den været et rituelt center, der forenede bebyggelserne omkring Helnæs Bugt. ”De døde sjæles landsby” har man kaldt det.

Anlægget ligger ved et af de største vandløb på Sydvestfyn, Hårby Å, som snarere end at samle adskilte den fortidige bebyggelse, der lå henholdsvis øst og vest for åen. Det er dels denne topografiske placering, dels selve pladsens udformning, der har ført til tanken om, at den har været et fælles samlingsanlæg for de omkringliggende bygder. For pladsens funktion skal der senere blive gjort rede. Her skal den blot udpeges som det overregionale samlingsanlæg for stenalderbebyggelsen i det sydvestfynske område.

Som vist i eksemplerne fra Østjylland og Sydvestfyn rummede bondestenalderens bygder tre slags bosættelser: helårs-bosættelser, fangstpladser og samlingspladser. Først helårs-pladserne, som lå på forholdsvis højt men fladt terræn, trukket tilbage fra kysten. Når disse pladser i dag udgraves, finder man sjældent andet end et mørkt „kulturlag”, dvs. jord fuld af brændt ler, potteskår, flintredskaber og -affald. Ildsteder findes også ofte, men det er endnu ret sjældent, at man har kunnet påvise spor efter regulære huse.

 Grundplaner af huse fra bondestenalderens begyndelse, ca. 3900-3200 f.Kr. i Danmark og Sverige, a: Bygholm Norremark, Østjylland, b: Mossby, Skåne, c: Brunneby, Östergötland. d: Ornehus, Sjælland, e: Hasthagen, Halland. f: Strandby Gammeltoft, Fyn.

Grundplaner af huse fra bondestenalderens begyndelse, ca. 3900-3200 f.Kr. i Danmark og Sverige, a: Bygholm Norremark, Østjylland, b: Mossby, Skåne, c: Brunneby, Östergötland. d: Ornehus, Sjælland, e: Hasthagen, Halland. f: Strandby Gammeltoft, Fyn.

Det synes dog, som om spørgsmålet om bondestenalderens huse omsider er ved at finde sit svar. Under en af den tidlige bondestenalders langhøje ved Bygholm Nørremark i Østjylland fandt man sporene af et aflangt, nærmest ovalt hus, der havde haft fire kraftige, tagbærende stolper stående på række, såkaldte midtsuler. Bygningen havde været ca. 10 m lang. Langvæggene, der var bygget af lodrette stolper, havde været let buede og gavlene afrundede.

Det er svært at sige, om der var tale om et egentligt beboelseshus eller et dødehus. Men uanset om huset var for de døde eller de levende, så viser dets konstruktion, at man i den tidligste bondekulturs tid opførte huse, hvis tag var båret af en række midtsuler. Og det var efter alt at domme den slags huse, de levende boede i.

I de senere år er der dukket hustomter af den slags op ved udgravninger af bopladser både i Jylland, på Fyn, Sjælland og Bornholm – og i Sverige. Ja, vi kender også hustypen fra Nordvesttyskland og Holland. Med disse forholdsvis små bygninger begynder oldtidens langhus sin meget lange historie. Dets begyndelsestid ligger i den tidlige bondestenalder. Fra den tid og helt frem til middelalderen byggede Danmarks bonder langhuse med jordstampede gulve, jordgravede stolper og vægge af træ eller lerklinet fletværk. I begyndelsen var det midtsulehuse, senere blev det huse med to rækker tagbærende stolper. Det blev til et udviklingsforløb, der samlet strakte sig over 5000 år.

I slutningen af det 4. årtusinde f.Kr. ser bosættelsesformen ud til at ændres radikalt. Det sker tilsyneladende samtidig med, at man ophører med at opføre de store samlingsanlæg – byggeriet af megalitgravene blev i øvrigt også indstillet på samme tid. På nogle af samlingspladserne, f.eks. ved Sarup, opretter man i stedet længerevarende helårsbopladser, som forblev i brug 200-300 år videre frem i tiden.

Det er tydeligt, at mange flere mennesker nu bor sammen end tidligere. Ja, bopladserne kan i areal vokse til over 100.000 m2, dvs. de bliver lige så store som f.eks. det tidligste samlingsanlæg ved Sarup. Boede man i øvrigt på en af de gamle samlingsanlæg, fortsatte man også nogle af de ritualer, som tidligere var foregået på de indhegnede pladser; man ofrede f.eks. lerkar og flintøkser og holdt således gamle traditioner i hævd. I nogle tilfælde blev de nye, store helårsbopladser også omgivet med palisadehegn. Men på ingen af disse kender man fund af hustomter.

Hvad der ligger bag dette intermezzo i udviklingen af bosættelsen er endnu ganske gådefuldt. For i tiden efter 2800 f.Kr. vender man igen tilbage til de små bosættelsesenheder med kun en enkelt eller et par husholdninger på hver boplads, således som man f.eks. ser det på bopladsen Limensgård på Bornholm. Over en kort periode mellem ca. 3100 og 2800 f.Kr. søgte befolkningen tilsyneladende sammen i større enheder. Fællesskabet drejede sig ikke længere om kult og religion alene, men kom til at præge samfundet som helhed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Bosættelsen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305775