Pollendiagrammernes vidnesbyrd

At man overhovedet kan få noget at vide om begyndelsen til dette nye samspil mellem menneskene og naturen, skyldes i første række naturvidenskaben. I de tørvemoser, der tidligere var så almindelige i Danmark, findes blomsterstøv, pollen, fra fortidens træer og planter. Mosegeologi er den videnskab, der kan oplyse om den vegetation, der engang dækkede landet.

Pollenkornene kan ses i et mikroskop, og ved at bestemme arten og mængden af de forskellige væksters pollenkorn, som de er bevaret i tørvemoserne, kan man få et billede af, hvordan bevoksningen på stedet så ud i oldtiden.

Groft taget findes der to forskellige slags pollendiagrammer. De kan enten stamme fra lokaliteter med en stor, åben overflade, søer og moser f.eks., hvor der var langt til den nærmeste bevoksning. Eller de kan stamme fra små vandhuller og moser, som lå i læ af trækronerne fra den omgivende skov.

Den første slags prøver kan give et billede af vegetationen inden for et stort område, sandsynligvis indtil 10 km fra det sted, hvor prøven er taget. Man kan altså få en slags gennemsnitsbillede af vegetationsudviklingen inden for et ca. 300 km² stort område og kan f.eks. aflæse noget om den menneskelige bosættelses skiftende omfang.

Den anden slags prøver viser forholdene inden for et ganske lille område, gerne med en radius på 30-40 m fra det sted, hvor prøven er taget. Herigennem får man mange flere detaljer frem, f.eks. om den måde, hvorpå menneskets indgreb over for skoven er foregået.

De enkelte pollenprøver, som tages i en serie ned gennem mosens lag, kan dateres ved hjælp af kulstof-14 metoden. På den måde kan man følge en række stadier i de første bondesamfunds forvandling af skoven, hvordan man fældede træerne og såede afgrøder – og hvordan de åbninger, man skabte i skoven, blev udnyttet af mennesker og dyr.

De første direkte spor efter oldtidslandbruget i pollendiagrammerne er meget svage. Det skyldes bl.a., at det kan være vanskeligt at adskille pollen af dyrket korn fra vildgræsser. Hertil kommer, at de dyrkede kornsorters pollenproduktion er meget sparsom (bortset fra rug, som ikke dyrkes på dette tidspunkt af oldtiden). Men det synes at stå fast, at pollen fra dyrket korn dukker op i pollendiagrammerne allerede omkring 4000 f.Kr.

De første kornpollen optræder ofte i moselag, hvor der også er spor af brand. Det tyder på, at man med ild har ryddet den omgivende skov for at kunne så kornet. Det er den landbrugsform, man kalder svedjebrug.

Alt dette sker på overgangen mellem de to faser, som mosegeologien kalder atlantisk og subboreal tid. Omkring det tidspunkt, måske en anelse senere, sker noget karakteristisk i pollendiagrammerne. Elmen og linden går drastisk tilbage, så drastisk at botanikerne har talt om et ”elmefald”. Dette er et fænomen, som viser sig i pollendiagrammerne over hele Nord- og Centraleuropa på samme tid, og tidligere mente man, at det var et resultat af menneskets indgriben i skoven. I de senere år har stadig flere forskere dog peget på, at elmefaldet hænger sammen med den frygtede elmesyge, som i vor tid bl.a. er med til at gøre vore byer så sorgeligt fattige på træer.

Men der sker også andre ting i pollendiagrammerne, som kan tydes således, at der rundt omkring bopladserne lå bare, afsvedne pletter, hvor der hurtigt voksede ukrudtsplanter frem, som også i dag er almindelige på jord, der ligger brak. Det var planter som rødknæ, bynke, ramsløg, perikum og bredbladet vejbred.

Når så jorden havde ligget brak i nogen tid, vendte skovens træer igen tilbage. De første, som meldte sig, var pil, bævreasp og birk. Senere kom hassel, eg, ask og lind.

Dette første indgreb i skoven ser ikke ud til at have haft nogen særlig dybtgående virkning. Men så følger nogle århundreder senere, omkring 3500 f.Kr., et nyt og mere omfattende indgreb eller landnam.

I pollendiagrammerne går egeblandingsskovens kurve nu stærkt tilbage, mens kurverne for særlig birk og hassel går frem. I princippet har forløbet været det samme som ved det første indgreb, men rydningerne gror nu langsommere til. Lancetbladet vejbred, græsser og hvidkløver bliver mere almindelige. Det rober, at der har været fritgående kvæg på brakmarkerne, der efterhånden omdannes til kratoverdrev, hvor der gror mange hasselbuske. Disse ændringer tyder på, at der nu har været ganske mange græssende dyr i skovlysningerne. Og i det hele taget er der mange ting, der viser, at landbrugets omfang nu er udvidet betydeligt.

Senere endnu, et stykke inde i det 3. årtusinde f.Kr. følger igen et fremstød for landbruget. Det er det store landnam. Det er atter overdrevsplanter, som vinder frem. Og overdrevene synes at have eksisteret gennem lange tidsrum – der sker altså ikke nogen regeneration af skoven. Det viser, at bønderne har holdt fritgående husdyr i stort tal.

Ja, nogle steder, f.eks. i Vestjylland, kan man se, at der har eksisteret overdrevsjord, hvor lyngen begyndte at brede sig. De jyske heder var allerede nu ved at blive dannet, og noget tyder på, at man ligefrem har fremelsket lyngheden, for her kunne man skaffe græsning og foder til husdyrene. Hedelyng var nemlig i Vestjylland den mest givtige græsningsafgrøde, man på tør bund kunne dyrke uden vanding og gødskning.

Mosegeologien kan vise, hvordan de områder, som menneskene udnyttede til landbrug, i de følgende årtusinder udvidedes stadig mere. Indførelsen af landbruget må altså have haft uoverskuelige befolkningsmæssige følger. Omkring begyndelsen og midten af det 3. årtusinde f.Kr. har det nye erhverv vundet så dybt fodfæste, at skoven for alvor er ved at blive trængt tilbage og mange steder erstattet af vedvarende overdrev, hvor husdyrene græssede. Landet var nu for alvor ved at blive forvandlet.