Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Når døden kom

Oprindelig forfatter JJe

Døden var en hyppig gæst på bondestenalderens bopladser. Den gennemsnitlige alder, som de levendefødte kunne forvente at opnå, lå på mellem 20 og 35 år. Kun 30-40% nåede voksenalderen, resten døde enten ved fødslen eller inden for de første ca. 20 leveår.

Det er tal, som er fremkommet ved studier af de tidlige centraleuropæiske bondesamfund. Og der er ingen grund til, at de ikke også skulle have gyldighed for Danmarks befolkning i bondestenalderen.

Men gravene fra det 4. årtusinde f.Kr. kan også fortælle om andet end de hårde levevilkår. De kan f.eks. berette om den glidende overgang fra jæger-samlertilværelsen til tilværelsen som bonde. Det gør bl.a. nogle grave fra Dragsholm i Nordvestsjælland.

Annonce

De blev fundet på et sted, som engang var en holm i en fjordarm, som i oldtiden strakte sig ind i det nuværende Odsherred. Her er der rester af en køkkenmødding. Den vidner om, at der engang har ligget en fangstplads her, beskyttet af fjorden, men med adgang til det åbne hav.

 Døden kom pludseligt for denne 35-40-årige mand fra bondestenalderens første halvdel, fundet i Porsmose ved Næstved. To pileskud ramte ham, det ene midt i brystet, det andet i ansigtet. Vold har været en almindelig dødsårsag for bondestenalderens mennesker, at dømme efter de talrige læsioner som man kan se på skeletfundene.

Døden kom pludseligt for denne 35-40-årige mand fra bondestenalderens første halvdel, fundet i Porsmose ved Næstved. To pileskud ramte ham, det ene midt i brystet, det andet i ansigtet. Vold har været en almindelig dødsårsag for bondestenalderens mennesker, at dømme efter de talrige læsioner som man kan se på skeletfundene.

Både jægerne fra den atlantiske tid og fangstfolk fra den tidlige bondekultur havde kendt til den lille holm og brugt den til deres jagtekspeditioner. Mennesker var også døde herude. Engang i Ertebølletiden var to af fangstfolkenes kvinder, en 18-årig og en midaldrende, blevet lagt i en og samme grav.

Henved 300-400 år senere døde en fanger ude på den lille holm. Han kom fra et bondesamfund inde på det faste land og blev lagt i graven med sin bue og sine pile. Man lagde en stridsøkse ved hans arm, og ved hans hoved stillede man et lille lerkar. Den døde må have været iført sin dragt ved gravlæggelsen, men kun de ravstykker, som havde siddet på den, var bevaret.

De to grave fortæller lidt om den sammenhæng, der var i livsformen mellem de to epoker. På en måde ser det ud, som om intet var hændt. Og dog er det netop gravene, som vidner om, hvor stort et skred der var sket i befolkningens levevis.

For blot få år siden antog man, at grave som dem, der blev fundet i Dragsholm, var typiske for den første bondestenalder. Med deres simple udformning var de udtryk for gravritualer, der ikke var særlig udviklede. Man troede også, at de ældste grave fra bondestenalderen udelukkende var enkeltmandsbegravelser, og at man først sidenhen, århundreder efter bondekulturens begyndelse, udviklede gravformer, der kunne rumme mange begravelser fra den samme slægt. Her tænkte man specielt på dysserne og jættestuerne.

 Mandsgraven fra Dragsholm fra bondestenalderens første århundreder. Nederst i billedet ses nogle af de ravperler, som må have været syet på den dødes dragt. Graven kan have været markeret på jordoverfladen efter tilkastningen, idet spidsen af en hjortetak var sat lodret ned i jorden ved mandens hoved.

Mandsgraven fra Dragsholm fra bondestenalderens første århundreder. Nederst i billedet ses nogle af de ravperler, som må have været syet på den dødes dragt. Graven kan have været markeret på jordoverfladen efter tilkastningen, idet spidsen af en hjortetak var sat lodret ned i jorden ved mandens hoved.

Nok er Dragsholmgraven karakteristisk for den måde, man nu begravede de døde på. Men side om side med disse simple enkeltmandsbegravelser findes der andre grave, der viser, at man næsten helt fra begyndelsen af bondestenalderen også har haft omfattende og arbejdskrævende ritualer i forbindelse med dødekulten.

Man ved nu, at befolkningen allerede i begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. opførte mægtige langhøje, indtil 90 m lange og op til 14 m brede. Og det har ydermere vist sig, at disse rektangulære eller trapezformede høje dækkede over sporene af komplicerede gravlæggelser. Indtil fem mennesker er gravsat på én gang, og i forbindelse hermed har der været afholdt vældige og langvarige fester.

I alt kender man omkring 100 forskellige steder i landet med grave fra den tidligste del af bondestenalderen. I dem har man fundet døde fra alle aldersgrupper lige fra spædbørn til 50-60-årige, mennesker, som nok har nået noget nær den maksimale levealder i datidens samfund. I en del tilfælde kunne man iagttage, at store gravhøje havde været rejst over gravene.

Nogle steder var der spor efter midlertidige bygninger, der havde været opført i tilknytning til gravene, men som var blevet fjernet, inden højen blev bygget. Selve gravhøjene kunne være opført i flere omgange. Ofte stod der pælerækker på tværs af dem, hegn, som skulle forhindre, at jorden skred sammen under opførelsen.

Der er især to ting, som er iøjnefaldende i disse mægtige anlæg: en art tømmerbygget facade, der ofte kan ses i højenes ene ende – og gravene selv. De tømmerbyggede facader har stået i en kraftig grøft, og ofte er konstruktionen ødelagt af ild.

Ved udgravningen af en af de store gravhøje ved Rude syd for Århus fik man et ganske godt indblik i tømmerfacadens funktion. Den var sat ned i en fem m lang grøft og bestod af syv kløvede træstammer med en diameter på 70-80 cm. Den flade side vendte ind mod højen. Op til facaden var bygget en hesteskoformet indhegning, der havde sin indgang mod øst. Hegnet bestod af 10 cm tykke stolper, som stod med 10-20 cm's afstand.

 Grav fra en 70 m lang høj fra den tidlige bondestenalder, udgravet ved Sørup i Salling. Gravrummet var bygget af tømmer og sten. På et tidspunkt er der sat ild til det, og et voldsomt bål fortærede både de døde og tømmerkonstruktionen. Tegningen viser graven i tre udgravningsstadier: til venstre, stenopbygningen, i midten, skeletresterne efter fem samtidigt begravede mennesker og til højre, forkullet tømmer fra gravkammerets nedstyrtede tag, der bestod af op til 10 cm tykke planker.

Grav fra en 70 m lang høj fra den tidlige bondestenalder, udgravet ved Sørup i Salling. Gravrummet var bygget af tømmer og sten. På et tidspunkt er der sat ild til det, og et voldsomt bål fortærede både de døde og tømmerkonstruktionen. Tegningen viser graven i tre udgravningsstadier: til venstre, stenopbygningen, i midten, skeletresterne efter fem samtidigt begravede mennesker og til højre, forkullet tømmer fra gravkammerets nedstyrtede tag, der bestod af op til 10 cm tykke planker.

På selve facaden må der oprindelig have stået lerkar. Men de var faldet ned, da den kraftige tommerkonstruktion på et tidspunkt brændte. Placeringen af lerkarrene foregriber den skik at foretage madofre ved gravmonumentet, som blev så almindelig århundreder senere, da jættestuerne og stendysserne kom i brug.

En detaljeret viden om, hvad der foregik ved facaden i det indhegnede område, har vi ikke. Men at der er blevet udført ritualer i forbindelse med forfædrekulten er der vist ingen tvivl om. De arkæologiske levn taler deres tydelige sprog om menneskers langvarige ophold her. Store begravelsesfester må have fundet sted i det indhegnede område.

Gravene i højene kunne være udformet på mange forskellige måder. De kunne være bygget med en teltformet overbygning, eller de kunne være rektangulære småkamre bygget af tømmer og sten, eventuelt med et lille forrum. Endelig kunne de være regulære tømmerbyggede kister.

Kun sjældent har man fundet så mange rester af de døde, at man kunne sige noget om deres antal. I nogle tilfælde ved man dog, at der ikke har været tale om enkeltmandsbegravelser, men om anlæg, hvor flere mennesker er blevet gravlagt samtidig.

Adskillige træk ved disse grave fra bondestenalderens første tid peger bagud mod jægerstenalderen. Okker findes f.eks. undertiden ved liget. Det kan stamme fra den dødes dragt, og ligesom tidligere kunne også flere personer lægges i samme grav samtidig. Men gravenes udformning er samtidig et forvarsel om de skikke, der blev enerådende århundreder senere, da byggeriet af de store stengrave satte ind.

 Grav med skeletrester af fire fuldvoksne mennesker, udgravet i en langhøj fra den tidlige bondestenalder ved Bygholm Nørremark. Langhøjen var henved 75 m lang og dækkede over et oprindelig indhegnet område, inden for hvilket der både var grave og ceremonihuse. Her havde komplicerede ritualer fundet sted. En af gravene var en kiste af sammenstillede planker, og i denne lå fire døde, to med hovederne mod øst og to mod vest.

Grav med skeletrester af fire fuldvoksne mennesker, udgravet i en langhøj fra den tidlige bondestenalder ved Bygholm Nørremark. Langhøjen var henved 75 m lang og dækkede over et oprindelig indhegnet område, inden for hvilket der både var grave og ceremonihuse. Her havde komplicerede ritualer fundet sted. En af gravene var en kiste af sammenstillede planker, og i denne lå fire døde, to med hovederne mod øst og to mod vest.

I virkeligheden er det først og fremmest valget af byggemateriale, tømmer modsat store sten, der adskiller de tidlige gravmonumenter fra de sene. Netop det valg er på sin vis både praktisk og symbolsk. Tømmer anvendte man, da skoven endnu stod tæt omkring bopladserne. Store sten blev taget i brug, da skoven var ved at blive ryddet, og store åbne strækninger omgav bostæderne.

Men disse de tidligste grave fra bondestenalderen viser også, at der var ligheder imellem samfundene over hele det nordeuropæiske lavland. Man kender nært beslægtede anlæg fra Polen i øst over Nordtyskland og helt til England på samme tid. Over hele dette mægtige område satte den samme forvandling af samfundene ind nogenlunde samtidig. Overalt stod man over for de samme udfordringer, hvad angik måden at skaffe sig føden på, og samfundet blev ændret i overensstemmelse hermed. Heri ligger nok forklaringen på, at man valgte beslægtede løsninger, også når det drejede sig om de ritualer, der knyttede sig til forfædredyrkelsen og den samfundsorden, kulten var udtryk for.

Det nye i de gravskikke, der dukkede op i det 4. årtusinde f.Kr., var at byggeriet af de store gravhøje tilsyneladende var en nøje iscenesat ceremoni, som fordrede mange menneskers deltagelse. Præstationen skulle tjene de levende til lige så megen ære som de døde. Men arbejdet var så stort, at det kun kan have været nogle få udvalgte, der har fået sat sådanne varige monumenter over sig.

Enkelte mennesker eller grupper må have skilt sig ud fra de andre ved at have haft en særlig position. De ydelser, der blev leveret i form af arbejde ved højbyggeriet, krævede sikkert modydelser, f.eks. i form af afholdelse af store fester i forbindelse med gravlæggelsen. Man begynder kort sagt at skimte et samfund, hvor forskelle i rang i forhold til et slægtskabssystem adskilte menneskene. Forfædrekulten, som var så vigtig for bondestenalderens samfund, var langsomt ved at tage sin form.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Når døden kom i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305773