• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Det jomfruelige land

Oprindelig forfatter JJe

Efter rejsen gennem det europæiske kontinent er vi nået frem til bondestenalderens Danmark. Vi har krydset Østersøen og har nået de danske strande. Det er henved 4000 år før Kristi fødsel – sagt på en anden måde, for et par hundrede generationer siden. Vi vil forestille os, at vi med fugleøjne ser ned over det danske land, som det var dengang.

Det var et grønt land at se på. Men det grønne var ikke dyrkede marker, det var tæt, sammenhængende skov. Strøg man lavt ned, kunne man følge de skovbevoksede kyster, og overalt mødte øjet fremspringende næs med nøgne ler- og grusskrænter. Andre steder veg kystlinien tilbage i inderlavninger og dybe fjorde. Langt de fleste steder nåede skoven frem til vandet.

Så drejer vi i et sving ind over det skovdækkede land, -stryger lavt hen over trækronerne og ser, hvor varieret den grønne bevoksning i virkeligheden er. Hvor skovdækket er tæt, er det ege- og lindetræernes kroner, der breder sig op mod lyset. Men mange steder brydes det sammenhængende grønne af søer og vandløb. Elletræer og pilebuske vokser helt ud i vandet, og langs søernes bredder skyder vældige sumpskove af tagrør, dunhammer og kogleaks sig frem. Stadig er her ingen synlige spor af mennesker.

Annonce

 Med sit mørke løv prægede vedbend mange steder den urskov, som dækkede hele landet kun afbrudt af de mange søer og sumpede moser. I skovbrynet sås endnu et broget billede af forskellige vækster. Men trængte man længere ind i skoven, mødte man en verden af nøgne stammer. Her var skovbunden mere sparsom. Skovsyre og engelsød voksede på de væltede og smuldrende træstammer. Men der herskede dyb skygge, for de unge træer skød hurtigt i vejret og træerne blev gamle. En sådan skov findes ikke mere i Danmark. Man kan dog endnu finde den mere afvekslende skovbrynsvegetation med urskovsagtig bevoksning som her i Fuglsang Park på Lolland.

Med sit mørke løv prægede vedbend mange steder den urskov, som dækkede hele landet kun afbrudt af de mange søer og sumpede moser. I skovbrynet sås endnu et broget billede af forskellige vækster. Men trængte man længere ind i skoven, mødte man en verden af nøgne stammer. Her var skovbunden mere sparsom. Skovsyre og engelsød voksede på de væltede og smuldrende træstammer. Men der herskede dyb skygge, for de unge træer skød hurtigt i vejret og træerne blev gamle. En sådan skov findes ikke mere i Danmark. Man kan dog endnu finde den mere afvekslende skovbrynsvegetation med urskovsagtig bevoksning som her i Fuglsang Park på Lolland.

Så fanger øjet en blålig røgsøjle fra et bål. Den kommer nede fra skoven, fra et sted, hvor en fjordarm skyder sig ind i landet. Ud mod fjordens rolige vand er terrænet lavt. Her ligger strandenge, og ud til dem er skoven mere åben, lys og græsrig. Det er ikke en tæt lindeskov, som man så det i de mere højtliggende indre dele af landet, men en blandingsskov med mange egetræer, ask og elm.

Et sted er bevoksningen trådt ned. Her skimter man nu et lille hus, og det er fra pladsen foran det, at røgsøjlen stiger op. Huset er hen ved 10 m langt og ser ud til at have lerklinede vægge. Omkring det færdes nogle skikkelser klædt i skinddragter. Lydløst bevæger de sig i terrænet, og næsten camouflageagtigt blander de sig med jordens og væksternes farver.

Det er ellers kun få steder, man ser spor af menneskelig aktivitet, jo, et sted på en solrig plet, skimter man et stativ med fisk, der er hængt til tørring. Et andet sted ser man nogle børn, der leger. Men ellers synes skoven omkring bopladsen ret uberørt. Dog kan man et sted se en lille lysning, hvor de større træer mangler, og der ligger noget, der ligner et lille indhegnet markstykke. Her er jorden mørk, næsten sort, og der gror lyse, grønne vækster i den. Det er korn.

Nu ser man også, at der her og der i den åbne bevoksning på det lave terræn ud til fjorden færdes dyr. Det er kvæg, der bider af buskene og træerne. Og det er svin, små, men tilsyneladende kraftfulde dyr, der roder i jordbunden. De ligner vildsvin noget, men ser ikke ud til at generes af menneskenes nærvær. En lille flok svin står og roder i det affald, der ligger i nærheden af huset.

Havde man tusind år tidligere gæstet dette landskab, ville det nye syn ikke have været overraskende. Bopladsen hernede lignede meget de pladser, jægerbefolkningen tidligere levede på. Den lå ligesom de på et sted i kanten af skoven, hvor fangstmulighederne var særlig gode, og hvor vegetationen gav rig lejlighed til at samle bær, frugter og spiselige planter. Nogen videre ændring af skoven omkring bopladsen syntes menneskene ikke at have forårsaget.

 Nogle steder var kystlandet mere åbent. Her blev det med tiden præget af husdyrenes græsning, for strandengene kunne i mange tilfælde være velegnede græsningsområder for bl.a. får. Ofte har de bopladser, der lå i nærheden af kysten da også haft et større fårehold end bopladserne længere inde i landet. Billedet er fra Skejtens stenbestrøede nordkyst på Lolland.

Nogle steder var kystlandet mere åbent. Her blev det med tiden præget af husdyrenes græsning, for strandengene kunne i mange tilfælde være velegnede græsningsområder for bl.a. får. Ofte har de bopladser, der lå i nærheden af kysten da også haft et større fårehold end bopladserne længere inde i landet. Billedet er fra Skejtens stenbestrøede nordkyst på Lolland.

Alligevel stod det land, vi netop har set ned over, ved begyndelsen til en af de største forvandlinger, der nogen sinde skulle ske i dets historie. De mennesker, som levede her på de små bopladser, var de første på disse nordlige breddegrader, som begyndte landbrugets svære kunst, som kendte til at dyrke korn og holde husdyr. Alligevel mindede de i deres ydre fremtoning om de jægerfolk, som i årtusinder havde beboet landet.

For blot en generation siden mente man, at landbruget på sin lange vej fra Mellemøsten til Danmark havde udviklet sig så vidt, at overgangen til det herhjemme virkede som et fuldstændigt brud med tidligere livsmønstre. Når man forestillede sig, hvordan det var sket, fremmanede man billedet af udstrakte skovrydninger, frembragt med økser og ild. Og i skovrydningerne placerede man landsbyer med store langhuse, som rummede talrige mennesker.

Det billede, der netop er blevet tegnet, var meget anderledes. Det viste et lille menneskesamfund, der næsten gik i ét med den omgivende skov, og som højst rummede en snes mennesker. Med sådanne små bosættelser begyndte landbrugskulturen at slå igennem herhjemme. Overgangen til landbruget var i begyndelsen en næsten umærkelig proces. Alligevel varede det ikke mange hundrede år, før den begyndte at få dybtgående virkninger på landets natur og befolkningens levevis.

Som den ældre forskning så det, var landbrugets indførelse begyndelsen til menneskets stædige kamp mod naturen med det formål at tvinge den til at dække menneskets behov for føde.

Som vi her har skildret befolkningens levevis i årtusinderne efter istidens ophør og frem til den varme, atlantiske tid, var menneskenes mål snarere at udnytte naturen på den mest økonomiske måde. Landbruget var en erhvervsform, som man tilsyneladende optog og udviklede, fordi man var tvunget til det. Men i det omfang gamle livsformer fortsat var økonomiske, fastholdt man dem. Det betød, at overgangen mellem jægerstenalderen og bondestenalderen forløb næsten umærkeligt. Den nye livsform havde imidlertid i sig ubegrænsede muligheder for vækst. Og da disse muligheder udløstes, førte de hastigt samfundene frem mod stadig mere komplicerede kulturformer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: Det jomfruelige land i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305769