Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De første bønder

Oprindelig forfatter JJe

Både pollenanalyserne og kendskabet til udviklingen af primitive landbrug kan således vise, at det var med ilden, at mennesket begyndte sit første angreb på skoven. Man brændte træer og buske af for på den måde at få egnede områder til at dyrke korn. Man må dog ikke overvurdere den betydning, landbruget i begyndelsen havde for befolkningens levevis.

Menneskene var halvagerbrugere, og landbruget var kun en af de mange muligheder, man udnyttede for at skaffe sig føden, jagten, fiskeriet og fødeindsamlingen var stadig af stor betydning, som det havde været det i årtusinder. Det var sikkert endnu kun små og kortvarige rydninger i skoven, man foretog.

Også husdyrholdet har i begyndelsen givetvis været af begrænset omfang. Nok havde man tæmmede dyr som grise, får, geder og okser. Men endnu kender vi ikke dyreholdets sammensætning i det tidligste landbrug. Svinet var et dyr, der passede godt til den nye livsform. Det er oprindelig et typisk skovdyr, som selv kan skaffe sig føden året rundt, dvs. at det kun behøvede et minimum af pasning.

Annonce

For kvæget gjaldt det, at de bedste græsningsarealer og de steder, hvor løvfoder var lettest tilgængeligt, var de lavereliggende dele af skovlandet og områderne mellem havet og skoven. I det hele taget var skoven den bedste og mest stabile foderkilde. Om sommeren gav den græs, urter og løv. Om vinteren kviste, rødder og tørrede plantedele.

 Forsøg med svedjebrand i Draved Skov i Sønderjylland, udført af Danmarks Geologiske Undersøgelse i 1950erne. På et en ha stort område fældedes de større træer med flintøkser. Et sådant træ ses i billedets forgrund. Svedjebranden er i gang, den foregik over nogle døgn, og da den var til ende, såedes i asken stenalderens primitive kornsorter: enkorn, emmer, dværghvede og nøgen byg.

Forsøg med svedjebrand i Draved Skov i Sønderjylland, udført af Danmarks Geologiske Undersøgelse i 1950erne. På et en ha stort område fældedes de større træer med flintøkser. Et sådant træ ses i billedets forgrund. Svedjebranden er i gang, den foregik over nogle døgn, og da den var til ende, såedes i asken stenalderens primitive kornsorter: enkorn, emmer, dværghvede og nøgen byg.

Endelig var der de gammelkendte erhvervsformer som jagt, fiskeri og indsamling. På grund af dem valgte man gerne en placering af bosættelsen i nærheden af søer, åer eller i kystområder, hvor man kunne regne med et godt udbytte. Det var steder, hvor den biologiske variation var meget stor, og hvor der kunne jages et bredt udvalg af dyr. Samtidig kunne en meget stor mængde spiselige planter, rødder, bær, svampe og frugter indsamles.

Sådan tegner sig det generelle billede af de første bondesamfund i Danmark i begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr. De arkæologiske vidnesbyrd, som kan uddybe billedet, er endnu meget svage. Men vi kender fund, der viser, hvordan jægerfisker-befolkningens forkærlighed for at bo i kystområderne levede videre i tiden efter, at de første spor af landbrug havde vist sig.

Man ser det f.eks. ved en af de store køkkenmøddinger, Bjørnsholm ved Limfjorden, hvor man boede ganske, som man havde gjort det i tidligere årtusinder. Her levede beboerne fortsat af jagt, fiskeri, jagt på fugle og indsamling, på samme måde som i Ertebølletiden. Den store køkkenmødding lå på nordsiden af en 8-9 km lang fjord, tæt ved dennes udmunding i Bjørnsholm Bugt. På bopladsen fandt menneskene deres udkomme ved at fiske og samle skaldyr i det næringsholdige fjordvand.

Men i landet bag fjorden var der sket ændringer. På den højereliggende jord var der kommet en opvækst af birkeskov til. Og netop denne birkeskov var mange steder brændt af for at skaffe plads til små kornmarker. På bopladsen gik langbørstede tamsvin og rodede i affaldet, og i de omkringliggende skove kunne man støde på græssende kvæg. Beboernes livsgrundlag var tydeligvis blevet meget mere varieret end tidligere. En langhøj med en imponerende tommerfacade, bygget inde på det højtliggende terræn bag køkkenmøddingen, markerede, at Bjørnsholm var en boplads med en central betydning for bebyggelsen i hele fjordområdet.

 Stenalderens svin kunne gå uden pasning i skoven, hvor der var rigelig med føde til dem det meste af året. Dyrene mindede en del om vildsvin. De var kortere end nutidens tamsvin med et stort hoved i forhold til kroppen og sikkert også med vildsvinets lange børster. Fotograferet på Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.

Stenalderens svin kunne gå uden pasning i skoven, hvor der var rigelig med føde til dem det meste af året. Dyrene mindede en del om vildsvin. De var kortere end nutidens tamsvin med et stort hoved i forhold til kroppen og sikkert også med vildsvinets lange børster. Fotograferet på Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.

Noget længere mod syd, ved Norsminde på den jyske østkyst, kunne man gøre den samme iagttagelse. Også her var der tale om en kontinuerlig bosættelse fra Ertebølletiden og ind i det 4. årtusinde f.Kr. Ude ved mundingen af fjorden lå en stor kokkenmødding. Herfra var der gode muligheder for fiskeri og havjagt. Men køkkenmøddingen havde ændret karakter. Det var nu ikke så meget østersskaller, man smed der, men muslingeskaller, og der lå massevis af slagteaffald af bl.a. okse, får/ged og tamsvin. Og i beboernes lerkar var der aftryk af emmerhvede og nøgen byg. Man drev altså landbrug side om side med de gammelkendte erhvervsformer.

Inde i landet havde man fortsat fangstpladser, som man besøgte sæsonvis. En af de tidligst kendte var bopladsen Åkonge i den vestsjællandske Åmose fra det 4. årtusinde f.Kr. Bopladsen havde en beliggenhed og en funktion, der ganske svarede til Ertebølletidens jagtpladser. Men der var tillige spor af, at beboernes kost, ud over fangstdyrene fra de omkringliggende skove og vandløb, også bestod af kod af tamdyr, både kvæg og formentlig også tamsvin.

Fangstpladsen Muldbjerg i Åmosen var endnu en boplads fra begyndelsen af det 4. årtusinde f.Kr., der viste forbindelsen til ældre livsformer. Den lå på en lav holm i en stor, fladvandet sø og var kun beboet sæsonvis af en ganske lille gruppe mennesker. I den varme årstid havde de jaget, fisket og indsamlet bær og nødder, inden de hen på efteråret vendte hjem til frænderne ude ved kysten. Men beboerne havde også fortæret kod af både tamkvæg og ged eller får. Og i deres lerkar var der tillige aftryk af hvedekorn.

De nye livsformer var således endnu i sin vorden i disse tidlige århundreder af det 4. årtusinde f.Kr. Men ganske langsomt voksede agerbruget i omfang. Det viser sig ved, at nogle af bopladserne nu blev anlagt i en vis afstand fra kysten. En sådan boplads fandt man f.eks. ved Sigersted i den centrale del af Sjælland, hvor tre åer mødtes: Tuel Å, Ringsted Å og Susåen. Bopladsen lå langs vestkanten af et fladt, sandet plateau, som skrånede jævnt mod syd. Der må have stået huse på stedet, det tydede fund af brændt lerklining på, men husene lod sig ikke påvise ved den arkæologiske udgravning.

På bopladsen var der sket en omfattende redskabstilvirkning af flint, bl.a. hugning og slibning af flintøkser og fremstilling af lerkar. Men ellers var der kun få spor tilbage af beboernes aktiviteter på stedet. På de små marker på de lette jorder i skovene omkring bopladsen havde man dyrket nogen byg, og mellem træerne havde både tamkvæg, får og svin færdedes.

 Træskærekunsten stod højt på bondestenalderens bopladser at dømme efter nogle få, velbevarede fund som disse trækar, der stammer fra Christiansholms Mose nord for København.

Træskærekunsten stod højt på bondestenalderens bopladser at dømme efter nogle få, velbevarede fund som disse trækar, der stammer fra Christiansholms Mose nord for København.

En tilsvarende, lige så beskeden landbrugsboplads er fundet ved Mosegården på en lav sandbanke på nordsiden af Horsens Fjord. Selve bebyggelsen omfattede kun et areal på 500-600 m2 og havde alene efterladt spor i form af lertagningsgruber og stolpehuller. Der var også rester af et ildsted, og ved det havde beboerne formentlig udfoldet deres daglige aktiviteter. Det viste sig ved fund af flintredskaber og keramik. Men pladsen havde ikke været beboet særlig længe, kun nogle få år og formentlig kun af en lille gruppe på mellem 10 og 20 mennesker. Så var den blevet forladt, og beboerne havde slået sig ned et nyt sted i de omgivende skove.

Det billede, der samlet fremstår af de første bonder i Danmark, ser nu således ud: De levede i små grupper, måske ikke meget større end en enkelt husholdning. Deres bopladser lå normalt på steder, hvor udbuddet af naturlige fødeemner var størst, nær lavtliggende land med høj grundvandsstand og nær søer, vandløb eller selve havet. Omkring bosættelsen ryddede man små lysninger i skovene til korndyrkning. Og når markerne blev forladt, tog husdyrene over og græssede på arealet, indtil opvæksten igen blev for tæt.

Men de gamle livsformer havde man ikke glemt. Jagten, fiskeriet og indsamlingen af naturlige fødeemner spillede stadig en stor rolle. Og det hændte ikke sjældent, at små grupper af jægere brod op og tog til steder, hvor forfædrene i umindelige tider havde skaffet sig et rigt jagtbytte.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Jensen: De første bønder i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=305772