Velfærdsstaten til debat

Ikke kun sundhedsvæsenet havde været på slankekur under Schlüter, det havde også uddannelsesvæsenet, hvor udgifterne målt som andel af BFI mellem 1981 og 1992 var faldet fra 9,9 procent til 7,9 procent. Også her blev der rettet noget op i de følgende år, selvom der blev meget offentlighed om danske elevers og studerendes kundskaber, som i flere OECD-undersøgelser blev udsat for hård kritik. Tilsvarende var der også jævnligt kritik af de sociale ydelsers omfang og kvalitet igennem 1990'erne, især for ældreområdets vedkommende.

Alligevel var danskerne overvejende meget tilfredse med den skattebaserede, offentligt drevne velfærdsstat. Den megen politiske snak om privatisering af ydelser inden for sundheds-, social- og uddannelsessektoren havde ikke stor klangbund i vælgerkorpset. Derimod skete der en udvikling i retning af at acceptere udliciteringer, dvs. at lade private firmaer udføre visse afgrænsede opgaver på det offentliges betingelser og under offentlig kontrol. Mest imødekommende var borgerlige vælgere, men efter at en hidsig debat om dette emne i 1996 havde raset i Socialdemokratiet, kunne man også blandt dette partis vælgere spore en større åbenhed over for udlicitering. Det samme gjaldt holdningen til den nyliberale parole om frit valg, som især Bertel Haarder i sin tid som undervisningsminister havde slået stærkt til lyd for. En undersøgelse fra 1998 afslørede, at omkring 60 procent gik ind for frit valg af kommunal sagsbehandler og hjemmehjælper, noget flere også for frit valg mellem offentlig og privat hjemmehjælp og børnepasning, og hele 90 procent for frit valg af børnehave og sygehus.

Det danske velfærdssystem stod sig godt i internationale sammenligninger. En større OECD-undersøgelse fra 2003 godtgjorde, at der i Danmark var mindre ulighed og færre fattige børnefamilier end i næsten alle andre lande. I Tyskland levede 11 ud af 100 børnefamilier under fattigdomsgrænsen, i Storbritannien var tallet 27 og i USA 30. I Danmark drejede det sig om fire familier. Indkomstfordelingen var samtidig mere jævn, og arbejdsløsheden over længere tidsstræk lavere end i Tyskland, Storbritannien og USA, og det havde alt sammen sikret et samfund med stor social sammenhængskraft og høj levestandard. Prisen var endda lav. Både i USA og Storbritannien blev der brugt flere penge på social velfærd, hvis man medregnede udgifter til private syge- og pensionsforsikringer, samt korrigerede for de forskellige beskatningssystemer.

Sådanne indsigter havde længe været udbredte blandt samfundsforskere, men velfærdssystemet blev anfægtet fra andre sider. I teoretisk henseende havde nyliberalismen vundet gehør for en forestilling om, at velfærdsstaten var den vigtigste årsag til 1970'ernes krise og også fremover var en trussel mod den økonomiske fremgang. Begrundelsen var, at det private økonomiske initiativ blev hæmmet på grund af det høje skatteniveau, af magelighed som følge af for stor økonomisk sikkerhed og social lighed, samt af den forvridning af de frie markedskræfter, som den politisk dirigerede offentlige sektor medførte.

1990'ernes internationale liberalisering og den stigende integration i EU skabte desuden et vist pres for at „harmonisere” det danske skattesystem til andre landes, idet der fra toneangivende økonomiske eksperter blev advaret mod, at man ellers kunne opleve en stærkt forøget kapitalflugt og skatteflugt fra personer med høje indkomster. Selvom en sådan harmonisering kun fandt sted i ganske ringe omfang og de frygtede følger ikke så ud til at blive virkelighed, satte advarslerne deres præg på samfundsdebatten.

Endelig var der i politiske kredse en stærk bekymring for, at overførselsindkomsterne i længden ville stige så kraftigt, at de ville sprænge rammerne for det mulige. Det skyldtes først og fremmest den befolkningsmæssige udvikling. Fremskrivninger viste, at der efter år 2010 ville blive flere ældre og færre i den erhvervsaktive alder, hvilket alt andet lige ville betyde, at der forholdsmæssigt ville blive færre til at forsørge sig selv og andre. Udtryk som „ældrebyrden” eller „ældrebomben” blev fremherskende i den politiske debat og brugt som argumenter for at skære ned på velfærdsydelser som efterløn, mens tid var. Også selvom nøjere undersøgelser modificerede de dystre udsigter. Pensionssystemerne var allerede under stærk udvikling blandt store grupper af lønmodtagere, så kun folkepensionens grundbeløb for fremtiden skulle udbetales til en stor del af folkepensionisterne. Den fremtidige mulighed for offentlig finansieret forsørgelse stod og faldt derfor med, at der ikke opstod kronisk høj arbejdsløshed, og at statsgælden fortsat blev nedbragt. Den kostede ved årtusindskiftet 50 milliarder kroner i renteafdrag. Men udsigterne for både beskæftigelsen og reduktionen af udlandsgælden var gode. Udgangspunktet var også godt. Den andel af den samlede danske befolkning, som bidrog til nationalproduktet, var på grund af kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet steget fra cirka 46 procent i 1960 til et stykke over 50 procent i 2000. Det gav et bedre forhold mellem forsørgere og forsørgede end i de fleste andre lande i verden.

Med særlig opmærksomhed på disse områder blev velfærdsstaten genstand for meget politisk diskussion i Nyrup Rasmussens regeringstid. Der var uenighed om, hvor meget der skulle satses på private forsikringsordninger, brugerbetaling og udlicitering. Her var den borgerlige opposition villig til at gå længst. Mere enige kunne politikerne blive om, at grænsen for stigningen i de offentlige udgifter var ved at være nået, og om at modernisering af styringssystemerne var påkrævet. Det førte til indførelsen af metoder brugt på det profitorienterede private arbejdsmarked. Der blev sat ind for at udvikle ledelsen på alle niveauer, ligesom metoder til bedre kontrol af de offentligt ansattes arbejdsindsats blev indført. Et nyt lønsystem blev introduceret, som mere end det hidtil havde været tilfældet sigtede mod at belønne medarbejdere for særlige kvalifikationer, funktioner og præstationer. Men det grundlæggende i det danske velfærdssystem blev der ikke rørt ved. Det forblev et omfattende offentligt system, der omfordelte store midler mellem næsten alle de danske borgere.