Begejstring og angst

Som sædvanlig ved introduktionen af noget nyt skortede det ikke på advarsler mod dets mulige farer. Eksempelvis blev den store udbredelse af ofte yderst voldelige computerspil og den nemme adgang til pornografi fra mange sider betragtet med stor bekymring, især hvad angik konsekvenserne for børn og unge. En slap, stillesiddende ungdom var et andet dystert perspektiv. I nogle år blev der talt en del om mulige helbredsfarer fra computerskærmenes stråling, og da denne bekymring efter omfattende undersøgelser var manet i jorden, blev den overført til mobiltelefonerne. Om dette påpegede en ekspertgruppe under Sundhedsministeriet i 1994 en risiko for, at telefonernes elektromagnetiske stråling kunne fremprovokere kræft og påvirke fostre, sædceller og nerveceller. Gruppen foreslog på baggrund heraf forebyggende lovindgreb på linje med, hvad der allerede eksisterede i Sverige, Norge og Holland. Sådanne blev dog ikke indført i Danmark, og efter en del undersøgelser i de følgende år lykkedes det heller ikke at sandsynliggøre nogen strålingsfare.

Den ny teknologis muligheder for registrering og overvågning af befolkningen blev derimod indiskutabelt udnyttet. I det i forvejen gennemregistrerede Danmark kom der endnu flere personoplysninger i de forskellige offentlige kartoteker.

Forsøg på misbrug blev søgt afværget gennem en omfattende registerlovgivning, men det kunne ikke nægtes, at en næsten total gennemlysning af privatlivet stod som en mulighed. Hertil kom private firmaers registrering af forbrugervaner. Overvågning i offentligt regi af trafik og i privat regi af indkøbscentre var eksempler på, at begrebet „offentligt rum” var på vej til at få en ny mening. For den alt overvejende del af befolkningen var begejstringen for den ny informations- og kommunikationsteknologi dog langt større end angsten for dens eventuelle farer.

Ganske anderledes forholdt det sig med andre nye teknologier med revolutionerende potentiale, som blev udviklet eller videreudviklet inden for årtusindets to sidste årtier. Blandt de vigtigste var bioteknologien, kortfattet forstået som evnen til at overføre genetisk viden til brug i industrielle processer, og genteknologien, der drejede sig om evnen til at manipulere med arveanlæg både inden for og mellem forskellige slags organismer. Her gik de største kemiske og farmaceutiske virksomheder i verden massivt ind og skabte et nyt internationalt område for kommerciel aktivitet.

Den danske medicinindustri med Novo Nordisk i spidsen var allerede i 1985 langt fremme med at udvikle gensplejsede produkter. Novo lancerede i 1988 som det første firma i verden et enzym, der kunne nedbryde fedtstoffer og derfor kunne bruges til vaskepulver. Snart efter fulgte et gensplejset insulinprodukt, og Novo beholdt også fremover en fremtrædende position på markedet for medicin fremstillet på basis af genmodificerede materialer.

Allerede her kunne en udbredt offentlig betænkelighed spores, men da genteknologien ganske hurtigt også kom til at dreje sig om modificerede fødevarer, blev betænkeligheden til direkte modvilje. Verdens første gensplejsede levnedsmiddel blev markedsført i USA i 1994. Det var en tomat, som havde fået tilført et gen, der bremsede modnings- og forrådnelsesprocessen. I USA gav den ny teknologi ikke anledning til synderlig forbrugermodstand, men det gjorde den i Europa, især efter at det britiske genteknologiske firma PPL Therapeutics den 25. juli 1997 for verdenspressen præsenterede verdens første gensplejsede lam med menneskelige gener. Argumenterne for genteknologien var, at organismerne kunne forbedres og billiggøres til gavn for ernæring og sundhed, men modargumenter om det uetiske i, at arvemasse blev gjort til genstand for kommerciel aktivitet, og om faren for utilsigtede skadelige bivirkninger i naturens kredsløb vejede tungere i Europa. Frankenstein-associationerne var udtalte.

Også på det politiske plan. Hvor der i USA i 1997 var givet 20.000 tilladelser til forsøg med genmodificering (GMO), var tallet i EU kun 5000.

I Danmark besluttede Folketinget i 1994, at varer indeholdende gensplejsede bestanddele skulle mærkes, men det forhindrede ikke politiske manifestationer imod GMO-produkterne, da de endelig dukkede op i de danske dagligvareforretninger i februar 1997. I marts samme år anløb det første skib med genmodificeret soja Århus Havn fra USA. Den blev under stor pressebevågenhed mødt af aktivister fra forskellige miljøgrupper og politiske ungdomsorganisationer, og i denne sag havde de en overvejende del af befolkningen med sig. I hvert fald viste en samtidig forbrugerundersøgelse, at 65 procent af de danske forbrugere sagde nej til genmodificeret soja. Alligevel fik virksomheden Danisco i juni 1997 tilladelse til på forsøgsbasis at dyrke genmodificerede kartofler, senere på året blev en tilladelse også givet til egentlig kommerciel produktion heraf, og snart fulgte gensplejsede blomsterfrø, roer og soja. Der var stærke forskningsmæssige og kommercielle interesser, som talte for udnyttelsen af den ny teknologi, og Danmark var også presset af EU. Men på foranledning af miljøminister Svend Auken blokerede Danmark, Frankrig, Italien, Grækenland, Østrig og Luxembourg fra juni 1999 for godkendelser af tilladelser til at markedsføre og dyrke GMO-organismer i EU, hvilket resulterede i et GMO-moratorium frem til 2004. Men skaden var for længst sket, hvis der da var tale om en skade. Ved årtusindskiftet indeholdt skønsmæssigt 30 procent af alle fødevarer med soja som ingrediens genmodificeret materiale. Flere andre fødevaregrupper kunne heller ikke friholdes, og sporer fra GMO-planter havde måske spredt sig og blandet sig med de „naturlige” artsfæller.